Er to år lang tid?

Jeg sidder i Leas nye vuggestue... første dag ... og fortæller om Lea, hendes vaner og om mine tanker om opstarten. Jeg har god tid - 6 uger - men vil gerne at vi tager det som en almindelig indkøring. Jeg fortæller hvorfor... at jeg har brug for noget tid til mig selv, fordi vi har haft et par turbulente år. At vi mistede et barn under graviditeten for to år siden... Pædagogens spontane bemærkning var ... "ok, og det er I ikke kommet helt over endnu?" Mit svar var at nej, det tager lang tid... men det rammer ind i noget som fylder mig i tiden... Da vi rundede årsskiftet gik det op for mig at jeg ikke længere kunne sige "Sidste år mistede vi vores ufødte barn" eller "sidste år, da jeg havde barsel". Nu er det to år siden... og jeg hører mig selv sige: "For to år siden mistede vi et barn...", "Da jeg startede på arbejde igen... for to år siden"... Det lyder forkert. Det er så forkert. To år lyder af lang tid, men den lange tid afspejler slet ikke hvor jeg er i mit hoved og min krop efter at have mistet min datter. De "mange" år afspejler slet ikke hvordan jeg har det. Endnu engang var årsskiftet en smerte for nu er det endnu et år siden vi mistede... afstanden til min datter bliver større... men også afstanden til min traumatiske oplevelse... Men sådan føles den ikke. Den er jo lige her... Jeg kan jo nærmest smage den... Den føles slet ikke to år væk. Hvis jeg ser på mig selv oppefra, forstår jeg udemærket pædagogens reaktion. Nåh så det er I ikke kommet over endnu? Nej, det er vi egentlig ikke... Det er da også lide mærkeligt... Mon vi har dyrket den, sorgen? Ja det tænker jeg, set på mig selv udefra...

Men for helvede de to år har været et mareridt. Først at miste sin elskede og længe ventede datter og det kaos der fulgte. Så at blive gravid, som alle drømme og håb længtes efter... men at fornægte alt hvad der hed graviditet og levende baby. At gennemleve det første år med liv og død i en sammensurium. Så kom babyen - levende og mirakuløs med alle de følelser der væltede ind... så finde sig til rette i alt det... finde en vej med døden og livet, kærligheden og sorgen... Jeg føler mig fyldt op... og jeg har brug for tid til at få placeret alle de følelser og alle de oplevelser.... Jeg har brug for at fordybe mig... Og det er jo det vi har givet mig med de 6 uger...

Det sidste år har været nemmere end det første år. Livet er meget nemmere nu. Men der er stadig en vej at gå... det er stadig mange tårer at græde... der er stadig meget kamp at kæmpe... To år er lang tid... og de to år har væltet mit liv rundt... og det har et efterspil, der vil række mange år frem i tiden... Jeg ved ikke hvornår jeg bliver færdig... Jeg ved ikke OM jeg bliver færdig... Årene skaber afstand, men savnet og smerten er jo lige her... lyslevende i mig.

Første dag i vuggestue

Så oprandt dagen... Leas første dag i vuggestue... Vi kom derhen idag efter samling kl 9.30. Lea rakte straks ud efter Lone, som er hende der skal køre hende ind... og der sad hun på skødet og hyggede sig, mens samlingen blev færdig. Vi satte os på gulvet og Lea var dybt optaget af alt det spændende legetøj. De andre børn og voksne gik ind i motorik-rummet, så der var kun os 3. Ind imellem kom nogle af børnene ind og det nød Lea. Hun ænsede mig nærmest ikke - var kun lige henne ved mig én gang... ellers var hun omkring Lone eller kravlede rundt og udforskede de spændende sager. Imens snakkede Lone og jeg... og jeg fortalte om Leas vaner og vi aftalte for de næste dage. Imorgen har vi aftalt at vi skal komme lidt i 9 inden samling og så skal jeg gå en time eller to - efter Leas trivsel. Det er helt fint, for så kan jeg gå over i børnehaven og være med til deres fastelavnsfest.
Jeg havde madpakke med og Lea slugte den hurtigt og var bare i super humør. Vi tog hjem igen lidt i 12, så var det tid til at hitte barnevognen.

Tanken om Lea i vuggestue er ok... hvis jeg kun tænker kort frem... og det har jeg lært at jeg skal. Én dag af gangen. Grunden til at det føles ok er at jeg har knap 6 uger inden jeg skal starte på arbejde... og jeg glæder mig virkelig til den tid. Jeg ved at tiden vil flyve hurtigt, men jeg håber at nå at få en fornemmelse af at have gjort noget godt for mig selv. Jeg er ikke afklaret med hvordan jeg skal bruge tiden... jeg ved at jeg skal passe på ikke at lade det drukne i praktiske gøremål og projekter herhjemme. Det vil nemlig meget hurtigt kunne overtage tiden. Men noget med tid til at glo ud i luften - i sofaen med et blad og en kop kaffe. Tænker på at finde en god meditationsCD og så give mig selv en stund med den her dag. Jeg vil gerne finde noget mere fred... finde ind til mig selv igen... Det er dog noget af et projekt på 1½ måned. Jeg kan nok ikke forvente helt at finde fred...Måske jeg altid skal leve med et hul og en smerte indeni... men jeg har brug for ro. Det har været et par turbulente år. Jeg føler stadig at følelserne sidder udenpå. Og så især i denne tid... hvor vi nærmer os Malous to-årsdag... hvor Lea skal starte i insitution og det længe ventede barselsliv nu er slut... hvor hverdagen og arbejdslivet... stress og jag... truer. Jeg håber virkelig at den næste tid kan give mig et åndehul, hvor jeg får taget den knugende smerte i brystet alvorligt... Får trukket vejret dybt ned i maven... Jeg overvejer om jeg skal prøve noget healingsmassage... jeg føler mig stadig ikke koblet ordentligt til min krop... jeg har brug for noget mere balance, noget mere sammenhæng. Jeg mistede tiltroen til min krop, da jeg mistede Malou... og jeg tror at jeg kunne få mere balance i mit liv ved at blive mere funderet i kroppen.... Jeg overvejere også en clairvoyant... igen handler det om balance... om at få sjæl, krop, intellekt og følelser mere i ro... Jeg går stadig til psykolog... men det er så mentalt fokuseret... jeg vil gerne noget andet også... Jeg kender ingen healere eller clairvoyanter og det er lidt en jungle... men jeg må spørge mig lidt omkring om nogen har erfaringer...

På et andet plan har jeg fået bestilt tid til frisør. Jeg har ikke været afsted siden marts sidste år, så jeg er gået fra en korthårs til en langhårs frisure... Igen det handler om at gøre noget godt for mig... Tid hvor jeg ikke skal tilfredsstille andre, men hvor det er mig, der er i fokus. Her kommer der nok også et cafébesøg og et par shoppingture ind... Måske en ansigtsbehandling... en gåtur i skoven... tid til dagbogsskrivning, en god bog???

Men nu er den epoke ihvertfald påbegyndt. Jeg hader at hverdagen er på vej, men jeg ser frem til de næste uger.. jeg kan jo bare hente Lea, hvis jeg mangler hende. Det er mig der bestemmer tiden og det vil jeg nyde for en stund... så må jeg overskue den epoke, som venter herefter, når vi kommer nærmere.

Hverdagen banker på døren

Om 14 dage starter Lea i Vuggestue. Hun har fået plads i den lokale private vuggestue - Hulahop - ja hun har faktisk allerede plads nu pr. 1.1. Vi havde søgt pr. 1.3., da jeg skal starte på arbejde d. 14.3., men der havde de ikke plads. De havde én d. 1.4., og vi kunne godt få det til at hænge sammen, da det kun drejer sig om 7 dage i marts, da der er påske og opstarten i april. Men vi tænkte os om og mærkede efter og besluttede os for pladsen d. 1.1.

Vi er i en livssituation, hvor vi ikke skal presse os selv for meget. Vi skal passe på hvad vi byder os selv. René blev sidst i september raskmeldt efter 5-6 måneder hel- og deltidssygemelding og kort efter drog han på to måneders barsel. Han har derfor selvsagt ikke reelt fornemmelse af hvordan han klarer arbejdslivet og hverdagen. Den har været så anderledes hen over efterår og jul

Og jeg havde det sådan i sommers - hvor jeg ramte et hul - at hvis jeg bare kunne blive stress-sygemeldt i et halvt år, så ville det bare være perfekt. Det mente jeg selvfølgelig ikke, men det afspejlede hvordan jeg havde det. Hvor let jeg følte mig presset. Hvor træt og slidt jeg følte mig. Hvordan jeg bare havde brug for en pause.

Jeg er blevet opmærksom på at jeg nok startede for tidligt på arbejde i min sidste barsel i foråret 2011 - Men det var hvad jeg kunne og skulle på det tidspunkt. Som med alting i mit liv og arbejdsliv tænker jeg fremad fremad hele tiden og jeg kunne ikke være i ro. At starte på arbejde igen - i mit eget tempo i barslen var en måde at komme videre for mig... at tage det nødvendige skridt fremad. Jeg tillod mig ikke at stå stille. Når jeg hører om andre sørgende mødre fortælle om hvordan de gik i hi, tænker jeg, puh det er det jeg har brug for. Jeg har brug for at gå i hi... men vil jeg nogensinde kunne det... Jeg kunne det ikke, da jeg mistede min datter.  Kan jeg det nu?
Jeg er stadig træt... Jeg er stadig slidt. Jeg har stadig brug for at gå i hi...

Det har været to hårde og intense år. Vi står nu på kanten af vores andet år uden Malou. Det første år overlevede vi den akutte sorg, tilbage på arbejde, at blive gravid igen. Det andet år blev indviet med Leas kommen og en forestilling om at nu ville roen indfinde sig. Men at få barn igen efter at have mistet var for mig ikke bare en dans. Det er benhårdt... og fantastisk dejligt. Ulideligt sårbart ... og begyndende lykkeligt. Der har været så meget på spil for os de sidste to år. Så meget liv, så meget død, så meget smerte, så meget glæde... at der er nok til et helt liv. Der er så meget at rumme. Det tager tid. Det tager kræfter. Det kalder på ro. Det kalder på pause.

Jeg tror på den anden side ikke at det idag vil gøre mig noget godt at få lov til at sidde i sofaen dagen lang og se en aller anden serie. Jeg tror jeg har brug for at gøre mig selv godt på en anden måde. Forkæle mig selv måske med massage, ansigtsbehandling, healingsmassage, måske besøg hos en clairvoyant, cafébesøg, shoppetur... Jeg ved ihvertfald at jeg skal passe på med ikke at endevende huset. Jeg er så god til at få ting gjort og jeg vil hurtigt kunne finde steder der trænger til en kærlig hånd og en oprydning. Det giver selvfølgelig også ro i hverdagen at få gjort, men det er bare skruen uden ende... og er ikke noget der er godt for min trætte sjæl.
Jeg tror jeg skal lade mig stoppe op. Måske dale ned i sofaen og mærke efter. En kop kaffe og et blad. Ro på... og så et skridt af gangen.

Hjemkomst - jul og nytår

Nu er det efterhånden en måned siden vi igen havde dansk jord under fødderne. Flyveturen hjem gik voer al forventning. PÅ den 13,5 time lange rejse fra Hongkong til London sov Lea først 6 timer - hvor hun blev holdt sovende - med brystet i munden det meste af tiden. Så var hun vågen 1 time, så sov hun 3 timer. Var vågen 1½ og sov 1 time. Så det er helt perfekt. Brittas rumpe var dog helt ødelagt. Den sov i flere dage efter, da Lea kun ville være hos sin mor. Men hvad gør man ikke for husfredens skyld. Vi kom hjem d. 13. december til sne og kulde - hvilket antiklimaks efter 2 måneder i varme og sol. Værst var mørket og særligt om morgenen, hvor det aldrig synes at blive morgen. Godt nok svært at komme op af sengen.

Elias skulle i børnehave allerede næste dag - fredag. Han havde savnet sin børnehave så meget, så det var der ingen tvivl om at han skulle. Og han (og Britta og Lea) havde sovet en god nat - René døjer noget mere med jetlag. Der var Lucia i børnehaven. Hans gruppe - græshopperne skulle gå, dog ikke Elias, da han jo ikke havde øvet. Børnehaven inviterer til rundstykker og vi tog derfor alle derop. Britta og Lea fortsatte i mødregruppe - dem havde vi savnet.

Lørdag fik vi vasket, pakket ud og købt juletræ. Søndag kom Mormor og vi julehyggede med at pynte op og lave konfekt. Så blev det jul også i det lille hjem i Mørke.

René startede på arbejde igen tirsdag og så blev det jo hurtigt jul, så Britta havde travlt med gave- og madindkøb til jul og juledage. Om fredagen var Britta og Lea til julefrokost på hendes arbejde. Britta kunne endnu ikke undvære sin mor om aftenen - efter to måneder liggende i hendes armhule, så hun fik en sen aftenlur og kom med. Som vanligt en skør og sjov abefest... dejligt at se dem alle sammen igen. Lidt træls at skulle gå kl 23, men Lea havde holdt flot ud indtil da.

Lørdagen d. 22. fyldte Olde 85 år og vi hyggede os med familien hos hende. Søndag lavede Britta dekorationer til Malous have og vi spiste risegrød, som det hører sig til Lillejuleaften.
Juleaften tilbragte vi hos Brittas søster i Lystrup - en hyggelig aften med masser af gaver til børnene. Igen fik Lea en lur over aftensmaden og holdte indtil vi kørte hjem ved 22.30 tiden. Elias lige så. Han havde en rigtig god aften og nød samværet med sine fætre.

Første juledag var en hyggedag hjemme med tid til at lege med gaverne og gøre klar til julefrokosten for Renés familie og Brittas mor anden juledag.

De to hverdage inden nytår var René på arbejde og Britta hjemme. To rolige dage blandt med indkøb til nytår. Nytårsaften holdte vi hjemme og havde besøg af Daniel og Natasja og Silas. Yasmine var hos Farmor og farfar. En rigtig hyggelig aften, som gik fint. Drengene hyggede sig rigtig meget og det forløb også godt og roligt med Lea. Og de voksne hyggede sig med god mad... og ikke så meget alkohol i år. Det er nu også 3. nytårsaften hvor Britta ikke kan drikke... hun må komme efter det næste år...

D. 1.1. var René på sygehuset for at tage afsked med sin Mormor, som desværre blev indlagt nytårsaftens dag og ikke ville have langt igen. Hun døde om natten til d. 2., så det var godt at han kom derind. Han mistede desværre sin Morfar i oktober ligesom vi var kommet til Australien. Nu er de sammen og har det forhåbenligt godt. De var begge meget syge med lungerne til sidst.

D. 2. var det hverdag igen og Mormors 66 års fødselsdag, så der tog Lea og Britta ind til brunch og var der hele dagen. Lea sov i barnevognen - det er hun blev super sej til. Britta tog kampen op efter nogle dage hjemme. Den første uge gik Britta med hende, når hun skulle sove, men efter nogle dage lod hun hende stå. Hun skælder ud og skriger op i 5-15 min inden hun sover, men det fleste dage sover hun 2-3 timer i barnevognen. Så der er en sejr. Nu kan andre også putte hende,

D. 2. blev også dagen hvor Lea skulle øve falde i søvn om aftenen uden mors bryst. Dette både fordi andre skal kunne passe hende og fordi hun ammer alt for meget om natten, fordi hun kun kan falde i søvn ved brystet. Vi forventer en hård kamp og kan næsten ikke overskue det. Men den skal jo tages... Lige pludselig starter Britta på arbejde og så er det nødvendigt at få en nattesøvn og hun har jo også mange aftenmøder, hvor René skal putte. Så det er over i egen seng nu. Første skridt må være at falde i søvn - næste må være ikke at skulle amme så meget om natten, men blive tilbudt vand i stedet.

D.6. januar blev skønne Elias 6 år og hele familien var inviteret til brunch og lagkage. En rigtig god dag, hvor Elias fik alt det han lige han ønsket sig. Da familien var gået, gjorde vi klar til endnu en fødselsdag. Om mandagen kom børnehaven på visit. Også en rigtig dejlig formiddag. Mormor var her og hjælpe og Far havde også fri fra arbejde.

Tirsdag tog vi afsted med Oldemor til hendes bisættelse i Helligåndskirken.
Ondag begyndte Lea og Britta til Baby-rytmik... Det var fedt, synes Lea. Hun elsker sang og synger med, så snart hun hører en melodi. Onsdag bød også på møde på skolen vedrørende skolestart. Ja Elias er nu så stor at han skal starte i skole til sommer og i tidlig SFO allerede d. 1.4. Så han har kun 2½ måned tilbage i børnehave. Store dreng. Lea var med til mødet og Farfar puttede Elias.

Torsdag var mødregruppen her og om eftermiddagen kom Mormor, som skulle passe begge børn, men Mor og Far var til Åbent hus i Landsforeningen. Britta skulle holde oplæg. Lea fik en sen lur. Da vi kom hjem havde mormor puttet hende. Hun havde skreget en halv time og var faldet i søvn kl 21.30. Kl var 22.30 og Lea vågnede selvfølgelig da Britta ik i seng og var helt umulig at få til at falde til ro. Den blev vist 1 inden hun sov.

Fredag skulle vi igen drive rovdrift på Lea, for René havde vagt og Britta skulle til den årlige tema-fest på Skibet. Elias skulle ind til Mormor og blev nu passet for 3. aften i træk. Nej det er ikke nemt at få tid til at være børnefamilie. Lea fik en sen lur og opførte sig eksemplarisk til festen. Faldte i søvn på vej hjem ved 23 tiden, men var utrøstelig da vi kom i seng. Hun fandt først ro kl 2.30 - stakkels pige.

På trods af de dage hvor vi har måtte drive rovdrift på vores datters udholdenhed, så skrider det lige så stille frem med hendes soven i egen seng. Det er hårdt - særligt fordi hun skriger sig selv i søvn. Hun skriger så snart vi lægger hende - holder når vi tager hende op og skriger igen, når vi lægger hende. Det hjælper ikke at være der, lægge hånd på, synge, nusse - tvært imod - er vi der uden at tage hende op, bliver hun endnu mere hidsig. Det er hårdt for vi skal jo ikke beholde hende oppe og det ville være nemmere bare at amme hende i søvn... men det dur ikke mere. Så hun skriger sig i søvn. Op mod 45 min i starten, men nu tager det 10-20 min -igår var det kun få minutter. Hun har haft for vane at vågne igen efer 25 min ( det er nogle dagen siden) og igen kan vi ikke hjælpe hende, så det bedste er ikke at forstyrre hende. Og så skriger hun sig i søvn igen. Det gør ondt i vores hjerter... men vi kan ikke se anden vej end at holde det ud sammen med hende. Så må hun få lidt flere knusere, når hun er vågen... For hvad fanden skal vi gøre???

Det ene har løst det andet for det at hun sover i egen seng, gør at hun kun vågner op og piver én gang hver nat - som regel mellem 2 og 4. Og så kommer hun over til Britta og ammer og sover resten af natten. Enkelte dage har hun sovet til 5 og 6.30 uden mad siden før kl 20. SÅ hun er godt på vej... hvis hun bare ikke skreg sådan..

Nåh efter en hård uge i sidste uge var det godt med en weekend med ro. Godt nok havde René vagt, men han var ikke så meget ude at køre. Mandag kom Mormor igen og tog med Britta og børnene til svømning. Lea skal svømme kl 18-18.30 og Elias kl 18.30-19, så vi skal være to til at spise og klæde om med dem. Det gik over al forventning med logistikken, svømningen og maden. Elias var i vandet selv, mens mormor sad på kanten og Britta spiste med Lea og så på gennem ruden.

Ja det har været travlt at komme hjem. Der er sgu meget at se til.

Oplæg til Åbent hus

Så er oplægget overstået. For første gang i 11 måneder var jeg tilbage til åbent hus i Landsforeningen. Jeg havde været meget spændt. For hvordan det ville være at være der igen - hvor svært det ville være, når jeg nu ikke har været der så længe og jeg ikke længere så tit har fokus på min sorg og min historie. Og det ikke mindst fordi jeg skulle holde aftenens oplæg - med netop vores historie i fokus en hel aften.

Det gik meget bedre end frygtet. Det havde mere samling på mig selv end jeg frygtede. Jeg læste et indlæg op som jeg havde skrevet på årsdagen for Malous fødsel og det var det som var sværest. Jeg kan også se at det rørte deltagerne mest. René sagde: Ja det ramte hårdt. Måske også fordi jeg selv ikke kunne holde tårerne tilbage, mens jeg læste det. Men det var ok - og det gav god mening at der også var plads til mine følelser.

Jeg følte mig i flow med oplægget og deltagerne og det gik rigtig fint. Jeg blev dog noget overvældet af hvor hurtigt aftenen gik og jeg ville gerne lige have haft 10 min mere til at runde af og sikre at folk havde fået sagt det det sad inde med. Men flere sagde til mig, at deltagerne var fyldt op og at oplægget skulle bundfælde sig i dem. Til næste åbent hus vil der blive mere taletid til alle. Jeg håber virkelig at folk fik noget med sig. Det er jo sårbart at stå deroppe i front - og så omkring et så betydningsfuldt fælles tredje. Jeg vil jo så gerne at folk følte sig mødt og at der var plads til dem... og det er jeg i tvivl om.

Aftenen blev ledet af 2 sprit-nye regionsrepræsentanter... som for iøvrigt gjorde det helt perfekt. Fordi de var nye, bad de om vores mailadresse, så sekretariatet kan udsende en evaluering af aftenen. Jeg overvejer om jeg må høre hovedtrækkene fra den evaluering, hvis der er noget respons om oplægget.

Jeg havde selv en rigtig god oplevelse og synes selv at oplægget gav mening... men det er jo også min historie;-) Det må jeg holde fast i indtil jeg hører andet. Jeg kan sagtens forestille mig holde oplæg igen. Jeg vil så gerne give noget af det tilbage, som jeg har fået. Og det vil jeg jo gerne gøre så godt som jeg kan. Så kritik er ikke negativt. Det kan være lærerigt.
Men nu er det overstået og jeg er lettet over at det gik godt.