Jeg var på arbejde igår fra 9-14. Jeg havde ikke glædet mig. Det var ligesom en af de der grå dage, man kan have, hvor man tænker, nej ikke idag. Men jeg kom afsted. Med en del stress ud af døren og en sårbarhed, der lå lige nedenunder. Selvom jeg jo ikke skulle være der til noget bestemt tidspunkt. Jeg brugte kræfter på det og jeg skulle trække vejret godt ned i maven. Det gik fint at være derinde. Kunne godt få lavet noget, men mistede også hurtigt overblikket. Blev rystende i hænderne og tabte tingene (godt jeg ikke er kirurg!). Der skulle ikke meget til at presse mig. Jeg brugte mere end første time på at sige hej og den næste time på at få oplysninger og status. Herefter skabte jeg et overblik over hvad der er af opgaver jeg kan gribe om. Jeg har læst og sorteret mails her hjemmefra, så det var blot at printe ud og sætte i system. Det tog selvfølgelig lidt tid, for der var mange. Så fik jeg løst et par akutte opgaver og allers nåede jeg vist ikke mere. Jeg satte mig ind til personalet, da der var pause, fordi jeg vil gerne vise mig. De spurgte ikke til mig, men der var sak om alt muligt andet og det var fint. På min godmorgen-runde spurgte et par stykker ind til mig. Jg fik også mødt den gravide, som har termin en uge efter jeg ville have. Og det gik ok med at give hende et knus. Hun havde taget en løs bluse på for min skyld, så det var ok. Hun sagde ikke noget til mig. Jeg kunne se at det var svært for hende. Hun anede ikke hvad hun skulle sige.
Jeg tog derfra kl 14. Skulle til stenhuggeren og hente Malous sten. Den er ikke helt som jeg gerne ville have den. Stenen er lidtfor stor ift den anden lille sten, som ligger på min fars grav. Men jeg ville ikke kommentere det. Jeg kunne måske have været mere tydelig i min beskrivelse af den. Men jeg tror at det går. Måske jeg kan grave den lidt ned i jorden, så man ikke kan se at den er det større end den anden. Der står Malou *12.02.2011+. Det ser fint ud. Vi har ikke valgt nogen efterskrift. Jeg har set at man kan bestille nogen på nettet og det vil jeg måske gøre på et tidspunkt.
Jeg kørte op på kirkegården bagefter og satte mig lidt. Jeg vil gerne have en lille bænk eller en stub derop jeg kan sidde på. Det skal jeg se om jeg kan finde et sted. For første gang talte jeg højt med hende. Tårerne trillede let. Jeg sagde at jeg savner hende og at jeg ville ønske at hun var i min mave. Og jeg undskyldte for at jeg allerede er optaget af at en ny spire skal flytte ind. Men at jeg ikke elsker hende mindre af den grund og at jeg ville ønske at det var hende, der skulle være indeni mig.
Jeg var igår i tvivl om jeg skulle tage på arbejde igen idag. Jeg havde ikke lyst. Blev trist af tanken. Og imorges var det helt rigtig at jeg skulle give mig lov til at være hjemme. Det føltes rigtig. Mine tanker er at jeg tager derind tirsdag og onsdag i næste uge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar