Om at dele sine tanker

Jeg begynder at opleve gevinsten ved at jeg er åben omkring mine tanker og oplevelser ved at miste et barn. At formulere mine tanker er et rent fysisk behov for mig. Jeg SKAL gøre det – det er min måde at få hul, afløb og kontakt – med Malou og emd mig selv. Men at jeg også kan dele mine tanker med andre, giver mig en ekstra dimension – Det sætter nye tanker igang hos mig – hvad enten jeg bliver spejlet og rummet eller at den respons jeg får hos andre skaber rod i mig, betyder det at jeg får kontakt med min egen oplevelse og dermed bliver klogere. Og jeg har brug for at forstå. Jeg skal undersøge alle de afkroge, der nu befinder sig i mit landskab – for jeg kender det ikke. Det er nyt for mig. Jeg ved ikke hvor jeg skal hen. Jeg ved ikke ad hvilke stier jeg kan gå eller hvad der gemmer sig bag næste hjørne. Så jeg skal afsøge og undersøge – og responsen hjælper mig på vej . Jeg har fået meget respons fra andre englemødre fra små-engle og jeg oplever også flere, der tager kontakt til mig efter at have læst og tænkt over det jeg skriver på min blog. Og det er så betydningsfuldt for mig. At folk vil læse med er rigtig dejligt for mig. Jeg skriver det for at det skal læses. Jeg skriver det for at jeg bedre kan blive forstået. Jeg skriver det for at være mindre ensom med mine tanker. Jeg vil rigtig gerne dele mig, fordi det er så sønderrivende anderledes at være mig nu – fordi det som jeg har været igennem er så umenneskeligt uforstående, så jeg gerne vil skabe mest muligt åbenhed omkring det. Det er så smertefuldt for os at skulle sætte os ind i at miste et barn. Ingen burde skulle forholde sig til det – men det skal jeg – og det er rart at opleve at andre tør dele det med mig – eller at de tør læse med, selvom de ikke tør tale med mig selv.


Og jeg oplever at når folk tager kontakt efter at have læst min blog, så er de mere rustede til at møde mig. Jeg kan høre at de har læst mig. Jeg kan høre at de ved – de ved, hvad der har betydning for mig. De ved, hvad jeg skal sige. Jeg skal forsvare mindre. Jeg kan være mere til stede. Jeg kan få lov at sige noget af alt det jeg har skrevet højt overfor dem. Og hver gang jeg får anledning til at høre mig selv og høre mig selv reflekteret i den anden, skaber det noget nyt i mig. Og det at folk har læst mig betyder at jeg ryger ud i færre situationer, hvor folks kommentarer er helt hen i vejret. Hvor de slet ikke møder mig. De er ganske enkelt meget bedre til at rumme mig, fordi de mere ved hvor jeg er.

Jeg er så taknemmelig for at nogen vil læse med. Jeg håber at jeg vil blive ved med at opleve, at nogen – som min søster gjorde i aften – vover sig ud og tager kontakt. Jeg oplevede i aften mig spejlet, fordi jeg kunne høre at min søster kendte mig og min sorg, fordi hun følger med på bloggen. Selvom det er hårdt og smertefuldt og selvom det fremkalder mange tårer, så er det så godt at blive mødt. Og godt at mærke at nogen tør vove det sårbare skridt ud og tage kontakt.

Tak til alle, der følger med. Tak til jer, der reagerer. Tak, fordi I viser at I ved det.