torsdag den 26. april 2012
Barsel er fastlagt
I tirsdags var vi på visit på mit arbejde for at lave barselsplan. Min barsel slutter d. 22. januar og så har jeg 7 ugers ferie, der skal bruges, så jeg starter igen d. 14. marts.. D. 14. marts....???? der er jo virkelig længe til. Jeg er så taknemmelig for at få al den tid... det er jo helt vildt... Jeg kan tude af taknemmelighed ved tanken. Vi må virkelig være taknemmelige for at leve i et land, hvor det er muligt. Vi forlænger barslen med 8 uger... som René tager fra midt i oktober til midt i december... Og ja så drager vi til Australien... jo jo.. I 2 måneder skal vi køre langs østkysten down under i en autocamper. Så der er noget at få planlagt. Vi tager et par dages stopover i Singpore på vej ned og et par dage i HongKong på vej hjem...
Indtil da vil tiden sikkert flyve afsted... Lea og jeg er startet i mødregruppe og har været afsted to gange. Vi har 4 kvinder mellem 29 og 36... ja jeg er alderspræsident. Børnene er født med omkring 5 uger imellem fra d. 29.2. til d. 6.4. 3 piger og 1 dreng. Tre er flergangsfødende og 1 er førstegangsfødende. De virker rigtig søde, og det skal nok blive hyggeligt.
Så er Lea også blevet skrevet op i vuggestue... Ja man skal være tidligt ude. For et par år siden blev der oprettet en privat vuggestue i byen. Den har stor søgning til sine 18 pladser, så det er med at være tidligt ude. Nu må vi se om vi får plads. Hun bliver også skrevet op i det kommunale system. Indtil videre både i institutioner i Hornslet og i dagpleje i Mørke. Indtil videre... så må vi lige rette til, når vi kommer tættere på.
onsdag den 25. april 2012
Hele familien til svømning
Igår drog hele familien til svømning i Auning svømmehal. Her har Elias jo gået til svømning en gang i ugen i 3½ år. Han går nu på et hold for børn, der selv kan svømme... og hvor forældrene egentlig kun er med i vandet for at nyde det dejlige varme vand. Vi har fået lov at snige Lea med i vandkanten... Svømmeholdene holder sommerferie en gang i maj, så Lea kan først starte op på et hold til august. Men hun skal da ikke snydes for at opleve de varme bade.
7½ uge og i svømmehallen. En dame i omklædningsrummet mente vist at jeg mishandlede mit barn... for det var da synd at hun skulle ned i det vand... Er det synd? Mon andre også synes det? Mon hun selv opfatter det som en straf at være i vandet?
Lea klarede det så flot... Brusebadet inden modtog hun med sindsro. Jeg havde mulighed for at bade hende i et lille badekar, men det gik så fint med brus. Og i det varme bassin lå hun lige så fint og sugede til sig... Efter små 20 min gik vi op igen... Hun var stadig rolig, men jeg ville gerne give os ro i omklædningsrummet, så vi ikke skulle kæmpe og bruserne og så der var mere tid til at blive færdige.
Lea tog igen brusebadet helt roligt. da hun skulle have tøj på, blev hun lidt ked, men hold da op hvor havde hun også været sej. Hun fik en tår at drikke og det passede så fint med at Elias og René blev færdige.
Og så var hun træt... Hun sov for første gang i soveværelset roligt til aften. Blev puttet med en tår, da vi kom hjem ved 20 tiden. Blev vækket og fik en tår igen ved 22.30 tiden da jeg gik i seng. Bad om mad igen 6 timer efter og sov videre i 2 timer. Om dagen idag var vågen i 2 timer , sov 3 timer, var vågen 2 timer og sov igen i 2½ time. Så det var flot.
De sidste uger har jeg fået lov at få mere og mere søvn... Flere nætter har Leas første lur været 4-4½ time og de sidste to nætter har hun taget 6 timer og vist lidt til i første lur... Så det er jo stort...
Vi har endnu ikke en fast rytme... men i et par uger har eftermiddagsluren været rimelig tilregnelig. Lea sover rodet om formiddagen, men har gerne taget 3-4½ time om eftermiddagen. Hun er stadig ikke tilregnelig om aftenen og kan rodde meget rundt, spise meget og være meget vågen. Jeg har et par gange forsøgt med at putte hende på værelset, men hun vågner igen og kan ikke finde ro alene. Så vi prøver til og nyder ellers at have hende i stuen. Mon ikke hun og vi lærer det på et tidspunkt.
7½ uge og i svømmehallen. En dame i omklædningsrummet mente vist at jeg mishandlede mit barn... for det var da synd at hun skulle ned i det vand... Er det synd? Mon andre også synes det? Mon hun selv opfatter det som en straf at være i vandet?
Lea klarede det så flot... Brusebadet inden modtog hun med sindsro. Jeg havde mulighed for at bade hende i et lille badekar, men det gik så fint med brus. Og i det varme bassin lå hun lige så fint og sugede til sig... Efter små 20 min gik vi op igen... Hun var stadig rolig, men jeg ville gerne give os ro i omklædningsrummet, så vi ikke skulle kæmpe og bruserne og så der var mere tid til at blive færdige.
Lea tog igen brusebadet helt roligt. da hun skulle have tøj på, blev hun lidt ked, men hold da op hvor havde hun også været sej. Hun fik en tår at drikke og det passede så fint med at Elias og René blev færdige.
Og så var hun træt... Hun sov for første gang i soveværelset roligt til aften. Blev puttet med en tår, da vi kom hjem ved 20 tiden. Blev vækket og fik en tår igen ved 22.30 tiden da jeg gik i seng. Bad om mad igen 6 timer efter og sov videre i 2 timer. Om dagen idag var vågen i 2 timer , sov 3 timer, var vågen 2 timer og sov igen i 2½ time. Så det var flot.
De sidste uger har jeg fået lov at få mere og mere søvn... Flere nætter har Leas første lur været 4-4½ time og de sidste to nætter har hun taget 6 timer og vist lidt til i første lur... Så det er jo stort...
Vi har endnu ikke en fast rytme... men i et par uger har eftermiddagsluren været rimelig tilregnelig. Lea sover rodet om formiddagen, men har gerne taget 3-4½ time om eftermiddagen. Hun er stadig ikke tilregnelig om aftenen og kan rodde meget rundt, spise meget og være meget vågen. Jeg har et par gange forsøgt med at putte hende på værelset, men hun vågner igen og kan ikke finde ro alene. Så vi prøver til og nyder ellers at have hende i stuen. Mon ikke hun og vi lærer det på et tidspunkt.
fredag den 13. april 2012
5 ugers undersøgelse
Idag var vi til 5 ugers undersøgelse... dagen før prinsessen fylder 6 uger. Lægen undersøgte hende og vurderede alt vel. hun vejer nu 4550 og har dermed taget 1100 g på fra fødslen. Det er ganske flot, når hun tabte 300 g de første par dage pga gulsoten. Hun er vokset 5 cm til 57 cm.
Nåh nu må der være lidt mere ro på, konkluderede lægen, som har fulgt mig til undersøgelser under og efter Malou og gennem graviditeten med Lea... Ja, sagde jeg... det er rigtig rart... men det har også givet uro... sagde jeg.. Jeg må fortælle at alt ikke bare er rosenrødt fordi ens barn ligger levende lige der... hun forstod det ikke og jeg gik ikke dybere ind i det. Hendes kommentar var at jeg så bare kunne se på hende og så var alt jo godt. Jeg gad ikke forklare. Jeg sagde bare ja. Hun behøver ikke forstå. Jeg behøver ikke bruge hende til noget. Jeg kunne kun forvente denne forholden til mig... Det var hvad jeg mødte før Malou og til lægeundersøgelserne med Lea spurgte hun slet ikke til mig, hvordan jeg havde det. Til hendes forsvar overraskede hun mig til sidste undersøgelse, fordi hun tydeligt udtrykte forståelse for at vi skulle have en god fødselsplan... Det er ok at hun ikke rummer sårbarheden nu... Jeg finder andre jeg kan støtte mig til... og skulle jeg få problemer er jeg sikker på at jeg kunne få hende til at forstå...Men altså en god 5 ugers undersøgelse... fordi alt er vel med Lea
Nåh nu må der være lidt mere ro på, konkluderede lægen, som har fulgt mig til undersøgelser under og efter Malou og gennem graviditeten med Lea... Ja, sagde jeg... det er rigtig rart... men det har også givet uro... sagde jeg.. Jeg må fortælle at alt ikke bare er rosenrødt fordi ens barn ligger levende lige der... hun forstod det ikke og jeg gik ikke dybere ind i det. Hendes kommentar var at jeg så bare kunne se på hende og så var alt jo godt. Jeg gad ikke forklare. Jeg sagde bare ja. Hun behøver ikke forstå. Jeg behøver ikke bruge hende til noget. Jeg kunne kun forvente denne forholden til mig... Det var hvad jeg mødte før Malou og til lægeundersøgelserne med Lea spurgte hun slet ikke til mig, hvordan jeg havde det. Til hendes forsvar overraskede hun mig til sidste undersøgelse, fordi hun tydeligt udtrykte forståelse for at vi skulle have en god fødselsplan... Det er ok at hun ikke rummer sårbarheden nu... Jeg finder andre jeg kan støtte mig til... og skulle jeg få problemer er jeg sikker på at jeg kunne få hende til at forstå...Men altså en god 5 ugers undersøgelse... fordi alt er vel med Lea
tirsdag den 10. april 2012
Sårbarheden som en del af livet
Jeg bliver af flere spurgt til hvordan jeg har det nu hvor Lea er kommet... Jeg har det selvfølgelig fantastisk... I bund og grund... Jeg er så drøn-taknemmelig for at hun er kommet i vores liv og jeg er så drøntaknemmelig for at få lov at være på barsel og have tiden i et andet tempo... og nej jeg sover ikke om natten... Lea er som babyer er... Hun tager nu et langt stræk på op til 4 timer, hvor jeg når at sove måske 2,5-3,5 time og det er stort. Sidst på natten får jeg måske 1-1½ time, men det er ok... Jeg er da træt, men ikke udkørt... Jeg får sjældent taget mig en lur om dagen, men jeg nyder virkelig, når jeg kan sove morgenlur til kl 9 sammen med hende. Jeg ved ikke om jeg stadig rider på en bølge af adrenalin efter hun er kommet, men jeg føler mig så meget i live og føler jeg har overskud. Jeg kan da godt blive små-frustreret, når alle mine bestræbelser på at gætte og tilfredsstille hendes behov ikke giver pote eller hvis roderiet om natten ind imellem bliver lidt for langt eller lidt for hyppigt.
En bekendt skrev til mig, da gulsotet var på sit højeste, at hun håbede jeg også kunne nyde min lille datter. Og det kan jeg. Jeg nyder hende, som var hvert øjeblik det sidste... og det er måske her kæden truer med at falde af, for det er faktisk lidt hårdt... at jeg ikke kan tage næste øjeblik for givet, fordi jeg ved langt langt ind i min sjæl at det forfærdelige kan ske... lige nu. Den sårbarhed, som jeg bærer efter vi mistede Malou... som jeg bar under graviditeten med Lea... er selvfølgelig ikke forsvundet, fordi Lea nu er her. Lea er her... men det er Malou ikke. Et menneske kan aldrig erstatte et andet menneske. Lea kan og skal ikke erstatte Malou. Hun står selvstændig og har min evige kærlighed og jo desværre også mit evige savn. Hun vil altid mangle.
Samtidig oplever jeg at den sårbarhed som enhver nybagt mor (far?) besidder, når hun sidder og kigger på sit nyfødte barn, får et ekstra tvist, når man har mistet et barn. Det vil for altid fylde i os, at det bedste vi kunne give Malou var døden... Den er givet hende i kærlighed, men det var alt hvad vi kunne give og det var alt for lidt... eller måske alt for meget... Hvor ville jeg ønske at jeg kunne have givet hende livet i stedet for døden. Det giver ingen mening at det var det jeg skulle give hende. Og den afmagt må vi leve med for altid... overfor Malou, men også overfor Elias og Lea. Vi er ikke herre over liv og død, og hvor end vi gerne ville, kan vi ikke beskytte vores børn. Vi kan ikke redde dem fra alverdens ondskab og dårligdom. Vi kan give dem vores kærlighed og vi må træffe beslutninger på deres vegne ud fra hvad vi tror vil være det bedste. Men det bedste er ikke altid godt nok... og det er så opslidende. Og når man sidder med den lille nybagte baby, som er totalt afhængig af dine beslutninger og din evne til at give det liv, kommer tvivlen og bekymringerne op. Gør jeg det nu godt nok? Træffer jeg de rigtige beslutninger? Er mine vurderinger rigtige? Man kan måske sige at vi har stået i den værste af alle beslutninger, så de dagligdags beslutninger om et rask barn må være piece of cake... men sådan er det ikke. Sårbarheden spiller et puds og hudløsheden gør dig bange. Livet er ikke det samme som før.
Men det laver ikke om på at Lea er et mirakel. At Lea giver livet mening og skaber en fremtid igen. Det gjorde hun allerede, da hun lå i maven. Der turde jeg bare ikke kigge på den endnu. Men hun gjorde det muligt at vi igen tog skridt fremad og at vi begyndte at leve og ikke kun overleve. Jeg takker alt hvad jeg tror på og alt jeg ikke tror på, for at hun er kommet i mit liv. Af hjertet TAK
En bekendt skrev til mig, da gulsotet var på sit højeste, at hun håbede jeg også kunne nyde min lille datter. Og det kan jeg. Jeg nyder hende, som var hvert øjeblik det sidste... og det er måske her kæden truer med at falde af, for det er faktisk lidt hårdt... at jeg ikke kan tage næste øjeblik for givet, fordi jeg ved langt langt ind i min sjæl at det forfærdelige kan ske... lige nu. Den sårbarhed, som jeg bærer efter vi mistede Malou... som jeg bar under graviditeten med Lea... er selvfølgelig ikke forsvundet, fordi Lea nu er her. Lea er her... men det er Malou ikke. Et menneske kan aldrig erstatte et andet menneske. Lea kan og skal ikke erstatte Malou. Hun står selvstændig og har min evige kærlighed og jo desværre også mit evige savn. Hun vil altid mangle.
Samtidig oplever jeg at den sårbarhed som enhver nybagt mor (far?) besidder, når hun sidder og kigger på sit nyfødte barn, får et ekstra tvist, når man har mistet et barn. Det vil for altid fylde i os, at det bedste vi kunne give Malou var døden... Den er givet hende i kærlighed, men det var alt hvad vi kunne give og det var alt for lidt... eller måske alt for meget... Hvor ville jeg ønske at jeg kunne have givet hende livet i stedet for døden. Det giver ingen mening at det var det jeg skulle give hende. Og den afmagt må vi leve med for altid... overfor Malou, men også overfor Elias og Lea. Vi er ikke herre over liv og død, og hvor end vi gerne ville, kan vi ikke beskytte vores børn. Vi kan ikke redde dem fra alverdens ondskab og dårligdom. Vi kan give dem vores kærlighed og vi må træffe beslutninger på deres vegne ud fra hvad vi tror vil være det bedste. Men det bedste er ikke altid godt nok... og det er så opslidende. Og når man sidder med den lille nybagte baby, som er totalt afhængig af dine beslutninger og din evne til at give det liv, kommer tvivlen og bekymringerne op. Gør jeg det nu godt nok? Træffer jeg de rigtige beslutninger? Er mine vurderinger rigtige? Man kan måske sige at vi har stået i den værste af alle beslutninger, så de dagligdags beslutninger om et rask barn må være piece of cake... men sådan er det ikke. Sårbarheden spiller et puds og hudløsheden gør dig bange. Livet er ikke det samme som før.
Men det laver ikke om på at Lea er et mirakel. At Lea giver livet mening og skaber en fremtid igen. Det gjorde hun allerede, da hun lå i maven. Der turde jeg bare ikke kigge på den endnu. Men hun gjorde det muligt at vi igen tog skridt fremad og at vi begyndte at leve og ikke kun overleve. Jeg takker alt hvad jeg tror på og alt jeg ikke tror på, for at hun er kommet i mit liv. Af hjertet TAK
Påsken 2012
Så er påsken 2012 overstået. Elias, Lea og jeg (Britta;-) har haft påskeferie, mens René havde vagt fra fredag til fredag. Og det blev til ret mange timer på vagten - over 40, da René nærmest boede i Sønderjylland denne uge. Det blev i hvert fald til ture til Gråsten, Brande to gange, Vejen, Haderslev og Svendborg. Så børnene og jeg var en del alene hjemme... så fik vi da prøvet det... inkl at putte Elias mens Lea skreg på mad i liften. Ikke så hyggeligt, men sådan er det jo nogle gange.
Påskeferien blev indviet med en tur til frisør for Britta. For første gang i 13 måneder, så det var tiltrængt. Min frisør i Århus er stoppet som frisør, og jeg har først nu fået taget skridtet til at prøve den lokale frisør i Mørke... Utroligt hvor lang tid det kan tage, for det vokser jo ud igen det hår... og når man går herhjemme på barsel er looket jo ikke det vigtigste... Men nu er de lange lokker røget... og det grå hår titter lidt mere frem:-/ Om eftermiddagen havde vi barselsbesøg af en nabo (Adam), som gerne ville ønske tillykke med lille Lea... og drengene leger så godt sammen.
Første del af påskeferien blev i det hele taget brugt på besøg og gæster. Mandag besøgte vi Oldemor og Oldefar i Hasle, sammen med Farmor. Og kunne glade vise Lea frem til de glade oldeforældre. Desværre endte besøget ikke så godt, for Farmor snublede over dørtrinnet på vej ud til bilen og slog kolbøtter ned af stentrappen. Hun endte over i min bil og så meget forkommen ud. Hun kunne ikke komme op, så alt imens Lea træt og frustreret hylede i sin autostol, Elias grinede og hoppede op og ned pga for meget sukker og endnu ingen frokost, Oldefar trådte sig over tæerne i gangen, Oldemor sad i sofaen med sin KOL og ikke kunne få vejret og Farmor lå rullet sammen halvt under min bil, ringede jeg efter en ambulance. Den kom heldigvis og ganske overraskende indenfor hvad der føltes som få min (10?). Jeg tog børnene med på skadestuen og René kom heldigvis og tog Elias med hjem. Desværre viste det sig at Farmors hofte var brækket... øv øv øv... og hun måtte i operation om aftenen. Tilmed har hun forstuvet et håndled og bøjet nogle ribben, så hun er godt forslået.
Tirsdag havde vi besøg af Mille og hendes hund og vi havde en hyggelig dag. Onsdag kom Mormor... og Farfar kom også trillende. Ham har vi vist ikke set i 3 måneder, så det var godt at se ham, syntes Elias. Han er lige kommet hjem fra 3-4 uger i Thailand, hvor han har en kæreste. Til kaffen kom en af Mormor venner også forbi, for at hente hende. En times tid efter de gæster var taget afsted, kom vores venner Jari og Louise med deres to børn på barselsvisit.
De næste dage var vi hjemme og kom lidt ned i gear igen. Fredag var René også hjemme og fik bygget på skuret. I løbet af påsken har det nu taget så meget form, at René er igang med at indrette det, så nu kan vi få ryddet ud af skurtingene på førstesalen. Tænk sig engang. Og så kan sommeren byde på tømning af campingvognen og måske et salg, hvis det er muligt.
Søndag var vi på en hyggelig familietur til Århus. Vi landede tilfældigvis på domkirkepladsen, som påskegudstjenesten var overstået og dronningen kom ud af kirken. Lidt pudsigt sammenfald. Vi gik op af Strøget (butikkerne var lukkede) og op til Musikhuset, hvor vi skulle høre Rasmus Borring spille klaverkoncert. En dejlig pause, hvor begge børn var ok rolige, selvom det ikke er helt nemt for en 5 årig at sidde stille. Bagefter blev det til et kig på loppemarked i Mølleparken, hvor vi var så heldige at finde to fodboldbluser til en tyver stykket. Fantastisk køb synes Elias. Dagen sluttede hos Mormor, hvor vi skulle spise påskemad med lammekølle og lækkerier. Hyggeligt.
Nu er hverdagen indtrådt igen og det er ganske fint. Det er ikke helt nemt at tilgodese to børns så forskellige behov alene... og Elias har møj krudt i numsen, så vi gentagne gange hører os selv sige "rolig nu". Det er lidt irriterende, men det bliver nok ikke bedre af at være hjemme i 10 dage. Han har haft en god ferie, men han glædede sig også til at komme i børnehave igen.
Påskeferien blev indviet med en tur til frisør for Britta. For første gang i 13 måneder, så det var tiltrængt. Min frisør i Århus er stoppet som frisør, og jeg har først nu fået taget skridtet til at prøve den lokale frisør i Mørke... Utroligt hvor lang tid det kan tage, for det vokser jo ud igen det hår... og når man går herhjemme på barsel er looket jo ikke det vigtigste... Men nu er de lange lokker røget... og det grå hår titter lidt mere frem:-/ Om eftermiddagen havde vi barselsbesøg af en nabo (Adam), som gerne ville ønske tillykke med lille Lea... og drengene leger så godt sammen.
Første del af påskeferien blev i det hele taget brugt på besøg og gæster. Mandag besøgte vi Oldemor og Oldefar i Hasle, sammen med Farmor. Og kunne glade vise Lea frem til de glade oldeforældre. Desværre endte besøget ikke så godt, for Farmor snublede over dørtrinnet på vej ud til bilen og slog kolbøtter ned af stentrappen. Hun endte over i min bil og så meget forkommen ud. Hun kunne ikke komme op, så alt imens Lea træt og frustreret hylede i sin autostol, Elias grinede og hoppede op og ned pga for meget sukker og endnu ingen frokost, Oldefar trådte sig over tæerne i gangen, Oldemor sad i sofaen med sin KOL og ikke kunne få vejret og Farmor lå rullet sammen halvt under min bil, ringede jeg efter en ambulance. Den kom heldigvis og ganske overraskende indenfor hvad der føltes som få min (10?). Jeg tog børnene med på skadestuen og René kom heldigvis og tog Elias med hjem. Desværre viste det sig at Farmors hofte var brækket... øv øv øv... og hun måtte i operation om aftenen. Tilmed har hun forstuvet et håndled og bøjet nogle ribben, så hun er godt forslået.
Tirsdag havde vi besøg af Mille og hendes hund og vi havde en hyggelig dag. Onsdag kom Mormor... og Farfar kom også trillende. Ham har vi vist ikke set i 3 måneder, så det var godt at se ham, syntes Elias. Han er lige kommet hjem fra 3-4 uger i Thailand, hvor han har en kæreste. Til kaffen kom en af Mormor venner også forbi, for at hente hende. En times tid efter de gæster var taget afsted, kom vores venner Jari og Louise med deres to børn på barselsvisit.
De næste dage var vi hjemme og kom lidt ned i gear igen. Fredag var René også hjemme og fik bygget på skuret. I løbet af påsken har det nu taget så meget form, at René er igang med at indrette det, så nu kan vi få ryddet ud af skurtingene på førstesalen. Tænk sig engang. Og så kan sommeren byde på tømning af campingvognen og måske et salg, hvis det er muligt.
Søndag var vi på en hyggelig familietur til Århus. Vi landede tilfældigvis på domkirkepladsen, som påskegudstjenesten var overstået og dronningen kom ud af kirken. Lidt pudsigt sammenfald. Vi gik op af Strøget (butikkerne var lukkede) og op til Musikhuset, hvor vi skulle høre Rasmus Borring spille klaverkoncert. En dejlig pause, hvor begge børn var ok rolige, selvom det ikke er helt nemt for en 5 årig at sidde stille. Bagefter blev det til et kig på loppemarked i Mølleparken, hvor vi var så heldige at finde to fodboldbluser til en tyver stykket. Fantastisk køb synes Elias. Dagen sluttede hos Mormor, hvor vi skulle spise påskemad med lammekølle og lækkerier. Hyggeligt.
Nu er hverdagen indtrådt igen og det er ganske fint. Det er ikke helt nemt at tilgodese to børns så forskellige behov alene... og Elias har møj krudt i numsen, så vi gentagne gange hører os selv sige "rolig nu". Det er lidt irriterende, men det bliver nok ikke bedre af at være hjemme i 10 dage. Han har haft en god ferie, men han glædede sig også til at komme i børnehave igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)