Om at skrive sit liv ud

Så gik der næsten 2 måneder inden jeg kom til tasterne igen. Jeg ved ikke om vi stadig har læsere af bloggen, men det er egentlig ikke vigtigt. Jeg skriver nok mest for min egen skyld - både i øjeblikket hvor det at skrive letter mit hjerte og mine skuldre og på længere sigt, hvor jeg ind imellem kigger tilbage og ser hvordan det var at være mig i den periode. Jeg håber dog at nogen stadig får noget ud af de indlæg jeg har skrevet da jeg var i den akutte sorg over at have mistet Malou. Det at skrive var essentiel i min sorgbearbejdning og jeg håber inderligt at nogen kan høste noget ud af alle de ord jeg fik ud dengang. Min vigtigste hensigt at få viderebragt til andre i samme situation er at de ikke er alene - og til dem som ikke selv har stået i samme situation håber jeg at jeg kan bibringe mere forståelse af hvad det betyder for rigtig mange at miste deres barn. Jeg vil rigtig gerne være med til at åbne op for det tabu som død, fortvivlelse og smerte er. Alle mine indlæg fra dengang i 2011 er jo dybt personlige, men et eller andet sted er jeg faktisk distanceret til dem på en anden måde end jeg er med mine tanker og indlæg idag. Da jeg skrev dengang og når jeg læser det nu, opfatter jeg ikke mig selv som speciel hudløs, ærlig eller blottende. Jeg var blot beskrivende... af det som var. Det som er, når man mister et barn. Jeg følte jeg skrev noget alment, noget generelt, noget universelt ved det at miste et barn - velvidende at man stadig har kan reagere forskelligt og med andre nuancer. Men jeg beskriv et tilstand, en status, en situation om en mor, der har mistet sit barn og går igennem helvede for at indtage livet igen. Det handlede ikke om mig, som jeg var før og efter. Det handlede om det helvede jeg var landet i og det som det helvede gør ved et menneske.

Som månederne gik forvandlede mit forhold til det skrevne sig. Det var som om at tiden der gik fra epicentret af mit helvede distancerede mig fra den distance jeg havde til det skrevne. Jeg ved ikke om det kun var noget, der skete i mig selv eller om det blev påvirket af min omverdens forventninger og kommentarer til mig. Men som tiden gik følte jeg at det jeg skrev blev personligt, privat og udstillende. Jeg gik fra at være en sørgende mor til at være en kvinde med rod i sit personlige liv - og som udstillede dette på nettet. I princippet er det ok at udstille sin svaghed på nettet - livet er ikke rosenrødt og kan det på nogen som helst måde være til støtte for andre at jeg skriver om det, så er det ok for mig at udstille mig. Men den åbenlyse rummelighed fra mig selv og fra andre? er blevet mindre og mindre som tiden går. Ikke mange stillede spørgsmålstegn til min smerte og mine kvaler i starten, men at det fortsat påvirker mig liv og at jeg stadig er en sørgende mor (og meget andet) kan virke overraskende på andre (og mig selv).

At mit forhold til det skrevne har ændret sig sætter også barrierer for at formidle og kommunikere så meget. I starten da jeg havde tiden til sorgbearbejdelse skrev jeg et indlæg om dagen, men da hverdagslivet drønede derudaf blev tiden og roen mindre. Det var intenst at skrive og det krævede en masse af mig - ro - tid - nærvær., men det gav så meget igen - forståelse - lettelse - kommunikation - møde med andre. Jeg ville ønske jeg kunne give mig tiden til at skrive. Det gør mig så godt. Og her er jeg nu - på en fridag til mig selv - med tiden til at skrive og beskrive det som er... det som fylder - det som betyder noget - GOD WEEKEND

See you in heaven, sweet baby...

http://www.youtube.com/watch?v=uO1wsKi0-b8

2 år - Kaos og kærlighed

Imorgen er det to år siden jeg fødte min lille prinsesse, Malou... alt alt for tidligt... og hvordan har jeg det???? Meget bedre end sidste år, da jeg skule gennemleve dagene første gang, kunne være et svar. Sidste år var jeg hudløs slidt på dette tidspunkt. Sidste år stod dagene med alle valgene og den umenneskelige beslutning lysende klar i hele min krop. Sidste år var et rod af liv og død. Sorgen over Malou... smerten ved at hun ikke er her... erindringen om traumet... og Lea sparkende i maven... den forestående fødsel... og ville jeg også denne gang skulle forlade fødegangen med tomme arme? I år er kaos-ugen rodet sammen med Leas opstart i institution. Det er svært, men det er ikke ødelæggende. Det trækker tårer, men det er ikke ødelæggende. Hvis bare det vil fortsætte sådan, så har jeg et håb om en dag at kunne være på fode igen. Men jeg tror aldrig februar vil blive det samme igen. Februar vil nok altid være en smertens måned, for den vil minde mig om de traumatiske dage, hvor mit liv blev vendt rundt.

Man går ikke ubemærket gennem et traume... og jeg tror jeg vil være mærket resten af mit liv. Jeg vil ikke blot altid savne mit barn. Jeg vil ikke blot altid mangle mit barn. Jeg vil også for altid være ændret. Jeg har fået en ny sårbarhed. Jeg har mistet min hidtidige naive ubekymrethed, hvor jeg kunne vende mig bort fra døden og lade som om den ikke kunne ramme her. Jeg har altid været bevidst om at jeg og vi skal dø... og at det kunne ske "før tid"... men jeg har tidligere kunnet fjerne mig fra den tanke at det kunne ske lige nu. Jeg har tidligere kunne forholde mig til det mere kognitivt... og har kunne bladre væk, hvis tragedien kom for tæt på. Det kan jeg ikke længere. Jeg kan ikke bladre væk. Jeg kan ikke bare tro på at det nok skal gå... at det rammer nogen andre... For det usandsynlige ramte mig. Det som ingen forældre kan og vil forholde sig til, det SKAL jeg forholde mig til. MIT BARN ER DØDT. Jeg har måtte tage afsked med mit barn... og hvordan f..... gør man det?

Samtidig med afskeden har jeg skullet finde en vej fremad... For livet går fremad... og det skal leves... På de to år, der er gået har jeg fundet mig en vej igennem den akutte sorg. En vej, som syntes helt umulig at forestille sig. Det føltes som om alt skulle læres påny. Samtidig skulle jeg finde en vej med smerten og det almindelige liv, som jo fortsatte ufortrødent. Jeg kunne ikke gå i hi. Jeg kunne ikke grave mig ned, selvom jeg måske allermest havde lyst. Jeg kunne sørge på deltid, fordi hverdagen skulle fortsætte. Det var ingen dans på roser at have et barn i forvejen... Det var min lykke... og det var min frustration.

Jeg skulle finde min vej med sorgen og det nye liv i maven. Hvis det var svært at have et barn i forvejen, så var det intet imod at bære et nyt. Det var en knivskarp kamp om at klare hver enkelt dag med angsten i kort kort snor, samtidig med at arbejdslivet krævede mere og mere af mig. Det var et efterår i kaos, men også et efterår med perspektiv og håb... Jeg ved slet ikke hvordan jeg havde klaret det efterår uden det spirende liv i maven... Det var min lykke... og det var min sønderrivende angst.

Jeg fik min levende baby... og mine arme blev fyldte... Men hullet i hjertet er der endnu. Kan det fyldes nogensinde hele? Jeg blev mor til mit 3. barn... og skulle finde en vej med sorgen og glæden... De to levende børn tager deres plads. De beder selv om min opmærksomhed. De tager deres stunder af min udelte opmærksomhed... men mit døde barn skal gives pladsen. Hun råber ikke så højt, at jeg ikke kan ignorere hende. Hun viser sig i min krop... Hun sætter sig som smerten i brystet, hvis jeg ikke lytter. Hun bor i stilheden og i eftertanken. Hun kan kun nås i et isoleret rum, som kun kan nås, når jeg er alene. Der er ikke plads til nærværet med hende, når der er andre. Min kontakt til hende er så sårbar og fintfølende, at jeg skal have ro, tid og plads til eftertanke... Men konsekvenserne af at ignorere hende rækker ind over hele mit liv. Smerten i brystet forplanter sig til mit overskud, mit humør, min lyst til livet... Kun ved at tage hende alvorligt og give hende rummet, kan jeg bevæge mig ud i livet. Jeg er ikke god til det... at give hende pladsen, men jeg bliver nødt til at lære det.

To år er gået... to levende børn er jeg velsignet med. Og jeg er ikke glad... Jeg hader det at faktum at min livslyst er væk. Jeg kan grine og fest... men jeg elsker ikke livet. Jeg føler mig mere deprimeret end lykkelig... og jeg hader det. Jeg ville sådan ønske at det var anderledes. Jeg ville ønske jeg igen kunne sprudle og nyde. Jeg ville ønske at jeg kunne mærke gejst og energi igen... mere end i stjålne øjeblikke...

Mit liv er blevet lysere på de to år... Men mørket fylder stadig (for) meget... Jeg håber jeg en dag kan tage solen helt ind... Livet er alt for kort... jeg vil så gerne være en anden mor og en anden kæreste. Jeg vil så gerne være glad igen...

Kæreste Malou

Idag er det juleaften... og du er her ikke. Langt de fleste dage har jeg fundet fred med at du ikke er her. Det er som om det er en umulig for mig at tænke både du og Lea til stede levende i mit liv. I udelukker hinanden. Hvis du havde levet hos os, havde vi ikke fået Lea. Og Lea er her, fordi du ikke kunne være her. Hun er ikke dig. Det er jeg helt med på, men det er som om at hun har erstattet dig. Hun har ihvert fald erstattet det uendelige tomrum, som du efterlod. Jeg har svært ved at sætte ord på det og som jeg skriver det nu, virker det så hjerteløst, men i min fortælling om dig de sidste månederne har jeg ikke manglet dig her. Det er en umulighed for mig at tænke både dig og din søster her. Der skulle ikke rende en 1½ årig datter rundt, for så ville der jo ikke kravle en 9 måneders datter rundt.

Men de sidste dage har jeg mærket en tristhed. Tårerne har været på lur lige bag ved øjenlågene meget af tiden og nu triller de. Igår da jeg skulle lave de dekorationer, som vi idag skal op med i din have, blev det igen helt helt meningsløst. Hvad er det for en verden, når jeg må lave dekorationer til min datter i stedet for med min datter? Hvad er det for en verden, hvor det jeg kan give min datter, er noget pynt på hendes grav? Min lille baby ligger i den frosne jord i stedet for at være i mine varme arme. Jeg forstår simpelthen ikke at du skulle dø. Det er så ondt ondt ondt.

Så ja fucking, fandme, for helvede... jeg mangler dig, min kære Malou. Du skulle være her sammen med os. DU skulle have trisset rundt om juletræet inde i stuen, pillet ved kugler, sunget med os, grinet med os. Nu er det anden jul uden dig... og det gør så forbandet ondt. Det giver ingen mening. Du skulle have været her.

Jeg sender dig al min kærlighed. Lige nu er kun du. Jeg savner dig og er så ked af at du skulle dø. Jeg håber du mærker mig, min kære pige. Hvor ville jeg ønske, jeg kunne mærke dig endnu engang. Det var så kort så kort tid, vi fik sammen.

Jeg elsker dig, MOR

Oplæg til Åbent hus

Jeg er blevet spurgt om jeg vil lave et oplæg til åbent hus i Landsforeningen i januar. Temaet er "Det første år uden vores børn". Jeg har sagt ja. Men det var godt nok en masse indvendinger, der først vendte sig i mig. For det første pasning af Lea, men hun vil være 10 måneder, så mon ikke det går. Dernæst det sårbare i at mødet i januar vil være det første i 10 måneder - Hvor hårdt vil det i sig selv være at være tilbage og at jeg så skulle stå forrest og være fokuseret? Kan man tillade sig at fælde tårer og knække over i stemmen som oplægsholder? Ingen af de andre jeg har mødt har vist følelser på den måde. Og jeg kan ikke garantere at jeg vil kunne tale om mit første år uden at blive grådlabil... hmmm.
Og en indvending handlede om temaet - det første år... Er jeg specielt repræsentativ for det emne? Det er jeg selvfølgelig, af den simple grund at jeg har gennemlevet første år uden mit barn. Og hvad er mit første år præget af? I stikord kunne man sige:

- Mit livs mørke - En smerte så dyb at alt andet før og efter blegner
- En kærlighed så stor og så uhåndterbar at den gav mere afmagt end glæde
- En følelse af et liv uden mening, uden fremtid, uden håb
- En spaltning af identitet uden centrum. Hvem er jeg? Hvad kan jeg?
- En ensomhed - et tomrum - en smerte - som altid vil følge mig
- En udfordring i mødet med mine nærmeste (min kæreste - min søn), som gav mig grund til at tage skridtene fremad, men også forstyrrede mig forfærdeligt i min desperate behov for at være sorgen nær
- Et møde med mine forsvarsmekanismer, som har hjulpet mig med skridtene fremad, men også stresset mig til afgrundens rand
- Et behov for at kommunikere, beskrive og forstå, som føltes eksistentielt nødvendigt
- Et møde med omverden, som betød så forfærdeligt meget, og gav så meget frustration
- Et møde med en angst så grundlæggende, en mistillid så smadrende...
- Et følelse af skyld, skam, ansvar, jeg/kroppen har svigtet
- Datoer som skal gennemleves - overleves

