Velkommen til vores blog

Et lille kig ind i vores verden - de mest essentielle begivenheder i livet - liv - død - fester - rejser.

Vi skriver engang imellem, i perioder ofte.

Vi opdaterer jævnligt billeder i billedalbummet.

Kig dig omkring og smid en kommentar, hvis du får lyst




onsdag den 31. oktober 2012

Dag 5 - Ankomst til Australien

Så nåede vi endelig Australien. Godt nok en lang vej med mange flyvninger.. Men nu er her. Vi landede i Brisbane lokal tid om morgenen og manglede endnu 6 timers rejse. Tre timer til transfer i lufthavnen, 2 timers flyvning til Cairns og turen far lufthavn til hotel.

Men det forløb nu fint. Lea sov hele den næste flyvning. Vi ankom vel i Cairns og fik hurtigt vores bagage og en taxi (23$) til vores hotel Rygdes Plaza i centrum af Cairns.

mandag den 29. oktober 2012

Undara Part 1

Undara er en nationalpark som ligger på vej mod den australske outback. For 190.000 år siden kom Undaravulkanen i udbrud og skabte floder af lava fra sin kerne. I takt med at lavaen flød afkøledes overfladen og skabte en stivnet hinde, som langsomt tyknedes, mens den rødglødende lava fortsat flød inden i. Imidlertid ophørte udbruddet og lavafloden stoppede og efterlod de stivnede tuneller til fremtiden at opdage. Vegetationen voksede frem og dækkede med tiden lavaområdet med savanne-lignende vegetation. Indtil '70erne var området blot endnu en cattle-ranch indtil områdets geologiske særpræg blev opdaget. Tidligere rancharbejdere kom nu tilbage for at se det område, de havde færdes i med nye øjne. De havde ikke opdaget tunnellerne, mens de havde arbejdet på jordene, men de havde ofte oplevet at heste og kvæg ikke ville passere bestemte områder, og mistænker at dette måske har været fordi dyrene har fornemmet at jorden var usikre med tynde lavaskorper under jorden. Med tiden er loftet i flere af tunnellerne brast sammen og dermed er adgangen til det underjordiske net af tuneller gjort muligt. Der er udforsket 160 km, men mere menes at eksistere.

I '90erne blev nationalparken erklæret for nationalpark og familien afbrød deres kvægbrug og helligede sig turismen og driften af nationalparken og startede opbygningen af Undara Lodge og Undara Experience. De købte en bunke gamle engleske og australske togvogne og byggede dem om til reception, bar, restaurant og "hotel"værelser. Endvidere kan man bo i telte med fast bund med små køkkener udenfor, på sovesal og i egen camper eller telt.
Undara ligger i bushen og dermed også midt i dyrelivet. På pladsen bor også 4 kænguruer, som man kan komme ret tæt på. Sjovt endelig at møde dem vildt og i live.
Vi tjekkede ind på en power-site og bookede samtidig os ind på to ture til tunnellerne. En aftentur samme aften – Wildlife at sunset og en formiddagstur næste dag – active explorer, som var den eneste tur, der var ledig næste dag.

Vi brugte en stund ved poolen for at køle vore hede kroppe ned. Derefter fik vi lidt travlt med at lave aftensmad. Vi skulle spise tidligt, da vi allerede skulle møde til Sunset turen kl. 17.25. Men vi nåede det og kom godt afsted sammen med vores guide og ialt ca 15 turister.

Undara Part 2

Wildlife at Sunset var en rigtig god tur. Vi kørte en runde i parken og så en hel del vilde kænguruer springe rundt i det høje græs på savannen. Imens fik vi en fortælling om de forskellige arter, hvilket skabte en god bund for mødet med kænguruerne på resten af vores rejse. (Prettyface-wallabys – små kænguruer som så ud som om de smilte fordi de havde lyse aftegninger på kinderne – Pademelons - Eastern Grey)

Bussen stoppede og vi kravlede op på en lille knold i landskabet. Herfra var der udsyn over den vidtrækkende savanne mod flere 100.000 år gamle vulkankratre dækket af træer. Det var ikke til at se at jorden var dækket af lava og at der underjordisk gemte sig langstrakte lavatunneller.

Imens solen begyndte sin nedtur bag horisonten fik vi serveret mousserende vin, juice og platte med forskellige oste og frugt. Det var fint. Og hyggeligt. Lea sad i bæreselen og blev fodret med kiks af Elias.

Solen gik ned bag et skydække og vi gik ned i bussen og kørte kort til næste stop – en lave-tunnel, hvor vi i mundingen skulle opleve flagermusenes natlige basken ud af grottens mørke. I grenene over trappen hang en lille slange og håbede på sit held med aftenens begivenhed. Flagermusene susede forbi ørerne på os. De virkede større i deres himmelflugt end tilfældet er for reelt vejer de kun 3-4 g og det vil derfor føles som at blive ramt af en sommerfugl, hvis det usandsynlige skulle ske at en mini-flagermus skulle fejle og ramme ind i os.

Vi kunne ikke bare skyde løs med kameraerne, for så snart blitzene oplyste rummet ophørte flagermusenes himmelfart. Lyset fik dem til at søge tilbage i grotten og vi skulle da vente et par minutter på at strømmen byggede sig op igen. Derfor tog vi billeder på kommado... 1-2-3- nu, så alle kunne nå at få billeder inden flagermusene igen var væk.
Efter denne oplevelse var turen slut og vi kørte tilbage til resortet, fandt camperen og hoppede i kanen.

Næste dag havde vi tilmeldt os endnu en tur, hvor vi skulle vandre rundt i flere af tunnellerne og høre om deres opståen fra et lavaudbrud for 190.000 år siden. Active Explorer hed turen og vi var spændte på om det ville blive for aktivt til at vi kunne have børnene med, men det var uden grund at vi havde bekymret os. Vi var glade for at vi ikke havde haft valget mellem den aktive og den almindelige tur, for jeg er sikker på at den aktive tur gav os en tand mere adventure, der gjorde den mere spændende for os end den almindelige. Det eneste sted, hvor Britta var udfordret med Lea i selen på ryggen, var da vi skulle ned gennem et hul til en lava-tunnel og ned af en skrænt til bunden af tunnellen. Guiden mente ikke jeg kunne, men at det var mit eget valg. Det gik uden problemer. Vi kom alle sikkert ned og op igen. Elias nød de spændende klatringer og var den første oppe og nede hver gang. Vi bevægede os rundt i 4-5 tunneller.

søndag den 28. oktober 2012

Vejen til Undara

Turen til Undara og ud igen ville blive vores lille eventyr ud i den australske outback. Det var ikke særlig langt ud, men væk fra kysten var det dog. Vi var forberedt på lange lige øde veje, hvor vejen bestod af et spor på tre meter med rabat til hver side dækket af Australiens karakteristiske røde jord. Og vi var forberedt og spændte på mødet med de australske roadtrains, som også utallige skilte advarede imod. Roadtrains er lastbilstog med tre vogne, således at dette monstrum kan måle op til 53 meter i længden. Disse mange tons kommer så brølende hen af landevejen med monopol på den stribe asfalt, som vejen tilbyder. Så alt andet levende har bare at komme væk. Det vidner de mange døde kænguruer i vejsiden om ikke altid lykkes. Vi så også en enkelt ko og når man ser på lastbilernes massive fronter kan man godt regne ud hvilken kraft de må ramme med. Så væk fra vejen, når du ser et roadtrain. Heldigvis eller måske desværre var langt det meste af vejen ind til Undura lavet dobbeltrettet, så nu var der plads til at passere hinanden. Eller rettere de var vej at rette vejen ind til det, for hold da op hvor var der meget vejarbejde. Ja, det var tilfældet i hele Queensland. Ikke mange km uden vejarbejde, hvor hastigheden skulle sættes ned eller bilen helt skulle stoppe, for at vente på forbipasserende.

Vi kørte fra BIG4 campingpladsen udenfor Port Douglas om morgenen. Udover at æde halvdelen af turen til Undara, skulle vi køre igennem Atherton Tableland med stop i nogle småbyer og ved en række vandfald, inden målet Ravenshoe forhåbentlig kunne nås til eftermiddag. En køretur på 2,5-3 timer, men som endte op i 7 timer pga af alle stoppene.
Det var første reelle køretur og børnene klarede det fint. Lea tog sin første lur, men blev vækket da vi skulel tanke. Vi gjorde holdt til formiddag i en hyggelig historisk landsby, Yungaburra, hvor der tilfældigvis var folk-festival og markedsplads. Så den lille by åd lidt flere timer end ventet, men det var hyggeligt. Elias fik mod på at male en medallon i børneteltet. Vi spiste frokost under store træer ved vores bil (grovtoast og kalkunbryst) og ræsede omkap ned til toiletterne;-)

Næste sight var et vandfalds-circuit omkring byen Millaa Millaa. Vi fik dog kun 2 ud af 5, da vi syntes tiden rendte fra os og vi stadig havde en times tid til campingpladsen. Der blev dog tid til en dukkert for Elias i det første vandfald... i ro og idyl indtil en bus-fuld unge mennesker væltede ind og forvandlede den lille hyggelige plet til et hvinende cirkus. Vandet var ret køligt.
Vi nåede dog hurtigere end ventet til Ravenshoe – en lille outback-by med brede gader og få butikker. Lidt derfra på hovedvejen fandt ve et campervan-sted, som vist mest var for fastliggere... og hold da op, hvordan kunne folk bo sådan... bliksskure bygget omkring ældgamle mosgrønne campingvogne. Men det var billigt og det var kun en nat.
Vi var i god tid, så der var tid til afslapning inden vi skulle lave aftensmad.

Næste morgen fortalte camping-fatter os at der i den lille å for enden af pladsen kunne spottes de søde næb-dyr her om morgenen (og inden solnedgang). Vi gik derned og sad og kiggede et stykke tid. Men man skal have god tid og tålmodighed og være stille... og det er måske ikke dyder vi kan præstere med to små børn. Så ingen næbdyr... men en masse skildpadder så vi i vandet De var nu også søde.

Vi pakkede sammen og satte kurs mod Undara, som vi nåede over middag.

fredag den 26. oktober 2012

Fitzroy

Klokken 8.30 skulle vi tjekke ind ved Sunlover Cruises som arrangerer endagsture til outer reef med stop på Fitzroy Island og dermed også transfer for turister, der skal overnatte på øen. Vi skulle dog først sejle kl. 9.30, så der var lidt ventetid. Men vi fik tjekket godt ud af hotellet og nåede alting uden stress.

Båden var en større båd med en del turister blandt andet en stor flok japaner (el.lign), så en del af højtaler instrukserne foregik på japansk. Sunlover har en ponton-platform på outer-reef, hvor man kan snorkle, tage på glasbundsbådtur, gå Bottumwalk uden at blive våd, svømme i lille indhegning og meget mere. Men det var altså ikke vores ærrinde for dagen.

Vi skulle de 45 min ud til Fitzroy Island, en tropisk ø, hvor vi hjemmefra havde booket 3 overnatninger på resort. Turen derud vuggede lidt og Elias blev lidt bleg, men det gik. Vi nåede øen, som kun huser dette ene resort, så landgangsbroen var resortets mole. Vi kunne få vores værelse med det samme, så vi indtog det straks. Det var en stor 2 værelses lejlighed med soveværelse, fint køkken, stue med sovesofa og flot badeværelse.

Lea blev puttet og sov et par timer. René passede hende på værelset mens Britta og Elias hoppede i poolen. Da alle var forenet kom Lea også et smut i pooen, mens René gik en tur med sit kamera. Sidenhen gik vi alle en tur hen ad stranden. Den er ren koral og umulig at gå på med bare tæer. Vi fortsatte igennem bushen med klapvognen på slæb mod Nudey Beach, som skulle være øens bedste og flotteste. Jeg synes nu at der var en del strøm, så det var ikke bedst for Elias. Lea var faldet i søvn på bumleturen derover, så vi blev på stranden til hun vågnede igen og bar hende denne gang tilbage.

Vi stoppede ved strandbaren og fik en solnedgangsøl inden det blev tid til at lave mad på værelset. Herefter hoppede vi i bad og i seng... Elias i stuen og vi andre i dobbeltsengen i soveværelset.

Næste formiddag var der lavvande og dermed en sandstrand på den ene side af molen. Britta og Elias hoppede i bølgerne. Koralerne var kun få meter fra vandkanten, så vi lejede et snorkelsæt og prøvede at snorkle. Det var dog ikke helt nemt for Elias at styre vejrtrækningen igennem snorklen, når han er vant til at kunne puste vand ud af næsen, når han dykker. Han er jo en sej svømmer og ikke mindst dykker, men han skulle lige have styr på snorklingen. René og Lea dukkede op og vi bestilte en glasbundsbådtur ud til revet omkring øen til næste dag. Ved nærmere eftertanke kom Britta dog til at tænke på om ikke René skulle tage en snorkletur ud til outer reef hvor sigtbarheden er noget flottere end her i revet. Britta ville ikke kunne tage alene afsted, da Lea jo stadig er afhængig af sin mad og søvn hos moar...

René ville selvfølgelig gerne afsted og endte med at booke sig på en heldagstur den næste dag. Bare fordi Britta ikke kan tage afsted, skal det jo ikke gøre at ingen af os kan komme afsted. Så det blev planen... René på Outer reef tur og vi ander på glasbundsbådtur.

René prøvede også at snorkle i vores eget rev og vi nød resten af dagen ved strand og pool inden aftensmad, bad og godnat.

Dagen efter tog René afsted før vi andre stod op. Lea vågnede dog ved 9 tiden og var ved at få en tår da René skrev at vi skulle komme ned til molen, hvis vi var vågne. Så Britta hoppede ud af sengen og hev begge børn med sig. Det viste sig at båden fra Cairns havde reddet en nødlidende havskildpadde op af havet, som de ville hjælpe tilbage til Cairns til Turtle-hospitalet for at denne kunne få hjælp. Men inden den kunne komme så langt lå den altså her ved bådehuset på Fitzroy Island. Det var en stor hun... 70 år eftersigende. Den havde ligget i vandoverfladen og kunne ikke dykke ned igen. Formentllig havde den noget gas ophobet enten i mave eller lunger pga en betændelsestilstand. De var 4 mand til at slæbe skildpadden fra bådehuset til stranden, hvor en dykker svømmede over til Cairnsbåden med den og de fik slæbt den ombord.

Vi havde vinket farvel til René, som var kommet lidt forsinket afsted pga skildpadde-porstyret. Vi satte os til at vente på at den lille kiosk ville åbne, så vi kunne få noget brød til morgenmad. Efter morgenmad, solcreme og hvad det nu kræver nærmede den sig 11 inden vi kom ud af døren igen. Vi gik på stranden og Lea blev puttet i barnevognen, hvor hun sov i 1½ time. Der var ret meget lavvande nu. Elias og Britta fik snorklet lidt, men det var som om det var alt for lavvandet. Vi turde ikke svømme over koralerne, fordi vi var bange for at ramme dem med maven eller svømmefødderne. Så efter en stund ved stranden gik vi op i poolen og ved 13 tiden op på værelset. Glasbundsturen var kl 14 og vi skulle have frokost inden.
Vi nåede det lige til kl 14 og kom omborg på den lille båd sammen med ca 10 andre. Det havde blæst noget om natten, så vandet var noget oprørt og derfor var udsynet lidt begrænset. Vi så faktisk ikke mere end vi kunne se når vi snorklede. En times tid var vi derude. Det gik fint med begge børn. Lea endte med at falde i søvn på vej tilbage.
Vi stod lidt og kiggede på fisk på molen og så kom René retur efter en hel fantastisk dag, hvor han udover at snorkle var blevet lokket til at dykke. To dyk blev det til. Med maske, flasker, blybælte og det hele. Han var vist lidt stolt og overrasket over sig selv.

Vi fik i kiosken og fik en is og gik på værelset og slappede lidt af. Til aften spiste vi i strandbaren inden sengetiden lokkede.

Det var alt for det tropiske ø-eventyr. Næste dag i et strålende solskinsvejr skulle vi tilbage til fastlandet og til livet på landevejen med vores autocamper.




mandag den 22. oktober 2012

Kuranda

Vi havde hjemmefra bestilt turen til Kuranda med transfer fra vores hotel og det hele. Vi ville ikke bruge de 1½ dag vi havde i Cairns på at rende rundt og arrangere alt muligt, så det var rart at noget var arrangeret. Derudover skulle vi have arrangeret bådturen til Fitzroy Island og have købt ind til dagene derovre, hvor vi ville have en hotel-lejlighed med eget køkken.

I bagklogskabens navn have vi nu ikke behøvet at have betalt for transfer frem og tilbage til hotel, men det var nu nemt. Turen, som vi tog og som de fleste tager til Kuranda, bød på en 7 km lang tur med en lille lukket gondol hængende over regnskoven mod Kuranda og en 1½ time lang togtur med et veterantog retur. Og i midten af dette havde vi nogle timer i regnskovsbyen Kuranda, som er kendt for at være beboet af alternative mennesker, hvilket viser sig i markeder og butikker med batik-tøj, urter, massage og andet godt.

Vi blev hentet kl 8.30, hvilket jo var lidt tidligt, når vi jo stadig havde jetlag. Men natten var gået fint, så det gik også fint med at komme op. Elias blev vækket i sidste sekund og vi kom alle fint ud af døren. Vi skulle samle folk op fra andre hoteller og køre et kvarters tid ud af byen, hvor Sky-line har deres afgangsplatform. Som vi nærmede os kunne vi se de svævende gondoler bevæge sig op over bjerget og forsvinde over rygningen et sted deroppe.

Snart hang vi der selv i vores egen lille gondol med udsigt ud over landskabet og kystlinien i det nordøstlige Australien. Og lige ned var regnskoven. Ikke mange meter over trætoppene svævede vi. Gondolbanen er bygget på bedst mulig vis uden at ødelægge naturen. Alle materialer, der ikke kunne fragtes ad vejen til Kuranda, er fløjet ind med en stor helikopter og arbejdsmændene måtte gå ind til byggepladserne, hvor søjlerne til gondolbanen skulle etableres. Efter sigende blev der kun fældet ti træer under byggeriet.

Turen kan afbrydes med to gåture ud i regnskoven. Det første stop var en lille gåtur rundt i regnskoen på gangbroer med små fortællinger om skovens træer og dyr, bla den store strudsefugl Cassovary, som spiller en væsentlig rolle i regnskovens øko-system. Andet stop var med udsigter til et stort vandfald, til en dæmning og til toget, som gjorde stop på den anden side af slugten.

Vel ankommet til Kuranda gik vi en tur rundt i byen. Det legendariske hippiemarked så ret tillukket ud og på et andet marked gik vi i stå foran en mand som havde en bod fuld af Didgeridoos til flere hundrede dollars stykket. Han gav gerne demonstrationer på dem og det var begge børn meget betaget af, så vi endte med at hænge ud der en stund. Han fortalte at han havde været i København og selvfølgelig Christinia, hvor han havde jammet hele natten i en hel fantastisk blues-koncert.

Vi spiste frokost i en park og så var tiden fløjet fra os. Den gik alt for hurtigt i byen. Vi kunne godt at have brugt længere tid. Men toget kl 14 ventede os, så vi gik ned mod stationen igen og provianterede os med en is, en iskaffe og en cola til togrejsen.

Kl. 14 tuttede toget af og satte igang. I tøffende knirkende sneglefart snoede toget sig afsted ned fra regnskoven mod kysten. Vi stoppede ved det store vandfald og så det fra den anden side. Vi så også et andet mindre vandfald, som vi nærmest kørte under. 14 tunneller og en masse snoninger senere var vi nede ved kysten i byen Freshwater, hvor vores transfer ventede. Vi var retur på hotellet ved 16 tiden.

Efter et hvil på hotellet gik vi ned til Esplanaden. Elias havde tigget og plaget om Mc Donalds mad (læs Happy Meal med gave og æske), men Britta kunne ikke lokkes med, så vi købte en Happy Meal til Elias og gik hen til den foodcourt vi havde spist ved før. Britta fik Thai buffeten igen og René fik en stor steak med pommesfritter. Vi gik en tur gennem natmarkedet og hoppede hjem i seng.

fredag den 19. oktober 2012

Dag 4 - redigeret


Dagen idag blev brugt til lidt mere udforskning af Singapore. Vi tog en taxi ind til Singapore Flyer, som er et højt Pariserhjul, der for en halv bondegård tager folk med op i Singapores højere luftlag. Også os. Man træder igennem et fiktivt security område, som om man skal flyve og ind i nogle store gondoler, som kan rumme 28 mennesker. Vi delte vores med en thailansk stor-familie, som selvfølgelig var mindst lige så interesseret i Lea, som i udsigten. Udsigten var nu rigtig god og tempoet var så tilpas roligt at man fint kunne nå at få det hele med.

 

Kort efter at vores halve time i luften var overstået, måtte de lukke hjulet, fordi et vældigt regnvejr væltede ind over Singapore. Vi blev i bygningen og spiste frokost på Subway og daskede lidt rundt indtil regnen stilnede så meget af at vi ville vove os ud i det. Vi ville gerne på et rivercruise og gik over helix-gangbroen til landingspladsen på Marina Bay Sands. Men da Lea sov kunne vi ikke komme med, så vi valgte at gå i støvregnen mod Merlion på den anden side af bugten. Vi gik forbi et flydende tennisstadium, hvor de var ved at stille an til noget musik eller fest. Vi kom også forbi Theatres of the bay, som ligger som to skildpadder eller bæltedyr ved vandkanten. Ved Merlion – som er Singapores vartegn – halvt løve – halvt fisk – var der et væld af mennesker. Det var næsten mere underholdende at se på alle de mennesker – asiater, som lod sig fotografere på alle mulige måder. Vi faldt ikke lige over bådholdepladsen der, så vi endte med at gå videre mod Boat Quay. De gamle pakhusekvarterer er bygget om til hyggelige gader a la Nyhavn med restauranter, caféer og pubber. Det sjoveste der, var at se på alle montrene med fisk, krabber og hummere, som stod klar til salg.

Vi fandt bådelandingspladsen og besluttede os for at tage en 40 min flod-rundtur, selvom vi nu havde gået det meste. Det var også dejligt forfriskende at komme ud at sejle, hvor en frisk brise lettede den trykkende varme i byen.

Som mange andre byer voksede Singapore op langs floden, så her ligger byens dominante historiske bygninger (sct. Andrews Katedral, old parliment house, supreme court house) og statuer bla af Sir Raffles, som var den europæer, der grundlagde byen. 

Efter sejlturen var der times tid til vi havde planlagt at tage til lufthavnen, for at flyve videre mod Australien. Vi gik derfor et smut ned i Chinatown og så en china-shoppinggade og et specielt tempel (hindu).

Vi hopper i en taxi kl 17.30 og når lufthavnen inden kl 18. Vi får vores bagage og betaler 9 $ mere for opbevaringen af det (16 $ ialt). Det var gået fint med at bære bagagen rundt i Singapore. Heldigvis var der jo regn og overskyet om formiddagen, så solen bagte ikke først på dagen.
Vi pakker rygsækkene om, så vores tøj er fordelt i begge rygsække. Vi tjekker dem ind. De har nu tabt sig to kg (bleer, babymad, tøj), så nu har vi 34 kg plus håndbagage.

Vi får alle 4 aftensmad og så er det tid til at gå til gaten og flyveturen til Brisbane med afgang 21.30. Turen tog 6,5 time og selvom det var nat var Lea sørme ikke meget for at sove. Først en time til halvanden før landing fik René vugget hende i søvn, men så sov hun også i armene på mig hele vejen igennem den lange kø til immigrationskontrollen. Elias så en film på sit tv og sov ellers som en sten resten af vejen.

 

torsdag den 18. oktober 2012

Dag 3

Dag 3 startede ret sent. Først ved 12 tiden var vi klar til dåd efter en hård hård nat. Selvom vi stadig ikke var friske, måtte vi tage os sammen, så vi også fik oplevet lidt af Singapore. Planen for dagen var besøg i Singapores 2 zoos. Den ordinære og Night zoo.

Vi fik snøvlet os afsted. Købte noget toastbrød og æbler i en butik og spiste det til morgenmad/frokost. Hoppede på en taxi og kørte de 25 min ud til Zoo (23$).

Zoo var godt og spændende. Desværre måtte vi sande at vores hovedattraktion – pandaerne – som de har stillet mega stort op skulle komme i september – rigtig nok var kommet, men først vill åbne til offentligheden i december... hmmm skuffende. VI havde ellers talt meget om det med Elias, fordi hans ynglingsbamse er en panda. Han går nærmest ingen steder uden den. Vi fik ikke set nogen fodringer.Vi var dog også noget matte i knæene efter den hårde rejse og hårde nat, men vi fik nu noget ud af det. Det var først til sidst i zoo at kræfterne slap op. Og så måtte vi sande at vi manglede endnu en zoo – Night Safari.

Zoo lukkede kl 18 og Night Safari ville åbne kl 19.30. Vi købte 3 vand og en pose chips, som vi satte os på en bænk og guffede, mens Lea fik mad. Lidt opladte påny gik vi de få hundrede meter til Night Safari – en unik park, der først kommer til live ved mørkets frembrud. En ret spændende idé. Der var et ild-show udenfor ved restaurants-området, som helt opslugte Elias. Vi satte os og fik et par burgere og Elias en pastaret. Lea faldt i søvn og vi gik ind i parken.

Parkens hoved-færdelsåre er en tramrute, hvor man i ren safari stil kommer tæt på dyrene fra en lille bus/tog. Da Lea sov kunne vi ikke komme med den, men måtte gå ad små stier. Vi nåede tre af ruterne inden Lea belejliget vågnede ved et Tram-stop. Det var en ret god oplevelse at gå i mørket af de små stier og se ind i de svagt oplyste områder, hvor dyrene gemte sig. Det gjorde oplevelsen af dyrene mere intens end vanligt, fordi fokus var så indsnævret. Man skulle ikke forholde sig til andet end at følge den ene sti, der var og se de dyr der var. Vi hoppede på tram-men og også her var oplevelsen ret intens. En guide på toget hviskede fortællinger om de dyr vi så og vi kørte stille forbi dem. En god oplevelse. Men vi var trætte og da vi havde kørt en halv runde med trammen og nåede udgangen valgte vi at takke af. Vi kunne have taget en hel runde og gået de sidste to stier og set et efter sigende ret fedt show med "Creatures of the Night". Men det gjorde vi ikke. Vi var trætte, Britta hovedpine... og hvordan ville natten blive??? Næsten ikke til at overskue. Så vi forlod zoo'sene, men synes egentlig vi havde set vores – gjort det godt – vores betingelser taget i betragtning.

Vi tog en taxi tilbage og hoppede i seng. Natten blev meget bedre end forvetning. Lea sov vist som vanligt hjemme og vågnede ved 9 tiden næste dag.

onsdag den 17. oktober 2012

Dag 2

Vi landede i Singapore ved 17.15 tiden– syv timer foran dk. Vi var hurtigt igennem lufthavnen. Kun en lille del af de mange rejsende, der kommer til Singapore lufthavn, vælger at stoppe op, så der var mennesketomt ved både bagagebånd og immigration. Vi besluttede at opmagasinere en del bagage i lufthavnen, så vi forhåbentlig kunne tage rygsækkene på ryggen igennem Singapore på dag 3. Lettere sagt end gjort, da René har 12 kg fotoudstyr med, hvilket jo i sig selv er en del at slæbe på. Men vi satte en kæmpe rygsæk og en lille i opmagasineringen (7$ pr døgn). Ude af lufthavnen fangede vi en taxa til Geylang, hvor vores hotel ventede os. Turen tog ca 25 min og kostede godt 20 singapore $ (90 kr) og præsenterede allerede noget af Singapores prægtighed. Frodige palmealléer med blomstrende rabatter.

Singapore er en selvstændig bystat, som ligger som en dråbe på Malaysia. Området er ikke større end Bornholm og huser 5,3 mil mennesker. Alt er rent, ordentligt og effektivt. Som dem vi snakkede med sagde: Der er intet UNSAFE i Singapore. Vi følte os heller ikke på nogen måde truet, selvom vi havde valgt at bo i byens "red light" distrikt, hvor pigerne i bogstaveligste forstand stod på rad og række om aftenen.

Hotellet (Fragrance Sapphire) var fint. Intet at prale af – men der var hvad vi skulle bruge. To senge og eget toilet. Og så var det billigt for Singapore...750 kr for to nætter. Det var fristende at smide os i sengen med det samme, men vi burde måske få noget aftensmad og egentlig ville vi gerne ned til Downtown og se den ved aftentide... og denne aften var vores eneste mulighed, da vi skulle i Night Zoo næste aften og flyve aftenen efter igen. Så vi samlede kræfter og hoppede på en taxi de 5-7 minutter ned i centrum (7$). Fordelen ved Singapore... Den er så lille arealmæssigt at der ikke er langt til tingene.

Vi blev sat af ved Helix broen, som med sit snoede tag ligner en futoristisk opfindelse. Den leder gående (og rigtig mange kondiløbere) over vandet til Marina Bay Sands, som er noget af den seneste af mange landvindinger gjort omkring byen. Marina Bay Sands (Sands) er præget af et kæmpe moderne hotel med tre høje tårne, hvor over et kæmpe surfboard eller krydstogts cruiser hviler. Deroppe ligger penthouse lejlighederne og ekslusive resaturanter, taghaver og svimmingpools med svimlende udsigt over Singapore. Sands er planlagt forbundet med Singapores Skyline – det finansielle centrum – til en komplet udbygning af Marina Bay... Mere landvinding. De har endda været nødt til at flytte Merlion, Singapores vartegn, en vandsprøjtende halvt løve, halvt fisk... fordi den pludselig havde mistet sin centrale placering som Marina Bay overtog fokus fra Singapore Floden.

Som vi gik over broen kunne vi se og siden høre et lys- og lydshow, men da Britta og børnene endelig nåede derhen lød de sidste toner. Kl. var 20.15 og næste show var kl 21.30. Puh sent. Lea sov dog, men kunne vi holde til at vente... Allerførst måtte vi finde René, som var fortabt med sit kamera bagved... Det lykkedes og vi besluttede at blive. Det var flot at være der og opleve alt lyset og det kunne kun blive bedre med lysshowet.

Det var også rigtig godt. Lys – vand– ild – lyd – sang – tekst – sæbebobler udtrykte et budskab om at sætte pris på livet og kærligheden. Men da det var slut var det tid til at komme hjem i kanen. Men aftensmad blev det ikke til. Elias fik den sidste sandwich fra madpakken og de sidste gulerødder og et æble hjemmefra blev aftensmaden.

 

Tilbage på hotellet fik vi os arrangeret i sengene og håbede på en god nats søvn... men for SAT_ _ da... det blev en rådden nat. Lea sov kun, når hun havde et bryst i munden eller hvis hun blev vugget, så vi sov nærmest ikke. Vi prøvede alt muligt og var ved at gå ud af vores gode skind... Elias sov dog nogenlunde, men selvfølgelig vækket nogle gange og faldte også ud af sengen nogle gange. Hen på morgenen faldt Lea dog endelig i en dybere søvn og vi fik sovet og vågnede først op til dåd ved 12 tiden på dag 3

tirsdag den 16. oktober 2012

Dag 1


En lille stund for mig selv til at samle tankerne hen mod den første uge som nu er gået på vores store rejse down under... Det er ikke mange stunder, der har været for én selv, for vi har været meget på farten... eller også har vi benyttet lejligheden til at forsøge at indhente alt for meget mistet søvn.

Dag 1

Den store afrejse fandt sted for en uge siden, d. 16. 10.2012. En rolig afgang fra vores hjem efter en nat, der ikke bød på helt så meget søvn for René, der vist havde rejsefeber og Lea, der blev vågnede helt perfekt kl 8.30. Daniel hentede os og kørte os til stationen, hvor vi forventningsfulde trippede over vores sandaler indtil toget kom 9.07. Turen til KBH gik helt perfekt. Lea sov i 40 min ved Britta. Det er nu bedre for børnene at være med tog end at køre bil. Vi skulle dog skifte tog i Høje Tåstrup pga sporarbejde. Det var vi lidt trætte af, men det gik nu smertefrit på trods af besværet med det meget bagage. Vi har nu forsøgt at begrænse os, men der er sgu en del alligevel med to store rygsække, to dagtursrygsække, en skuldertaske, en paraply-klapvogn og børnenes dyner (Baby-Junior) med siden af.

Vi ankommer til Kastrup planmæssigt kl 13.30, men det viser sig at vi først kan tjekke ind kl 14.30. Så vi kunne nærmest have sovet en time længere. Lea er træt, men kan ikke finde ro i klapvognen. Vi får tjekket te to rygsække ind. De vejer ialt 36 kg. Som håndbagage har vi Rene´s fototaske med ca 10 kg fotoudstyr og to tasker med ca 8 og 4 kg. Vi har klapvognen med helt til gaten.

Lea falder i søvn og vi kigger lidt rundt inden vi går til gaten. Kl. 16.30 letter vi mod London Heathrow, en flyvetur på knap 2 timer. Lea ammede og klagede ikke over tryk i ørerne. De fire timer i London gik hurtigt. Lea fik mad i lang tid, så Britta fik slet ikke kigget rundt.

Kl 21.30 (22.30 Dktid) lettede vi mod Singapore. Den laaaange flyvning på 13 timer. Det gik nu overraskende hurtigt selvom vi ikke fik sovet meget og Britta ikke engang fik tændt det personlige tv. Vi fløj med Qantas i et af de nye mega store dobbeltdækker fly. Vi sad rigtig fint med vores egne tre sæder på en plads med babylift og ekstra benplads. Elias så en film på tvét og sov ellers resten af vejen. Lea sov et par 40 minutters lure og var til sidst så træt at hun blev noget ked... Britta fik med noget kamp hende til at sov og sad med hende så længe at hun kunne lægge hende i liften. Ved ikke hvor længe hun sov, men det var langt fra en nat... nok ikke engang en halv nat.

Dag to...

Vi landede i Singapore ved 17.15 tiden – syv timer foran dk. Vi var hurtigt igennem lufthavnen. Kun en lille del af de mange rejsende, der kommer til Singapore lufthavn, vælger at stoppe op, så der var mennesketomt ved både bagagebånd og immigration. Vi besluttede at opmagasinere en del bagage i lufthavnen, så vi forhåbentlig kunne tage rygsækkene på ryggen igennem Singapore på dag 3. Lettere sagt end gjort, da René har 12 kg fotoudstyr med, hvilket jo i sig selv er en del at slæbe på. Men vi satte en kæmpe rygsæk og en lille i opmagasineringen (7$ pr døgn). Ude af lufthavnen fangede vi en taxa til Geylang, hvor vores hotel ventede os. Turen tog ca 25 min og kostede godt 20 singapore $ (90 kr) og præsenterede allerede noget af Singapores prægtighed. Frodige palmealléer med blomstrende rabatter.

Singapore er en selvstændig bystat, som ligger som en dråbe på Malaysia. Området er ikke større end Bornholm og huser 5,3 mil mennesker. Alt er rent, ordentligt og effektivt. Som dem vi snakkede med sagde: Der er intet UNSAFE i Singapore. Vi følte os heller ikke på nogen måde truet, selvom vi havde valgt at bo i byens "red light" distrikt, hvor pigerne i bogstaveligste forstand stod på rad og række om aftenen.

Hotellet (Fragrance Sapphire) var fint. Intet at prale af – men der var hvad vi skulle bruge. To senge og eget toilet. Og så var det billigt for Singapore...750 kr for to nætter. Det var fristende at smide os i sengen med det samme, men vi burde måske få noget aftensmad og egentlig ville vi gerne ned til Downtown og se den ved aftentide... og denne aften var vores eneste mulighed, da vi skulle i Night Zoo næste aften og flyve aftenen efter igen. Så vi samlede kræfter og hoppede på en taxi de 5-7 minutter ned i centrum (7$). Fordelen ved Singapore... Den er så lille arealmæssigt at der ikke er langt til tingene.

Vi blev sat af ved Helix broen, som med sit snoede tag ligner en futoristisk opfindelse. Den leder gående (og rigtig mange kondiløbere) over vandet til Marina Bay Sands, som er noget af den seneste af mange landvindinger gjort omkring byen. Marina Bay Sands (Sands) er præget af et kæmpe moderne hotel med tre høje tårne, hvor over et kæmpe surfboard eller krydstogts cruiser hviler. Deroppe ligger penthouse lejlighederne og ekslusive resaturanter, taghaver og svimmingpools med svimlende udsigt over Singapore. Sands er planlagt forbundet med Singapores Skyline – det finansielle centrum – til en komplet udbygning af Marina Bay... Mere landvinding. De har endda været nødt til at flytte Merlion, Singapores vartegn, en vandsprøjtende halvt løve, halvt fisk... fordi den pludselig havde mistet sin centrale placering som Marina Bay overtog fokus fra Singapore Floden.

Som vi gik over broen kunne vi se og siden høre et lys- og lydshow, men da Britta og børnene endelig nåede derhen lød de sidste toner. Kl. var 20.15 og næste show var kl 21.30. Puh sent. Lea sov dog, men kunne vi holde til at vente... Allerførst måtte vi finde René, som var fortabt med sit kamera bagved... Det lykkedes og vi besluttede at blive. Det var flot at være der og opleve alt lyset og det kunne kun blive bedre med lysshowet.

Det var også rigtig godt. Lys – vand – ild – lyd – sang – tekst – sæbebobler udtrykte et budskab om at sætte pris på livet og kærligheden. Men da det var slut var det tid til at komme hjem i kanen. Men aftensmad blev det ikke til. Elias fik den sidste sandwich fra madpakken og de sidste gulerødder og et æble hjemmefra blev aftensmaden.

Tilbage på hotellet fik vi os arrangeret i sengene og håbede på en god nats søvn... men for SAT_ _ da... det blev en rådden nat. Lea sov kun, når hun havde et bryst i munden eller hvis hun blev vugget, så vi sov nærmest ikke. Vi prøvede alt muligt og var ved at gå ud af vores gode skind... Elias sov dog nogenlunde, men selvfølgelig vækket nogle gange og faldte også ud af sengen nogle gange. Hen på morgenen faldt Lea dog endelig i en dybere søvn og vi fik sovet og vågnede først op til dåd ved 12 tiden på dag 3

lørdag den 13. oktober 2012

Oplæg til Åbent hus

Jeg er blevet spurgt om jeg vil lave et oplæg til åbent hus i Landsforeningen i januar. Temaet er "Det første år uden vores børn". Jeg har sagt ja. Men det var godt nok en masse indvendinger, der først vendte sig i mig. For det første pasning af Lea, men hun vil være 10 måneder, så mon ikke det går. Dernæst det sårbare i at mødet i januar vil være det første i 10 måneder - Hvor hårdt vil det i sig selv være at være tilbage og at jeg så skulle stå forrest og være fokuseret? Kan man tillade sig at fælde tårer og knække over i stemmen som oplægsholder? Ingen af de andre jeg har mødt har vist følelser på den måde. Og jeg kan ikke garantere at jeg vil kunne tale om mit første år uden at blive grådlabil... hmmm.
Og en indvending handlede om temaet - det første år... Er jeg specielt repræsentativ for det emne? Det er jeg selvfølgelig, af den simple grund at jeg har gennemlevet første år uden mit barn. Og hvad er mit første år præget af? I stikord kunne man sige:

- Mit livs mørke - En smerte så dyb at alt andet før og efter blegner
- En kærlighed så stor og så uhåndterbar at den gav mere afmagt end glæde
- En følelse af et liv uden mening, uden fremtid, uden håb
- En spaltning af identitet uden centrum. Hvem er jeg? Hvad kan jeg?
- En ensomhed - et tomrum - en smerte - som altid vil følge mig
- En udfordring i mødet med mine nærmeste (min kæreste - min søn), som gav mig grund til at tage skridtene fremad, men også forstyrrede mig forfærdeligt i min desperate behov for at være sorgen nær
- Et møde med mine forsvarsmekanismer, som har hjulpet mig med skridtene fremad, men også stresset mig til afgrundens rand
- Et behov for at kommunikere, beskrive og forstå, som føltes eksistentielt nødvendigt
- Et møde med omverden, som betød så forfærdeligt meget, og gav så meget frustration
- Et møde med en angst så grundlæggende, en mistillid så smadrende...
- Et følelse af skyld, skam, ansvar, jeg/kroppen har svigtet
- Datoer som skal gennemleves - overleves

Men også
- et gensyn med glæden, med lyset, med livet, med kærligheden
- en spirende tro på at livet igen vil os det godt
- en fremtid, som igen virker mulig at leve i
- en horisont der kan overskues
- en begyndende samling af mig - at lære mig selv at kende påny

Det første år rummer det hele eller i hvert fald det meste:
- Den akutte mørke sorg
- De første skridt fremad
- Kommunikation med omverden
- Pårørendes reaktioner
- Parforholdet - kommunikation og nærvær
- Søskendes reaktioner
- Tilbagevending på job/studie
- Fremtiden - tilbage til "det normale"
- Identitet - reaktioner og handlemønstre
- Gravid igen
- Mindedage - de betydningsfulde dage uden mit barn
- Gravens betydning - andre mindesteder
- ....

Ja, jeg har sagt ja... og jeg har masser af tanker på det... SÅ handler det selvfølgelig om at jeg får samlet alle de tanker til et oplæg som giver mening også for andre en mig. De andre skulle gerne kunne spejle sig deri og måske have lyst til at fortælle om deres egne tanker og oplevelser. Jeg er spændt på det, men jeg tror godt jeg kan. Og jeg vil så gerne bidrage og give noget igen. Jeg har også savnet at komme i Landsforeningen. Det har givet så meget... og jeg er ikke færdig med det... og nu er det på tide at jeg giver noget igen.