Forkerte tanker

Så stod jeg i den igen. Mit ærinde i en samtale min mor var at fortælle hende, hvor svært det er for nogen at rumme de tanker jeg har. Hvordan er kollega gerne ville have mig til at tro på at vi traf det rigtige valg med Malou, fordi hun mente selv at det var den rigtge beslutning. Jeg fortalte min mor hvordan jeg forsøgte at få min kollega til at se at jeg skal leve med den sorte samvittighed resten af mine dage, om at jeg har slået min egen datter ihjel.


"Det må du ikke sige", siger min mor promte. Nej, det er lige det ,som er problemet. Jeg må ikke sige mine følelser højt, fordi de støder min omverden alt for meget. De ville sådan ønske at det var andre tanker der fyldte. Men de er de tanker, der lige nu skaber sorg i mit hoved. Og det er ubærligt for andre. De ønsker at fjerne de tanker, men når de ikke accepterer de tanker, fortæller de mig også at jeg er forkert. De tanker kan jeg ikke dele. Den del af mig, må jeg holde for mig selv. Tankerne skal blive inde i min krop, fordi de er så svære at rumme for andre.

Som en anden englemor formulerede: "Jeg har brug for at udtrykke hvad jeg føler, ikke at blive skubbet eller overtalt til at føle noget andet end jeg gør. Jeg har brug for at forstå følelserne, se på dem, tænke over dem, mærke dem, bearbejde dem. Men hvis nogen prøver at flytte mig et andet sted hen end hvor jeg er, så mister jeg orienteringen. Det hindrer mig fremfor at hjælpe mig". Jeg har det lige præcis sådan. Jeg skal forstå, mærke, tænke, sætte i relief, gøre tydeligere, tage ind. Det er den proces, som jeg oplever, virker helende. Jeg kan ikke fornægte, skubbe væk, stopppe tanker. Jeg skal anerkende dem - ikke bremse dem. jeg er ikke på vej til at blive sindsyg. Jeg er ikke på vej dybere ned i et sort hul. Folk bliver så forskrækket over de sorte tanker, at de meget alvorligt siger til mig at jeg skal søge hjælp. Vi skal have bearbejdet dette - også med professionel hjælp, men jeg ønsker ikke hjælpen, hvis jeg ikke kan få anerkendt de følelser jeg har lige nu. Selvom de er sorte. Når jeg bliver skubbet, mister jeg orienteringen Og jeg mister også troen på at jeg faktisk godt kan komme igennem det her. Jeg mister tilliden til mig selv og min evne til at fornemme mine følelser. Fordi jeg bliver bekræftet i at de er forkerte og ikke kan deles. Jeg bliver ikke helet ved at fornægte, hvordan jeg har det, fordi andre ikke kan rumme dem.

Jeg vil ikke være i fred. Jeg vil ikke klare mig selv. Jeg vil rigtig gerne dele. Jeg vil rigtig kommunikere om det. Og jeg vil gerne have folk, der involverer sig Men jeg vil ikke have at vide hvad jeg må og ikke må tænke. Jeg vil ikke overbevises, fordi det er ikke argumenter jeg føler. Jeg vil lyttes til ogikke laves om. Vær til stede uden at dømme. Vær hos mig.Jeg skal nok komme videre, men jeg skal vide hvor jeg er, for at jeg kan bevæge mig. Jeg kan ikke finde ud i lyset, hvis jeg ikke har fundet vej gennem mørket. Det er et faktum, at det er mørkt i mit liv lige nu – og mørket kan ikke fornægtes. Andre kan ikke lyse det op, selvom der var intet i verden de hellere ville. Jeg skal leve gennem mørket og lære det at kende, fordi mørket nu er en del af mit sind.

Jeg ved at min mor og ander ønsker mig det bedste. At folk så gerne vil rumme mig og forstå mig. Jeg forstår at det er svært for folk at jeg tænker så skyldbetonede sorte tanker. De vil så gerne at jeg kunne fokusere på det lyse og på det rigtige. Jeg ved, at jeg på sigt vil kunne fokusere mere på det lyse. Jeg ved at fornuften på et tidspunkt i højere grad vil kunne overmande samvittigheden. Men det er ikke lige nu. Jeg ved ikke hvornår jeg kan det, men det bekymrer mig ikke. Lige nu vil jeg lade de følelser, som er, fylde. Jeg tror ikke de kommer til at sidde fast, fordi jeg lader tanken flyde til ende eller fordi jeg igen og igen lader dem fylde. Jeg kan forstå folks bekymring, hvis jeg om flere år stadig sidder fast i den samme skyld og stadig spiller den samme plade uden at have udviklet mit forhold til det faktum, at vi valgte vores datter fra.

Jeg blev vred på min mor. Fordi mit ærinde netop var at forklare hende at jeg havde stået i den situation, hvor en kollega ikke kan rumme mig, og hun hopper lige i den samme reaktion. Man kunne jo tænke, at hun ville stå og være hyper-opmærksom på at rumme mig, så hun faktisk lyttede i stedet for at dømme. Men hun fik bekræftet mig i at den side af mig selv, kan jeg ikke dele. Den side af mig er forkert.

Jeg forsøgte at forklare hvorfor jeg må leve med skylden. At Malou først og fremmest var min datter. Hun var ikke først og fremmest misdannet. Derfor var det først og fremmest vores datter vi slog ihjel. Det var først og fremmest vores datter vi valgte fra. Og vi skal leve med at vi ikke kunne rumme hende som den hun var.

Jeg ved vi gjorde det af kærlighed. Jeg ved at vi gjorde det for at mindske hendes potentielle lidelser. Jeg ved vi gjorde det for at mindske vores og Elias potentielle lidelse. Men jeg kan ikke mærke det. Jeg kan først og fremmest mærke at vi valgte vores datter fra. Vi ved vi gorde det bedste, men vi kan ikke mærke det. Det som vi ville ønske at folk kunne sige er:
"Åh, hvor må det være svært at være i de følelser. Åh hvor må det være hårdt at føle den skyld!"
Følelserne kan ikke forklares eller trøstes bort. De eksisterer og det er ok.

Og det gør mig så uendelig ked af det, at vores datter skulle være sådan én vi valgte fra.

Jeg sørger over at vi mistede vores datter - og det er ok
Jeg sørger over at vi skulle træffe den ubærlige ubærlige beslutning - og det er ok.
Jeg sørger over at vi skulle vælge vores dattter fra - og det er ok
Jeg sørger over at vi selv skulle slå hende ihjel - og det er ok
Jeg sørger over at vi ikke kunne rumme hende, som den hun var - og det er ok
Jeg sørger over at jeg føler at hendes liv er en fiasko - og det er ok
Jeg sørger over at jeg føler hun kun bragte os afmagt og smerte - og det er ok
Jeg sørger over at jeg ikke kan elske min datter uden at føle smerte - og det er ok.
Jeg sørger over at jeg skal tvivvle på om jeg elskede hende, når jeg ikke kunne rumme hende- og det er ok