Om at anerkende sin sorg

Jeg bruger og har brugt rigtig meget energi på at anerkende mit tab og min sorg.I de første dage inden vi skulle træffe den skæbnesvangre beslutning, læste vi rigtig mange historier. Historier som genspejlede vores egen. Og som gav os en spejling af de følelser og det rod, som væltede rundt i os. Og det hjalp os igang med at anerkende.

Jeg oplever at anerkendelsen mest har været overfor mig selv – overfor min egen indre dommer. I takt med at jeg anerkender sorgen, er jeg blevet tydeligere i forhold til min omverden. Dermed har jeg modtaget mere anerkendelse fra dem – mere forståelse – mere accept.

Jeg har fået de dumme bemærkninger, når nogen forfejlet har forsøgt at trøste, men jo mere tydeligt jeg har givet gensvar og har kunnet fortælle hvordan jeg har det, jo færre er der kommet. Sorgen kan ikke tages ved gennem trøst. Jo mere jeg lukker ind, fortæller, forklarer – jo mere er jeg blevet forstået.

Jeg har lagt billeder af Maolu på vores offentlige blog og opfordret folk til at gå ind og se dem. Og mange har været inde og se og mange har sagt at nu forstår de bedre hvad jeg har mistet. Mange havde ikke forstået at Malou var et barn. De troede det ikke, men de forstod hvad vi har mistet, når de ser det. De forstår hvad vi har mistet, når jeg fortæller det.. Det kræver rigtig meget af mig at skulle lukke ind og være åben, men jeg oplever at det hjælper.

Min største hjælp i at kunne anerkende min sorg er nettet. I de første dage var det min-mave og forskellige blogs og sidenhen er det små-engle, forum for forældre, der har mistet deres spædbarn. Det at kunne føle sig rummet uanset hvilke tanker man lukker ud, betyder meget. Og når nogen studser over en vending eller giver feedback, skaber det genklang i mig og jeg bliver klogere på mig selv og mit liv lige nu.