Sårbarheden som en del af livet

Jeg bliver af flere spurgt til hvordan jeg har det nu hvor Lea er kommet... Jeg har det selvfølgelig fantastisk... I bund og grund... Jeg er så drøn-taknemmelig for at hun er kommet i vores liv og jeg er så drøntaknemmelig for at få lov at være på barsel og have tiden i et andet tempo... og nej jeg sover ikke om natten... Lea er som babyer er... Hun tager nu et langt stræk på op til 4 timer, hvor jeg når at sove måske 2,5-3,5 time og det er stort. Sidst på natten får jeg måske 1-1½ time, men det er ok... Jeg er da træt, men ikke udkørt... Jeg får sjældent taget mig en lur om dagen, men jeg nyder virkelig, når jeg kan sove morgenlur til kl 9 sammen med hende. Jeg ved ikke om jeg stadig rider på en bølge af adrenalin efter hun er kommet, men jeg føler mig så meget i live og føler jeg har overskud. Jeg kan da godt blive små-frustreret, når alle mine bestræbelser på at gætte og tilfredsstille hendes behov ikke giver pote eller hvis roderiet om natten ind imellem bliver lidt for langt eller lidt for hyppigt.

En bekendt skrev til mig, da gulsotet var på sit højeste, at hun håbede jeg også kunne nyde min lille datter. Og det kan jeg. Jeg nyder hende, som var hvert øjeblik det sidste... og det er måske her kæden truer med at falde af, for det er faktisk lidt hårdt... at jeg ikke kan tage næste øjeblik for givet, fordi jeg ved langt langt ind i min sjæl at det forfærdelige kan ske... lige nu. Den sårbarhed, som jeg bærer efter vi mistede Malou... som jeg bar under graviditeten med Lea... er selvfølgelig ikke forsvundet, fordi Lea nu er her. Lea er her... men det er Malou ikke. Et menneske kan aldrig erstatte et andet menneske. Lea kan og skal ikke erstatte Malou. Hun står selvstændig og har min evige kærlighed og jo desværre også mit evige savn. Hun vil altid mangle.

Samtidig oplever jeg at den sårbarhed som enhver nybagt mor (far?) besidder, når hun sidder og kigger på sit nyfødte barn, får et ekstra tvist, når man har mistet et barn. Det vil for altid fylde i os, at det bedste vi kunne give Malou var døden... Den er givet hende i kærlighed, men det var alt hvad vi kunne give og det var alt for lidt... eller måske alt for meget... Hvor ville jeg ønske at jeg kunne have givet hende livet i stedet for døden. Det giver ingen mening at det var det jeg skulle give hende. Og den afmagt må vi leve med for altid... overfor Malou, men også overfor Elias og Lea. Vi er ikke herre over liv og død, og hvor end vi gerne ville, kan vi ikke beskytte vores børn. Vi kan ikke redde dem fra alverdens ondskab og dårligdom. Vi kan give dem vores kærlighed og vi må træffe beslutninger på deres vegne ud fra hvad vi tror vil være det bedste. Men det bedste er ikke altid godt nok... og det er så opslidende. Og når man sidder med den lille nybagte baby, som er totalt afhængig af dine beslutninger og din evne til at give det liv, kommer tvivlen og bekymringerne op. Gør jeg det nu godt nok? Træffer jeg de rigtige beslutninger? Er mine vurderinger rigtige? Man kan måske sige at vi har stået i den værste af alle beslutninger, så de dagligdags beslutninger om et rask barn må være piece of cake... men sådan er det ikke. Sårbarheden spiller et puds og hudløsheden gør dig bange. Livet er ikke det samme som før.

Men det laver ikke om på at Lea er et mirakel. At Lea giver livet mening og skaber en fremtid igen. Det gjorde hun allerede, da hun lå i maven. Der turde jeg bare ikke kigge på den endnu. Men hun gjorde det muligt at vi igen tog skridt fremad og at vi begyndte at leve og ikke kun overleve. Jeg takker alt hvad jeg tror på og alt jeg ikke tror på, for at hun er kommet i mit liv. Af hjertet TAK