Jeg ved, at jeg resten af mit liv skal leve med den beslutning, at jeg har dræbt min datter. Jeg ved nogen vil sige at jeg ikke må sige det sådan – at jeg ikke må bruge ordene "dræbt", "slået ihjel", "taget livet" og at det er meget rarere for dem, hvis jeg siger "afbrød graviditeten", "tog afsked med min datter" eller andre omskrivninger, der kan blødgøe det faktum at vi selv traf beslutningen.
Jeg ved at nogen vil sige til mig at naturen, lægevidenskaben eller Gud allerede havde truffet beslutningen for os og de kan på sin vis have ret. Jeg ved at jeg på et tidspunkt vil opleve at fornuften tager mere over og overbeviser det kaotiske følelsesliv om at det var det rigtige vi gjorde. At vi udførte medlidenhedsdrab af kærlighed og af medfølelse for vores datter – og for vores søn.
Formuften vil mildne, men den vil aldrig kunne fjerne det faktum, at jeg har stået i den situation, at jeg skulle beslutte om min datters liv var værdigt nok til at fortsætte. Og hvem har givet mig den licens til at dræbe? Hvem har nogen sinde lært mig noget om hvordan jeg skulle takle den situation, at jeg engang skulle tage livet fra mit eget barn. Misdannelse eller ej er Malou mit barn. Hun var ikke først og fremmest en misdannelse. Hun var ikke først og fremmest handicappet. Hun var ikke først og fremmest uværdig.
Hun var først og fremmest mit barn, ønsket, elsket, savnet. Og derfor vil fornuften aldrig kunne overmande helt. Hun er mit barn – hun er ikke et vorte, man kunne fjerne. Som Williams skriver er hun ikke mindre værdig til min kærlighed fordi hun var misdannet. Hun var ikke mindre værdig til at være mit barn , fordi hun var misdannet. Men jeg valgte at hun var mindre værdig til at leve livet. Jeg valgte at afslutte hendes liv, fordi hun ikke var værdig til at være min datter i live. Uanset hvordan jeg vender og drejer det, så har jeg først og fremmest slået min datter ihjel – Og det skal jeg leve med resten af mine dage. Og kan jeg det? Kan jeg leve med at jeg ikke turde give hende livet. At jeg var bange for alt det jeg ville miste i mit liv. Alle de planer og drømme jeg havde stillet op, så jeg kunne få det perfekte liv. Hun var ikke uønsket, men det blev hun. Min elskede datter blev uønsket og jeg valgte hende fra.
Det bedste jeg kunne gøre med det mod og den rummelighed jeg kunne mønstre var at give hende døden. Når jeg mærker Williams historie mærker jeg også min tvivl om vi skulle have give hende mere af livet i min mave. Vi drømte om at give hende livet – men det liv hun måske kunne få lov at leve, var så langt fra det vi drømte om – og det var ikke værdigt for os. Og vi havde ikke mod til at hun skulle have lov til at leve et liv, der strittede bort fra vores forventninger. Det Malou kunne byde på, var ikke godt nok. Hvem har givet mig den myndighed til at vurdere, hvad der er godt nok?
Hvad er jeg for et menneske, når jeg kan mene at mit eget barn ikke er værdigt, at hun uønsket, som den hun er. Hvordan kan jeg leve med at hende, jeg elsker så højt, ikke får den betingelsesløse kærlighed, som det lille forsvarsløse barn fordrer? Hvordan kan jeg sige at det netop var af betingelsesløs kærlighed at jeg valgte hende fra? Det er jo en paradoksal modsætning – jeg valgte hende fra, fordi hun ikke levede op til mine betingelser. Jeg valgte hende fra, fordi jeg elskede hende så meget, at jeg ville beskytte hende mod lidelse. Men er det måske mig selv, jeg har beskyttet? Er det måske mig selv, der ikke er stærk nok til at rumme det mest sårbare og forsvarsløse?
Når jeg læser Williams historie, tænker jeg at ja de valgte at bære deres datter næsten til terminen. I 15 hårde barske og voldsomme uger mere end jeg bar Malou. 15 uger, som de ikke ville have været foruden og som fyldte dem med kærlighed til deres datter, til hinanden og til Gud. Da Williams liv kom i fare pga graviditetskomplikationer, blev fødslen sat igang og deres datter blev født uden liv. De har haft 15 uger mere end mig med deres datter. 15 uger som jeg ville have elsket at have haft, og som jeg er i tvivl om jeg skulle have givet os. Men det vælger at afslutte graviditeten ganske som min blev afbrudt. Det er ikke naturen eller deres datter, der træffer det valg. Det er dem selv. I sidste ende har de truffet valget, men de valgte at købe tid med hende.
Jeg ville ikke have byttet deres historie. Den lidelse Willams går igennem i de 15 uger, ville jeg ikke have givet mig selv. Jeg splintres indeni – fordi jeg ville ønske af hele mit hjerte at jeg stadig var gravid med Malou, men hvis hvis jeg bar hende endnu og hun skulle dø før terminen i juni, ville jeg ganske rigtig kunne nyde hende nu, men jeg ville også miste de måneder, hvor min krop kunne forberede sig på en ny baby. Malou ville være i vejen. Hun ville tage pladsen for at en ny levende baby kunne blive en del af mig. Hvor er det brutalt og egoistisk – men rigtigt. Hvis hun alligevel skulle dø, kunne hun ligeså godt gøre det med det samme.
Jeg mærker vreden indeni. Vreden over at jeg ikke kan mærke, at min elskede og ønskede datter bragte mig skønhed og glæde. Vreden over at jeg føler afmagt, mørke og sorg over for hende. Vrede over at jeg ønskede hende bort. Vrede over at hendes liv ikke var værdigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar