Jeg føler mig alene med mine tanker i disse dage. Fordi det er så svært for andre at rumme det usigelige. De vil så gerne have mig til at se tingene fra flere perspektiver. Mit perspektiv er alt for sort og smertefuldt. Jeg har sider af mig selv, som er så uforståelige at de er meget vanskelige at rumme for andre. Jeg er forladt på en øde ø. Hver gang jeg melder ud, hvordan udsigten er fra mit perspektiv, bliver jeg irettesat og bedt om at kigge på en anden måde. Men det er min udsigt lige nu. Jeg føler jeg hver gang skal forklare min udsigt og trøste andre med at jeg godt ved at jeg en dag vil kunne se en anden udsigt. Det er så svært for andre at lade mig blive i det, jeg er. Det gør alt for ondt på dem. De forskrækkes over at mine farver er så dunkle. De vil så gerne have mig til at se lyset. Hvis de kunne tage noget af smerten, så ville de. Og det er det, de forsøger på. "Du har ikke fortjent den skyld". Nej, jeg har da vel på ingen måde fortjent noget af det her, men jeg er midt i det hele. Branden kan ikke slukkes. Ulykken kan ikke standes. Det ER sket. Der er ingen trøst. Forsøg på at trøste vil blot få mig endnu længere ud i ensomheden. Det vil aldrig holde op med at være en katastrofe at jeg mistede min datter. Fordi at et barn dør er en katastrofe.
Om jeg så havde 5 børn, ville det jo ikke være nemmere at miste det ene. Hvis man spurgte sig selv, hvem af dine børn,vil du ikke komme til at savne, hvad ville du så svare? Det kan aldrig være godt at et barn dø. Det kan aldrig blive det bedste. Det vil altid være kaotisk, uforståeligt, uretfærdigt.
Folk bliver forskrækket og overrumplet af det ærlige sorte svar, fordi tankerne er utænkelige og ømeget smertefulde at rumme. For andre. For mig er det jo sådan jeg har det. Så jeg SKAL rumme dem. Jeg kan ikke flygte fra dem. Mine følelser skal jeg leve med. Smerten er min nu, som den skadede, hvis ben er groet forkert sammen. Det er en kronisk smerte. Hvis ingen vil høre eller se dem, bliver jeg jo ladt alene tilbage.
Jeg har brug for hjælp og støtte til at holde ud at være i det mørke, som er min virkelighed nu. Hvis ingen tør står ved min side i mørket, er jeg jo helt alene. Hvis kun folk tør stå ude i lyset og kalde og iøvrigt siger jeg ikke må kigge ind i mørket, så kan jeg ikke finde vejen ud. Jeg må lære håbløsheden at kende, før jeg kan give håbet en chance. Jeg har brug for hjælp til at fokusere på sorgen – jeg skal ikke afledes eller have gode råd. Andre kan ikke mildne smerten, men de kan igennem deres tilstedeværelse mildne den ensomhed, som for altid følger sorgen. En skulder at græde ved. Et spørgsmål som leder dybere ind i sorgen. Det er ikke farligt, hvis jeg begynder at græde. Det er forløsende. Spørg til mine tanker. Og spørg igen- måske det har forandret sig lidt siden sidst. Hvis du gerne vil snakke med mig om min sorg – "så spørg ikke, hvordan går det?" Spørg i stedet: "Hvad optager dine tanker for tiden?"
Jeg forstår godt hvorfor folk reagerer sådan. Jeg forstår godt at de meget sorte tanker er overumplende. Hvis jeg skal tåle den forskrækkedes spontane svar, må de også kunne rumme mit genmæle. At jeg siger fra overfor misforstået trøst og bortforklaring af mine følelser. Og det er så svært for andre, at rumme at de har trådt over mine grænser. At de er skyld i at jeg bliver såret, vred eller ked af det. Og igen finder jeg med selv skulle forklare og forstå den andens reaktioner, så den anden ikke føler helt så meget smerte. "Åh jeg er så ked af at jeg sårede dig" – tak, kan jeg sige. Jeg tror jeg vil øve mig i at sige: "Tak fordi det betyder så meget for dig, hvordan du taler til mig. Tak fordi du øver dig i at rumme mig"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar