Kommer jeg igennem sorgen – kommer jeg over sorgen? Bliver jeg mig selv igen, som den jeg var før? Kan jeg regne med mig selv eller hvem er jeg nu? Lise Trap siger, "nej sorgen har ikke forandret sig, mit forhold til sorgen har forandret sig". Det er den måde vi ser på sorgen, der ændrer sig. Hvis jeg vil leve livet, skal jeg leve med min sorg – for altid. Sorgen skal leves – ikke kun nu, men altid resten af mit liv. Jeg vil aldrig kunne lægge sorgen bag mig, for den ligger indeni. Sorgen vil ikke blive en del af min forhistorie. Den er en del af den, jeg er her og nu – og den jeg vil blive. Sorgen former den man er.At leve med sorgen kræver læring. Lære mig selv at kende påny. Jeg skal acceptere mig selv, som den jeg nu er med det jeg nu kan.
Jeg har ikke lært det endnu. Det forventer jeg heller ikke af mig selv. Jeg kan ikke leve med sorgen endnu. Jeg har ikke accepteret at sorgen skal være en del af mit liv. Jeg har ikke accepteret at Malou skulle dø og derfor kan jeg ikke leve livet med alle dets farver. Mit liv er en skygge nu. Jeg har ikke taget Malou ind et kærligt sted. Det sted jeg holder hende er så fuld af smerte og afmagt. Jeg skal lære at finde et sted til hende, der er fredfyldt. Jeg tror ikke blot at tiden vil give mig freden. Jeg tror at jeg aktivt må vælge kærligheden og freden til. Det kan jeg ikke nu. Jeg vil ikke nu. Men jeg tror jeg kan lære det. Og det vil tiden hjælpe mig til, men jeg skal være parat. Jeg skal være lærevillig. At tage mit nye liv til mig - min nye identitet, min nye følgesvend – sorgen. På sigt forventer jeg at kunne tænke på Malou på en kærlig og øm måde, men jeg forventer også at smerten vil dukke op ind imellem - fortsat gennem resten af mit liv. Når man læser historierne i "at miste et barn er en livsproces", er det tydeligt at kvinderne fortsat sørger - selvom det er 40 år siden de mistede. Titlen på bogen siger også alt. At miste et barn er en livsproces - du kommer aldrig igennem det - du kommer aldrig over det.
Jeg mærker det lige nu ved at jeg ikke kan overskue det samme som jeg plejer. Hvor tilstanden "småstresset" er god for mig i mit gamle jeg, så kan jeg lige nu ikke være småstresset. Så begynder jeg at tabe tingene, hænderne ryster og hjertet banker. Jeg bliver hurtigere irriteret og kommer hurtigere til at snerre af andre. Jeg må holde fast i hvordan jeg fungerer bedst lige nu. Jeg har bug for åndehuller. Feks foran computeren, hvor jeg skriver og læser. Det er som om jeg først mærker mine følelser, når jeg siger dem højt. Som om der skal ord på. Da jeg igår var på kirkegården og sætte Malous sten på, kunne jeg mærke tristhed, men jeg havde ikke rigtig kontakt til følelserne og jeg kunne ikke græde. Da jeg til aften satte mig ved computeren og skrev ordene kom tårerne. Så fik jeg forløsning. Jeg kan få et helt fysisk behov for at få ro omkring mig og få tid til at skrive. Så har jeg det meget svært med forstyrrelser. Kan ikke have tv tændt eller popradio og slet ikke mennesker omkring mig.
Når jeg kommer mere igang med hverdagen, skal jeg huske de åndehuller. For jeg skal give plads til tankerne og følelserne. Jo mere plads jeg giver de følelser, som er, des bedre får jeg det. Når jeg har for meget om ørerne og ikke giver det plads, ligger de som en underliggende dyne af grå tristhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar