Jeg læser om mange som idag noget tid efter de har mistet deres barn er fyldt af en taknemmelighed over den tid de fik med barnet – om det var tiden i maven eller om de fik minutter, timer, dage, uger eller måneder med deres barn udenfor maven. Dette på trods af de måske sammen med barnet har kæmpet for dets overlevelse koblet til alverdens slanger og apparater og på trods af at de i mange tilfælde vidste at risikoen for at barnet ville dø var høj. Nogle har også formuleret at deres barns kommen var en gave til dem – at alle børn er gaver – også selvom de er døde. At den kærlighed, som barnet har bragt ind i deres liv, er en gave til dem. At de ikke ville være denne kærlighed foruden, fordi selvom barnet er dødt er kærligheden smuk og livgivende. Mange oplever en taknemmelighed over at få lov at føle den kærlighed. At få lov at have sit barn kærligt og fredfyldt i sit hjerte. Og at det at få et barn, der dør, har bragt dem nye dimensioner i deres liv, som har styrket dem og lært dem en stærk lektion om den selv og om livet.
Jeg er delt i hvad jeg selv føler lige nu. Jeg er meget taknemmelig over at livet viste os en lille flig af sig ved at Malous hjerte slog. Jeg er taknemmelig over at have set hende og været sammen med hende i timerne efter fødslen. Jeg er taknemmelig over at vi kunne samle den styrke til at tage den afsked med hende, som vi har gjort. Jeg er bevidst om at Malous kommen og gåen har bragt en masse nyt i mit liv. Jeg er bevidst om at det har ændret mig (men ikke hvordan) og at det har ændret flere af mine relationer. Jeg er bevidst om at flere af mine relationer har fået en dybde, som ikke var til stede før. En intimitet og en nærhed, som er opstået, fordi vi sammen står i det værste der kan hænde os. Det er jeg taknemmelig for.
Men hvis jeg skal måle Malous kommen og gåen som en succes eller en fiasko, så hælder jeg til at sige at hendes liv er en fiasko. Jeg kan ikke mærkelig kærligheden til hende som smuk og livgivende. Jeg kan mærke den som afmægtig og meningsløs. Hvorfor skal jeg elske mit barn, når det at elske hende forårsager så meget smerte? Som jeg tænker det nu, ville jeg ønske at hun aldrig var blevet til. At jeg ikke skulle have båret hende de 5 måneder i min mave. For hvad er meningen med at bære et barn, at elske et barn, når det alligevel skal dø. Jeg ved at der ingen højere mening er. Men så ville jeg hellere være hende foruden. Det er så svært at tage Malou kærligt ind, for hvad har hun bragt mig af godt? Uh det føles ondt at spørge om. ,Jeg går i stykker indeni ved at sige det højt, for hun er mit elskede barn, som jeg jo ønskede...ønskede... ønskede. Så misforstå mig nu ikke, når jeg nu lyder så ond. Men det at elske hende er lige nu kun forbundet med smerte. Jeg kan se, men endnu ikke mærke det hun har bragt mig i livsfornyende indhold. Det er ubærlige tanker at jeg ville være hende foruden, men det er sådan jeg har det.
Jeg håber at jeg en dag når til at tage hende ind et kærligt og fredfyldt sted, hvor jeg med ømhed kan sige at hun er min datter. Jeg håber jeg en dag til kunne sige at hendes liv var en succes og at jeg ikke ville have undværet de 5 måneder med hende i min mave. Men nu er den følelse langt væk – Ingen fred – kun kaos.
Jeg er ikke misundelig på dem som har haft minutter eller timer med deres levende børn, men jeg ville ønske det var mig. Jeg under andre engelmødre at have haft den tid med deres børn. Jeg vil ikke tage noget fra dem. Men jeg ville ønske at jeg havde oplevet hende noget mere, mere levende, i længere tid – set hendes øjne, hørt hende græde, mærket at hun mærkede os. Jeg ønsker selvfølgelig ikke at hun skulle lide. Jeg er ind imellem i tvivl om vi skulle have ladet hende leve, så længe hun kunne, men vi kunne jo risikere at hun ville være levedygtig, når hun kom ud og ville leve et lang liv som multihandicappet. Det ved vi ikke. Måske obduktionssamtalen vil give os mere svar.
Malou fylder ikke alle mine tanker længere og jeg kan godt tænke på hende og tale om hende uden at græde. Men når jeg rigtig tænker på hende, er mine tanker endnu ikke fredfyldte og kærlige, men fulde af smerte og sorg. Og selvfølgelig er de det. Fordi jeg kan tænke på og tale om hende uden at græde, kan jeg komme til at gå rundt i en grå suppedas af meningsløshed, hvor det som sådan går meget godt, men det er bare trist. Jeg har brug for åndehuller, hvor jeg lader mig fylde af det som er og hvor jeg får kontakt med mine følelser bag tristheden. Og det får jeg ved at dykke ned og turde sige det tragiske, sorte og traumatiske Som for eksempel at jeg ville ønske Malou aldrig havde været til. Det gør så ondt at sige det, for jeg ønskede hende jo mere end noget andet. Men det giver mig luft at sige det højt. Jeg får grædt. Jeg får kontakt. Og det er godt. Bagefter er jeg lettere og kan lettere få øje på det lyse i mit liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar