Lille skat. Jeg kan ikke sove. Tankerne flimrer rundt i mit hoved. Jeg må skrive. Det giver mig luft. Det giver mig ro. Imorgen er det en måned siden du blev født. En måned siden at du døde. En måned siden jeg så dig for første gang. En måned siden du lå hos mig. En måned siden dit lille hjerte slog og en måned siden det holdte op med at slå. En måned hvor du burde have ligget i min mave. Jeg skulle nu have været i 26. uge. Du skulle have vokset dig større og stærkere i min mave. Jeg savner dig. Jeg savner følelsen af dig i min mave. Jeg føler mig så tom uden dig. Jeg kan godt glæde mig over at graviditetsgenerne er væk, men dem havde jeg jo fordi jeg bar på dig. Fordi du mit kære barn voksede i mig, sparkede mig, fik næring fra mig. Jeg tænker på dig som du lå i mine hænder. Du var så smuk. Min smukke prinsesse. Lille og fin. Min datter. Jeg kommer aldrig til at se dig igen. Jeg kigger på dit billede. Det er alt jeg har. Men jeg er taknemmelig for det jeg har. Hvis jeg ikke havde minderne om dig, er jeg ikke sikker på at jeg ville have troet på at du havde eksisteret. Det føles så uvirkeligt at du skulle leve og dø. Jeg vil ikke lyde utaknemmelig, men jeg ville ønske jeg kunne have fået mere. Jeg ville ønske du havde fået mere af livet. At vi kunne have fået mere af livet sammen. At vi kunne have lært hinanden bedre at kende. Et flygtigt hej med et minde om alt det vi ønskede os, alt det vi kunne have fået, alt det vi drømte om, alt det vi ikke ikke fik – og du var væk igen. Borte. For altid. Et kort visit der satte spor langt ind i min sjæl. Så dybt at du aldrig bliver visket væk igen. Du vil altid være en del af mig. Jeg vil altid være en del af dig. Vi er forbunde du og jeg. For altid.
Jeg elsker dig – jeg hader at savne dig.
Sov godt min skat
Ingen kommentarer:
Send en kommentar