Sten på Malous grav

Idag har vi været på kirkegården og sætte sten på Malous grav. Jeg var bange for om den var lidt for stor, fordi den er noget større end min fars lille sten. Men det ser fint ud. Vi gravede den lidt ned og tippede den lidt bagud. Det er rigtig fint. Så det er jeg tilfreds med. Jeg fjernede grannet. Jeg synes det så gråt og rodet ud. Jeg ved godt at graven ikke har sat sig endnu, men så må vi rette til senere. Jeg plantede nogle af påskeliljerne foran stenen og de andre i en kreds omkring de to små stedmoderblomster. Det ser ud hyggeligt ud og kan fint gå i en rum tid indtil vi får fundet ud af hvilke planter, vi gerne vil have i hendes have.

Det var ikke så hårdt at være der idag som ventet. Det føltes godt at gøre haven fin. De sidste gange har jeg været lidt frustretet over at den så rodet ud med bunken af jord med grå gran over. Jeg havde rigtig meget lyst til at gøre den mere hel og det er blevet bedre nu. Haven er ikke færdig, men det har hjulpet. Det er en hyggelig have nu.

Når jeg nu lader følelserne bundfælde sig, kan jeg mærke det triste og paradoksale i at det er en grav, jeg nu får lov at indrette. Det var min datters værelse jeg skulle have indrettet, ikke hendes grav. Jeg havde virkelig glædet mig til at skulle indrette hendes værelse. Jeg var i fuld sving med at overveje hvillke farver hendes værelse skulle have. Hvilke møbler vi skulle stille der. Nu står værelset der og glor med sine hvide vægge. Det bliver aldrig Malous værelse. Hun har sin have nu.