Velkommen til vores blog

Et lille kig ind i vores verden - de mest essentielle begivenheder i livet - liv - død - fester - rejser.

Vi skriver engang imellem, i perioder ofte.

Vi opdaterer jævnligt billeder i billedalbummet.

Kig dig omkring og smid en kommentar, hvis du får lyst




mandag den 7. marts 2011

Alt det vi ikke fik og ikke kan give

En mor på små-engle skrev at en veninde havde sagt at når man har mistet tidligt ved man ikke hvad det vil sige at få et barn, så sorgen må være anderledes. Det kan være svært for andre at forstå, at det er netop noget af det som gør så forfærdeligt ondt - At vi ikke ved hvad det vil sige at have et barn, fordi vi ikke har holdt det. Det er jo netop det, at vi ikke fik lov at få vores barn, føle vores barn, holde vores barn, som gør så ondt. Alt det vi havde at give vores barn, får vi ikke lov til at give. Og det er ikke kun bristede drømme og forventninger vi sørger over. Vi sidder tilbage med et fysisk og psykisk arsenal af kærlighed, som skriger på at blive givet til vores barn. En mor-identitet, som opbygges undervejs i graviditeten og i den første tid med barnet, som gør os fysisk og psykisk klar til at blive mor. Og den identitet og det arsenal sidder vi tilbage med - til ingen verdens nytte. Og den identitet og det arsenal skal vi have lagt fra os igen - og det gør ondt

En anden mor skriver om, hvordan livet mon ville have set ud, hvis hendes lille pige havde fået lov at blive. Jeg har på ingen måde foreniget mig med tanken om at jeg selv afbrød graviditeten. JEg har jo selv valgt det. Jeg har selvfølgelig ikke valgt at hun formentlig ville blive fysisk og psykisk retaderet. Men jeg har selv valgt at det liv hun muligvis kunne have fået, ikke var et værdigt liv. Jeg slår mig selv i hjertet over at jeg ikke har givet hende chancen. Jeg ved godt med min fornuft hvorfor jeg ikke gav hende chancen. Men som nyramt og uden svar fra obduktionen kan jeg IKKE mærke den fornuft. Jeg kan kun mærke tomheden over at jeg ikke har hende længere og aldrig skal have hende. Nej jeg kunne heller ikke have holdt ud, hvis hun skulle have levet på en instution - og mit familieliv som vi nyder det idag, ville være ødelagt.

Jeg tænker at vi som selv har valgt at vores baby skulle dø et eller andet sted altid må leve med en dårlig samvittighed over at vi tog det valg. Jeg tror fornuften vil overmande den dårlige samvittighed, men vi skal altid bære at vi tog livet fra vores baby. Jo måske naturen havde bestemt for os, men vi traf valget. Og jeg tror smerten ved både beslutningen og tabet vil titte frem resten af livet.
En mor på mit arbejde fik den anden dag at vide af min kollega at jeg ikke er på arbejdet, fordi jeg har mistet. HUn brød helt sammen, fordi hun selv for 18 år siden har oplevet det samme. 18 år - ja smerten vil blive ved med at titte frem - og det må jeg leve med.

Ingen kommentarer: