Velkommen til vores blog

Et lille kig ind i vores verden - de mest essentielle begivenheder i livet - liv - død - fester - rejser.

Vi skriver engang imellem, i perioder ofte.

Vi opdaterer jævnligt billeder i billedalbummet.

Kig dig omkring og smid en kommentar, hvis du får lyst




mandag den 20. december 2010

Nakkefoldsscanning og moderkageprøve

Er til nakkefoldscanning d. 13. december. Scanningen går fint – alt ser fint ud. Lille nakkefold. Lille hjerte der slår. En hjerne med skillevæg, vand i mavesæk og blære. Små arme og ben. En fin rygrad. Det er dejligt at se den lille derinde. Jordemoderen taster tallene ind i computeren og forholder dem til blodprøverne. Sammenlagt skal scanning, min alder og blodprøve give en risikovurdering af down. Og nej nej nej, vores sammenlægning viser en risiko på 1:74. For helvede nej. De anbefaler at man får foretaget en moderkagebiopsi, hvis risikoen er højere end 1:300. Vi bliver stillet valget om vi vil have en moderkagebiopsi. Der er ½-1 % risiko for at abortere efter en moderkageprøve, så det er en alvorlig beslutning, hvor risiskovurderingen skal sammenholdes med abortrisikoen. Men vi synes at 1:74 er langt fra 1:300, så vi takker ja til moderkageprøven. Vi får en tid 2 dage efter onsdag morgen

Vi går i stilhed ud til bilerne og jeg græder hele vejen hjem. VI skal køre i to biler. Jeg ringer til Ane, som jeg ved fik foretaget en prøve med Johanne, fordi jeg ved hun vil forstå, hvordan jeg har det lige nu. Jeg ringer også til min mor.
Hjemme går jeg og smågræder resten af aftenen. Tirsdag tager ejg på arbejde som jeg skal. Det går fint med at være sammen med børnene de første timer. Da jeg kommer over på kontoret kommer tankerne og jeg bliver ked igen.Til middag skal vi have middagsmøde på arbejdet Og jeg fortæller min glade nyhed, som de endnu ikke ved. De bliver glade og lykønsker mig, men jeg må desværre grædende fortælle at det ikke bare er lykke, fordi jeg har en forhøjet risiko for down og skal have foretaget en moderkageprøve onsdag.

Onsdag morgen skal vi være der kl 9. Det går fint med at tage prøven. En del af min nervøsitet forsvinder nu, hvor jeg oplever hvad det vil sige at få foretaget en moderkageprøve. Det gør ikke specielt ondt, men det føles ubehageligt. Det smertefulde er da lægen stikker et langt nålerør ned igennem maven. Det er som at få foretaget en blodprøve, men det ubehagelige består i at lægen jager nålen frem og tilbage for at få prøver op. Det gør hun 3-4 gange. Det er hurtigt overstået. Jordemoderen scanner baby igen og den se ud til at have det fint. Vi kører hjem igen. Jeg lægger mig på sofaen og René kører på arbejde. Jeg har menustrationssmerter og lidt jag resten af dagen, så jeg ligger med varmepude på maven.

Det gør ondt nogle dage og jeg skåner med selv fra løft på arbejdet torsdag og fredag. En uges tid efter oplever jeg at få plukveer, men det fortager sig over julen.

En læge vil ringe om det foreløbige svar fredag efermiddag, så jeg tager fri fra middag, så jeg ikke står over børnene og får et træls svar. En læge (Stornes) ringer kl 15.30 som jeg står udenfor børnehaven. Heldigvis jubi hip hip... er det positivt. Barnet har ikke down og vi venter os en lille pige. Jamen altså så kan lykken ikke bliver bedre. Jeg tager til julefrokost på arbejdet om aftenen og fester høj på lykke hele natten.
Vi vil få svar fra de sidste kromosonundersøgelser om ca 14 dage.

tirsdag den 30. marts 2010

Påskeferie... ahhh

11 dages ferie herhjemme uden at byggeri hænger over vores hoveder.Kan det næsten blive bedre. René skal arbejde tirsdag og onsdag, men ellers er der dømt tid til at rydde op, hænge lidt op og til hygge med venner og familie.
I påskens første weekend har vi haft besøg af Laura og hendes to børn - Jasmin som nærmer sig 4 år og Malik på knap 8 måneder. Efter lidt startskænderi, hvor Elias og Jasmin skulle finde ud af hvilken leg, der passede dem begge, fandt de ud af at lege rigtig godt. De opfandt en ny leg, som hed "tisse på de onde". Den bestod i at lukke sig inde på gæsteværelset og (helst med bukserne af) stå i vindueskarmen og lade som om de tissede og pruttede på de onde udenfor... hmmm Alt imens havde de voksne tid til at hygge og snakke. Sikke en dejlig weekend.
Mandag bød på afslapning, oprydning på kontor og ophængning af lamelgardiner.
Tirsdag ryddede Britta og Elias op udenfor og kørte et læs på lossepladsen. Vi er igang med at indhente tilbud på lægning af indkørsel, opsætning af garage og så vil vi have en havearktitekt til at tegne et forslag til indretning af haven. Men de sidste byggerester-rod skal fjernes først, så den store høj kan planeres ud på grunden.
Onsdag kommer Mormor. Vi skal handle, hygge og gøre rent.
Torsdag kommer Daniel, Natasja og Silas til påskelam. Det skal bliver rigtig hyggeligt.
Resten af påsken byder både på tid til arbejde herhjemme, afslapning. Påskefrokost hos Mormor med familien fra Lystrup. Og bsøg her af Farfar og Mormor.
Påsken 2010 blev endvidere tid for Elias at smide sutten. Rent bogstaveligt smed han dem alle 5 ud af havedøren - alt hvad han kunne. Næste morgen havde påskeharen været der med en masse påskeæg, som han og Jasmin samlede ind. Det er gået over al forventning. Store dreng. Så mangler han bare at overvinde sig til at lave på toilettet. Han beder om at få ble på og bliver aldeles panisk, når vi insisterer på at det laver man på toilettet. Men det kommer jo nok. Det er kun herhjemme at laver i bleen. I børnehaven holder han sig.

mandag den 4. januar 2010

Godt nytår

Kære alle sammen!

Netop indtrådt i dette nye år vil vi sende en hilsen til jer alle med ønske om et glædesfuldt og inspirerende år 2010. I er ganske givet på nippet til at falde ned fra stolen ved at se en reaktion fra os… Jo, vi erkender at det er ved at være en stund siden en ”rejsemail” er blevet afsendt fra vores kant. Egentlige rejser er ikke tilfaldet os de sidste 1½ år. Vores liv - al vor tid og energi har været fokuseret om husbyg i denne periode.

December gav tid til julehygge, da vi fortsat ventede på maleren. Det indtil René besluttede sig for at give sig i kast med tapetseringen og det med stor succes, så i løbet af 14 dage havde vi tapetseret, malet og lagt gulv i 3 rum.

Julen bød selvfølgelig på en masse social hygge. D, 23. hos Mormor med risengrød og konfekt, som Elias meget fantasifuldt deltog i. Juleaften fejrede vi i Lystrup hos Brittas søster til stor jubel for Elias, der ikke brugte meget krudt på at han skulle til juleaften, men mere at han skulle ind til sine elskede fætre Casper og Mikkel.



1. juledag var vi hjemme med feberhed dreng, som reaktion på en intens aften hvor han først sov kl, 23,30. 2.juledag var vi med en frisk dreng hos Farmor med hele familien til julefrokost, der på Elias’ initiativ også bød på dans om juletræ. Mange gode gaver – en baby med barnevogn og en ny cykel med pedaler var favoritterne. Men også en masse lego er der blevet leget med resten af ferien. Juleferien blev vist også endeligt for bleen, som Elias valgte at smide for 8 dage siden (på nær om natten og under middagslur). Nytår fejrede vi med venner i Mørke (Daniel, Natasja og deres 4 årige Silas) En super hyggelig aften for både børn og voksne med lækker mad og gode drinks. Mellem jul og nytår var René på arbejde og Britta og Elias var hjemme. Hyggede og malede.

Tilbage er blot gulv i et enkelt rum, fodlister, døre/dørkarme og 3 vindueskarme - og så selvfølgelig en masse små detaljer;-) Og et badeværelse på førstesalen.


Det er fantastisk at kunne summe 2009 op med dette. Dertil kommer selvfølgelig alt det udvendige – have, terrasse, indkørsel, carport/garage, skur… men det skal nok komme og livet fungerer jo uden. Så vi går og overvejer rigtig sommerferie i 2010, og så skal der nok komme en rigtig rejsemail. Vi føler nu at dette husbyg har været en forunderlig rejse. En spændende, intens rejse, der har bragt til nye horisonter og givet os mulighed for at møde nye sider i os selv og i hinanden. En rejse, der har været udfordrende og grænseoverskridende (Britta har kørt lastbil, varevogn, trailer, stået på 9 m stige, kravlet på spær, Vi har lavet mad under kummerlige forhold, sovet i campingvogn i 12 minusgrader, isoleret 170 bat/pakker isolering, skåret egetræskøkkenbordplade ud kl. 24, haft 7 til frokost i skurvognen, arbejdet dobbelt-tid og meget andet). På den måde minder den rejse om vores andre rejser, fordi den har været drejet af opdagerlyst og eventyr, men også budt på nedtur og frustration. Huset her er vores andet barn, et barn som har krævet meget mere af os end Elias nogensinde har krævet. På trods af den naturlige pris, vi har måttet betale for at springe ud i dette projekt, har vi ikke fortrudt det, men vi er stolte og glade over det vi sammen har kunnet udrette. Stolte af os selv og af hinanden og glade for at vi har set hinanden overskride grænser og vise hvad vi dur til. Vi håber at vi på trods af det som mangler vil opleve et 2010, hvor vi ikke kun skal præstere, men også får tid til at være og til at nyde. Nyde livet, hinanden, vores smukke hus og de fantastiske omgivelser vi er flyttet i.

Vi håber meget på at 2010 også vil give jer alle både tid til at nyde og til at yde. Til at være og til at være god til. Vi håber at se mange flere meget mere i det nye år. Vi viser rigtig gerne vores kunstværk frem.