Jeg vil se om jeg kan samle tankerne til at få fortalt hvor vi er i livet med Lea. Lea er et livsglad og handlekraftigt menneske. Hun er idérig, fantasifuld, temperamentsfuld, kommunikerende. Hun er ikke den hurtigste til at udvikle sig - motorisk (tog sine første skridt som 15 mdr. og gik som 17 mdr) og sprogligt (sagde mere som 13 måneder end idag som 19 mdr - har kun få ord) - Men hun er skarp på en anderledes måde - Hun forstår mere end vi forstår at hun gør. Hun overrasker os ofte. Ord sagt til hinanden i en lang sætning mellem René og jeg reagerer hun på. Hun fanger stemninger, følelser - kopierer dem med det samme. Hun inviterer andre ind i fællesskabet og vil gerne have alle med. Hun kommunikerer rigtig meget - med sin krop og sine lyde. Hun elsker fest og ballade og vil gerne have os med. Hvis ikke hun får opmærksomheden er hun meget kreativ med at finde på måder at få den - fra både unoder til at klassens fjolle klovn.
Hun eller vi er fortsat ikke i balance. Det fysiske tegn er at hun ikke spiser og at hun ikke vokser nok. Hun er et lille myr på måske 78 cm og under 10 kg. Vi har gjort forskelligt for at hjælpe hende og os. Var indlagt med hende fire dage i maj, hvor de på børneafdelingen i Randers skulle afdække hendes spisevanskeligheder. Det blev konstateret at hun drak (og spiste) alt for lidt. Det var formentlig fordi hun var rød i ørerne (skulle have dræn i) og at det derfor gjorde ondt når hun spiste. Og da hun drak for lidt, fik hun forstoppelse og derfor ikke lyst til at spise. Hun startede op på Movikol, hvilket hun stadig er på og nok skal have i lang tid (år?) Vi trapper lige så stille ud, men det går langsomt. Ugen efter fik hun tid til dræn, men da hun var lagt i narkose konstaterede lægen at hun ikke havde væske. Hun havde til gengæld mange polypper. Vi havde ikke mærket symptomer på det, men hun fik dem fjernet. I et par uger spiste hun rigtig godt, så vi var ved godt mod, da vi var til tjek 14 dage efter (i juni). Men kort efter trappede hendes madlyst ned igen og sådan har det gået siden (hele året) - at hendes lyst til mad i perioder er ikke-eksisterende. I en lang periode på måneder spiste hun rigtig godt til morgen, hvilket gav ro, for så kom vi ordentligt ud af døren hver morgen - uden frustrationer fra mor og datter. Men den sidste måned har hun ikke villet spise morgenmad og vi sender hende igen afsted hver morgen uden at have spist noget til morgen. I weekenden spiser hun heller ikke frokost. Hun spiser ok til aften hver dag. Særligt den del af aftensmaden der foregår på køkkenbordet under madlavningen. De sidste uger er vi kommet til at give hende morgenmad og aftensmad foran Ipaden. Det virkede, men det er jo afledning, som vi gjorde det i starten af året, hvor hun spiste MANGE måltider, mens hun var afledt foran fjernsynet eller beskæftiget med at flytte mønter fra en skål til en anden. De sidste dage har Ipaden ikke virket til at spise- godt for det, for det var en dum vane at komme igang med.
Da vi var til kontrol igen på Randers i august, konstaterede sygeplejersken at Lea ikke fejler noget fysisk og hun bakkede op om vores egne tanker om at få hjælp til den sociale situation med Lea gennem noget Marte Meo /videoiagttagelse. Hun skrev en henvisning til sundhedsplejen i Syddjurs og vi er nu startet op med et forløb med dem. For en god måneds tid siden var to sundhedsplejersker på besøg hos os og gennemgik vores familiehistorie med os. De ville gerne hjælpe os med et Marte Meo forløb og de ville endvidere henvise os til kommunens ergoterapeut for at hun kunne konstatere om Lea skulle være sanse-sart i munden og dermed have ubehag ved indtagelse af mad. Hende har vi ikke hørt fra endnu. Vi har lavet videooptagelser 2 gange og fået feedback fra sundhedsplejersken 2 gange. Første gang gav hun os den opgave at øve os på at benævne Leas handlinger. Du kører med dukkevognen, Du samler Cirkeline op, Du giver mig Cirkeline, Du tager Cirkeline, Du kysser Cirkeline, Du smider hende på gulvet... osv. Ikke stille spørgsmål, kun konstatere. Næste gang udfordrede hun os med at fange Leas spontane glædesudbrud og møde dem med tilsvarende glæde. Gøre mere af det som gør os glade og i det hele taget lette stemningen herhjemme. Lea er født ind i en grå familie, hvor sorgen ligger som en dyne over hverdagslivet og hvor det er svært for os at genopbygge glæden, livet og det lyse igen. Sundhedsplejersken er sikker på at det påvirker Lea og at en lettelse af det, kan skabe forvandling hos Lea. Jeg tror på at det vil hjælpe hende og os alle, men vil det virkelig give hende lyst til at spise morgenmad??? Jeg ved det ikke, men jeg prøver an - øver mig... og vil så uendeligt gerne blive lys igen....
fredag den 4. oktober 2013
Om at skrive sit liv ud
Så gik der næsten 2 måneder inden jeg kom til tasterne igen. Jeg ved ikke om vi stadig har læsere af bloggen, men det er egentlig ikke vigtigt. Jeg skriver nok mest for min egen skyld - både i øjeblikket hvor det at skrive letter mit hjerte og mine skuldre og på længere sigt, hvor jeg ind imellem kigger tilbage og ser hvordan det var at være mig i den periode. Jeg håber dog at nogen stadig får noget ud af de indlæg jeg har skrevet da jeg var i den akutte sorg over at have mistet Malou. Det at skrive var essentiel i min sorgbearbejdning og jeg håber inderligt at nogen kan høste noget ud af alle de ord jeg fik ud dengang. Min vigtigste hensigt at få viderebragt til andre i samme situation er at de ikke er alene - og til dem som ikke selv har stået i samme situation håber jeg at jeg kan bibringe mere forståelse af hvad det betyder for rigtig mange at miste deres barn. Jeg vil rigtig gerne være med til at åbne op for det tabu som død, fortvivlelse og smerte er. Alle mine indlæg fra dengang i 2011 er jo dybt personlige, men et eller andet sted er jeg faktisk distanceret til dem på en anden måde end jeg er med mine tanker og indlæg idag. Da jeg skrev dengang og når jeg læser det nu, opfatter jeg ikke mig selv som speciel hudløs, ærlig eller blottende. Jeg var blot beskrivende... af det som var. Det som er, når man mister et barn. Jeg følte jeg skrev noget alment, noget generelt, noget universelt ved det at miste et barn - velvidende at man stadig har kan reagere forskelligt og med andre nuancer. Men jeg beskriv et tilstand, en status, en situation om en mor, der har mistet sit barn og går igennem helvede for at indtage livet igen. Det handlede ikke om mig, som jeg var før og efter. Det handlede om det helvede jeg var landet i og det som det helvede gør ved et menneske.
Som månederne gik forvandlede mit forhold til det skrevne sig. Det var som om at tiden der gik fra epicentret af mit helvede distancerede mig fra den distance jeg havde til det skrevne. Jeg ved ikke om det kun var noget, der skete i mig selv eller om det blev påvirket af min omverdens forventninger og kommentarer til mig. Men som tiden gik følte jeg at det jeg skrev blev personligt, privat og udstillende. Jeg gik fra at være en sørgende mor til at være en kvinde med rod i sit personlige liv - og som udstillede dette på nettet. I princippet er det ok at udstille sin svaghed på nettet - livet er ikke rosenrødt og kan det på nogen som helst måde være til støtte for andre at jeg skriver om det, så er det ok for mig at udstille mig. Men den åbenlyse rummelighed fra mig selv og fra andre? er blevet mindre og mindre som tiden går. Ikke mange stillede spørgsmålstegn til min smerte og mine kvaler i starten, men at det fortsat påvirker mig liv og at jeg stadig er en sørgende mor (og meget andet) kan virke overraskende på andre (og mig selv).
At mit forhold til det skrevne har ændret sig sætter også barrierer for at formidle og kommunikere så meget. I starten da jeg havde tiden til sorgbearbejdelse skrev jeg et indlæg om dagen, men da hverdagslivet drønede derudaf blev tiden og roen mindre. Det var intenst at skrive og det krævede en masse af mig - ro - tid - nærvær., men det gav så meget igen - forståelse - lettelse - kommunikation - møde med andre. Jeg ville ønske jeg kunne give mig tiden til at skrive. Det gør mig så godt. Og her er jeg nu - på en fridag til mig selv - med tiden til at skrive og beskrive det som er... det som fylder - det som betyder noget - GOD WEEKEND
Som månederne gik forvandlede mit forhold til det skrevne sig. Det var som om at tiden der gik fra epicentret af mit helvede distancerede mig fra den distance jeg havde til det skrevne. Jeg ved ikke om det kun var noget, der skete i mig selv eller om det blev påvirket af min omverdens forventninger og kommentarer til mig. Men som tiden gik følte jeg at det jeg skrev blev personligt, privat og udstillende. Jeg gik fra at være en sørgende mor til at være en kvinde med rod i sit personlige liv - og som udstillede dette på nettet. I princippet er det ok at udstille sin svaghed på nettet - livet er ikke rosenrødt og kan det på nogen som helst måde være til støtte for andre at jeg skriver om det, så er det ok for mig at udstille mig. Men den åbenlyse rummelighed fra mig selv og fra andre? er blevet mindre og mindre som tiden går. Ikke mange stillede spørgsmålstegn til min smerte og mine kvaler i starten, men at det fortsat påvirker mig liv og at jeg stadig er en sørgende mor (og meget andet) kan virke overraskende på andre (og mig selv).
At mit forhold til det skrevne har ændret sig sætter også barrierer for at formidle og kommunikere så meget. I starten da jeg havde tiden til sorgbearbejdelse skrev jeg et indlæg om dagen, men da hverdagslivet drønede derudaf blev tiden og roen mindre. Det var intenst at skrive og det krævede en masse af mig - ro - tid - nærvær., men det gav så meget igen - forståelse - lettelse - kommunikation - møde med andre. Jeg ville ønske jeg kunne give mig tiden til at skrive. Det gør mig så godt. Og her er jeg nu - på en fridag til mig selv - med tiden til at skrive og beskrive det som er... det som fylder - det som betyder noget - GOD WEEKEND
mandag den 12. august 2013
Første skoledag
Kan det være... ja det er... et indlæg her på bloggen. Man kunne fristes til at tro at jeg havde nedlagt bloggen, men det har jeg altså ikke. Hvor ville jeg ønske at jeg havde mere tid eller energi til at skrive, men det har jeg ikke. Foråret og sommeren har været intens. Opstart på arbejde er gået godt. Elias trives. René og jeg har det godt. Livet med Lea fylder og trækker kræfter. Så overskuddet er ikke til alt muligt andet. Håber en dag at få overskud til at opdatere.
Men hensigten med dette indlæg er et andet. Vores skønne store livlige smukke storsnakkende fantasifulde dygtige dreng er idag trådt ind i en ny epoke af sit liv. Skolestart. Sammen med 21 andre spændte børn indtog han idag 0.klasse på Mørke Skole sammen med alle de stolte forældre.
Men hensigten med dette indlæg er et andet. Vores skønne store livlige smukke storsnakkende fantasifulde dygtige dreng er idag trådt ind i en ny epoke af sit liv. Skolestart. Sammen med 21 andre spændte børn indtog han idag 0.klasse på Mørke Skole sammen med alle de stolte forældre.
søndag den 31. marts 2013
Status på lægetjek
I mandags var Lea og jeg til det planlagte tjek hos lægen. Jeg har ikke overrendt min læge, hverken før eller siden. Heller ikke da jeg mistede Malou eller da jeg ventede Lea eller nu med levende Lea. Så det undrer mig ikke at hun ikke kan min historie udenad... men alligevel...Og ja, jeg har oplevet det før, at lægen ikke lige tager sig tid til at skimme journalen... men alligevel. Lea var til et års undersøgelse hos samme læge 2½ uge før... og det var helt tydeligt at hun ikke kunne huske det... og at hun troede at Lea var til et års undersøgelse for første gang. "Nåh, så hun er allerede blevet et år", var hendes åbningskommentar... hvilket den så også var 2½ uge før. Ja, jeg forklarer så sagen forfra. Og hun gør hvad hun skal måler, vejer og lytter og det hele.
Lea vejede nu 8,6 kg med tøj på... så hun har taget 700 g på på 2½ uge. Det må siges at være flot. Smørkuren virker... og det endda på trods af endnu en sygdomsuge, hvor appetitten igen forsvandt. Leas kurve har taget et ordentligt dyk opad og ligger nu igen indenfor stregerne istedet for udenfor grafen. Jeg tror at hvis det var op til lægen, så skulle Lea ikke henvises til undersøgelse på børneambulatoriet, for nu er hun jo i vækst, men jeg bad om det og hun lyttede. Jeg forklarede kort om mine bekymringer og nævnte i den forbindelse at vi allerede har mistet et barn, fordi det var for lille... og at selvom det er irrationelt, så spøger den angst om Lea fejler noget evt af Malous misdannelse. Og her brillerede lægen igen... da hun spurgte, hvornår det var jeg havde fået aborten... ABORTEN??? hm ja hun skulle bare vide. Jeg svarede hende, at jeg fødte min datter i uge 21-1. Men hun noterede det i henvisningen... og da vi kom hjem fra påskeferien i sommerhus i Blokhus lå der en indkaldelse fra Børneambulatoriet i Randers med en tid d. 29. maj.
For i øvrigt skulle Lea jo vaccineres og hun var super sej. Sagde intet ved det ene stik og peb meget kortvarigt ved det andet. Og hun fik ros af lægen for at være sådan en rolig og medgørlig pige. Ja hun skulle bare se hende, men det er da godt at hun kan opføre sig pænt, når vi er ude;-)
Lea vejede nu 8,6 kg med tøj på... så hun har taget 700 g på på 2½ uge. Det må siges at være flot. Smørkuren virker... og det endda på trods af endnu en sygdomsuge, hvor appetitten igen forsvandt. Leas kurve har taget et ordentligt dyk opad og ligger nu igen indenfor stregerne istedet for udenfor grafen. Jeg tror at hvis det var op til lægen, så skulle Lea ikke henvises til undersøgelse på børneambulatoriet, for nu er hun jo i vækst, men jeg bad om det og hun lyttede. Jeg forklarede kort om mine bekymringer og nævnte i den forbindelse at vi allerede har mistet et barn, fordi det var for lille... og at selvom det er irrationelt, så spøger den angst om Lea fejler noget evt af Malous misdannelse. Og her brillerede lægen igen... da hun spurgte, hvornår det var jeg havde fået aborten... ABORTEN??? hm ja hun skulle bare vide. Jeg svarede hende, at jeg fødte min datter i uge 21-1. Men hun noterede det i henvisningen... og da vi kom hjem fra påskeferien i sommerhus i Blokhus lå der en indkaldelse fra Børneambulatoriet i Randers med en tid d. 29. maj.
For i øvrigt skulle Lea jo vaccineres og hun var super sej. Sagde intet ved det ene stik og peb meget kortvarigt ved det andet. Og hun fik ros af lægen for at være sådan en rolig og medgørlig pige. Ja hun skulle bare se hende, men det er da godt at hun kan opføre sig pænt, når vi er ude;-)
søndag den 24. marts 2013
tirsdag den 19. marts 2013
Hverdagen en uge gammel...
Så blev hverdagen en uge gammel... 5 arbejdsdage og en weekend... og nu gik det ikke længere. Lea er nede med sygdom og vi blev ringet op af Vuggestuen. Vi gik egentlig bare og ventede på at det måtte ske, for hun har skrantet siden i lørdags... Men har egentlig haft det ok, indtil hun er blevet sat til bordet for at spise. Så har hun grædt og skabt sig. Hun har haft feber om aftenen, men ikke i løbet af dagene. Hun hoster og er så hæs at hun ikke engang kan græde. Hun har sikkert godt ondt i halsen... og ja så kan hun ikke spise. Det er blevet til tykmælk, moset rugbrød med makrel og suppe siden i lørdags. Hm suk... vi gider det ikke mere...
Ugen er gået op og ned. Det har været fint at starte på arbejdet. Jeg er blevet taget godt imod af børn, forældre og personale. Jeg føler mig med og har fået overblik over hvad jeg skal have styr på... Jeg glæder mig til at komme hjem til familien og føler mig ikke drænet. Torsdag arbejdede jeg 13 timer og René var alene med børnene til aften. Det var gået ok, dog hektisk.
Fredag endte jeg med at være alene med børnene til kl 18. René har vagt og havde en opgave på vej hjem. Det var sgu ikke fedt. Rent kaos. Lea afviste mig og jeg kunne intet med hende. Jeg puttede hende til sen lur... og nåede at forme burgerbollerne imens. Men da hun vågnede efter en lille lur, kunne jeg slet ikke nå hende. Hun hylede og hylede... Jeg prøvede at have hende i bæreselen, gyngen, på bordet, i sin stol... men intet nyttede. Hun hylede i 45 min indtil René kom hjem. Så tav hun...
Lørdag og søndag var hun også pyller. Havde svært med maden. Skældte ud. Men kunne godt kravle rundt og lege. Vi sendte hende i vuggestue mandag... og det gik fint - ud over at hun intet spiste. TIl aften var jeg igen alene med dem, men det lykkedes at få begge børn med til svømning, dog kun med Elias i vandet. Lea Idag skulle jeg åbne og René var alene med børnene. Han ringede ind til mig på arbejdet, fordi han slet ikke kunne få hende til at spise. Det var svært for mig at vurdere hende, for hun vil ofte ikke lade andre end mig give hende mad, så var det derfor at hun reagerede? René valgte at sende hende afsted... og vi blev ringet op ved 11 tiden at den ikke gik for hende idag. Så René kørte hjem igen og tjansen må vist blive min imorgen.
Så en blandet uge... og nu meldt ude. På arbejdet er det altså gået over al forventning. Hjemme har der været både rod og ro. Det er svært for mig at rumme den pylrede pige. Ikke fordi jeg selv er smadret, men fordi jeg så gerne ville hjem og hygge med børnene, samtidig med at rutinen skal køre. Men jeg vil så gerne nyde og glædes ved dem. Det er svært at rumme at det skal være bøvlet og svært. Lea er ikke kommet let til os... og hun gør det heller ikke nemt for os... og det faktum at det er svært for os at være i, er rigtig svært at rumme. Vi vil så gerne nyde og glædes... men sådan er hverdagslivet desværre ikke hver dag...
Ugen er gået op og ned. Det har været fint at starte på arbejdet. Jeg er blevet taget godt imod af børn, forældre og personale. Jeg føler mig med og har fået overblik over hvad jeg skal have styr på... Jeg glæder mig til at komme hjem til familien og føler mig ikke drænet. Torsdag arbejdede jeg 13 timer og René var alene med børnene til aften. Det var gået ok, dog hektisk.
Fredag endte jeg med at være alene med børnene til kl 18. René har vagt og havde en opgave på vej hjem. Det var sgu ikke fedt. Rent kaos. Lea afviste mig og jeg kunne intet med hende. Jeg puttede hende til sen lur... og nåede at forme burgerbollerne imens. Men da hun vågnede efter en lille lur, kunne jeg slet ikke nå hende. Hun hylede og hylede... Jeg prøvede at have hende i bæreselen, gyngen, på bordet, i sin stol... men intet nyttede. Hun hylede i 45 min indtil René kom hjem. Så tav hun...
Lørdag og søndag var hun også pyller. Havde svært med maden. Skældte ud. Men kunne godt kravle rundt og lege. Vi sendte hende i vuggestue mandag... og det gik fint - ud over at hun intet spiste. TIl aften var jeg igen alene med dem, men det lykkedes at få begge børn med til svømning, dog kun med Elias i vandet. Lea Idag skulle jeg åbne og René var alene med børnene. Han ringede ind til mig på arbejdet, fordi han slet ikke kunne få hende til at spise. Det var svært for mig at vurdere hende, for hun vil ofte ikke lade andre end mig give hende mad, så var det derfor at hun reagerede? René valgte at sende hende afsted... og vi blev ringet op ved 11 tiden at den ikke gik for hende idag. Så René kørte hjem igen og tjansen må vist blive min imorgen.
Så en blandet uge... og nu meldt ude. På arbejdet er det altså gået over al forventning. Hjemme har der været både rod og ro. Det er svært for mig at rumme den pylrede pige. Ikke fordi jeg selv er smadret, men fordi jeg så gerne ville hjem og hygge med børnene, samtidig med at rutinen skal køre. Men jeg vil så gerne nyde og glædes ved dem. Det er svært at rumme at det skal være bøvlet og svært. Lea er ikke kommet let til os... og hun gør det heller ikke nemt for os... og det faktum at det er svært for os at være i, er rigtig svært at rumme. Vi vil så gerne nyde og glædes... men sådan er hverdagslivet desværre ikke hver dag...
tirsdag den 12. marts 2013
Sidste dag...
Sidder her halvvejs gennem min sidste dage hjemme på barsel (ferie)... Imorgen starter hverdagen med alt sin hast og jag... og ikke mindst fravær fra mine børn og fra tiden til mig selv. Jeg gruer virkelig meget for om jeg kan finde en meningsfuld balance mellem arbejdsliv og familieliv. Jeg har jo prøvet det før... at aflevere et barn i institution og at få en hverdag til at køre. Jeg syntes det gik fint med Elias. Jo jeg kunne føle mig splittet imellem arbejde og hjem og jeg kunne føle at tiden var alt for knap og at jeg var for meget væk, men jeg synes at det kørte ok.
Men mit liv er et andet nu... Mit perspektiv har ændret sig. Mit overskud er et andet. Mit behov for tid til mig selv kan jeg ikke længere ignorere. Jeg har aldrig prioriteret mig selv... men nu skal jeg gøre det, for ellers har jeg ikke overskud til nærværet med børnene. Mine to levende børn afkræver deres tid... Malou skal gives hendes tid. Det er tiden til ro, nærvær, afspænding, kontakt med følelser og krop... Det er refleksionens rum, hvor jeg giver plads til det, der nu engang fylder. Det er et rum, som jeg ikke kan skabe med de andre to børn om hælende, men som kræver ro og fordybelse. Det rum kunne jeg vælge fra tidligere i mit liv. Det kan jeg ikke længere.
Jeg vil tage dagene et skridt af gangen. 1½ uge er der indtil påske. Det er første etape. Og det er overskueligt. Og så vil jeg forsøge at indrette mit arbejdsliv med mest muligt fleksibilitet. Jeg drømmer om fuld fleksibilitet og uafhængighed, men det er ikke rammen lige nu. Men jeg tror at jeg kan indrette et arbejdsliv, hvor jeg har fokus på fleksibiliteten. Jeg vil undersøge muligheden for ikke at være på fuldtid. Jeg vil måske tage en længere dag om ugen, så jeg kan tage tidligere hjem de andre dage. Eller arbejde en time eller to om aftenen. Blive bedre til at arbejde hjemmefra nogle dage om måneden. Egentlig ville jeg ønske at mit hjem var min arbejdsbase. Det er ikke fordi jeg ikke vil arbejde. Jeg vil bare gerne selv bestemme. Jeg vil gerne have tiden til også at nyde. Jeg vil gerne have mere balance.. mere overskud... mere ro...
Jeg vil snart gerne kunne slå dørene op til mit liv ... gribe livet... elske... leve... nyde... glædes...
Men mit liv er et andet nu... Mit perspektiv har ændret sig. Mit overskud er et andet. Mit behov for tid til mig selv kan jeg ikke længere ignorere. Jeg har aldrig prioriteret mig selv... men nu skal jeg gøre det, for ellers har jeg ikke overskud til nærværet med børnene. Mine to levende børn afkræver deres tid... Malou skal gives hendes tid. Det er tiden til ro, nærvær, afspænding, kontakt med følelser og krop... Det er refleksionens rum, hvor jeg giver plads til det, der nu engang fylder. Det er et rum, som jeg ikke kan skabe med de andre to børn om hælende, men som kræver ro og fordybelse. Det rum kunne jeg vælge fra tidligere i mit liv. Det kan jeg ikke længere.
Jeg vil tage dagene et skridt af gangen. 1½ uge er der indtil påske. Det er første etape. Og det er overskueligt. Og så vil jeg forsøge at indrette mit arbejdsliv med mest muligt fleksibilitet. Jeg drømmer om fuld fleksibilitet og uafhængighed, men det er ikke rammen lige nu. Men jeg tror at jeg kan indrette et arbejdsliv, hvor jeg har fokus på fleksibiliteten. Jeg vil undersøge muligheden for ikke at være på fuldtid. Jeg vil måske tage en længere dag om ugen, så jeg kan tage tidligere hjem de andre dage. Eller arbejde en time eller to om aftenen. Blive bedre til at arbejde hjemmefra nogle dage om måneden. Egentlig ville jeg ønske at mit hjem var min arbejdsbase. Det er ikke fordi jeg ikke vil arbejde. Jeg vil bare gerne selv bestemme. Jeg vil gerne have tiden til også at nyde. Jeg vil gerne have mere balance.. mere overskud... mere ro...
Jeg vil snart gerne kunne slå dørene op til mit liv ... gribe livet... elske... leve... nyde... glædes...
fredag den 8. marts 2013
På rette vej igen...
Jubii to gode dage. Lea er sig selv igen.. glad og rask, igen i vuggestue og påny spisende. Det er simpelthen så dejligt at have hende igen. Hun var blevet helt væk for os. Det var som om hun havde mistet sit livsmod og vi kunne blive helt bange for om det slet ikke ville komme igen. Ingen smil, ingen leg, ingen appetit. Bare sur og tvær pige, der kun ville sidde på arm, men heller ikke kunne finde ro der. Men nu er hun sig selv igen. Så lettende... og hun har grov spist de sidste to dage. Og så er det bare om at berige hendes mad med smørklatter, sovs og sødmælk...
I aften er Elias til overnatning i kredshuset med de andre FDFrødder. Det bliver spændende hvordan det går. Hold da op han er ved at blive stor... den smukke dreng
I aften er Elias til overnatning i kredshuset med de andre FDFrødder. Det bliver spændende hvordan det går. Hold da op han er ved at blive stor... den smukke dreng
onsdag den 6. marts 2013
1 års undersøgelse
Skod dag... Havde Lea til 1 års undersøgelse idag og får bekræftet mine observationer... Hun er for lille af vækst. Hun vejer 7,9 med tøj på - måler 72 cm. Hvis hendes vækst kurve ikke var knækket, burde hun ift sin fødselsvægt have vejet 10 kg. Hun har nu været hjemme med sygdom siden i fredags... hun har nærmest intet spist i 3½ dag, men de sidste to har hun spist lidt. Hun har helt sikkert tabt sig, for den lille runde mave er væk og på lårene har hun fået gammelmandsrynker, fordi elastikkerne er væk. Men det er ikke kun pga disse dage uden mad, at hun vejer for lidt. Hendes kurve knækkede, da hun var 4,5 måned og den har ikke rettet sig endnu... Hun er nu mindre end lille... Hun ligger lige på grænsen til helt at ryge ud af kurven... og jeg hader hader hader det... Lille Malou var væksthæmmet og lå langt uden for kurve. Når jeg tænker på at Leas vækst kun har været nedadgående, sortner det for mine øjne... Jeg kan slet ikke have det. Det minder mig alt for meget om at Malou skulle dø fordi hun var for lille og underudviklet... Hvordan skal jeg kunne tro på at Lea får lov at leve... Hvad nu hvis hun har en mildere form af Malous sygdom... Jeg hader hader hader det... Skal til vægtkontrol d. 25... hvis ikke der er bedring, bliver vi henvist til børneafdelingen... Kan vi ikke bare få lov at få fred????
...og hvordan skal jeg nogensinde finde tryghed ved at sende hende i vuggestue, når jeg ved at hun kan gå der en hel dag uden mad??? og jeg skal starte på arbejde om 6 dage, så jeg har jo ikke noget valg!!!
...og hvordan skal jeg nogensinde finde tryghed ved at sende hende i vuggestue, når jeg ved at hun kan gå der en hel dag uden mad??? og jeg skal starte på arbejde om 6 dage, så jeg har jo ikke noget valg!!!
torsdag den 21. februar 2013
fredag den 15. februar 2013
Så kom reaktionen....
Så kom reaktionen på at aflevere Lea i vuggestue. Igår var skod for moren... og idag stadig ligedan... Tårerne triller hver gang jeg tænker på hende... Jeg føler min sårbarhed antændt... eller også er jeg bare almindelig pyllermor. Jeg ved det ikke. Jeg havde det ok med at aflevere hende indtil igår og har kun grædt nogle få tårer en enkelt gang efter at have afleveret hende... Men nu hyler jeg hele tiden. Lea har det fint derovre. Hun er glad og så nysgerrig på alt det nye. Hun græder ikke - heller ikke ved afsked. Så hun har taget det meget flottere end jeg. Jeg er blevet tricket på at jeg igår afleverede en begyndende træt pige kl 9. Hun var vågnet kl 7 og var begyndt at gnide øjne kl 8.30. Men i vuggestuen må man kun sove ml 8-9 og efter 12, så hun skulle være vågen 3 timer mere... Det i sig selv skulle hun nok kunne klare, selvom det ikke er det bedste for hende... men jeg vidste at hun ikke ville kunne spise, når de spiser madpakker kl 11. Og ganske rigtigt... da jeg hentede hende kl 14.40 havde hun intet spist... hverken kl 11 eller da de tilbød hende kl 14. En hel dag uden mad... er mere end hvad mit moderhjerte kan klare... Hun er et lille bitte myr... for lille for sin alder... og så at vide at hun har måtte undvære mad en hel dag, fordi hun har været for træt. Jeg ved ikke om det udelukkende handler om at hendes behov ikke tilgodeses... og at vuggestuen prioriterer systemet før mennesket... og min lille pige er offer i det... Eller om det er min sårbarhed og sorg, der bliver tricket... Jeg er ihvertfald lidt overrasket over min reaktion. Men jeg er sikker på at jeg bedre kunne være i at aflevere hende, hvis jeg vidste at de tog udgangspunkt i hende i stedet for i strukturen.
EDIT fredag eftermiddag
Jeg tog en hylende snak med pædagogen i vuggestuen imorges og hun forstod mig og mødte mig med hjertet. Hun lovede at snakke menneskesyn med de andre og afklare om de virkelig mener at systemet kommer før mennesket... eller hvordan de skal forholde sig til de små børn som undtagelser fra reglen. Jeg afleverede Lea sovende (hun var vågnet 6.20 og blev puttet herhjemme kl 8 og sov 8.07;) De vækkede hende ikke til formiddag. Hun vågnede efter 1.40 og var med til formiddag. Og spiste både græskarsuppe og hele madpakken... juble... Blev puttet da hun viste tegn og faldte i søvn efter 5-10 min kl 12.50 (under deres pause) og sov i 2 timer... og var i strålende humør, da jeg hentede hende lige efter... Og jeg blev i strålende humør... så det endte som en god god dag:-)
EDIT fredag eftermiddag
Jeg tog en hylende snak med pædagogen i vuggestuen imorges og hun forstod mig og mødte mig med hjertet. Hun lovede at snakke menneskesyn med de andre og afklare om de virkelig mener at systemet kommer før mennesket... eller hvordan de skal forholde sig til de små børn som undtagelser fra reglen. Jeg afleverede Lea sovende (hun var vågnet 6.20 og blev puttet herhjemme kl 8 og sov 8.07;) De vækkede hende ikke til formiddag. Hun vågnede efter 1.40 og var med til formiddag. Og spiste både græskarsuppe og hele madpakken... juble... Blev puttet da hun viste tegn og faldte i søvn efter 5-10 min kl 12.50 (under deres pause) og sov i 2 timer... og var i strålende humør, da jeg hentede hende lige efter... Og jeg blev i strålende humør... så det endte som en god god dag:-)
mandag den 11. februar 2013
2 år - Kaos og kærlighed
Imorgen er det to år siden jeg fødte min lille prinsesse, Malou... alt alt for tidligt... og hvordan har jeg det???? Meget bedre end sidste år, da jeg skule gennemleve dagene første gang, kunne være et svar. Sidste år var jeg hudløs slidt på dette tidspunkt. Sidste år stod dagene med alle valgene og den umenneskelige beslutning lysende klar i hele min krop. Sidste år var et rod af liv og død. Sorgen over Malou... smerten ved at hun ikke er her... erindringen om traumet... og Lea sparkende i maven... den forestående fødsel... og ville jeg også denne gang skulle forlade fødegangen med tomme arme? I år er kaos-ugen rodet sammen med Leas opstart i institution. Det er svært, men det er ikke ødelæggende. Det trækker tårer, men det er ikke ødelæggende. Hvis bare det vil fortsætte sådan, så har jeg et håb om en dag at kunne være på fode igen. Men jeg tror aldrig februar vil blive det samme igen. Februar vil nok altid være en smertens måned, for den vil minde mig om de traumatiske dage, hvor mit liv blev vendt rundt.
Man går ikke ubemærket gennem et traume... og jeg tror jeg vil være mærket resten af mit liv. Jeg vil ikke blot altid savne mit barn. Jeg vil ikke blot altid mangle mit barn. Jeg vil også for altid være ændret. Jeg har fået en ny sårbarhed. Jeg har mistet min hidtidige naive ubekymrethed, hvor jeg kunne vende mig bort fra døden og lade som om den ikke kunne ramme her. Jeg har altid været bevidst om at jeg og vi skal dø... og at det kunne ske "før tid"... men jeg har tidligere kunnet fjerne mig fra den tanke at det kunne ske lige nu. Jeg har tidligere kunne forholde mig til det mere kognitivt... og har kunne bladre væk, hvis tragedien kom for tæt på. Det kan jeg ikke længere. Jeg kan ikke bladre væk. Jeg kan ikke bare tro på at det nok skal gå... at det rammer nogen andre... For det usandsynlige ramte mig. Det som ingen forældre kan og vil forholde sig til, det SKAL jeg forholde mig til. MIT BARN ER DØDT. Jeg har måtte tage afsked med mit barn... og hvordan f..... gør man det?
Samtidig med afskeden har jeg skullet finde en vej fremad... For livet går fremad... og det skal leves... På de to år, der er gået har jeg fundet mig en vej igennem den akutte sorg. En vej, som syntes helt umulig at forestille sig. Det føltes som om alt skulle læres påny. Samtidig skulle jeg finde en vej med smerten og det almindelige liv, som jo fortsatte ufortrødent. Jeg kunne ikke gå i hi. Jeg kunne ikke grave mig ned, selvom jeg måske allermest havde lyst. Jeg kunne sørge på deltid, fordi hverdagen skulle fortsætte. Det var ingen dans på roser at have et barn i forvejen... Det var min lykke... og det var min frustration.
Jeg skulle finde min vej med sorgen og det nye liv i maven. Hvis det var svært at have et barn i forvejen, så var det intet imod at bære et nyt. Det var en knivskarp kamp om at klare hver enkelt dag med angsten i kort kort snor, samtidig med at arbejdslivet krævede mere og mere af mig. Det var et efterår i kaos, men også et efterår med perspektiv og håb... Jeg ved slet ikke hvordan jeg havde klaret det efterår uden det spirende liv i maven... Det var min lykke... og det var min sønderrivende angst.
Jeg fik min levende baby... og mine arme blev fyldte... Men hullet i hjertet er der endnu. Kan det fyldes nogensinde hele? Jeg blev mor til mit 3. barn... og skulle finde en vej med sorgen og glæden... De to levende børn tager deres plads. De beder selv om min opmærksomhed. De tager deres stunder af min udelte opmærksomhed... men mit døde barn skal gives pladsen. Hun råber ikke så højt, at jeg ikke kan ignorere hende. Hun viser sig i min krop... Hun sætter sig som smerten i brystet, hvis jeg ikke lytter. Hun bor i stilheden og i eftertanken. Hun kan kun nås i et isoleret rum, som kun kan nås, når jeg er alene. Der er ikke plads til nærværet med hende, når der er andre. Min kontakt til hende er så sårbar og fintfølende, at jeg skal have ro, tid og plads til eftertanke... Men konsekvenserne af at ignorere hende rækker ind over hele mit liv. Smerten i brystet forplanter sig til mit overskud, mit humør, min lyst til livet... Kun ved at tage hende alvorligt og give hende rummet, kan jeg bevæge mig ud i livet. Jeg er ikke god til det... at give hende pladsen, men jeg bliver nødt til at lære det.
To år er gået... to levende børn er jeg velsignet med. Og jeg er ikke glad... Jeg hader det at faktum at min livslyst er væk. Jeg kan grine og fest... men jeg elsker ikke livet. Jeg føler mig mere deprimeret end lykkelig... og jeg hader det. Jeg ville sådan ønske at det var anderledes. Jeg ville ønske jeg igen kunne sprudle og nyde. Jeg ville ønske at jeg kunne mærke gejst og energi igen... mere end i stjålne øjeblikke...
Mit liv er blevet lysere på de to år... Men mørket fylder stadig (for) meget... Jeg håber jeg en dag kan tage solen helt ind... Livet er alt for kort... jeg vil så gerne være en anden mor og en anden kæreste. Jeg vil så gerne være glad igen...
Man går ikke ubemærket gennem et traume... og jeg tror jeg vil være mærket resten af mit liv. Jeg vil ikke blot altid savne mit barn. Jeg vil ikke blot altid mangle mit barn. Jeg vil også for altid være ændret. Jeg har fået en ny sårbarhed. Jeg har mistet min hidtidige naive ubekymrethed, hvor jeg kunne vende mig bort fra døden og lade som om den ikke kunne ramme her. Jeg har altid været bevidst om at jeg og vi skal dø... og at det kunne ske "før tid"... men jeg har tidligere kunnet fjerne mig fra den tanke at det kunne ske lige nu. Jeg har tidligere kunne forholde mig til det mere kognitivt... og har kunne bladre væk, hvis tragedien kom for tæt på. Det kan jeg ikke længere. Jeg kan ikke bladre væk. Jeg kan ikke bare tro på at det nok skal gå... at det rammer nogen andre... For det usandsynlige ramte mig. Det som ingen forældre kan og vil forholde sig til, det SKAL jeg forholde mig til. MIT BARN ER DØDT. Jeg har måtte tage afsked med mit barn... og hvordan f..... gør man det?
Samtidig med afskeden har jeg skullet finde en vej fremad... For livet går fremad... og det skal leves... På de to år, der er gået har jeg fundet mig en vej igennem den akutte sorg. En vej, som syntes helt umulig at forestille sig. Det føltes som om alt skulle læres påny. Samtidig skulle jeg finde en vej med smerten og det almindelige liv, som jo fortsatte ufortrødent. Jeg kunne ikke gå i hi. Jeg kunne ikke grave mig ned, selvom jeg måske allermest havde lyst. Jeg kunne sørge på deltid, fordi hverdagen skulle fortsætte. Det var ingen dans på roser at have et barn i forvejen... Det var min lykke... og det var min frustration.
Jeg skulle finde min vej med sorgen og det nye liv i maven. Hvis det var svært at have et barn i forvejen, så var det intet imod at bære et nyt. Det var en knivskarp kamp om at klare hver enkelt dag med angsten i kort kort snor, samtidig med at arbejdslivet krævede mere og mere af mig. Det var et efterår i kaos, men også et efterår med perspektiv og håb... Jeg ved slet ikke hvordan jeg havde klaret det efterår uden det spirende liv i maven... Det var min lykke... og det var min sønderrivende angst.
Jeg fik min levende baby... og mine arme blev fyldte... Men hullet i hjertet er der endnu. Kan det fyldes nogensinde hele? Jeg blev mor til mit 3. barn... og skulle finde en vej med sorgen og glæden... De to levende børn tager deres plads. De beder selv om min opmærksomhed. De tager deres stunder af min udelte opmærksomhed... men mit døde barn skal gives pladsen. Hun råber ikke så højt, at jeg ikke kan ignorere hende. Hun viser sig i min krop... Hun sætter sig som smerten i brystet, hvis jeg ikke lytter. Hun bor i stilheden og i eftertanken. Hun kan kun nås i et isoleret rum, som kun kan nås, når jeg er alene. Der er ikke plads til nærværet med hende, når der er andre. Min kontakt til hende er så sårbar og fintfølende, at jeg skal have ro, tid og plads til eftertanke... Men konsekvenserne af at ignorere hende rækker ind over hele mit liv. Smerten i brystet forplanter sig til mit overskud, mit humør, min lyst til livet... Kun ved at tage hende alvorligt og give hende rummet, kan jeg bevæge mig ud i livet. Jeg er ikke god til det... at give hende pladsen, men jeg bliver nødt til at lære det.
To år er gået... to levende børn er jeg velsignet med. Og jeg er ikke glad... Jeg hader det at faktum at min livslyst er væk. Jeg kan grine og fest... men jeg elsker ikke livet. Jeg føler mig mere deprimeret end lykkelig... og jeg hader det. Jeg ville sådan ønske at det var anderledes. Jeg ville ønske jeg igen kunne sprudle og nyde. Jeg ville ønske at jeg kunne mærke gejst og energi igen... mere end i stjålne øjeblikke...
Mit liv er blevet lysere på de to år... Men mørket fylder stadig (for) meget... Jeg håber jeg en dag kan tage solen helt ind... Livet er alt for kort... jeg vil så gerne være en anden mor og en anden kæreste. Jeg vil så gerne være glad igen...
torsdag den 7. februar 2013
Første uge i vuggestue
Lea har nu været i vuggestue i en uge...
Den første dag.. torsdag var vi der sammen i 2timer. Fredag var jeg der en stund og gik fra hende i knap 1½ time og kom tilbage og spiste med hende. Det var gået rigtig fint. Hun havde vist ikke opdaget at jeg ikke var der. Imens var jeg i Elias' børnehave til fastelavnsfest. Så det var en god måde at bruge tiden godt på. Mandag var hun der alene i 2 timer og spiste sammen med de andre og blev puttet af mig. Tirsdag var hun der i godt to timer... onsdag havde hun fri, fordi vi går til rytmik... og Mormor skulle komme... og idag torsdag afleverede jeg hende sovende kl 9... hun blev vækket 9.30 og spiste med kl 11. Blev puttet til middag og sov i fem kvarter... Vågnede kl 14, hvorefter jeg hentede hende... Og det var gået rigtig fint. Ingen gråd eller savn. Hun havde vrælet, da hun blev puttet, men det gør hun også herhjemme... Hun synes det er en fest at være der... og hun suger til sig.
Så alt i alt går det rigtig fint... Jeg har det også ok... selvom det fylder noget at det er rodet sammen med Malous årsdage...
Den første dag.. torsdag var vi der sammen i 2timer. Fredag var jeg der en stund og gik fra hende i knap 1½ time og kom tilbage og spiste med hende. Det var gået rigtig fint. Hun havde vist ikke opdaget at jeg ikke var der. Imens var jeg i Elias' børnehave til fastelavnsfest. Så det var en god måde at bruge tiden godt på. Mandag var hun der alene i 2 timer og spiste sammen med de andre og blev puttet af mig. Tirsdag var hun der i godt to timer... onsdag havde hun fri, fordi vi går til rytmik... og Mormor skulle komme... og idag torsdag afleverede jeg hende sovende kl 9... hun blev vækket 9.30 og spiste med kl 11. Blev puttet til middag og sov i fem kvarter... Vågnede kl 14, hvorefter jeg hentede hende... Og det var gået rigtig fint. Ingen gråd eller savn. Hun havde vrælet, da hun blev puttet, men det gør hun også herhjemme... Hun synes det er en fest at være der... og hun suger til sig.
Så alt i alt går det rigtig fint... Jeg har det også ok... selvom det fylder noget at det er rodet sammen med Malous årsdage...
torsdag den 31. januar 2013
Er to år lang tid?
Jeg sidder i Leas nye vuggestue... første dag ... og fortæller om Lea, hendes vaner og om mine tanker om opstarten. Jeg har god tid - 6 uger - men vil gerne at vi tager det som en almindelig indkøring. Jeg fortæller hvorfor... at jeg har brug for noget tid til mig selv, fordi vi har haft et par turbulente år. At vi mistede et barn under graviditeten for to år siden... Pædagogens spontane bemærkning var ... "ok, og det er I ikke kommet helt over endnu?" Mit svar var at nej, det tager lang tid... men det rammer ind i noget som fylder mig i tiden... Da vi rundede årsskiftet gik det op for mig at jeg ikke længere kunne sige "Sidste år mistede vi vores ufødte barn" eller "sidste år, da jeg havde barsel". Nu er det to år siden... og jeg hører mig selv sige: "For to år siden mistede vi et barn...", "Da jeg startede på arbejde igen... for to år siden"... Det lyder forkert. Det er så forkert. To år lyder af lang tid, men den lange tid afspejler slet ikke hvor jeg er i mit hoved og min krop efter at have mistet min datter. De "mange" år afspejler slet ikke hvordan jeg har det. Endnu engang var årsskiftet en smerte for nu er det endnu et år siden vi mistede... afstanden til min datter bliver større... men også afstanden til min traumatiske oplevelse... Men sådan føles den ikke. Den er jo lige her... Jeg kan jo nærmest smage den... Den føles slet ikke to år væk. Hvis jeg ser på mig selv oppefra, forstår jeg udemærket pædagogens reaktion. Nåh så det er I ikke kommet over endnu? Nej, det er vi egentlig ikke... Det er da også lide mærkeligt... Mon vi har dyrket den, sorgen? Ja det tænker jeg, set på mig selv udefra...
Men for helvede de to år har været et mareridt. Først at miste sin elskede og længe ventede datter og det kaos der fulgte. Så at blive gravid, som alle drømme og håb længtes efter... men at fornægte alt hvad der hed graviditet og levende baby. At gennemleve det første år med liv og død i en sammensurium. Så kom babyen - levende og mirakuløs med alle de følelser der væltede ind... så finde sig til rette i alt det... finde en vej med døden og livet, kærligheden og sorgen... Jeg føler mig fyldt op... og jeg har brug for tid til at få placeret alle de følelser og alle de oplevelser.... Jeg har brug for at fordybe mig... Og det er jo det vi har givet mig med de 6 uger...
Det sidste år har været nemmere end det første år. Livet er meget nemmere nu. Men der er stadig en vej at gå... det er stadig mange tårer at græde... der er stadig meget kamp at kæmpe... To år er lang tid... og de to år har væltet mit liv rundt... og det har et efterspil, der vil række mange år frem i tiden... Jeg ved ikke hvornår jeg bliver færdig... Jeg ved ikke OM jeg bliver færdig... Årene skaber afstand, men savnet og smerten er jo lige her... lyslevende i mig.
Men for helvede de to år har været et mareridt. Først at miste sin elskede og længe ventede datter og det kaos der fulgte. Så at blive gravid, som alle drømme og håb længtes efter... men at fornægte alt hvad der hed graviditet og levende baby. At gennemleve det første år med liv og død i en sammensurium. Så kom babyen - levende og mirakuløs med alle de følelser der væltede ind... så finde sig til rette i alt det... finde en vej med døden og livet, kærligheden og sorgen... Jeg føler mig fyldt op... og jeg har brug for tid til at få placeret alle de følelser og alle de oplevelser.... Jeg har brug for at fordybe mig... Og det er jo det vi har givet mig med de 6 uger...
Det sidste år har været nemmere end det første år. Livet er meget nemmere nu. Men der er stadig en vej at gå... det er stadig mange tårer at græde... der er stadig meget kamp at kæmpe... To år er lang tid... og de to år har væltet mit liv rundt... og det har et efterspil, der vil række mange år frem i tiden... Jeg ved ikke hvornår jeg bliver færdig... Jeg ved ikke OM jeg bliver færdig... Årene skaber afstand, men savnet og smerten er jo lige her... lyslevende i mig.
Første dag i vuggestue
Så oprandt dagen... Leas første dag i vuggestue... Vi kom derhen idag efter samling kl 9.30. Lea rakte straks ud efter Lone, som er hende der skal køre hende ind... og der sad hun på skødet og hyggede sig, mens samlingen blev færdig. Vi satte os på gulvet og Lea var dybt optaget af alt det spændende legetøj. De andre børn og voksne gik ind i motorik-rummet, så der var kun os 3. Ind imellem kom nogle af børnene ind og det nød Lea. Hun ænsede mig nærmest ikke - var kun lige henne ved mig én gang... ellers var hun omkring Lone eller kravlede rundt og udforskede de spændende sager. Imens snakkede Lone og jeg... og jeg fortalte om Leas vaner og vi aftalte for de næste dage. Imorgen har vi aftalt at vi skal komme lidt i 9 inden samling og så skal jeg gå en time eller to - efter Leas trivsel. Det er helt fint, for så kan jeg gå over i børnehaven og være med til deres fastelavnsfest.
Jeg havde madpakke med og Lea slugte den hurtigt og var bare i super humør. Vi tog hjem igen lidt i 12, så var det tid til at hitte barnevognen.
Tanken om Lea i vuggestue er ok... hvis jeg kun tænker kort frem... og det har jeg lært at jeg skal. Én dag af gangen. Grunden til at det føles ok er at jeg har knap 6 uger inden jeg skal starte på arbejde... og jeg glæder mig virkelig til den tid. Jeg ved at tiden vil flyve hurtigt, men jeg håber at nå at få en fornemmelse af at have gjort noget godt for mig selv. Jeg er ikke afklaret med hvordan jeg skal bruge tiden... jeg ved at jeg skal passe på ikke at lade det drukne i praktiske gøremål og projekter herhjemme. Det vil nemlig meget hurtigt kunne overtage tiden. Men noget med tid til at glo ud i luften - i sofaen med et blad og en kop kaffe. Tænker på at finde en god meditationsCD og så give mig selv en stund med den her dag. Jeg vil gerne finde noget mere fred... finde ind til mig selv igen... Det er dog noget af et projekt på 1½ måned. Jeg kan nok ikke forvente helt at finde fred...Måske jeg altid skal leve med et hul og en smerte indeni... men jeg har brug for ro. Det har været et par turbulente år. Jeg føler stadig at følelserne sidder udenpå. Og så især i denne tid... hvor vi nærmer os Malous to-årsdag... hvor Lea skal starte i insitution og det længe ventede barselsliv nu er slut... hvor hverdagen og arbejdslivet... stress og jag... truer. Jeg håber virkelig at den næste tid kan give mig et åndehul, hvor jeg får taget den knugende smerte i brystet alvorligt... Får trukket vejret dybt ned i maven... Jeg overvejer om jeg skal prøve noget healingsmassage... jeg føler mig stadig ikke koblet ordentligt til min krop... jeg har brug for noget mere balance, noget mere sammenhæng. Jeg mistede tiltroen til min krop, da jeg mistede Malou... og jeg tror at jeg kunne få mere balance i mit liv ved at blive mere funderet i kroppen.... Jeg overvejere også en clairvoyant... igen handler det om balance... om at få sjæl, krop, intellekt og følelser mere i ro... Jeg går stadig til psykolog... men det er så mentalt fokuseret... jeg vil gerne noget andet også... Jeg kender ingen healere eller clairvoyanter og det er lidt en jungle... men jeg må spørge mig lidt omkring om nogen har erfaringer...
På et andet plan har jeg fået bestilt tid til frisør. Jeg har ikke været afsted siden marts sidste år, så jeg er gået fra en korthårs til en langhårs frisure... Igen det handler om at gøre noget godt for mig... Tid hvor jeg ikke skal tilfredsstille andre, men hvor det er mig, der er i fokus. Her kommer der nok også et cafébesøg og et par shoppingture ind... Måske en ansigtsbehandling... en gåtur i skoven... tid til dagbogsskrivning, en god bog???
Men nu er den epoke ihvertfald påbegyndt. Jeg hader at hverdagen er på vej, men jeg ser frem til de næste uger.. jeg kan jo bare hente Lea, hvis jeg mangler hende. Det er mig der bestemmer tiden og det vil jeg nyde for en stund... så må jeg overskue den epoke, som venter herefter, når vi kommer nærmere.
Jeg havde madpakke med og Lea slugte den hurtigt og var bare i super humør. Vi tog hjem igen lidt i 12, så var det tid til at hitte barnevognen.
Tanken om Lea i vuggestue er ok... hvis jeg kun tænker kort frem... og det har jeg lært at jeg skal. Én dag af gangen. Grunden til at det føles ok er at jeg har knap 6 uger inden jeg skal starte på arbejde... og jeg glæder mig virkelig til den tid. Jeg ved at tiden vil flyve hurtigt, men jeg håber at nå at få en fornemmelse af at have gjort noget godt for mig selv. Jeg er ikke afklaret med hvordan jeg skal bruge tiden... jeg ved at jeg skal passe på ikke at lade det drukne i praktiske gøremål og projekter herhjemme. Det vil nemlig meget hurtigt kunne overtage tiden. Men noget med tid til at glo ud i luften - i sofaen med et blad og en kop kaffe. Tænker på at finde en god meditationsCD og så give mig selv en stund med den her dag. Jeg vil gerne finde noget mere fred... finde ind til mig selv igen... Det er dog noget af et projekt på 1½ måned. Jeg kan nok ikke forvente helt at finde fred...Måske jeg altid skal leve med et hul og en smerte indeni... men jeg har brug for ro. Det har været et par turbulente år. Jeg føler stadig at følelserne sidder udenpå. Og så især i denne tid... hvor vi nærmer os Malous to-årsdag... hvor Lea skal starte i insitution og det længe ventede barselsliv nu er slut... hvor hverdagen og arbejdslivet... stress og jag... truer. Jeg håber virkelig at den næste tid kan give mig et åndehul, hvor jeg får taget den knugende smerte i brystet alvorligt... Får trukket vejret dybt ned i maven... Jeg overvejer om jeg skal prøve noget healingsmassage... jeg føler mig stadig ikke koblet ordentligt til min krop... jeg har brug for noget mere balance, noget mere sammenhæng. Jeg mistede tiltroen til min krop, da jeg mistede Malou... og jeg tror at jeg kunne få mere balance i mit liv ved at blive mere funderet i kroppen.... Jeg overvejere også en clairvoyant... igen handler det om balance... om at få sjæl, krop, intellekt og følelser mere i ro... Jeg går stadig til psykolog... men det er så mentalt fokuseret... jeg vil gerne noget andet også... Jeg kender ingen healere eller clairvoyanter og det er lidt en jungle... men jeg må spørge mig lidt omkring om nogen har erfaringer...
På et andet plan har jeg fået bestilt tid til frisør. Jeg har ikke været afsted siden marts sidste år, så jeg er gået fra en korthårs til en langhårs frisure... Igen det handler om at gøre noget godt for mig... Tid hvor jeg ikke skal tilfredsstille andre, men hvor det er mig, der er i fokus. Her kommer der nok også et cafébesøg og et par shoppingture ind... Måske en ansigtsbehandling... en gåtur i skoven... tid til dagbogsskrivning, en god bog???
Men nu er den epoke ihvertfald påbegyndt. Jeg hader at hverdagen er på vej, men jeg ser frem til de næste uger.. jeg kan jo bare hente Lea, hvis jeg mangler hende. Det er mig der bestemmer tiden og det vil jeg nyde for en stund... så må jeg overskue den epoke, som venter herefter, når vi kommer nærmere.
onsdag den 16. januar 2013
Hverdagen banker på døren
Om 14 dage starter Lea i Vuggestue. Hun har fået plads i den lokale private vuggestue - Hulahop - ja hun har faktisk allerede plads nu pr. 1.1. Vi havde søgt pr. 1.3., da jeg skal starte på arbejde d. 14.3., men der havde de ikke plads. De havde én d. 1.4., og vi kunne godt få det til at hænge sammen, da det kun drejer sig om 7 dage i marts, da der er påske og opstarten i april. Men vi tænkte os om og mærkede efter og besluttede os for pladsen d. 1.1.
Vi er i en livssituation, hvor vi ikke skal presse os selv for meget. Vi skal passe på hvad vi byder os selv. René blev sidst i september raskmeldt efter 5-6 måneder hel- og deltidssygemelding og kort efter drog han på to måneders barsel. Han har derfor selvsagt ikke reelt fornemmelse af hvordan han klarer arbejdslivet og hverdagen. Den har været så anderledes hen over efterår og jul
Og jeg havde det sådan i sommers - hvor jeg ramte et hul - at hvis jeg bare kunne blive stress-sygemeldt i et halvt år, så ville det bare være perfekt. Det mente jeg selvfølgelig ikke, men det afspejlede hvordan jeg havde det. Hvor let jeg følte mig presset. Hvor træt og slidt jeg følte mig. Hvordan jeg bare havde brug for en pause.
Jeg er blevet opmærksom på at jeg nok startede for tidligt på arbejde i min sidste barsel i foråret 2011 - Men det var hvad jeg kunne og skulle på det tidspunkt. Som med alting i mit liv og arbejdsliv tænker jeg fremad fremad hele tiden og jeg kunne ikke være i ro. At starte på arbejde igen - i mit eget tempo i barslen var en måde at komme videre for mig... at tage det nødvendige skridt fremad. Jeg tillod mig ikke at stå stille. Når jeg hører om andre sørgende mødre fortælle om hvordan de gik i hi, tænker jeg, puh det er det jeg har brug for. Jeg har brug for at gå i hi... men vil jeg nogensinde kunne det... Jeg kunne det ikke, da jeg mistede min datter. Kan jeg det nu?
Jeg er stadig træt... Jeg er stadig slidt. Jeg har stadig brug for at gå i hi...
Det har været to hårde og intense år. Vi står nu på kanten af vores andet år uden Malou. Det første år overlevede vi den akutte sorg, tilbage på arbejde, at blive gravid igen. Det andet år blev indviet med Leas kommen og en forestilling om at nu ville roen indfinde sig. Men at få barn igen efter at have mistet var for mig ikke bare en dans. Det er benhårdt... og fantastisk dejligt. Ulideligt sårbart ... og begyndende lykkeligt. Der har været så meget på spil for os de sidste to år. Så meget liv, så meget død, så meget smerte, så meget glæde... at der er nok til et helt liv. Der er så meget at rumme. Det tager tid. Det tager kræfter. Det kalder på ro. Det kalder på pause.
Jeg tror på den anden side ikke at det idag vil gøre mig noget godt at få lov til at sidde i sofaen dagen lang og se en aller anden serie. Jeg tror jeg har brug for at gøre mig selv godt på en anden måde. Forkæle mig selv måske med massage, ansigtsbehandling, healingsmassage, måske besøg hos en clairvoyant, cafébesøg, shoppetur... Jeg ved ihvertfald at jeg skal passe på med ikke at endevende huset. Jeg er så god til at få ting gjort og jeg vil hurtigt kunne finde steder der trænger til en kærlig hånd og en oprydning. Det giver selvfølgelig også ro i hverdagen at få gjort, men det er bare skruen uden ende... og er ikke noget der er godt for min trætte sjæl.
Jeg tror jeg skal lade mig stoppe op. Måske dale ned i sofaen og mærke efter. En kop kaffe og et blad. Ro på... og så et skridt af gangen.
Vi er i en livssituation, hvor vi ikke skal presse os selv for meget. Vi skal passe på hvad vi byder os selv. René blev sidst i september raskmeldt efter 5-6 måneder hel- og deltidssygemelding og kort efter drog han på to måneders barsel. Han har derfor selvsagt ikke reelt fornemmelse af hvordan han klarer arbejdslivet og hverdagen. Den har været så anderledes hen over efterår og jul
Og jeg havde det sådan i sommers - hvor jeg ramte et hul - at hvis jeg bare kunne blive stress-sygemeldt i et halvt år, så ville det bare være perfekt. Det mente jeg selvfølgelig ikke, men det afspejlede hvordan jeg havde det. Hvor let jeg følte mig presset. Hvor træt og slidt jeg følte mig. Hvordan jeg bare havde brug for en pause.
Jeg er blevet opmærksom på at jeg nok startede for tidligt på arbejde i min sidste barsel i foråret 2011 - Men det var hvad jeg kunne og skulle på det tidspunkt. Som med alting i mit liv og arbejdsliv tænker jeg fremad fremad hele tiden og jeg kunne ikke være i ro. At starte på arbejde igen - i mit eget tempo i barslen var en måde at komme videre for mig... at tage det nødvendige skridt fremad. Jeg tillod mig ikke at stå stille. Når jeg hører om andre sørgende mødre fortælle om hvordan de gik i hi, tænker jeg, puh det er det jeg har brug for. Jeg har brug for at gå i hi... men vil jeg nogensinde kunne det... Jeg kunne det ikke, da jeg mistede min datter. Kan jeg det nu?
Jeg er stadig træt... Jeg er stadig slidt. Jeg har stadig brug for at gå i hi...
Det har været to hårde og intense år. Vi står nu på kanten af vores andet år uden Malou. Det første år overlevede vi den akutte sorg, tilbage på arbejde, at blive gravid igen. Det andet år blev indviet med Leas kommen og en forestilling om at nu ville roen indfinde sig. Men at få barn igen efter at have mistet var for mig ikke bare en dans. Det er benhårdt... og fantastisk dejligt. Ulideligt sårbart ... og begyndende lykkeligt. Der har været så meget på spil for os de sidste to år. Så meget liv, så meget død, så meget smerte, så meget glæde... at der er nok til et helt liv. Der er så meget at rumme. Det tager tid. Det tager kræfter. Det kalder på ro. Det kalder på pause.
Jeg tror på den anden side ikke at det idag vil gøre mig noget godt at få lov til at sidde i sofaen dagen lang og se en aller anden serie. Jeg tror jeg har brug for at gøre mig selv godt på en anden måde. Forkæle mig selv måske med massage, ansigtsbehandling, healingsmassage, måske besøg hos en clairvoyant, cafébesøg, shoppetur... Jeg ved ihvertfald at jeg skal passe på med ikke at endevende huset. Jeg er så god til at få ting gjort og jeg vil hurtigt kunne finde steder der trænger til en kærlig hånd og en oprydning. Det giver selvfølgelig også ro i hverdagen at få gjort, men det er bare skruen uden ende... og er ikke noget der er godt for min trætte sjæl.
Jeg tror jeg skal lade mig stoppe op. Måske dale ned i sofaen og mærke efter. En kop kaffe og et blad. Ro på... og så et skridt af gangen.
tirsdag den 15. januar 2013
Hjemkomst - jul og nytår
Nu er det efterhånden en måned siden vi igen havde dansk jord under fødderne. Flyveturen hjem gik voer al forventning. PÅ den 13,5 time lange rejse fra Hongkong til London sov Lea først 6 timer - hvor hun blev holdt sovende - med brystet i munden det meste af tiden. Så var hun vågen 1 time, så sov hun 3 timer. Var vågen 1½ og sov 1 time. Så det er helt perfekt. Brittas rumpe var dog helt ødelagt. Den sov i flere dage efter, da Lea kun ville være hos sin mor. Men hvad gør man ikke for husfredens skyld. Vi kom hjem d. 13. december til sne og kulde - hvilket antiklimaks efter 2 måneder i varme og sol. Værst var mørket og særligt om morgenen, hvor det aldrig synes at blive morgen. Godt nok svært at komme op af sengen.
Elias skulle i børnehave allerede næste dag - fredag. Han havde savnet sin børnehave så meget, så det var der ingen tvivl om at han skulle. Og han (og Britta og Lea) havde sovet en god nat - René døjer noget mere med jetlag. Der var Lucia i børnehaven. Hans gruppe - græshopperne skulle gå, dog ikke Elias, da han jo ikke havde øvet. Børnehaven inviterer til rundstykker og vi tog derfor alle derop. Britta og Lea fortsatte i mødregruppe - dem havde vi savnet.
Lørdag fik vi vasket, pakket ud og købt juletræ. Søndag kom Mormor og vi julehyggede med at pynte op og lave konfekt. Så blev det jul også i det lille hjem i Mørke.
René startede på arbejde igen tirsdag og så blev det jo hurtigt jul, så Britta havde travlt med gave- og madindkøb til jul og juledage. Om fredagen var Britta og Lea til julefrokost på hendes arbejde. Britta kunne endnu ikke undvære sin mor om aftenen - efter to måneder liggende i hendes armhule, så hun fik en sen aftenlur og kom med. Som vanligt en skør og sjov abefest... dejligt at se dem alle sammen igen. Lidt træls at skulle gå kl 23, men Lea havde holdt flot ud indtil da.
Lørdagen d. 22. fyldte Olde 85 år og vi hyggede os med familien hos hende. Søndag lavede Britta dekorationer til Malous have og vi spiste risegrød, som det hører sig til Lillejuleaften.
Juleaften tilbragte vi hos Brittas søster i Lystrup - en hyggelig aften med masser af gaver til børnene. Igen fik Lea en lur over aftensmaden og holdte indtil vi kørte hjem ved 22.30 tiden. Elias lige så. Han havde en rigtig god aften og nød samværet med sine fætre.
Første juledag var en hyggedag hjemme med tid til at lege med gaverne og gøre klar til julefrokosten for Renés familie og Brittas mor anden juledag.
De to hverdage inden nytår var René på arbejde og Britta hjemme. To rolige dage blandt med indkøb til nytår. Nytårsaften holdte vi hjemme og havde besøg af Daniel og Natasja og Silas. Yasmine var hos Farmor og farfar. En rigtig hyggelig aften, som gik fint. Drengene hyggede sig rigtig meget og det forløb også godt og roligt med Lea. Og de voksne hyggede sig med god mad... og ikke så meget alkohol i år. Det er nu også 3. nytårsaften hvor Britta ikke kan drikke... hun må komme efter det næste år...
D. 1.1. var René på sygehuset for at tage afsked med sin Mormor, som desværre blev indlagt nytårsaftens dag og ikke ville have langt igen. Hun døde om natten til d. 2., så det var godt at han kom derind. Han mistede desværre sin Morfar i oktober ligesom vi var kommet til Australien. Nu er de sammen og har det forhåbenligt godt. De var begge meget syge med lungerne til sidst.
D. 2. var det hverdag igen og Mormors 66 års fødselsdag, så der tog Lea og Britta ind til brunch og var der hele dagen. Lea sov i barnevognen - det er hun blev super sej til. Britta tog kampen op efter nogle dage hjemme. Den første uge gik Britta med hende, når hun skulle sove, men efter nogle dage lod hun hende stå. Hun skælder ud og skriger op i 5-15 min inden hun sover, men det fleste dage sover hun 2-3 timer i barnevognen. Så der er en sejr. Nu kan andre også putte hende,
D. 2. blev også dagen hvor Lea skulle øve falde i søvn om aftenen uden mors bryst. Dette både fordi andre skal kunne passe hende og fordi hun ammer alt for meget om natten, fordi hun kun kan falde i søvn ved brystet. Vi forventer en hård kamp og kan næsten ikke overskue det. Men den skal jo tages... Lige pludselig starter Britta på arbejde og så er det nødvendigt at få en nattesøvn og hun har jo også mange aftenmøder, hvor René skal putte. Så det er over i egen seng nu. Første skridt må være at falde i søvn - næste må være ikke at skulle amme så meget om natten, men blive tilbudt vand i stedet.
D.6. januar blev skønne Elias 6 år og hele familien var inviteret til brunch og lagkage. En rigtig god dag, hvor Elias fik alt det han lige han ønsket sig. Da familien var gået, gjorde vi klar til endnu en fødselsdag. Om mandagen kom børnehaven på visit. Også en rigtig dejlig formiddag. Mormor var her og hjælpe og Far havde også fri fra arbejde.
Tirsdag tog vi afsted med Oldemor til hendes bisættelse i Helligåndskirken.
Ondag begyndte Lea og Britta til Baby-rytmik... Det var fedt, synes Lea. Hun elsker sang og synger med, så snart hun hører en melodi. Onsdag bød også på møde på skolen vedrørende skolestart. Ja Elias er nu så stor at han skal starte i skole til sommer og i tidlig SFO allerede d. 1.4. Så han har kun 2½ måned tilbage i børnehave. Store dreng. Lea var med til mødet og Farfar puttede Elias.
Torsdag var mødregruppen her og om eftermiddagen kom Mormor, som skulle passe begge børn, men Mor og Far var til Åbent hus i Landsforeningen. Britta skulle holde oplæg. Lea fik en sen lur. Da vi kom hjem havde mormor puttet hende. Hun havde skreget en halv time og var faldet i søvn kl 21.30. Kl var 22.30 og Lea vågnede selvfølgelig da Britta ik i seng og var helt umulig at få til at falde til ro. Den blev vist 1 inden hun sov.
Fredag skulle vi igen drive rovdrift på Lea, for René havde vagt og Britta skulle til den årlige tema-fest på Skibet. Elias skulle ind til Mormor og blev nu passet for 3. aften i træk. Nej det er ikke nemt at få tid til at være børnefamilie. Lea fik en sen lur og opførte sig eksemplarisk til festen. Faldte i søvn på vej hjem ved 23 tiden, men var utrøstelig da vi kom i seng. Hun fandt først ro kl 2.30 - stakkels pige.
På trods af de dage hvor vi har måtte drive rovdrift på vores datters udholdenhed, så skrider det lige så stille frem med hendes soven i egen seng. Det er hårdt - særligt fordi hun skriger sig selv i søvn. Hun skriger så snart vi lægger hende - holder når vi tager hende op og skriger igen, når vi lægger hende. Det hjælper ikke at være der, lægge hånd på, synge, nusse - tvært imod - er vi der uden at tage hende op, bliver hun endnu mere hidsig. Det er hårdt for vi skal jo ikke beholde hende oppe og det ville være nemmere bare at amme hende i søvn... men det dur ikke mere. Så hun skriger sig i søvn. Op mod 45 min i starten, men nu tager det 10-20 min -igår var det kun få minutter. Hun har haft for vane at vågne igen efer 25 min ( det er nogle dagen siden) og igen kan vi ikke hjælpe hende, så det bedste er ikke at forstyrre hende. Og så skriger hun sig i søvn igen. Det gør ondt i vores hjerter... men vi kan ikke se anden vej end at holde det ud sammen med hende. Så må hun få lidt flere knusere, når hun er vågen... For hvad fanden skal vi gøre???
Det ene har løst det andet for det at hun sover i egen seng, gør at hun kun vågner op og piver én gang hver nat - som regel mellem 2 og 4. Og så kommer hun over til Britta og ammer og sover resten af natten. Enkelte dage har hun sovet til 5 og 6.30 uden mad siden før kl 20. SÅ hun er godt på vej... hvis hun bare ikke skreg sådan..
Nåh efter en hård uge i sidste uge var det godt med en weekend med ro. Godt nok havde René vagt, men han var ikke så meget ude at køre. Mandag kom Mormor igen og tog med Britta og børnene til svømning. Lea skal svømme kl 18-18.30 og Elias kl 18.30-19, så vi skal være to til at spise og klæde om med dem. Det gik over al forventning med logistikken, svømningen og maden. Elias var i vandet selv, mens mormor sad på kanten og Britta spiste med Lea og så på gennem ruden.
Ja det har været travlt at komme hjem. Der er sgu meget at se til.
Elias skulle i børnehave allerede næste dag - fredag. Han havde savnet sin børnehave så meget, så det var der ingen tvivl om at han skulle. Og han (og Britta og Lea) havde sovet en god nat - René døjer noget mere med jetlag. Der var Lucia i børnehaven. Hans gruppe - græshopperne skulle gå, dog ikke Elias, da han jo ikke havde øvet. Børnehaven inviterer til rundstykker og vi tog derfor alle derop. Britta og Lea fortsatte i mødregruppe - dem havde vi savnet.
Lørdag fik vi vasket, pakket ud og købt juletræ. Søndag kom Mormor og vi julehyggede med at pynte op og lave konfekt. Så blev det jul også i det lille hjem i Mørke.
René startede på arbejde igen tirsdag og så blev det jo hurtigt jul, så Britta havde travlt med gave- og madindkøb til jul og juledage. Om fredagen var Britta og Lea til julefrokost på hendes arbejde. Britta kunne endnu ikke undvære sin mor om aftenen - efter to måneder liggende i hendes armhule, så hun fik en sen aftenlur og kom med. Som vanligt en skør og sjov abefest... dejligt at se dem alle sammen igen. Lidt træls at skulle gå kl 23, men Lea havde holdt flot ud indtil da.
Lørdagen d. 22. fyldte Olde 85 år og vi hyggede os med familien hos hende. Søndag lavede Britta dekorationer til Malous have og vi spiste risegrød, som det hører sig til Lillejuleaften.
Juleaften tilbragte vi hos Brittas søster i Lystrup - en hyggelig aften med masser af gaver til børnene. Igen fik Lea en lur over aftensmaden og holdte indtil vi kørte hjem ved 22.30 tiden. Elias lige så. Han havde en rigtig god aften og nød samværet med sine fætre.
Første juledag var en hyggedag hjemme med tid til at lege med gaverne og gøre klar til julefrokosten for Renés familie og Brittas mor anden juledag.
De to hverdage inden nytår var René på arbejde og Britta hjemme. To rolige dage blandt med indkøb til nytår. Nytårsaften holdte vi hjemme og havde besøg af Daniel og Natasja og Silas. Yasmine var hos Farmor og farfar. En rigtig hyggelig aften, som gik fint. Drengene hyggede sig rigtig meget og det forløb også godt og roligt med Lea. Og de voksne hyggede sig med god mad... og ikke så meget alkohol i år. Det er nu også 3. nytårsaften hvor Britta ikke kan drikke... hun må komme efter det næste år...
D. 1.1. var René på sygehuset for at tage afsked med sin Mormor, som desværre blev indlagt nytårsaftens dag og ikke ville have langt igen. Hun døde om natten til d. 2., så det var godt at han kom derind. Han mistede desværre sin Morfar i oktober ligesom vi var kommet til Australien. Nu er de sammen og har det forhåbenligt godt. De var begge meget syge med lungerne til sidst.
D. 2. var det hverdag igen og Mormors 66 års fødselsdag, så der tog Lea og Britta ind til brunch og var der hele dagen. Lea sov i barnevognen - det er hun blev super sej til. Britta tog kampen op efter nogle dage hjemme. Den første uge gik Britta med hende, når hun skulle sove, men efter nogle dage lod hun hende stå. Hun skælder ud og skriger op i 5-15 min inden hun sover, men det fleste dage sover hun 2-3 timer i barnevognen. Så der er en sejr. Nu kan andre også putte hende,
D. 2. blev også dagen hvor Lea skulle øve falde i søvn om aftenen uden mors bryst. Dette både fordi andre skal kunne passe hende og fordi hun ammer alt for meget om natten, fordi hun kun kan falde i søvn ved brystet. Vi forventer en hård kamp og kan næsten ikke overskue det. Men den skal jo tages... Lige pludselig starter Britta på arbejde og så er det nødvendigt at få en nattesøvn og hun har jo også mange aftenmøder, hvor René skal putte. Så det er over i egen seng nu. Første skridt må være at falde i søvn - næste må være ikke at skulle amme så meget om natten, men blive tilbudt vand i stedet.
D.6. januar blev skønne Elias 6 år og hele familien var inviteret til brunch og lagkage. En rigtig god dag, hvor Elias fik alt det han lige han ønsket sig. Da familien var gået, gjorde vi klar til endnu en fødselsdag. Om mandagen kom børnehaven på visit. Også en rigtig dejlig formiddag. Mormor var her og hjælpe og Far havde også fri fra arbejde.
Tirsdag tog vi afsted med Oldemor til hendes bisættelse i Helligåndskirken.
Ondag begyndte Lea og Britta til Baby-rytmik... Det var fedt, synes Lea. Hun elsker sang og synger med, så snart hun hører en melodi. Onsdag bød også på møde på skolen vedrørende skolestart. Ja Elias er nu så stor at han skal starte i skole til sommer og i tidlig SFO allerede d. 1.4. Så han har kun 2½ måned tilbage i børnehave. Store dreng. Lea var med til mødet og Farfar puttede Elias.
Torsdag var mødregruppen her og om eftermiddagen kom Mormor, som skulle passe begge børn, men Mor og Far var til Åbent hus i Landsforeningen. Britta skulle holde oplæg. Lea fik en sen lur. Da vi kom hjem havde mormor puttet hende. Hun havde skreget en halv time og var faldet i søvn kl 21.30. Kl var 22.30 og Lea vågnede selvfølgelig da Britta ik i seng og var helt umulig at få til at falde til ro. Den blev vist 1 inden hun sov.
Fredag skulle vi igen drive rovdrift på Lea, for René havde vagt og Britta skulle til den årlige tema-fest på Skibet. Elias skulle ind til Mormor og blev nu passet for 3. aften i træk. Nej det er ikke nemt at få tid til at være børnefamilie. Lea fik en sen lur og opførte sig eksemplarisk til festen. Faldte i søvn på vej hjem ved 23 tiden, men var utrøstelig da vi kom i seng. Hun fandt først ro kl 2.30 - stakkels pige.
På trods af de dage hvor vi har måtte drive rovdrift på vores datters udholdenhed, så skrider det lige så stille frem med hendes soven i egen seng. Det er hårdt - særligt fordi hun skriger sig selv i søvn. Hun skriger så snart vi lægger hende - holder når vi tager hende op og skriger igen, når vi lægger hende. Det hjælper ikke at være der, lægge hånd på, synge, nusse - tvært imod - er vi der uden at tage hende op, bliver hun endnu mere hidsig. Det er hårdt for vi skal jo ikke beholde hende oppe og det ville være nemmere bare at amme hende i søvn... men det dur ikke mere. Så hun skriger sig i søvn. Op mod 45 min i starten, men nu tager det 10-20 min -igår var det kun få minutter. Hun har haft for vane at vågne igen efer 25 min ( det er nogle dagen siden) og igen kan vi ikke hjælpe hende, så det bedste er ikke at forstyrre hende. Og så skriger hun sig i søvn igen. Det gør ondt i vores hjerter... men vi kan ikke se anden vej end at holde det ud sammen med hende. Så må hun få lidt flere knusere, når hun er vågen... For hvad fanden skal vi gøre???
Det ene har løst det andet for det at hun sover i egen seng, gør at hun kun vågner op og piver én gang hver nat - som regel mellem 2 og 4. Og så kommer hun over til Britta og ammer og sover resten af natten. Enkelte dage har hun sovet til 5 og 6.30 uden mad siden før kl 20. SÅ hun er godt på vej... hvis hun bare ikke skreg sådan..
Nåh efter en hård uge i sidste uge var det godt med en weekend med ro. Godt nok havde René vagt, men han var ikke så meget ude at køre. Mandag kom Mormor igen og tog med Britta og børnene til svømning. Lea skal svømme kl 18-18.30 og Elias kl 18.30-19, så vi skal være to til at spise og klæde om med dem. Det gik over al forventning med logistikken, svømningen og maden. Elias var i vandet selv, mens mormor sad på kanten og Britta spiste med Lea og så på gennem ruden.
Ja det har været travlt at komme hjem. Der er sgu meget at se til.
torsdag den 10. januar 2013
Oplæg til Åbent hus
Så er oplægget overstået. For første gang i 11 måneder var jeg tilbage til åbent hus i Landsforeningen. Jeg havde været meget spændt. For hvordan det ville være at være der igen - hvor svært det ville være, når jeg nu ikke har været der så længe og jeg ikke længere så tit har fokus på min sorg og min historie. Og det ikke mindst fordi jeg skulle holde aftenens oplæg - med netop vores historie i fokus en hel aften.
Det gik meget bedre end frygtet. Det havde mere samling på mig selv end jeg frygtede. Jeg læste et indlæg op som jeg havde skrevet på årsdagen for Malous fødsel og det var det som var sværest. Jeg kan også se at det rørte deltagerne mest. René sagde: Ja det ramte hårdt. Måske også fordi jeg selv ikke kunne holde tårerne tilbage, mens jeg læste det. Men det var ok - og det gav god mening at der også var plads til mine følelser.
Jeg følte mig i flow med oplægget og deltagerne og det gik rigtig fint. Jeg blev dog noget overvældet af hvor hurtigt aftenen gik og jeg ville gerne lige have haft 10 min mere til at runde af og sikre at folk havde fået sagt det det sad inde med. Men flere sagde til mig, at deltagerne var fyldt op og at oplægget skulle bundfælde sig i dem. Til næste åbent hus vil der blive mere taletid til alle. Jeg håber virkelig at folk fik noget med sig. Det er jo sårbart at stå deroppe i front - og så omkring et så betydningsfuldt fælles tredje. Jeg vil jo så gerne at folk følte sig mødt og at der var plads til dem... og det er jeg i tvivl om.
Aftenen blev ledet af 2 sprit-nye regionsrepræsentanter... som for iøvrigt gjorde det helt perfekt. Fordi de var nye, bad de om vores mailadresse, så sekretariatet kan udsende en evaluering af aftenen. Jeg overvejer om jeg må høre hovedtrækkene fra den evaluering, hvis der er noget respons om oplægget.
Jeg havde selv en rigtig god oplevelse og synes selv at oplægget gav mening... men det er jo også min historie;-) Det må jeg holde fast i indtil jeg hører andet. Jeg kan sagtens forestille mig holde oplæg igen. Jeg vil så gerne give noget af det tilbage, som jeg har fået. Og det vil jeg jo gerne gøre så godt som jeg kan. Så kritik er ikke negativt. Det kan være lærerigt.
Men nu er det overstået og jeg er lettet over at det gik godt.
Det gik meget bedre end frygtet. Det havde mere samling på mig selv end jeg frygtede. Jeg læste et indlæg op som jeg havde skrevet på årsdagen for Malous fødsel og det var det som var sværest. Jeg kan også se at det rørte deltagerne mest. René sagde: Ja det ramte hårdt. Måske også fordi jeg selv ikke kunne holde tårerne tilbage, mens jeg læste det. Men det var ok - og det gav god mening at der også var plads til mine følelser.
Jeg følte mig i flow med oplægget og deltagerne og det gik rigtig fint. Jeg blev dog noget overvældet af hvor hurtigt aftenen gik og jeg ville gerne lige have haft 10 min mere til at runde af og sikre at folk havde fået sagt det det sad inde med. Men flere sagde til mig, at deltagerne var fyldt op og at oplægget skulle bundfælde sig i dem. Til næste åbent hus vil der blive mere taletid til alle. Jeg håber virkelig at folk fik noget med sig. Det er jo sårbart at stå deroppe i front - og så omkring et så betydningsfuldt fælles tredje. Jeg vil jo så gerne at folk følte sig mødt og at der var plads til dem... og det er jeg i tvivl om.
Aftenen blev ledet af 2 sprit-nye regionsrepræsentanter... som for iøvrigt gjorde det helt perfekt. Fordi de var nye, bad de om vores mailadresse, så sekretariatet kan udsende en evaluering af aftenen. Jeg overvejer om jeg må høre hovedtrækkene fra den evaluering, hvis der er noget respons om oplægget.
Jeg havde selv en rigtig god oplevelse og synes selv at oplægget gav mening... men det er jo også min historie;-) Det må jeg holde fast i indtil jeg hører andet. Jeg kan sagtens forestille mig holde oplæg igen. Jeg vil så gerne give noget af det tilbage, som jeg har fået. Og det vil jeg jo gerne gøre så godt som jeg kan. Så kritik er ikke negativt. Det kan være lærerigt.
Men nu er det overstået og jeg er lettet over at det gik godt.
Abonner på:
Opslag (Atom)