Sidste mandag måtte Lea en tur til lægen til 5 måneders undersøgelse og vaccination. Hun skulle stikkes i begge lår, som ved forrige vaccination. Hun var denne gang ret sej til det, den lille pige. Hun græd kortvarigt - særligt ved det andet stik.Hun fik ikke feber eller bøvlede om natten som ved sidste vaccination, Måske hun var lidt pylret om eftermiddagen, men ikke noget af betydning.
Kvik pige skrev lægen... og det er vi jo helt enige i:-) Hun blev vejet og målt. Vi får hele tiden reaktioner på at hun er SÅ lille... Det irriterer mig lidt, for så lille er hun heller ikke. Hun har siden sin fødsel ligget lige på gennemsnittet for piger. Men nu er der måske noget om det. Hendes vægtkurve er i hvert fald knækket siden sidste vejning for 1½ måned siden. Hun ligger fortsat på gennemsnittet i højden (67 cm), men er faldet et hak under i vægt (6600g) Så endnu et argument for at komme igang med mad...
Det andet argument er at Lea vågner hver nat hver anden time. Og det sammenholdt med at hun hver anden eller 3. dag er vågen i 1-3 timer i løbet af aftenen eller natten, gør at hun snildt kan amme 7-9 gange på en 12 timers nat... Om jeg er ved at være træt? LIIIIDT... Hun er heller ikke vild med at amme om dagen. Jeg kan ikke amme hende siddende og slet ikke når vi er ude. Så om dagen ammer hun kun ved puttetid. Jeg forsøger at give hende, når hun vågner og endnu er afslappet, men det er ikke tit hun vil det. Jo hun er en bestemt dame...
Og mad er hun sgi heller ikke vild med. Jeg prøvede da hun var ca 4½ måned. Hun var interesseret og vældig begejstret over det spændende nye. Men der gik kun et par dage, så begyndte hun at trække sig og et par dage efter var hendes mund helt snerpet sammen. Nej tak. Men efter lægebesøget syntes jeg ikke jeg kunne trække det længere. Nu SKAL hun igang. Så vi øver os. Nogle dage får hun noget indenbords - andre dage må jeg droppe det. 3-4 nætter har det haft effekt. Da har hun sovet 4-5½ timer i stræk... Mere af det:-) Men hun vågner stadig jævnligt og er vågen i nogle timer... hvor jeg ikke kan amme hende (i søvn) og hun kan stadig ikke falde i søvn af sig selv.
Men dejlig er hun... så årvågen og kommunikerende. Jeg tror ikke jeg kender til nogen baby, der er sugende og opmærksom om hende...
torsdag den 23. august 2012
tirsdag den 14. august 2012
Det må være et liv med nærvær...
Jeg tror ikke at jeg endnu forstår omfanget af hvilke konsekvenser det har for mig og mit liv at jeg har mistet mit barn. Det var så chokerende en oplevelse at jeg tror min sjæl og krop skal bruge år på at forstå. Hvis jeg da nogensinde vil komme til det. For at miste sit barn er så ubegribeligt som man overhovedet kan forestille sig. Jeg ryster på hovedet bare ved tanken. Jeg kan simpelthen ikke forstå det. Måske det kommer i små bidder. Måske hvert hul jeg vil falde i, vil lære mig nyt om hvad det har gjort ved mig og hvem jeg nu er... Hvert skridt skal læres påny... og selv efter 1½ år kæmper jeg stadig med at finde skridtene. Det er som om min DNA er ændret for altid. Som om den dag da korthuset væltede, sneg der sig en virus ind i den mindste celle og formerede sig til det ukendelige. Min sorg fylder ikke alt, men det er som om den ligger som en grundtone eller en baggrundsmusik... og det er traumet der spilles igen og igen.
Jeg har svært ved at være i nuet - mine tanker flyver tit væk og jeg kan ikke fordybe mig på samme måde som før. Som en anden englemor skrev: I fordybelsen er mit døde barn. Fordi det er sådan jeg har det. Og det er det som rammer mig hårdest lige nu. Det døden har lært mig, er at vi intet kan tage for givet og at vi må nyde livet, hinanden og det vi har... Men det er også det som jeg har allersværest ved. At være tilstede... i stilhed... i nærvær... i fokuseret... for der flyver tankerne... op til Malou... og der kommer savnet, smerten, tankerne... Der triller tårerne. Jeg hader at det er sådan. Jeg ville ønske det var anderledes...Det er jo netop nærværet, tilstedeværelsen, fordybelsen jeg allerhelst vil, men det er det som er så forbandet svært at være i.
Hvordan lærer vi at leve med vores traume på en mindre traumatisk måde??? Hvordan de kan blive mindre invaliderende? Jeg har søgt lidt på PTSD, men synes ikke at kunne genkende mig selv i det. Jeg ved ikke om det kan lykkes at bære sit døde barn i hjertet udelukkende med ro og kærlighed. Der er jo nok det jeg efterspørger. Men jeg ved ikke om det er et umuligt projekt. JEg ved ikke om jeg skal acceptere at jeg for evigt er broken og at traumet altid vil kunne vælte mig omkuld. Der MÅ være en anden vej. Der MÅ være et liv med nærvær og tilstedeværelse... Jeg ved bare ikke hvordan...
Jeg har svært ved at være i nuet - mine tanker flyver tit væk og jeg kan ikke fordybe mig på samme måde som før. Som en anden englemor skrev: I fordybelsen er mit døde barn. Fordi det er sådan jeg har det. Og det er det som rammer mig hårdest lige nu. Det døden har lært mig, er at vi intet kan tage for givet og at vi må nyde livet, hinanden og det vi har... Men det er også det som jeg har allersværest ved. At være tilstede... i stilhed... i nærvær... i fokuseret... for der flyver tankerne... op til Malou... og der kommer savnet, smerten, tankerne... Der triller tårerne. Jeg hader at det er sådan. Jeg ville ønske det var anderledes...Det er jo netop nærværet, tilstedeværelsen, fordybelsen jeg allerhelst vil, men det er det som er så forbandet svært at være i.
Hvordan lærer vi at leve med vores traume på en mindre traumatisk måde??? Hvordan de kan blive mindre invaliderende? Jeg har søgt lidt på PTSD, men synes ikke at kunne genkende mig selv i det. Jeg ved ikke om det kan lykkes at bære sit døde barn i hjertet udelukkende med ro og kærlighed. Der er jo nok det jeg efterspørger. Men jeg ved ikke om det er et umuligt projekt. JEg ved ikke om jeg skal acceptere at jeg for evigt er broken og at traumet altid vil kunne vælte mig omkuld. Der MÅ være en anden vej. Der MÅ være et liv med nærvær og tilstedeværelse... Jeg ved bare ikke hvordan...
mandag den 13. august 2012
Et traumatiserende erfaring
Siden jeg for godt to uger siden måtte sande at jeg har halvandet år efter min datters fødsel og død, er faldet i et af de større huller, har jeg funderet over hvad det er som lige nu er på spil for mig. Mit sidste indlæg, der handler om mine trænglser om mit om parforhold, min ensomhed og min arbejdsnarkomani, er jeg nu klar over blot er symptomer. Symptomer på at jeg er i et hul... at jeg er ked af det... at jeg ikke er helet.
Det er Malou, som er i spil for mig. Det er sorgen, der gnaver. Og at jeg fjerner mig fra René, at jeg tæsker rundt og knokler røven ud af bukserne, at jeg føler mig alene på en øde ø, er "blot" reaktioner og konsekvenser af at jeg har været i mit livs krise. At jeg har væet udsat for en erfaring, som jeg både bruge resten af livet på at forsøge at leve med og forsøge at forstå. Og hvad er det jeg skal forstå???... jeg forstår knap nok, hvad der er jeg skal forstå. Det er uforståeligt, fuldstændigt blottet for logik så hverken sjæl eller krop kan forstå. Jeg har mistet mit barn.
Lige nu, pt, som jeg har det (og kan ikke sige om eller hvornår det vil ændre sig) mangler jeg ikke som sådan Malou. Det er ikke hendes fravær, der fylder for mig. Jeg går ikke lige nu og drømmer om at der rendte en godt et-årig rundt herhjemme. Det stikker pt ikke dybt i hjertet, når jeg ser og hører om andre et-årige. Det ændrede sig, da Lea kom. På den måde har udsagnet: I kan altid få en ny, været rigtigt for mig. Mine arme er ikke tomme. De er fyldt af det barneliv, som jeg drømte om. 8 måneder senere, ja, men det er her. Det er ikke Malou, nej. Men i mit hovede skulle jeg ikke have haft dem begge. Hvis Malou var her, var Lea her ikke. Det er både praktisk og følelsesmæssigt umuligt for mig at tænke dem begge her. Derfor kunne jeg selvfølgelig godt savne og mangle. Hun mangler også. Hun skulle have været her... Og det var så ondt ondt ondt, da jeg måtte erkende at alle mine intentioner, alle mine drømme blev dræbt.
Og det er det, der fylder... og som hele tiden har fyldt mest. Jeg har ikke helt ordene til at forklare det, men jeg føler at sorgen sidder fast i mig som et chok. Det sidder fast som en både fysisk og psykisk oplevelse. Mon der er nogen, der har gjort sig nogle tanker eller erfaringer om det? Jeg mener om den traumatiserende oplevelses indvirkning på den ramte???. Chokkets indflydelse... Jeg føler det som om min krop og sjæl er syg. Syg fordi jeg i februar 2011 fik stukket en kniv ind i mit hjerte... ind i min sjæl... ind i mit liv. En kniv, som har efterladt et hul, der ikke vil hele... eller som hele tiden springer op. Et hul, som har cuttet nervebaner og blodforsyning. Hvert skridt skulle læres på ny... og det er stadig dem jeg døjer med at finde... skridtene i mit liv.
I disse uger dukker mit traume op igen og igen... Allermest når jeg er i ro... Når jeg ammer Lea... Billedet af overlægen på Skejby sygehus, som til anden misdannelsesscaning d. 7. februar 2011 spørger: Hvad tænker I? Hvad vil I nu? Og mit svar, som gør så ondt langt langt ind: "[i]Jeg kan på ingen måde slå min datter ihjel nu[/i]". Det er mit traume... Det er min sorg. Jeg blev sat i en situation, hvor det eneste jeg kunne give min datter, var døden. Hvor alle intentioner om kærlighed og ømhed skulle summes op til én handling: At give døden. Hvor alt var forkert, fordi vi ville SÅ meget andet, men intet kunne. Det er mit traume... Det er det, som gør så forbandet ondt... Lige så ondt idag, som for 1½ år siden. Hvordan jeg de næste dage blev i stand til at træffe den beslutning, forstår jeg stadig ikke. Det er mit livs chok. Jeg fatter det ikke.
Jeg er så spændt på om nogen har gjort sig nogle tanker, der ligner mine. Jeg forestiller mig at alle der har mistet et barn har sin traumatiserende oplevelser med tabet... Da lægen siger de forfærdelige ord... "desværre, der er ikke mere liv"... Da billedet på scanneren er så forbandet stille... Da der intet andet er at gøre end at slukke for respiratoren... Da ens elskede barn lå, der alt for stille... Da barnet blev født alt alt for stille... Da ens raske barn pludselig stoppede med at trække vejret. Jeg ved det ikke. Jeg forestiller mig bare, hvilke forfærdelige traumer andre også må have stået i. Og jeg er så nysgerrig på at forstå, hvad netop den oplevelse har gjort ved os... Tårerne pisker derudaf... Det er grumt. Det er hårdt. Det er grimt... Og jeg ville så gerne at det ikke var min virkelighed, men det er det. Og jeg vil så gerne forstå... jeg vil så gerne leve livet... Jeg vil så gerne op af mit hul...
