Del 2: Og hvordan går det så?

Dagene svinger - dog bliver der færre dårlige dage, men de kommer. Og det bedste for mig er IKKE at ignorere de dage, men at hilse dem velkomne og tage dem med, fordi de lige nu er en del af mig og fordi de giver mig kontakt til min sorg med deraf forløsning til følge. Så tårerne er mine venner - de er ikke en nedtur. Så det går jo nk fremad, som det skal. Jeg finder i flig mening med mit arbejde. Det store perspektiv – den store planlægning – det store tidshorisont er stadig fuldstændig meningsløs. Jeg tænker at det nok skal komme tilbage. Jeg skal nok finde begejstringen (eller meget af den) igen – det kan jeg mærke nu – og det føles godt. Jeg har sat mig et par etaper at overskue – indtil påske = 3 ugers ferie – og igen indtil sommer = 2-3 ugers ferie. Derefter fra omkring 1.august kan jeg ikke forholde mig til, men måske jeg kan, når jeg har ædt mig vej dertil. Jeg forventer ikke at jeg skal indtage hele den store uoverskuelige elefant af arbejdsliv, men jeg må tage det bid for bid.

Og jeg har efter mine få dage på arbejde igen lært at jeg skal huske at dvæle ved de gode oplevelser ved at være på arbejde. Når jeg mærker en god følelese, skal jeg øve mig på at stoppe op og suge den ind – mærke hvad den gør ved mig. I tirsdag havde jeg en god fornemmelse for min formiddag på arbejdet. Jeg følte mig tilfreds med hvad jeg havde lavet og jeg følte jeg havde mere ro og overblik, end da jeg kom. Jeg skulle være ude af døren kl 12, fordi jeg skulle hente min veninde kl 12.30. Og jeg har rigtig svært ved at have travlt og skulle skynde mig. Jeg kan mærke det i hele kroppen. Kl var 11.40. Jeg havde aftalt at mødes med en kollega kl 11.45 og afklare om det kunne lade sig gøre at holde et møde næste dag. Jeg har 5 minutter. I stedet for at nyde den god og tilfredse følelse over et veludført arbejde til formiddag, griber jeg til (min gamle) strategi om at jeg lige kan nå.... og det jeg lige kunne nå, det var at gøre pengekassen op. Men nej det kunne jeg ikke lige nå. Måske fordi der var lidt flere penge end ventet, eller måske fordi min kollega kom 2 min før tid – det ved jeg ikke. Men faktum er at det næste kvarter for mig bliver dumt og forhastet. Den korte fortælling er at det kunne jeg have undgået, hvis jeg havde hvilet i det gode i stedet for at forhaste mig videre.

Tirsdag endte så med at blive en intens dag. Jeg nåede fint ud til min veninde i god tid og fik 5 mins ro inden hendes bus kom. Hun var der hele eftermiddagen til kl 19.30. Vi havde ikke snakket sammen efter vi har msitet Malou, fordi jeg har afvist hendes to opkald. Så det var rigtig godt at se hende. Men også intens, fordi vi jo var i snak hele tiden. Så da jeg fulgte hende op til bussen, kunne jeg næsten ikke formulere en sammenhængende sætning. Jeg gik træt og fyldt hjem igen,

Onsdag var jeg på arbejde i 6 timer. Det gik fint. Jeg nåede en masse godt, som gav energi at lave og som samtidig er meget vigtigt. Men jeg mærker samtidig en del ting, som jeg ikke kan nå, fordi jeg er der så kort. Enkelte af dem er vigtige for vuggestuens drift, så dem må jeg sørge for at give videre.

Idag torsdag har jeg fri og det er godt. Jeg mærker at mit hoved bobler af ideer til ting jeg kunne gøre, men måske jeg skal slå kold vand i blodet og tage dagen som den kommer. Jeg må ikke misbruge min energi. Jeg ved jo mit hoved er hurtigere end min krop – særligt lige nu. Jeg kunne gøre ind og købe voksduge til arbejdet. Jeg kunne køre på lossepladsen med affald og tage kompost med tilbage. Jeg kunne køre ind til min søster og hente noget arvetøj... men måske jeg bare skulle køle lidt ned!!! Jeg kunne også løbe en tur ned om søen – og det ville måske være det allerbedste.