Indlæg på små-engle

Dette indlæg er egenligt et indlæg fra Små-engle, hvor jeg skriver meget. Men jeg har lyst til at poste det her også, fordi det omhandler noget af det, som fylder meget for mig lige nu.

"Jeg har i flere indlæg de sidste måneder skrevet om hvordan smerten over at Malou skulle komme og gå, fylder så meget jeg ikke kan få ordentlig kontakt med stoltheden, ømheden og kærligheden til hende. Når I andre skriver om de uendelige store vidder er kærlighed I oplever til jeres døde børn, så ved jeg måske godt hvad I taler om - at det er moderkærlighedens dybder og vidder, som I er så taknemmelige for at have fået - selvom jeres barn ikke er hos jer. Mon de følelser er de samme for jer som er blevet forældre for første gang og jer som har børn i forvejen?

Jer der har flere børn, er I fyldte at uendelig kærlighed og stolthed på samme måde, som I var med jeres første barn?

Det som jeg er allermest nysgerrig på, er om der sidder andre derude, der har det ligesom mig - eller har haft det. Nogen der kan genkende følelsen af at de helst ville have undværet deres døde barn. Som mener at deres døde barns liv er en fiasko, fordi de har bragt så meget sorg og smerte med deres kommen og gået. Findes der andre end mig, der tænker eller har tænkt disse grumme tanker? Eller er det mon blot mig, der er sådan en modbydelig mor at jeg tænker sådan om mit eget barn?

Hvis nogen har tænkt disse tanker, måske blot i glimt, hvilke skridt har I så taget for at få ind til den kærlighed, der ligger bag ved sorgen og smerten. Hvordan har I formået at transformere længslen til kærlighed i stedet for de grumme tanker? Jeg ville så gerne tænke anderledes. Det rider mig som en mare, at jeg skal tænke så ondt om min datter. Det er ikke at jeg mener at HUN har gjort os ondt. Jeg er ikke sur på hende. Hun kunne ikke have gjort noget anderledes. Men hun har heller ikke fortjent at jeg tænker sådan om hende. For hun er min datter - også selvom hun skulle dø så tidligt og selvom hun ikke blev min datter i livet, men kun i døden.

Jeg er også nysgeerig på at blive klogere på jer, som udelukkende føler kærligehd og ømhed til jeres børn. Hvad fylder for jer? Hvordan er kærligheden så stor for jer? Hvad er kærlighdens spændvidde?

Jeg håber at nogen er jer vil dele jeres tanker med mig. Jeg føler mig i et vadested, hvor jeg ikke aner hvilke skridt jeg skal tage for at komme hen til kærligheden."

En stor del af værdien for mig ved at være en del af Små-engle er at man kan spejle selv de mærkeligste tanker derinde. Der er altid nogen, som kan genkende de tanker man har gjort sig og dermed føler man sig ikke skingrende sindsyg og mærkelig. Jeg synes jeg har præsenteret flere sorte, dystre, voldsomme følelser, som er blevet spejlet - nogle af dem måske kun i flig. Jeg oplever at mine tanker kan være så grumme at selv en englemor kan have svært ved at rumme dem. Jeg fornemmer at det er når jeg giver mig selv skyld, at det er svært at rumme. Da jeg skrev meget om min skyld over at have slået Malou ihjel, reagerede mange både på Små-engle og i min omgangskreds som om de brændte fingrene på mine ord og nu denne gang, hvor jeg vover at kalde mig selv for en dårlig mor (endnu værre modbydelig mor) er flere reaktioner også at DET må jeg ikke tænke. Det ved jeg godt at jeg ikke må tænke. Men det gør jeg.

Jeg ved at jeg bør søge at acceptere de tanker, og det er netop det jeg forsøger ved gøre ved at undersøge, hvad det da er for nogle tanker. Og hvordan jeg kan leve med de tanker, fordi de stritter i mig. Det stritter i mig at jeg er fortvivlet over hvorfor Malou overhovedet skulle komme. for hun er min datter. Min længe ventede og dybt elskede datter. Hvordan skal jeg finde fred med at jeg så tænker at jeg hellere ville have undværet hende? Det hænger jo ikke sammen og er dybt modsatrettet. Jeg trækker hende ind og skubber hende væk på samme tid. Det kunne nu være rart om jeg kunne beslutte i hvilken retning hun skulle i. Jeg oplevede det samme med min store søn i starten efter Malous fødsel. Jeg skubbede ham væk, fordi jeg ikke kunne rumme ham og jeg i det mindste for en stund ville ønske at han ikke var her. Men på samme tid trak jeg ham ind og forsøgte at få ham helt ind - i angsten for også at miste ham og som en lille kompensation for det tomme tomme hul i hjertet og i maven.

Det er dobbeltrettede følelser, der er så svære at rumme, fordi de trækker mig i to forskellige retninger. Jeg tænkte jo med Elias at jeg ville nå ham igen, men måske jeg for altid vil have den dobbelthed overfor ham, fordi det var ham, der var tæt på da jeg mistede Malou. Og den dobbelthed har jeg altså også overfor Malou - bare meget stærkere. For hun er jo også i vejen, som Elias var. Og nej, hun kommer ikke med sine små arme igen og får mig til at smelte igen og minder mig om hvad kærlighed er. Jeg tænker på hende i mine hænder, da hun blev født og mærker en inderlig ømhed for hende. Min smukke smukke datter, som lå der og ventede på at dø. Men hvor ville jeg gerne have set hendes øjne eller mærket et lille klem fra hendes hånd. Hvor ville jeg gerne have set hende og ikke kun hendes krop. Jeg ville gå igennem helvede for at mærke hendes fingre klemme om min. Nej, jeg kender hende ikke, men jeg elskede hende for det hun skulle blive. hvor ville jeg ønske at jeg også kunne elske, det hun blev. Det gør jeg jo, men det er den jeg ikke kan få fat på, fordi det gør alt alt alt for ondt at hun blev til det, hun blev. Jeg ved at det er kærligheden, der gør ondt.

Den rationelle side af mig ved det hele. Men der er så meget rod foran følelserne, at de ikke får lov at træde rene frem. Der er ikke plads til accepten og kærligheden, fordi smerten og dobbeltheden fylder. Hvordan kan jeg være en ordentlig mor, når noget i mig hellere ville have været hende foruden? Hvordan jeg i det hele taget være mor til et dødt barn? Hvordan kan jeg komme af med min morhed? Hvor gør jeg af kærligheden?