At blive mor til et levende og et dødt barn

Jeg ved nu hvad det vil sige pludselig at skulle stå med et levende og et dødt barn. Jeg ved endnu ikke hvordan jeg skal leve med det. Hvordan skal jeg leve med at have et levende og et dødt barn? Hvordan jeg skal kunne rumme begge? Det har ikke været nemt. Men jeg øver mig og det går bedre. Jeg kan stadig ikke have for meget larm, fra Elias 4 år. Både hans hjertelige glæde og hans gråd og frustration lammer mig. Min krop reagerer stadig med hjertebanken, hovedpine og rysteture, når ham og en legekammerat zapper rundt i huset.


At blive mor til dødt barn, når man er mor til et levende barn har bragt megen splittelse med sig. Jeg føler mig splittet overfor Elias. Særligt i de første uger. Han var det vigtigste i mit liv – det jeg mindste kunne undvære og det sværeste at forholde sig til og det jeg helst ville være fri for. Jeg var så bange for også at miste ham, men havde alligevel lyst til at få fred for ham. Jeg ville tage ham helt ind, men måtte samtidig skubbe ham helt væk. Han var ikke Malou. Tomheden forsvandt ikke, når jeg tog ham ind til mig. Jeg kunne ikke tage ham dybt nok ind. Han kunne ikke erstatte det hul, som Malou har skabt. Mit hul i maven og hjertet er der stadig, selvom jeg knuger ham nok så meget.

Jeg måtte skubbe ham væk. Jeg havde brug for ro. Jo mere jeg skubbede ham, des mere trængte han sig på. Jeg bakkede og han insisterede, testede, hylede og skreg. Jeg kunne ham ikke.
Jeg hadede mig selv for ikke at kunne rumme min egen dreng, men det kunne jeg ikke. Han var lige der og krævede mit liv og mit nærvær. Men det eneste jeg kunne koncentrere mig om var at være sorgen nærværende. Han var lige der og mindede mig om at virkeligheden måtte gå videre, men jeg kunne ikke overskue virkeligheden. Jeg kunne ikke tage alle de skridt, der tilsammen danner en hverdag. hvert eneste skridt var tungt og føltes som at gå i vand. Jeg kæmpede mig igennem hverdagens gøremål, fordi hverdagens struktur er vigtig for et barn. Elias skulle op og afsted hver dag – og vi/jeg skulle have rum og ro alene hjemme. Når jeg taler om at jeg ikke kunne tage de tunge skridt, der danner en hverdag, så gjorde jeg det rent faktisk - dog ikke alene. Jeg kunne ikke have gjort det alene. I de første par uger tog René rigtig meget over med rutinerne med at komme op og afsted om morgenen. Aftensmad, madpakker, bad osv. Han har sluppet rutinerne igen, men i starten var han den primære. Det i sig selv var en omvæltning for Elias, fordi han var vant til at jeg var rutinen. Men det var dog hverdag og rutine, selvom det var far . Faktisk reagerede Elias mest, når jeg deltog i rutinerne.

Men jeg deltogi rutinerne, fordi jeg skulle. Hvis jeg havde kunnet vælge, havde jeg ikke gjort det. Det kostede mange kræfter. Jeg kunne gå hele dagen og samle kræfter til de timer om eftermiddagen. Timer som for en stor del af det rummede meget lidt nærvær og opmærksomhed. Men bare tanken om at skulle være nærværende for andre udenfor mig selv, var udmattende. Mit nærvær var et andet sted. Jeg var sorgen nærværende - ikke Elias og samværet med min familie. Jeg kunne ikke rumme ham, men jeg skulle være der.
Vi forsøgte at gøre almindelige ting. Gå en tur ved vandet alle 3, men det mislykkedes. Elias hylede og vi gik inde i os selv. Så vi tog i stedet hjem. Tændte for fjernsynet - sov på sofaen. Overlevede den første svære tid. Efter de første uger fik jeg mere struktur på sorgarbejdet. Fik opdelt dagen, så jeg havde tid i dagtimerne til at gøre noget godt for sorgen. Havde mere overskud om eftermiddagen - så jeg i små rum kunne være mere nærværende.

Nu fylder sorgen ikke det hele. Jeg kan godt gå igennem en hel dag uden fokuseret sorgarbejde. Jeg mærker nu en flig af glæde over at skulle være sammen med ham en hel dag. Kan bedre overskue alt den tid og al den uro. Men jeg bliver nødt til at finde mig ro og tid til mig selv. Kan ikke gå en hel dag og være mor. Fjernsynet kører mere. Jeg tillader mig nu at sidde ved computeren, når han er her. Jeg græder mindre, mens han ser det. Jeg finde mig min huller på andre tidspunkter. Jeg kan bedre styre det nu. Og det hjælper på os. Han ved mere hvor han har mig nu. Han er mindre usikker på mig nu. Han græder mindre. Han reagerer mindre hysterisk. Han tester mig ikke længere. Jeg har mere tålmodighed og han er mindre modsat nu.

En anden englemor fortæller at hun idag 4½ år efter stadig oplever ikke at kunne tage hendes store pige ind. Der er en afstand imellem dem, som de har båret med sig. En smerte over at den store pge måtte miste sin mor, da de mistede lillebror. Det smerter mig at høre at hun end ikke idag føler at hun ikke har taget sin datter helt ind. Det smerter mig at tænke på min egen Elias - min elskede søn- måske skal blive ved med at opleve en fragmentret mor. jeg ville så gerne give ham alt det bedste i verden - og det vigtigste er betingelsesløs kærlighed fra sine forældre. Skal han vokse op uden den?

Jeg føler mig ikke splittet mellem Malou og Elias. Jeg ved godt, hvor jeg vil og skal være. Jeg tænker på ingen måde at jeg skulle følge med Malou. Selvom det var det eneste sted, jeg kan være sammen med hende, tænker jeg ikke at jeg selv vil dø for at følge hende. Mange tænker sådan. Men jeg ved at jeg skal leve - det er jeg slet ikke i tvivl om. Men jeg er splittet mellem sorgen over at Malou ikke skulle leve og at Elias stod der og var sprællevende. Jeg var splittet mellem kaos, kærlighed, smerte og glæde - og det var umuligt at rumme det hele. Jeg er splittet fordi at tænke på Malou skaber så meget afmagt, vrede og smerte i mig. En vrede som hun- som min datter – på ingen måde fortjener. En afmagt, som ikke levner plads til kærligheden til min egen datter.