Velkommen til vores blog

Et lille kig ind i vores verden - de mest essentielle begivenheder i livet - liv - død - fester - rejser.

Vi skriver engang imellem, i perioder ofte.

Vi opdaterer jævnligt billeder i billedalbummet.

Kig dig omkring og smid en kommentar, hvis du får lyst




søndag den 31. marts 2013

Status på lægetjek

I mandags var Lea og jeg til det planlagte tjek hos lægen. Jeg har ikke overrendt min læge, hverken før eller siden. Heller ikke da jeg mistede Malou eller da jeg ventede Lea eller nu med levende Lea. Så det undrer mig ikke at hun ikke kan min historie udenad... men alligevel...Og ja, jeg har oplevet det før, at lægen ikke lige tager sig tid til at skimme journalen... men alligevel. Lea var til et års undersøgelse hos samme læge 2½ uge før... og det var helt tydeligt at hun ikke kunne huske det... og at hun troede at Lea var til et års undersøgelse for første gang. "Nåh, så hun er allerede blevet et år", var hendes åbningskommentar... hvilket den så også var 2½ uge før. Ja, jeg forklarer så sagen forfra. Og hun gør hvad hun skal måler, vejer og lytter og det hele.

Lea vejede nu 8,6 kg med tøj på... så hun har taget 700 g på på 2½ uge. Det må siges at være flot. Smørkuren virker... og det endda på trods af endnu en sygdomsuge, hvor appetitten igen forsvandt. Leas kurve har taget et ordentligt dyk opad og ligger nu igen indenfor stregerne istedet for udenfor grafen. Jeg tror at hvis det var op til lægen, så skulle Lea ikke henvises til undersøgelse på børneambulatoriet, for nu er hun jo i vækst, men jeg bad om det og hun lyttede. Jeg forklarede kort om mine bekymringer og nævnte i den forbindelse at vi allerede har mistet et barn, fordi det var for lille... og at selvom det er irrationelt, så spøger den angst om Lea fejler noget evt af Malous misdannelse. Og her brillerede lægen igen... da hun spurgte, hvornår det var jeg havde fået aborten... ABORTEN??? hm ja hun skulle bare vide. Jeg svarede hende, at jeg fødte min datter i uge 21-1. Men hun noterede det i henvisningen... og da vi kom hjem fra påskeferien i sommerhus i Blokhus lå der en indkaldelse fra Børneambulatoriet i Randers med en tid d. 29. maj.

For i øvrigt skulle Lea jo vaccineres og hun var super sej. Sagde intet ved det ene stik og peb meget kortvarigt ved det andet. Og hun fik ros af lægen for at være sådan en rolig og medgørlig pige. Ja hun skulle bare se hende, men det er da godt at hun kan opføre sig pænt, når vi er ude;-)

tirsdag den 19. marts 2013

Hverdagen en uge gammel...

Så blev hverdagen en uge gammel... 5 arbejdsdage og en weekend... og nu gik det ikke længere. Lea er nede med sygdom og vi blev ringet op af Vuggestuen. Vi gik egentlig bare og ventede på at det måtte ske, for hun har skrantet siden i lørdags... Men har egentlig haft det ok, indtil hun er blevet sat til bordet for at spise. Så har hun grædt og skabt sig. Hun har haft feber om aftenen, men ikke i løbet af dagene. Hun hoster og er så hæs at hun ikke engang kan græde. Hun har sikkert godt ondt i halsen... og ja så kan hun ikke spise. Det er blevet til tykmælk, moset rugbrød med makrel og suppe siden i lørdags. Hm suk... vi gider det ikke mere...

Ugen er gået op og ned. Det har været fint at starte på arbejdet. Jeg er blevet taget godt imod af børn, forældre og personale. Jeg føler mig med og har fået overblik over hvad jeg skal have styr på... Jeg glæder mig til at komme hjem til familien og føler mig ikke drænet. Torsdag arbejdede jeg 13 timer og René var alene med børnene til aften. Det var gået ok, dog hektisk.

Fredag endte jeg med at være alene med børnene til kl 18. René har vagt og havde en opgave på vej hjem. Det var sgu ikke fedt. Rent kaos. Lea afviste mig og jeg kunne intet med hende. Jeg puttede hende til sen lur... og nåede at forme burgerbollerne imens. Men da hun vågnede efter en lille lur, kunne jeg slet ikke nå hende. Hun hylede og hylede... Jeg prøvede at have hende i bæreselen, gyngen, på bordet, i sin stol... men intet nyttede. Hun hylede i 45 min indtil René kom hjem. Så tav hun...

Lørdag og søndag var hun også pyller. Havde svært med maden. Skældte ud. Men kunne godt kravle rundt og lege. Vi sendte hende i vuggestue mandag... og det gik fint - ud over at hun intet spiste. TIl aften var jeg igen alene med dem, men det lykkedes at få begge børn med til svømning, dog kun med Elias i vandet. Lea  Idag skulle jeg åbne og René var alene med børnene. Han ringede ind til mig på arbejdet, fordi han slet ikke kunne få hende til at spise. Det var svært for mig at vurdere hende, for hun vil ofte ikke lade andre end mig give hende mad, så var det derfor at hun reagerede? René valgte at sende hende afsted... og vi blev ringet op ved 11 tiden at den ikke gik for hende idag. Så René kørte hjem igen og tjansen må vist blive min imorgen.

Så en blandet uge... og nu meldt ude. På arbejdet er det altså gået over al forventning. Hjemme har der været både rod og ro. Det er svært for mig at rumme den pylrede pige. Ikke fordi jeg selv er smadret, men fordi jeg så gerne ville hjem og hygge med børnene, samtidig med at rutinen skal køre. Men jeg vil så gerne nyde og glædes ved dem. Det er svært at rumme at det skal være bøvlet og svært. Lea er ikke kommet let til os... og hun gør det heller ikke nemt for os... og det faktum at det er svært for os at være i, er rigtig svært at rumme. Vi vil så gerne nyde og glædes... men sådan er hverdagslivet desværre ikke hver dag...

tirsdag den 12. marts 2013

Sidste dag...

Sidder her halvvejs gennem min sidste dage hjemme på barsel (ferie)... Imorgen starter hverdagen med alt sin hast og jag... og ikke mindst fravær fra mine børn og fra tiden til mig selv. Jeg gruer virkelig meget for om jeg kan finde en meningsfuld balance mellem arbejdsliv og familieliv. Jeg har jo prøvet det før... at aflevere et barn i institution og at få en hverdag til at køre. Jeg syntes det gik fint med Elias. Jo jeg kunne føle mig splittet imellem arbejde og hjem og jeg kunne føle at tiden var alt for knap og at jeg var for meget væk, men jeg synes at det kørte ok.

Men mit liv er et andet nu... Mit perspektiv har ændret sig. Mit overskud er et andet. Mit behov for tid til mig selv kan jeg ikke længere ignorere. Jeg har aldrig prioriteret mig selv... men nu skal jeg gøre det, for ellers har jeg ikke overskud til nærværet med børnene. Mine to levende børn afkræver deres tid... Malou skal gives hendes tid. Det er tiden til ro, nærvær, afspænding, kontakt med følelser og krop... Det er refleksionens rum, hvor jeg giver plads til det, der nu engang fylder. Det er et rum, som jeg ikke kan skabe med de andre to børn om hælende, men som kræver ro og fordybelse. Det rum kunne jeg vælge fra tidligere i mit liv. Det kan jeg ikke længere.

Jeg vil tage dagene et skridt af gangen. 1½ uge er der indtil påske. Det er første etape. Og det er overskueligt. Og så vil jeg forsøge at indrette mit arbejdsliv med mest muligt fleksibilitet. Jeg drømmer om fuld fleksibilitet og uafhængighed, men det er ikke rammen lige nu. Men jeg tror at jeg kan indrette et arbejdsliv, hvor jeg har fokus på fleksibiliteten. Jeg vil undersøge muligheden for ikke at være på fuldtid. Jeg vil måske tage en længere dag om ugen, så jeg kan tage tidligere hjem de andre dage. Eller arbejde en time eller to om aftenen. Blive bedre til at arbejde hjemmefra nogle dage om måneden. Egentlig ville jeg ønske at mit hjem var min arbejdsbase. Det er ikke fordi jeg ikke vil arbejde. Jeg vil bare gerne selv bestemme. Jeg vil gerne have tiden til også at nyde. Jeg vil gerne have mere balance.. mere overskud... mere ro...

Jeg vil snart gerne kunne slå dørene op til mit liv ... gribe livet... elske... leve... nyde... glædes...

fredag den 8. marts 2013

På rette vej igen...

Jubii to gode dage. Lea er sig selv igen.. glad og rask, igen i vuggestue og påny spisende.  Det er simpelthen så dejligt at have hende igen. Hun var blevet helt væk for os. Det var som om hun havde mistet sit livsmod og vi kunne blive helt bange for om det slet ikke ville komme igen. Ingen smil, ingen leg, ingen appetit. Bare sur og tvær pige, der kun ville sidde på arm, men heller ikke kunne finde ro der. Men nu er hun sig selv igen. Så lettende... og hun har grov spist de sidste to dage. Og så er det bare om at berige hendes mad med smørklatter, sovs og sødmælk...

I aften er Elias til overnatning i kredshuset med de andre FDFrødder. Det bliver spændende hvordan det går. Hold da op han er ved at blive stor... den smukke dreng

onsdag den 6. marts 2013

1 års undersøgelse

Skod dag... Havde Lea til 1 års undersøgelse idag og får bekræftet mine observationer... Hun er for lille af vækst. Hun vejer 7,9 med tøj på - måler 72 cm. Hvis hendes vækst kurve ikke var knækket, burde hun ift sin fødselsvægt have vejet 10 kg. Hun har nu været hjemme med sygdom siden i fredags... hun har nærmest intet spist i 3½ dag, men de sidste to har hun spist lidt. Hun har helt sikkert tabt sig, for den lille runde mave er væk og på lårene har hun fået gammelmandsrynker, fordi elastikkerne er væk. Men det er ikke kun pga disse dage uden mad, at hun vejer for lidt. Hendes kurve knækkede, da hun var 4,5 måned og den har ikke rettet sig endnu... Hun er nu mindre end lille... Hun ligger lige på grænsen til helt at ryge ud af kurven... og jeg hader hader hader det... Lille Malou var væksthæmmet og lå langt uden for kurve. Når jeg tænker på at Leas vækst kun har været nedadgående, sortner det for mine øjne... Jeg kan slet ikke have det. Det minder mig alt for meget om at Malou skulle dø fordi hun var for lille og underudviklet... Hvordan skal jeg kunne tro på at Lea får lov at leve... Hvad nu hvis hun har en mildere form af Malous sygdom... Jeg hader hader hader det... Skal til vægtkontrol d. 25... hvis ikke der er bedring, bliver vi henvist til børneafdelingen... Kan vi ikke bare få lov at få fred????

...og hvordan skal jeg nogensinde finde tryghed ved at sende hende i vuggestue, når jeg ved at hun kan gå der en hel dag uden mad??? og jeg skal starte på arbejde om 6 dage, så jeg har jo ikke noget valg!!!