Jeg læser om nogle på Små-engle, som mistede deres børn for et halvt år siden. Den ene kalder den periode de er i for den grå periode, fordi alt synes gråt. Lyset er endnu ikke brudt frem, men man er kommet så langt på afstand af tabet, at omverdenen ikke længere føler og udtrykker sorgen og empatien længere. Hvor den sørgendes utilregnelige adfærd ikke længere er accepteret og forstået.
Jeg kan sagtens forestille mig hvordan det må være at være dem - et halvt år efter at det værste i ens liv hændte. Sorgen føles konstant, omend måske mindre tårevædet. Men smerten er der lige indenunder – og den stikker sit hoved ud på mindst ventede tidspunkter. Omverdenen har svært ved at rumme at man stadig sørger - jeg kan ind imellem tænke at måske René om et halvt år også vil have mistet tålmodigheden med at jeg stadig sørger ekspressiv. Jeg kan forestille sig at man kan blive så uendelig ensom, fordi man reel er alene.
Et lille håb i mit eget liv - nej det er sgu et KÆMPE STORT håb - er at jeg vil være gravid igen om et halvt år. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, hvis ikke det er tilfældet. Det ligger så meget af mit liv i det håb - og i sig selv er det skræmmende. Jeg har altid levet mit liv efter at lykken er her og nu. Mit liv bliver ikke mere perfekt af at noget nyt sker. Inden jeg blev gravid med Malou, havde jeg det på samme måde. Hvis vi besluttede at vi kun skulle have Elias ville mit liv ikke blive ringere. Mit liv ville ikke blive mere fuldendt med 2 børn. Men da jeg først var blevet gravid, var det mit nye liv og det føltes perfekt. Og nu er jeg blevet frarøvet det. Og mit liv kan ikke blive perfekt uden - Jeg ved slet ikke om det overhovedet kan blive perfekt og lykkeligt. Jeg får jo ikke Malou igen ved at få et andet barn. Men jeg vil få det jeg nu havde lagt frem som det gode liv - Jeg ville have to børn at give min kærlighed - sådan som jeg havde indstillet mig på. En familie på 4 med en søster/bror til Elias.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar