Velkommen til vores blog

Et lille kig ind i vores verden - de mest essentielle begivenheder i livet - liv - død - fester - rejser.

Vi skriver engang imellem, i perioder ofte.

Vi opdaterer jævnligt billeder i billedalbummet.

Kig dig omkring og smid en kommentar, hvis du får lyst




tirsdag den 10. januar 2012

Besøg på fødegang og fødselssamtale igår

Jeg står tilbage med en blandet oplevelse af igår. Noget godt og noget træls. Vi startede med at gå op på fødegangen på Randers sygehus. Det var her vi fødte Malou for 11 måneder siden og vi har ikke været der siden. Den jordemoder jeg var til i uge 16 bad os overveje om det overhovedet er Randers vi skal føde på, fordi det kan være svært at skulle føde sit næste barn, der hvor man har født sit døde/døende barn. Så besøgets formål var at vurdere, hvordan det var at være der igen – om stedet var knuget af dårlige minder, så det vil blive umuligt at mobilisere den styrke at føde mit barn og knytte mig til det efterfølgende. Vi havde dog begge en fornemmelse af at minderne ikke lå bundet til Randers. Det var ikke der vi mistede Malou. Det var der vi fødte hende og så hende for første og sidste gang. Det var der vi holdte hende mens den sidste rest liv ebbede ud af hende. Det var jo forfærdeligt, men det var også smukt. Vi var også fyldte af stolthed over at have født så smuk en pige – over at hun er vores. Det er selvfølgelig også stedet, hvor vi måtte gå fra uden vores barn og det var det første som slog mig, da vi stod i forgangen. Sidst jeg gik her var mine arme tomme, min mave hul og min hjerte revet over.

Vi henvendte os ved sekretæren og blev modtaget af afdelingsjordemoderen, som ledte os ind på en tom stue. Den stue, hvor vi fødte Malou, var optaget, så den fik vi ikke mulighed for at gense. Vi kunne gensidigt genkende hinanden, da jordemoderen var hende, der hjalp os, da jeg skulle sluge pillen, der skulle modne livmoderen dagen inden Malous fødsel.

Det var en fin oplevelse at være der. Vi sad på en fødestue og snakkede med hende i en halv times tid. Det var service, for det havde jeg ikke forventet. Vi snakkede fødsel – Elias', Malous og den forestående... og det var rigtig godt. Hun mødte os og anerkendte vores følelser – vores angst og behov for tryghed. Men det var ikke hende vi skulle have fødselssamtalen med, så jeg stillede ikke alle de spørgsmål, jeg havde – for lige om lidt skulle vi jo ned til en læge og snakke. Det fortrød jeg at jeg ikke havde gjort, for lægesamtalen gik slet slet ikke, som vi kunne håbe.

Vi blev kaldt ind til samtalen af en sygeplejerske, der præsenterede sig. To mænd sad ved et bord. De gav hånd men præsenterede sig ikke. Den ene havde et skilt på, så jeg kunne se at han var overlæge. Jeg fandt aldrig ud af hvem den anden var. Lægen tog ordet og sagde at han ikke kendte til hele vores historie, hvilket det alligevel fremgik at han gjorde. Han huskede mange deltaljer. Han undrede sig over hvorfor vi bliver fulgt med scanninger i Skejby, for det var der da ingen grund til. Dette "det er der da ingen grund til" gennemsyrede hele samtalen. En samtale er måske så meget sagt, for René og jeg snakkede om følelser og han svarede med synspunkter. To sprog som slet slet ikke matchede og som til sidst fik mig helt ud i tovene og drev mig hylende derfra. Det er ikke fordi han modsagde os eller at vi ikke kan få det som vi ønsker det. Han matchede os bare overhovedet ikke og jeg følte mig slet ikke forstået eller mødt. Han vurderede fysiske betingelser og faktuelle forhold og forstod slet ikke at rumme den følelsesmæssige del. Han levede fuldstændigt op til stereotypen på læger. Dem som slet slet ikke kan forholde sig til de mennesker, der sidder overfor dem og de følelsesmæssige udfordringer deres fysiske tilstand kan give dem.

I følge hans udsagn er der ingen grund til at jeg ikke kan føde selv. INGEN GRUND? Jeg kan se en helt åbenlys grund – jeg tør ikke føde mit barn selv. Jeg er bange – dødhamrende bange – bange for at jeg ikke kan – bange for at min krop ikke vil – bange for at mit barn skal dø. Som René sagde: vi har begravet et barn og vi vil ikke begrave ét til. Vi skal bare have vores barn levende og levedygtig med hjem. Lægens argument: Der er ingen grund til at I ikke skal have jeres barn emd hjem. Jeres barn er rask og BØRN DØR IKKE UNDER FØDSLER, for vi holder så godt øje med dem. Hm... Hvem vil han narre med den påstand, når jeg ved den ikke er sand. Nåh børn dør ikke under fødsler... så er jeg tryg. Så tør jeg godt føde mit barn... eller?

Han mente for iøvrigt ikke at vi havde været tæt på også at miste Elias, for det er apgarscore efter 5 min, der skal tages i betragtning, og der lå hans på 7. Men igen anerkender han ikke følelserne. Elias responderede på hjælpen, hvis ikke han havde gjort det, havde hans apgar ikke været 7.

En samtalesentens lød... "Jeg vil gerne føde mit barn, men jeg ved ikke om jeg tør..." Lægen svarede: "jeg har ikke flere argumenter at fremføre. Jeg har fremlagt alt, hvad der er at sige". Jeg sagde: "Jeg tror ikke argumenter hjælper på følelser" Et billede på de to sprog. Han forstod ikke. Han lyttede ikke. Han kunne ikke. Han havde bestemt at min krop sagtens kan føde et barn, så det skulle jeg selvfølgelig. Og det fik vi med. Hans faglige lægelige vurdering og anerkendelse af Malous fødsel som en rigtig fødsel. En fødsel, hvor min livmoder reagerede ligesom den skulle og derfor viste at den kan gøre det igen. Og derfor er der ingen grund til ikke at gå efter det. Som han sagde kan vi altid sadle om og lave et kejsersnit og han henviste til at fødslen ikke bør tage mere end 24 timer og slet ikke 3. gang. Og at jeg faktisk ikke var smertedækket andet end i 20 minutter under fødslen af Malou, men at jegda godt kunne blive tilbudt smertedækning, men det troede han nu ikke nødvendigt.

Mht igangsætning var det en hel anden sag, som han ikke ville anbefale. Der var ingen grund til at være bekymret for at gå over termin. Det synspunkt var så langt henne i samtalen at han havde mistet mig. Jeg sad og græd og René havde overtaget. Jeg havde opgivet og det havde lægen også. Heldigvis var vi usagt enige om at stoppe mødet. Lægen sagde at vi kunne ringe, når vi vidste hvad vi ville og at vi ellers måtte få en tid til termin, når nu jeg ikke ville gå over. Så til marts skal jeg ind igen, hvis vi ikke har ringet inden.

Så jeg gik derfra uden en plan. Uden at være hørt og uden svar på mine spørgsmål. Den læge skal vi bare ikke snakke med igen. Vi har besluttet at lave planen selv. Måske vende vores angst og vores forhold til de forskelllige handlemuligheder med vores psykolog. Og så i løbet af en måned ringe til fødegangen og bede om en snak med den søde forstående jordemoder for at vende den plan vi har lagt og få den skrevet ind i min journal. Det giver ikke mening af bruge mere tid på den læge og vi har heller ikke tillid til de to andre overlæger, vi har mødt på Randers.

Så nu må vi den næste tid finde rundt i den svære beslutning... planlagt kejsersnit, igangsættelse eller vente på naturlig fødsel....

2 kommentarer:

Spritt sagde ...

Det lyder virkelig hårdt. Jeg oplever også at være ekstra sårbar når jeg snakker med læger, fordi de har en autoritet/magtposition i forhold til mig og jeg har brug for at de lytter, respekterer mig og passer på mig. Især det sidste. Jeg synes ikke han passede på dig.
Det er vigtigt du er tryg!
Jeg er så personligt lige så bange for kejsersnit som for fødsler, det er mit indtryk at det er sundere for barnet at blive født, at de nogen gange kan have problemer med at trække vejret hvis de ikke mases grundigt under fødslen. Men sådan nogen som os kender jo desværre alt for mange historier om havd der kan gå galt under en fødslen. Dog er der ti jeg kender der har født siden jeg mistede og ingen af dem har haft nogen problemer.
Jeg ved ikke ... det er jo netop argumenter og statistik, ikke følelser. Angst er noget værre noget.
Jeg håber du finder den ro du skal bruge!

René, Britta og Elias sagde ...

Ja, det er lige præcis det som var hårdt, Selene. Han passede ikke på mig. Han kunne ikke lytte. Han kunne kun formidle et budskab og var egentlig ikke interesseret i mit budskab. Hvis jeg havde været afklaret, tror jeg at han ville have respekteret mit valg. Måske han ville have diskuteret med mig, men havde jeg kunne præsentere en afklaret vej, ville jeg havde fået det sådan. Men han kunne ikke rumme at jeg var i tvivl og at tvivlen var følelsesmæssig og ikke faktuel. Han forsøgte at informere mig, men det er medfølelse jeg har brug for. Den kunne han ikke give.