Her efter familiehygge ved Skt. Hans i byen med grill, snobrød og bål vil jeg forsøge at samle tankerne mod imorgen - Fredag d. 24.juni 2011 – Malous terminsdato. Det er den dag, som siden medio oktober, har været et pejlemærke for mig. Først som den dag vores længe ønskede barn nr. 2 skulle komme til verden og som meget var udregnet efter – bla. datoen for min barsel. En dato som jeg hurtigt med længsel så frem til og som der lå så mange positive og forventningsfulde drømme ved. Som skulle gøre os til en familie på fire og som skulle gøre Elias til storebror. Sidenhen blev det også dagen hvor jeg skulle have min første datter – en pige som er længe ønsket i familien. Der er flere, som glædede sig. Terminen er noget særligt i en graviditet, selvom man godt ved at barnet formentligt ikke kommer på selve dagen. Men terminsdagen markerer fyrtåret mod hvilket man styrer og mod hvilken man tæller ned.
Sidenhen da blev terminsdatoen af en hel anden karakter – forbundt med en hel anden sårbarhed og smerte, fordi vores lille drømmepige skulle fødes alt alt for tidligt. Terminen blev symbolet på hvordan det skulle have været. Symbolet på alle de skuffede drømme og iturevne forventninger. Terminen blev mindet om alt det vi har mistet og alt det vi nu ikke skal.
Jeg ved at det ikke nytter at sørge over noget, som skulle have været og at man må forholde sig til det som er – til den konkrete virkelighed. Men den virklighed føles så ufattelig uvirkelig. Ind imellem ser jeg ned på mig selv og forstår – forstår at jeg står her midt i tomheden med tomme arme og en iturevet sjæl. Som en anden englemor sagde efter 10 måneder: Jeg føler stadig jeg leder mit barn. Jeg ved hvad hun mener. Min kærlighed til min datter er hvileløs. Den vandrer rådvild rundt i tomme og kolde gange, mens den skriger desperat efter sin datter. Men den får intet svar. Kærligheden møder intet genmæle. Kærligheden er ensom i sin vandring og efterlader et slipspor af smerte bag sig. Det er hvad terminen bringer op. Mindet om tomheden og meningsløsheden. Det minde, som jeg bringer med mig videre nu, i mit liv – resten af mit liv.
Jeg ved at jeg skal markere terminsdagen. Jeg ved at jeg vil gøre den til noget særligt. Der er så meget håb og så meget smerte forbundet med den dato, at den ikke kan eller skal gå ubemærket hen. Jeg har længe tænkt over hvordan den skal markeres. Jeg har været i tvivl om hvad jeg ville være i stand til. Ét vidste jeg – jeg skal ikke på arbejde. René havde egentlig fortalt at dagen ikke betød noget for ham. Derfor var jeg indstillet på at skulle planlægge dagen alene. René havde så vendt terminsdagen i "herre-gruppen" på sorgseminariet, som enstemmigt havde anbefalet ham at tage fri – for min skyld. Jeg havde forventet at skulle markere den alene, så jeg ser det som en gave at vi nu kan være sammen.
Vi har diskuteret lidt frem og tilbage – hvad vi vil og om vi skal gøre det selv eller med Elias. Det er endt med at vi sender Elias i børnehave og gør noget godt og hyggeligt sammen som par. Eller man kunne vælge at sige det sådan, at vi vælger at gøre noget sammen med vores ene barn – vores døde barn. Mindet om Malou – hele markeringen af dagen ville få en hel anden tone, hvis Elias var med og opmærksomheden ville være rettet mod Elias og ikke mod os som par og forældre til Malou. Vi tager ind på kirkegården, dernæst går vi en tur på stranden og ser kunstudstillingen Sculptures by the sea, for til sidst at spiste frokost/eftermiddag på en café. Det tyder på en hyggelig dag – hvor vi kan øve os i nærværet med hinanden og være sammen om nærværet med Malou. Med det vi har fået med vores lille datter og det vi drømte om vi skulle have fået. Det vil være fint i tråd med noget af det vi taler med psykologen om at vi skal øve os i.
4 kommentarer:
Jeg mistede min ufødte datter den 21/6-2010. Jeg havde termin den 11/11-2011, og som du savner jeg stadig (tanken om livet med) min datter hver dag, selv om jeg har en søn på tre år.
Vores forløb har nogle ligheder, men er alligevel så forskellige, at jeg nogle gange sidder målløs tilbage, når jeg hat læst dine indlæg.
Min mand blev først klar over, at det var vores datters fødselsdag forleden, da jeg fortalte ham det. Ingen andre end jeg husker det.
Vi fik ikke anden opfølgning efter at have mistet hende end en samtale med hospitalet om resultatet af obduktionen og årsagen til, at min datter var død (moderkageløsning).
Jeg havde ikke overskud/overblik til selv at søge støtte sidste sommer, og ærgrer mig over, at jeg accepterede mine omgivelsers velmente, men dårlige råd om at "komme videre" og passe mit arbejde efter 14 dages sygemelding.
Den 21/6 i år var jeg på arbejde, hvilket ikke var rart, da mine kolleger selvfølgelig ikke vidste eller forstod, hvorfor jeg var nedtrykt. Godt, at du og din mand har planlagt en fridag sammen, jeg håber I får en hyggelig dag!
Til sidst tak for din blog, som jeg læser med udbytte.
Rettelse: havde selvfølgelig termin 11/11-2010!
Kære Eva. Tak for din respons. Puh jeg føler med dig med din ensomhed i sorgen at ikke engang din mand husker og deler. Som du måske kan læse ud af min blog deler jeg selv rigtig meget og forsøger at være så åben som muligt med hvad der rører sig i mig. Jeg oplever at få rigtigt meget igen og har endnu ikke fået det skidt tilbage. I langt de flest fora jeg kommer I, oplever jeg at der er plads til mig med det som pt fylder.
Hvordan mon du har det nu et år efter? Mon du har nogen, du kan dele det smertefulde med? Du må rigtig gerne skrive igen - gerne privat hejbritta@hotmail.com, hvis du har brug for at "snakke" med én som ved hvordan det er at være dig.
Tillykke med din engledatters 1 års dag. Jeg er sikker på at hun er blevet fejret af de andre små børn, der er blevet taget fra os alt for tidligt.
Kærlig hilsen Britta
Kære Britta
Tak for dit svar. Jeg skriver tilbage her, så de, som måtte læse med, ikke skal snydes for "enden på historien". Min første kommentar blev nok lidt mere negativ, end jeg ellers føler mig, for de der mærkedage ER svære, især når man er ene om at huske dem. Men generelt er der flest gode dage, især på grund af min dejlige søn.
Her et år efter fødslen af min datter er det meget tydeligt, at livet går videre - på godt og ondt.
I foråret har jeg mistet begge mine forældre, og det har til dels overskygget savnet over det barn, jeg aldrig kom til at kende. Det har også gjort trangen til at udvide min efterhånden meget lille familie endnu større. Det lader bare ikke til at ske af sig selv...
Så min mand og jeg har lige været til første samtale på en fertilitetsklinik, og begynder på inseminationsbehandling om kort tid.
Efter at have mistet min datter og mine forældre, er det rigtigt gået op for mig, hvilket kæmpe tabu, døden stadig er i vores kultur. Venner, kolleger og selv familie ved tit simpelthen ikke, hvordan de skal håndtere, at man sørger, tror jeg. Jeg har i alle tilfælde ikke altid haft gode erfaringer med at være åben. Jeg har kunne mærke, at jeg ikke skulle fortælle for meget, hvis ikke jeg skulle blive til én, folk helst undgik, fordi det bliver for træls at forholde sig til alt det sørgelige.
Så jeg synes, du/I har været kloge at finde nogle fora, hvor folk ikke bliver skræmte over at møde nogle, som er kede af det og viser det.
Den erfaring vil jeg tage med mig, hvis jeg får brug for det fremover.
I min proces indtil nu har internettet været god "terapi", både forskellige internetfora, hjemmesider og blogs af mennesker, som også har oplevet den sorg at miste et barn.
Jeg ønsker dig og din familie alt det bedste fremover, og tror på, at I sammen kommer igennem sorgen. Forhåbentligt med en lillebror eller lillesøster til Elias og Malou ud i fremtiden :-)
Mange hilsner
Eva
Send en kommentar