Så er den stopprøve overstået og vi kom heldigvis igennem den stadig med spiren i maven. Alt hvad de kunne tjekke, så normalt ud. De undersøgte igen længe hjertet, og fandt alt vel. Overarme og lår har den rette længde og det samme med mave- og hovedomkreds. Lillehjerne havde den rette størrelse. Nyrer, binyrer, væske i mavesæk og i blære.
Det var en sygeplejerske der scannede mig. Hun smilede og fortalte de gode nyheder mens hun scannede, men det var som om ordene ikke ville nå mig. Overlægen (OLav) kom - så tallene og billederne på computeren. Og han bifaldt hendes vurderinger og satte lidt flere ord på. Det hjalp lidt på at tage ordene ind, men stadig var det som om de ikke kunne nå mig. Lettelsen udeblev.
Jeg synes det virkede som om der var lidt fostervand. Spiren var svær at scanne, fordi den lå forkert og min navle skyggede. Det gjorde mig bange, for Malou var også svær at scanne. Fordi der var for lidt fostervand. Men sygeplejersken afkræftede min bekymring. Den ligger og putter sig i et hjørne (?), og kan svømme et andet sted hen, hvis den vil. Der er fint med fostervand. Jeg tror at jeg tror hende, men jeg undrer mig over at man kan finde et hjørne i en rund livmoder... men det kan den åbenbart.
Olav sagde at det var meget usandsynligt at et barn som er af normal størrelse til tidlig misdannelse, vil være for lille af vækst ved misdannelsesscanning. Hvis den havde været lidt for lille nu, var der en risiko for abort ved næste scanning. Tror det var sådan han sagde det.
Jeg undrede mig over at lettelsen ikke indfandt sig... Jeg mærkede en lettelse over at det lille hjerte slog, for det er et faktum, der er til at aflæse. Lever den eller er den død? Jeg havde for en måned siden gået og glædet mig til at mine symptomer med småkvalme og træthed ville forsvinde, for så ville jeg ikke have symptomer på at være gravid.. og så ville jeg ikke blive mindet om at jeg er gravid. Og så ville det blive nemmere. Men da symptomerne så forsvandt, blev jeg bange for at spiren var død. Nej det er ikke nemt. Men den lever... og det var skønt at se.
Jeg tog på kirkegården til Malou efter scanningen... og jeg græd og græd. Jeg havde undret mig over at jeg ikke havde reageret meget inden scanningen. Jeg havde følt mig ved siden af mig selv, kunne ikke huske noget, havde intet overblik. Skulle bare havde tiden til at gå. Men før NF var jeg konstant på grådens rand... men ikke denne gang. Meget få tårer. NF havde lettet noget, men så meget? Det var skræmmende. Men jeg ved nu at jeg først havde mod på at reagere efter scanningen. Lettelsen efter scanningen gav plads til alle de voldsomme følelser, som var alt for farlige at give plads, mens jeg endnu var i usikkerheden. Jeg tænker nu at jeg har beskyttet mig selv, Hvis jeg havde givet plads til følelserne før scanningen, ved jeg ikke hvordan jeg havde reageret. Er bange for at blive ædt op af angsten. At jeg ville havde brudt helt sammen. Så jeg har skubbet den væk - holdt spændingen inde. Da jeg kunne give slip, skulle/skal spændingen have tid til at slippe.
Så eftermiddagen igår som jeg håbede skulle være en dans på roser med glade lette forældre, var en tung, træt, sløv eftermiddag. Udmattede, ugidelige, kede af det. Begge to. Vi sov begge to og kunne næsten ikke komme igang. Idag tyder heller ikke let og legende. Jeg tror der går et par dage før vi forstår... før kroppen tager det ind. Der er ingen eufori at spore her... men det laver ikke om på at scanningen gik lige som den skulle... Vi er bare overraskede over vores reaktioner. Men som med alt andet i denne proces må vi tage det med, og acceptere at det at miste et barn gør én uforudsigelig og skaber et efterspil som har vidtrækkende konsekvenser.
Vi håber og beder til at de gode scanninger fortsætter. Særligt til den afgørende om 4 uger. Vi håber at vi derefter kan begynde at tro lidt mere på spiren i maven og at vi får lov at få den levende og levedygtig ud til os til næste år.
