Jeg er på besøg i din have – har nusset lidt – fjernet visne blade – flyttet nogle forårsblomster. Der er et smukt flor i din have – påskeliljer – vintergækket og et par morgenfruer. Der er ved at dukke hyasinter op – omkring ti stk spirer op af jorden. Påskeliljerne og nellikerne som vi satte i vase på min månedsdag d. 12. marts står så flotte endnu her d. 29.marts. Roserne er falmet lidt, men jeg lader dem stå endnu en stund. Jeg sidder på stenene som vi skal have lagt som kant på din del af haven. Jeg vil så gerne have en lille bænk eller en stub, jeg kan sidde på, når jeg besøger dig.
Solen skinner så skønt idag. Det er helt lunt og fuglende kvidrer begrejstret med. Det er rigtig blevet forår. Det forår, hvor du skulle have hvilet trygt i min mave – men i stedet hviler du nu dybt nede i jorden. Du er ikke og bliver aldrig synlig for mit øje. Jeg mærker ikke længere dine kærlige spark. Graviditetskvalmen er forlængst afløst af en tom kvalmende fornemmelse. Jeg var blottet for energi og overskud, da du lå i min mave. Det tog mange kræfter at være gravid med dig. Men det var med positiv forventning at jeg levede med det. Jeg vidste at jeg havde det sådan fordi du levede i mig og fordi du en dag ville komme ud til mig. Det kom du også – bare alt alt for tidligt. Og du fik ikke lov til at leve. Jeg fik ikke lov ti at nyde dig. Min stund med dig var så forkrampet og fuld af sorg. Jeg ser dig for mig der i mine hænder – lille fine pige. Nu ligger du kold og indskrumpet i din kiste. Jeg ville så gerne have beholdt dig. Jeg ville ønske jeg kunne have pustet liv i dig. Jeg ville ønske at jeg kunne have varmet dig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar