Hvordan går det? Det spørsmål møder jeg jævnligt. Bliver bedt om at give en status. En status som er svær at give, når man står midt i det. Tjo, hm... er det umiddelbare svar. Hvad er det, der er tegnene på, hvordan det går? Hvad er det, der viser mig, hvordan jeg har det? Hvad skal jeg vurdere på? Det er svært at svare på. Jeg bliver i tvivl om hvad folk forventer at høre. Jeg forventer, at de gerne vil have at jeg svarer at jeg har det bedre. Hvis jeg kan fortælle om en bedring, er jeg på rette vej – og det får dem til at føle sig bedre tilpas og de bliver beroliget.
Når nogen siger, at jeg ser bedre ud og at de mere og mere kan se glimtet og smilet i mine øjne, reagerer jeg dobbelt. Jeg vil jo rigtig gerne have det bedre. Jeg vil gerne kunne smile igen og mene det. Men det er enormt vigtigt at der er en kongruens mellem hvordan jeg har det og det jeg viser. Jeg vil have dem til at forstå at sorgen ligger lige under. Og det viser jeg ikke altid, for skal jeg fremad må jeg ind imellem skubbe Malou i baggrunden og bevæge mig ud. Det betyder ikke at jeg skal ignorere hende. Nej aldrig i livet. Jeg skal leve med Malou et eller andet sted i mig resten af mine dage. Og det er rigtig vigtigt for mig at få folk til at forstå. Jeg vil forsøge at acceptere, at jeg måske aldrig bliver den samme igen. Det føles rigtig lige nu at jeg måske aldrig vil kunne blive ligeså frigjort glad og let, som jeg kunne før.
Imorgen skal jeg til en fest på arbejdet. Det er i sig selv grænseoverskridende. Det er en fest med MANGE mennesker – allesammen kolleger. En fest hvor vi skal spise god mad, drikke rødvin, danse, grine og synge. Hvordan skal jeg være i stand til det? Hvordan skal jeg kunne grine og fjolle – være løssluppet, når jeg føler mig forkrampet og indesluttet. Jeg ved at et godt grin kan være helende i sig selv, men når jeg ser billedet af mig selv i løssluppet form, så føles det forkert – ikke sammenhængende med den jeg er lige nu. Ydermere skal vi tage en hat på, som afspejler vores personlighed.
MIN personlighed. Hm hvem er jeg? Jeg har lige nu ingen fornemmelse af hvordan min personlighed er. Det billede jeg kunne vælge at vise er splintret. Det eksisterer ikke lige nu. Jeg lever ikke – jeg overlever. Min personlighed er uvis, kaotisk og i oprør lige nu. Det accepterer jeg – men det kan jeg umuligt afbillede. Mit første indskud var en nissehue,. Det afspejler måske i bund og grund at der er en essens i mig som ikke er splintret,. Jeg ville nok have valgt en nissehus til at afbilled min personlighed, før mit liv blev forandret. Men jeg føler det upassende at sætte en nissehus på hovedet nu. En nissehue betyder det glade, lette liv. Det uhøjtidelige, det skøre. Jeg er også andet end det, bevares, men jeg ville have valgt en nissehus, hvis valget stod for 2 måneder siden. Men det stikker mig i hjertet nu – det glade, lette, skøre – sådan føler jeg mig ikke nu. Sådan er jeg ikke nu. Netop derfor var jeg i tvivl om jeg skulle med til festen, og netop derfor kan jeg vel ikke skildre min personlighed sådan, eller hvad?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar