I dag er det en måned siden at vores verden blev vendt rundt. En måned siden misdannelsesscanningen, der bragte os de forfærdelige nyheder at vores lille pige ikke voksede som hun skulle. En besked, som først bragte os ud af kurs, men alligevel bevarede et lille håb om at en overlægescanning kunne berolige os om at det ikke så helt så slemt ud.
Men så slemt ud og det var starten på nogle mareridtsuger, hvor vi blev sat i den ubærlige situation, som ingen forældre bør sættes i, at vi skulle beslutte liv og død for vores datter. Hvordan skulle vi nogen sinde kunne afgøre at vores datter skulle dø? Det barn, vi havde drømt om skulle give Elias en søster eller bror. Det barn jeg skulle have født til juni, som skulle have vokset sig stor og stærk i min mave i 4 måneder endnu. Det barn, som vi allerede elskede - og som vi glædede os til at give alt hvad vi kunne i vores lille familie. Det barn, vi skulle have holdt i vores arme, som jeg skulle have ammet, som skulle have vokset sig stor og stærk.Den spæde gråd, vi aldrig får at høre - Det lille smil, vi aldrig vil se - De bløde varme hænder, vi aldrig vil mærke - De små skridt, vi aldrig vil opleve...
Det er det værste valg, vi nogensinde er blev sat i og intet valg herefter vil kunne måle sig med dette.
Jeg tænder et lys for dig idag, min skat. I dag er det en måned siden at vi spændte og forventningsfulde skulle have et kig ind i maven til dig. Du så som altid så fin ud med din smukke profil, fine rygrad, små arme og ben. I vores øjne vil du altid være smuk. Du er vores fine datter. Vi er så kede af du skulle ud her i den kolde vinter - Vi ville ønske at det var anderledes at vi ikke skulle have truffet den beslutning, som stoppede dit liv. Vi håber inderligt at det var det bedste for dig. At det var det rigtige vi gjorde for dig. Undskyld lille prinsesse at vi ikke kunne give dig livet. Undskyld at det var det valg vi traf. Vi håber at du ved at vi forsøgte at gøre det rigtige - at vi gjorde det af kærlighed til dig - uendelig kærlighed. Selvom det virker uforståeligt at kærlighed kan drive én til at slå ihjel, så ville vi ikke at du skulle lide, hvis du blev født senere og skulle kæmpe for livet. Vi gav dig ikke chancen - kun nogle få dage. Men vi turde ikke - vi turde ikke at løbe risikoen for at du skulle lide. Vi ville give dig det bedste - det var så lidt vi kunne give - og dog så meget. Vi gav dig døden - vi gav dig hvile nu.
VI har så meget at give dig. Vi føler os tomme uden dig. Livet begynder at dukke op igen, men igen og igen overmandes jeg er grå udmattende tristhed.
Jeg håber du har det godt. Det håber du bliver passet på, at du ikke er alene.
Vi savner dig lille skat.
Jeg elsker dig - og jeg ville ønske du var her.
Kærligst mor
Ingen kommentarer:
Send en kommentar