Klokken har passeret 20.18 her denne lørdag aften. For en måned siden sad jeg med dig i mine hænder. Jeg rystede, jeg hulkede. Så meget at jeg slet ikke så at dit lille hjerte slog. Du viste os livet, men du skulle ikke leve. Du var født for at dø. Og vi skulle være sammen med dig i den sparsomme tid, du viste os livstegn. Du skulle være hos os i tryghed og varme til dit sidste hjerteslag. Jeg havde sådan lyst til at puste liv i din lille krop. Jeg ville ønske at din brystkasse hævede og sænkede sig. Du blev hurtigt koldere. Dit blod blev ikke holdt varmt. Åh jeg ville varme dig lille skat. Jeg forsøgte at indprinte mig alle dine små træk. Vi kunne se Elias, din storebror i dig. Det var så kort jeg fik lov at se på dig. Det var så dejligt, men også så hårdt at sidde at se på dig – du var så smuk og dejlig, men du skulle dø. Jeg havde født dig, så du kunne dø. Det var så svært at rumme. Jeg havde lyst til at lukke øjnene. Give dig fra mig og forsvinde. Det var så svært at være i. Din far fik dig og sad og studerede dig. Jeg forsøgte at samle kræfter for at være der til stede. Dette var alt hvad vi kunne få, så det var nu, at det gjaldt. Om lidt ville det være slut og jeg ville skulle sige farvel til dig for altid. Jeg måtte samle mig igen, så jeg kunne være der for dig. Denne stund var uerstattelig. Denne stund var hvad vi kunne få med vores datter. Det burde have været et liv, men det blev en stund. En stund som skulle leves, selvom den var ubærlig hård. Ubærlig uretfærdig. Men jeg måtte bære den. Jeg måtte være i den. Jeg måtte komme tilbage til det nu, der bød sig. Til det vi kunne få. Til det vi måtte sige farvel til. Jeg vendte mig imod dig igen og tog hvad jeg kunne få og forsøgte at give alt hvad jeg havde. Udmattet. Uforstående. Usikker. Min kærlighed. Jeg gjorde mit bedste. Jeg ville det bedste. Jeg må leve med at kærligheden bød mig at føde dig for at du kunne dø. For en måned siden da jeg sad med dig føltes det forkert at kærlighed kan slå ihjel. Det kunne ikke passe, at det virkelig var det bedste, jeg kunne give dig – jeg forsøgte. Undskyld skat.
Mit hjerte er revet itu
Ingen kommentarer:
Send en kommentar