Nakkefoldsscanning på onsdag

Så nærmer nakkfefoldscanningen... og det mærker krop og sjæl. Min taktik med at skubbe tanker om graviditeten væk er så svær at opretholde nu. Tårerne har trillet ned af kinderne flere gange om dagen de seneste dage. Ved den mindste tanke om min graviditet og om Malou. Særligt når jeg kører til og fra arbejde og der får en lille stund for mig selv. Det er sådan et pres og jeg kæmper for at holde mig kørende og ovenvande.
Jeg talte med min psykolog om det, da vi var afsted igår. Hun sagde at det jo er ren overlevelse at jeg beskytter mig fra tanker om graviditeten. Men at det var tydeligt at noget banker på og må ud, fordi jeg er så grådlabil. Det ligger lige inde bag ved øjnene. Venter kun på at springe ud. Som hun sagde så er angsten i denne graviditet jo blandet sammen med sorgen over at have mistet Malou... og derfor må jeg ikke udelukkende skubbe tankerne væk og ignorere dem. Og hun har ret. Det er jo det jeg oplever. Den barske virkelig kan ikke holdes borte længere. Jeg må forholde mig til det jeg står overfor. Jeg er også bange for at tilbageholdelsen fra betyde at jeg en dag vil skumme over og bryde sammen i et angstanfald. Jeg bliver nødt til at forholde mig i brydstykker til angsten uden at den får overtaget.

De næste 8 uger bliver skæbnesvangre. Jeg håber at jeg kan koble mig til graviditeten og begynde at nyde den lidt, når de 8 uger er gået. De 8 uger som først skal føre os igennem NF og dernæst forhåbentlig tidlig MD og så til sidst den mest smertelige (i mindet om Malou) den ordinære MD. Men Nakkefold er første skæring. Jeg kan slet ikke forestille hvordan jeg vil reagere vil at skulle lægge mig der på briksen. Jeg ved ikke om jeg tør se og høre. Hvordan kan man forberede sig på at skulle høre dommen? Og hvis tallene ser dårlige ud, som efter NF med Malou, hvordan skal jeg så kunne udholde at vente på moderkageprøve? og herefter på svaret... Tankerne og ordene er fattige. De kan ikke beskrive den kropslige fornemmelse, som reagerer, når tanker stikker en lille flig frem.

Når tankerne kommer, er det som om kroppen tager over. Kroppens hukommelse af at ligge på briksen og få den hårde dom og de følgende dages mareridt med at skulle tage beslutningen om at slå min datter ihjel står mejslet ind i min krop. Og de bliver aktiveret bare ved tanken om briksen. Jeg ved slet ikke hvad der skal til for at deaktivere den kropslige hukommelse. Kan det nogensinde blive anderledes end at briksen vil fremkalde den hukommelse? Kommer jeg nogensinde over den smerte at min datter var syg og skulle dø? Vil jeg nogensinde komme til at vænne mig til den tanke og kunne påhæfte mere neutrale følelser til det faktum at hun var syg og skulle dø? Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt forestille mig at jeg kan føle anderledes om det.

Tiden vil vise det... Jeg håber på forståelse fra min omverden og hjælp til at finde styrke til at komme igennem tiden og smerten. Styrke til at leve med angsten og sorgen.

Tre ugers ferie er slut

Tre ugers ferie er slut. Vi skulle ingen steder, fordi René kun havde to uger og skulle bygge skur/carport til vores nye hus. VI har været hjemme og har haft god tid... og det har været rigtig dejligt. Når man spørger Elias, hvad han har lavet i ferien, har han leget... leget, leget, leget. Og det er da dejligt. Men nu truer hverdagen igen. Jeg starter op på 25 timer i en uge, derefter 30 timer og i løbet af ugerne efter skal jeg op på 37 timer. Jeg skal nok klare det. Det virker ikke uvirkeligt. Men hvor ville jeg ønske at det var anderledes. Og det ønske har jeg så forbandet svært ved at slippe. Jeg skal jo slippe det, for min virkelighed er jo arbejdet nu. Det er jo det jeg skal forholde mig til. Der er ikke andet alternativ... men hvor ville jeg ønske det var anderledes.

Jeg kan se og mærke meningen i glimt. Jeg kan mærker engagementet og drivet mere og mere. Det ER spændende og energigivende til tider... men hvor ville jeg ønske at jeg skulle noget andet nu.
Jeg vil slet slet slet ikke koble mig til et håb om at kunne gå fra til jul, for puhhh hvor er det smertefuldt at skulle tage sit arbejdsliv op igen, når man én gang har sluppet det. Jeg havde ikke forestillet mig at det ville blive så svært. Det giver ingen mening at tænke at jeg måske skal noget andet i stedet for mit arbejde, for det eneste andet jeg kunne drømme om er at gå herhjemme med min datter, nyde hende og lære hende at kende. Men det fik jeg jo ikke lov til. Min virkelighed er hverdagens ræs... og hvor havde jeg glædet mig til for en stund at stå af den...

Jeg kæmper videre. Tager en dag af gangen. Skuer ikke for langt frem. Har sat mig et nyt delmål, for at klare efteråret. Som jeg havde påsken og ferien til Bali i foråret og sommerferien i sommer. Vi håber at kunne få ferie i 2-3 uger sidst i oktober - start november. Det vil være et break, som gør at efteråret kan overskues i to etaper indtil jul... og så må vi se efter jul. Et skridt ad gangen