Men også
- et gensyn med glæden, med lyset, med livet, med kærligheden
- en spirende tro på at livet igen vil os det godt
- en fremtid, som igen virker mulig at leve i
- en horisont der kan overskues
- en begyndende samling af mig - at lære mig selv at kende påny

Det første år rummer det hele eller i hvert fald det meste:
- Den akutte mørke sorg
- De første skridt fremad
- Kommunikation med omverden
- Pårørendes reaktioner
- Parforholdet - kommunikation og nærvær
- Søskendes reaktioner
- Tilbagevending på job/studie
- Fremtiden - tilbage til "det normale"
- Identitet - reaktioner og handlemønstre
- Gravid igen
- Mindedage - de betydningsfulde dage uden mit barn
- Gravens betydning - andre mindesteder
- ....

Ja, jeg har sagt ja... og jeg har masser af tanker på det... SÅ handler det selvfølgelig om at jeg får samlet alle de tanker til et oplæg som giver mening også for andre en mig. De andre skulle gerne kunne spejle sig deri og måske have lyst til at fortælle om deres egne tanker og oplevelser. Jeg er spændt på det, men jeg tror godt jeg kan. Og jeg vil så gerne bidrage og give noget igen. Jeg har også savnet at komme i Landsforeningen. Det har givet så meget... og jeg er ikke færdig med det... og nu er det på tide at jeg giver noget igen.

Skal jeg udfordre angsten?

Jeg ruger stadig over beslutningen. Hvis bare jeg var bedre til at gå efter én løsning og ikke skulle overveje sådan frem og tilbage. Jeg svinger frem og tilbage mellem de to muligheder. På trods af lægens klare melding om at der ikke er nogen grund til at jeg ikke kan føde vaginalt, så er jeg overbevist om at jeg kan få det som jeg vil have det. Jeg skal bare melde ud. Men det er svært at melde tydeligt ud og det var det som jeg havde håbet at få noget sparring på til fødselssamtalen. Men det var jo tydeligt at lægen ikke kunne sætte sig ind i min/vores psykiske situation. Han forholdte sig til mine fysiske muligheder og det spejlede jo slet ikke hvad der fylder for os. Vi var til åbenthus i Landsforeningen torsdag og oplægsholderen psykolog Bodil Kappelgaard, sagde så klogt, at det er så lidt der skal til, for at man føler sig følt. Og det kunne den læge ikke. Han kunne ikke få os til at føle os følt... og det skabte mere frustration end afklaring. Han matchede os simpelthen ikke. Det betød også at der slet ikke var mulighed for os for at få stillet alle de spørgsmål, der måske kunne afklare valget.

I håb om at få hjælp til den følelsesmæssige del har vi bestilt en tid hos vores psykolog imorgen. Vi har ikke været hos psykologen i 2 måneder, fordi vi aflyste en tid vi havde i december, så hun har heldgivis givet os en dobbelttid, så der er god tid til at vende det som fylder. Jeg vil forsøge at samle mine tanker om de to mulighder inden. Mit mål er med samtalen med psykologen at blive klogere på hvilke skridt, der er vigtigt at tage lige nu, for at få os alle 3 bedst muligt igennem de næste 1½ måned. For René fylder det også en del. Han er igen begyndt at sove lidt uroligt... og det er en vej vi ikke ønsker han skal gå ned af nu hvor han lige har annulleret sin deltidssygemelding.

Mine tanker kredser om mit forhold til min angst. Hvordan skal jeg deale med den?

Skal jeg respektere min angst og bede om et planlagt kejsersnit nogle dage før termin?Et planlagt kejsersnit virker som et langt mere kontrolleret forløb, hvor der er mindre risiko for at noget kan gå galt. Der er selvfølgelig en øget risiko for at barnet får brug for hjælp til at trække vejret og måske en indlæggelse, men efter at jordemoderen på fødegangen i sidste uge fortalte at det ikke er reglen at børn efter kejsersnit har brug for hjælp. Langt de fleste kommer ud og er friske. Og at de forsøger at imitere fødslen ved at gnubbe barnet, når det kommer ud. Jordemoderen mente ikke at det lød som om det var kejsersnittet, der havde påvirket Elias, men i stedet de lange fødsel og den korte navlesnor, som havde stresset ham.

Jeg er ikke nervøs for min fysiske tilstand efter et kejsersnit. Efter kejsersnittet med Elias kom jeg mig hurtigt. Jeg havde selvfølgelig ondt i såret og de første dage kunne jeg ikke vende mig i sengen med Elias, men allerede efter en uge var jeg i færd med rengøring af vores trappeopgang.

En veninde spurgte mig i weekenden om det måske vil være sværere for mig at koble mig til mit barn ved et kejsersnit, fordi jeg så ikke har gjort den intense arbejde gennem fødslen, som forbereder én til at barnet kommer ud. Men at barnet bare bliver taget ud af maven uden at jeg selv har været aktiv. Jeg ved det ikke, men puhh hvor rammer den sætning – at mit barn bare bliver taget ud til mig... Tænk sig hvis jeg kunne slippe for yderlig bekymring, men at mit barn BARE bliver taget ud til mig – frisk og levende og at jeg ikke skal igennem en lang og truende proces. Det lyder som det ideelle – som det jeg vil. 

Men på den side er jeg i tvivl om jeg skal udfordre angsten og føde mit barn selv? 
Jeg vil gerne kunne føde mit barn selv... der er mange argumenter, som jeg tidligere har skrevet om... give mit barn det bedste, være en stærk kvinde, at gøre det naturlige, at være en god mor... men det vigtigste argument for mig er at udfordre angsten. Ikke at acceptere angsten som et grundvilkår i mit liv, men at udfordre den og forhåbentlig komme igennem med en god oplevelse, der kan bekræfte at jeg er og kan andet end angsten og at livet byder mig grund til andet end det har gjort det sidste år og med oplevelsen af Elias' fødsel. Jeg forestiller mig at det kunne blive betydningsfuldt i min sorgproces, i retableringen af mig selv og i min personlige udvikling. Jeg er et menneske, der gerne il lære – et menneske, der gerne vil udvikle sig – et menneske, der gerne vil udfordre sig og udvikle sig. Men jeg ved bare ikke om det er lige nu og med det her at jeg skal udfordre mig. Jeg er bange... bange... bange... men jeg skal jo ikke lade mig styre af den angst... skal jeg? Det allervigtigste for mig er at jeg ikke skal begrave endnu et barn... så er alt andet ligegyldigt. Så kan jeg være et råddent afstumpet menneske. Bare jeg ikke skal begrave endnu et barn. Men hvad nu hvis jeg kunne komme mere hel og stærk ud efter en god og livsbekræftende fødsel... efter en oplevelse af at jeg kunne og at livet/naturen ville mig det godt? Er det nu jeg skal tage det med?

Vi skal formentlig ikke have flere børn, så hvis jeg skal lære noget andet om mig selv og om livet ift det at give liv til mit barn, så er det nu. Jeg får formentlig ikke chancen igen.

Så det er mit dilemma, som jeg tager med til psykologen imorgen. Skal jeg respektere angsten og gøre det bedste for mig selv på den korte bane? Eller skal jeg udfordre angsten og måske gøre det bedste for mig på den lange bane?

Hvis jeg vælger at føde selv, skal have lagt mig nogle tryghedsaftaler ind i planen. Lægen i Randers sagde at vi kan aftale at fødslen ikke må tage mere en 24 timer før vi foretager kejsersnit. Min egen læge – som jeg var til rutinekontrol hos i torsdags – sagde at det kunne aftales at kejsersnit kunne foretages efter 6 timer, så der var en meget overskuelig tidshorisont. Samtidig kan jeg skrive alle andre behov for aftaler om feks smertedækning ind i aftalen.
Jeg ved at jeg ikke vil gå over termin og jeg vil sættes igang eller have kejsersnit senest på terminsdag. Da termin falder på en fredag, vil jeg ikke vente med at blive sat igang til om mandagen. og ved jeg ikke om jeg vil kunne få kejsersnit i weekenden, hvis jeg ikke har født i løbet af fredag/lørdag. Hvis ikke, vil jeg skulle sættes igang midt på ugen (f.eks. Onsdag d. 29.2. - men ikke føde den dag, vel?), således at jeg kan have født/fået kejsersnit inden weekenden. Disse tanker og spørgsmål må jeg tage med til jordemoderen i fødegangen, når vi forhåbentlig snart bliver afklaret.