Psykolog eller ej?

Skal jeg søge psykolog eller ej. Jeg kan mærke, jeg er i dilemma med det. Jeg kan mærke det går fremad. Jeg har sluppet det helt akutte de første par uger, som for os inkluderede den uge, hvor vi skulle træffe den ubærlige beslutning at føde hende og den uge, hvor hun skulle begraves.

Derefter har jeg selvfølgelig kun haft 1½ uge, men bare på den tid kan jeg mærke fremskridt. Jeg falder stadig i mørke huller, men jeg har længere perioder, hvor jeg kan koncentrere mig om andet. Jeg føler jeg kan arbejde mig ud af sorgen, så jeg sidder ikke stille i den og er lammet foran fjernsynet. Jeg har skrevet og læst en masse, mens jeg har tudbrølet. Jeg har fået skrevet hele forløbet ned, hvilket i sig selv er helende. Jeg har læst det igen og igen, mens jeg har tudbrølet. Jeg læser andres beretninger, og græder mindre og mindre over dem. Jeg snakker med mange venner, familie og kolleger og min kæreste, så jeg føler mig ikke alene. Jeg har lavet mindebog til Malou. Og jeg arbejder mig igennem at få styr på alle vores andre billeder - på computeren, på bloggen og i billedalbum.
Så jeg arbejder mig igennem ked af det heden. Faktisk kan jeg om dagen slet ikke holde ud at fjernsynet er tændt. Det er selvfølgelig også et tegn på at jeg endnu ikke kan have unødvendig støj omkring mig, når jeg skal koncentrere mig.

Så alt ialt synes jeg har godt fat i at komme videre. Jeg begynder også bedre at kunne overskue at skulle arbejde igen, selvom det for få dage siden virkede fuldstændigt meningsløst, men jeg har fået opdelt det næste halve år i nogle overskuelige bidder, som gør det nemmere at rumme.

Men når alt det her er sagt, så tænker jeg dog stadig at skulle have hjælp til at komme ordentligt videre og den hjælp tænker jeg vi skal have sammen som par. Vi drømmer om at vi kan fastholde det smukke i vores forhold som Malou med sin kommen og gåen har bragt os. Og det kræver koncentration og daglig opmærksomhed for at kunne. Jeg vil også gerne have hjælp til at komme igennem fremtiden. Klare opstart på arbejdet igen, hjælp til at klare ventetiden indtil en forhåbentlig næste graviditet og ikke minsdt klare alle de bekymringer, som måtte komme under næste graviditet. Det kan man måske sige at det vil jeg nok vokse mig klar til at kunne gennemleve, når vi er der og det skal jeg ikke bekymre mig om nu.

Men men men jeg tænker at hvis det nu var min skulder, der var slået af led og ikke mit hjerte, min sjæl og min identitet, så ville jeg have opsøgt en fysioterapeut, som kunne behandle og give øvelser, der kunne gøre at min skulder blev fuld funktionsdygtig igen. Systemet ville fungere af sig selv, så jeg automatisk ville få indkaldelse til genoptræning og til kontrol på sygehuset. SÅdan burde det også være når hjertet bliver slået af led. Jeg er i tvivl om mit hjerte nogensinde bliver fuldt funktionsdygtigt igen, men jeg tænker at jeg skal gøre mit for at jeg igen kan stole på verden og elske betingelsesløst. Og når min skulder kræver genoptræning, gør mit hjerte vel også. Hvis jeg skal åbne mit hjerte 100 % eller måske 90 %, så kræver det genoptræning.