Det er Malou, som er i spil for mig. Det er sorgen, der gnaver. Og at jeg fjerner mig fra René, at jeg tæsker rundt og knokler røven ud af bukserne, at jeg føler mig alene på en øde ø, er "blot" reaktioner og konsekvenser af at jeg har været i mit livs krise. At jeg har væet udsat for en erfaring, som jeg både bruge resten af livet på at forsøge at leve med og forsøge at forstå. Og hvad er det jeg skal forstå???... jeg forstår knap nok, hvad der er jeg skal forstå. Det er uforståeligt, fuldstændigt blottet for logik så hverken sjæl eller krop kan forstå. Jeg har mistet mit barn.
Lige nu, pt, som jeg har det (og kan ikke sige om eller hvornår det vil ændre sig) mangler jeg ikke som sådan Malou. Det er ikke hendes fravær, der fylder for mig. Jeg går ikke lige nu og drømmer om at der rendte en godt et-årig rundt herhjemme. Det stikker pt ikke dybt i hjertet, når jeg ser og hører om andre et-årige. Det ændrede sig, da Lea kom. På den måde har udsagnet: I kan altid få en ny, været rigtigt for mig. Mine arme er ikke tomme. De er fyldt af det barneliv, som jeg drømte om. 8 måneder senere, ja, men det er her. Det er ikke Malou, nej. Men i mit hovede skulle jeg ikke have haft dem begge. Hvis Malou var her, var Lea her ikke. Det er både praktisk og følelsesmæssigt umuligt for mig at tænke dem begge her. Derfor kunne jeg selvfølgelig godt savne og mangle. Hun mangler også. Hun skulle have været her... Og det var så ondt ondt ondt, da jeg måtte erkende at alle mine intentioner, alle mine drømme blev dræbt.
Og det er det, der fylder... og som hele tiden har fyldt mest. Jeg har ikke helt ordene til at forklare det, men jeg føler at sorgen sidder fast i mig som et chok. Det sidder fast som en både fysisk og psykisk oplevelse. Mon der er nogen, der har gjort sig nogle tanker eller erfaringer om det? Jeg mener om den traumatiserende oplevelses indvirkning på den ramte???. Chokkets indflydelse... Jeg føler det som om min krop og sjæl er syg. Syg fordi jeg i februar 2011 fik stukket en kniv ind i mit hjerte... ind i min sjæl... ind i mit liv. En kniv, som har efterladt et hul, der ikke vil hele... eller som hele tiden springer op. Et hul, som har cuttet nervebaner og blodforsyning. Hvert skridt skulle læres på ny... og det er stadig dem jeg døjer med at finde... skridtene i mit liv.
I disse uger dukker mit traume op igen og igen... Allermest når jeg er i ro... Når jeg ammer Lea... Billedet af overlægen på Skejby sygehus, som til anden misdannelsesscaning d. 7. februar 2011 spørger: Hvad tænker I? Hvad vil I nu? Og mit svar, som gør så ondt langt langt ind: "[i]Jeg kan på ingen måde slå min datter ihjel nu[/i]". Det er mit traume... Det er min sorg. Jeg blev sat i en situation, hvor det eneste jeg kunne give min datter, var døden. Hvor alle intentioner om kærlighed og ømhed skulle summes op til én handling: At give døden. Hvor alt var forkert, fordi vi ville SÅ meget andet, men intet kunne. Det er mit traume... Det er det, som gør så forbandet ondt... Lige så ondt idag, som for 1½ år siden. Hvordan jeg de næste dage blev i stand til at træffe den beslutning, forstår jeg stadig ikke. Det er mit livs chok. Jeg fatter det ikke.
Jeg er så spændt på om nogen har gjort sig nogle tanker, der ligner mine. Jeg forestiller mig at alle der har mistet et barn har sin traumatiserende oplevelser med tabet... Da lægen siger de forfærdelige ord... "desværre, der er ikke mere liv"... Da billedet på scanneren er så forbandet stille... Da der intet andet er at gøre end at slukke for respiratoren... Da ens elskede barn lå, der alt for stille... Da barnet blev født alt alt for stille... Da ens raske barn pludselig stoppede med at trække vejret. Jeg ved det ikke. Jeg forestiller mig bare, hvilke forfærdelige traumer andre også må have stået i. Og jeg er så nysgerrig på at forstå, hvad netop den oplevelse har gjort ved os... Tårerne pisker derudaf... Det er grumt. Det er hårdt. Det er grimt... Og jeg ville så gerne at det ikke var min virkelighed, men det er det. Og jeg vil så gerne forstå... jeg vil så gerne leve livet... Jeg vil så gerne op af mit hul...
fredag den 3. august 2012
Et hul
Jeg synes sgu det er lidt svært i de her dage. Må vist sande at jeg har ramt et hul igen...Et ked-af-det hul uden overskud. Jeg sandede det først rigtigt sidste fredag, da vi var til psykolog, men jeg har fornemmet det snigende i en periode. Jeg har ikke været med til psykolog i 1½ måned - da timerne nu er Renés bevilliget da han er ramt af stress og har været fuldtidssygemeldt i 2 måneder. Psykologen spurgte selvfølgelig hvordan det gik med mig, med sorgen, med Lea og med René og jeg... Og jeg græd nærmest hele tiden og tårerne har trillet flere gange i løbet af dagene siden. Jeg føler mig slidt... Jeg trænger til ro. Jeg ville ønske jeg havde min barsels-/sygdomsperiode fra sidste år nu. Jeg trænger til at nå dertil, hvor jeg kan gøre noget godt for mig selv. Tiden flyver afsted og jeg synes ikke rigtig jeg kan nyde den. Og jeg hader at jeg ikke kan nyde tiden. Jeg ved hvor heldig jeg er. Jeg ved hvor taknemmelig jeg burde være... Men jeg har så fandens svært ved at bare være og at nyde tiden. Det har jeg altid haft... svært ved bare at være... Men det er blevet så meget værre efter at vi mistede Malou.
Renés sygdom har sat sig på mig, fordi jeg har mentalt har taget alt på mig og koblet René helt af, så jeg bare kører alting selv. Det har jeg tendens til og det har vi arbejdet med at ændre... René skulle koble sig mere på og jeg skulle lukke mere ind. Men da René blev sygemeldt, meldte han sig ud... Det var et skridt for at blive rask. Jeg ville gerne støtte ham og hjælpe ham til at blive rask... så jeg tog alt på mig. Det er både praktisk og mentalt alt alt for meget. Jeg føler mig ensom og udslidt. Jeg tæsker derudaf med maling af skur og træhus, pasning af den nye have, anlægning af forhave (har kørt 3 tons sten i trillebør) og alt det andet et 207 kvm hus og 1000 kvm grund kræver. Jeg føler det er mit ansvar. Jo mere René har slappet af foran computer og Ipad - jo mere har jeg knoklet igennem. Og jeg gør det godt og det jeg får lavet er så flot. Det er en stor tilfredsstillelse... Det er ikke det praktiske arbejde, der er hårdt... Det er ensomheden... Det er følelsen af at jeg er strukket ud og skal overskue det hele... og det kan jeg ikke.
Der er nu kommet lidt mere ro på mig og mit indre efter Elias igen er kommet i børnehave i mandags. Den sidste uge har været bedre. Jeg har flere stunder... f.eks. nu hvor jeg ikke tæsker rundt... Og Elias er rarere at være sammen med fordi han har mere ro på... Han faldt sgu ikke rigtig ned i gear i denne ferie... men hva det gjorde jeg heller ikke... Jeg er simpelthen ikke god til at finde huller til at gøre noget godt for mig selv og blive tanket op igen.
Så jeg har igen lettere til tårer... Jeg græder ikke over ensomheden. Jeg græder over Malou. Ikke af savn og længsel efter hende, men over at hun skulle dø... Over den traumatiske oplevelse vi blev sat i for 1½ år siden. At vores længe ventede datter var syg og at vi skulle bestemme at hun skulle dø. At vi ikke fik lov at give hende livet. Hvor er uretfærdigt. Hvor er det barsk. Tænk sig at det eneste man kan give sin datter er døden. Det chok at vi blev sat i, har endnu ikke sluppet sit tag i sind og krop. Det er en traumatisk oplevelse, som jeg tror jeg skal bruge resten af livet på at forstå og finde fred med. Jeg ryster på hovedet... for hvordan gør jeg? Jeg ved det ikke. Jeg ved at livet er langt langt nemmere end for et år siden. Jeg ved at der er en fremtid... en fremtid fuld af lys og glæde... fuld af oplevelser... fuld af liv... Der var INGEN fremtid sidste år... Der var intet lyst... Der er masser af lys nu...
Men jeg er forandret... og jeg har ikke fundet hele mig selv endnu. Jeg er skåret og kan så let komme til at bløde igen. Jeg kæmper med min forandring. Jeg kæmper med at forstå og acceptere, den jeg er nu. Det jeg ikke kan... Det jeg kan... Det jeg har brug for. I sig selv er det en sorg og et chok at miste sig selv på den måde....
Hvor ville jeg ønske at livet var lidt mere lyserødt... Hvor ville jeg gerne have min naivitet retur... suk
Vi fik heldigvis en rigtig god snak over aftensmaden efter psykologen i fredags... min ked-af-det-reaktion er faktisk først kommet efter psykologen. Jeg fik ligesom hold i, hvor meget der fyldte - fik en fornemmelse af at jeg var i et hul... og i dagene siden har jeg ladet mig mærke hullet... grædt over Malou, sorgen, chokket, mine reaktioner, min ensomhed... René og jeg har siden vi mistede Malou arbejdet rigtig meget på at opnå mere fællesskab... at få det bedre sammen... Og derfor var det også en sorg for mig ikke at kunne tælle René med, da han blev diagnoseret syg i april måned. Det var svært at skulle, for jeg glædede mig så meget over de skridt vi var nået, den indsigt vi havde fået i hinandens reaktionsmønstre og den større rummelighed vi havde opnået... Ganske som vi drømte om, da Malou viste os at vi kunne... og nu mistede vi den igen. Den gave som Malou havde givet os, måtte jeg se smuldre mellem fingrene... Det var hårdt... og det trak mig og os i en forkert retning. Jeg kan se det nu... jeg kunne se det på vejen, men jeg kunne ikke stoppe det.
Og ja, René er også ensom i alt det her... Han kan stå på sidelinien og se mig køre hele ræset og slet ikke føle sig med... Slet ikke føle sig nødvendig... Føle sig helt overflødig... for jeg regner ham ikke med. Jeg har trukket ham ud... for at skåne ham... og for at skåne mig... Men det er ikke godt... Han siger at han nu er klar til at komme igen. Han vil være med... på én eller anden måde. Han kan ikke bidrage med det jeg kan... Men han vil gerne regnes med... Han vil så inderligt gerne at jeg har positive forventninger til ham, fordi det måske vil tilskynde ham til at gøre noget... Jeg har ingen forventninger, fordi jeg ikke vil skuffes. Jeg gider ikke høre på alle intentionerne, når de ikke bliver til noget... Men Han tror at hvis jeg tror på intentionerne, vil flere blive til noget...
Vi er meget forskellige... Jeg er en arbejdshest og han er en afkobler. Han slapper ikke af ved at gøre og være igang. Han bliver udkørt og synes han har lavet nok, når han har været igang i 2 timer og jeg holder aldrig pause, når jeg er igang. Vi har lært af hinanden. Jeg er blevet bedre til at slappe af og han er mere aktiv... Men vi har ikke lært nok. Jeg ved at det at jeg er så meget gøren, er en forsvarmekanisme... og hans passivitet er det samme... Vi må finde en balance... og ja fællesskab om gøre målene er nok en vej... Vi har for fanden bygget et hus sammen mens Elias to år rendte rundt mellem os... Vi kan et eller andet... Vi skal bare huske det "forbandede" fællesskab...
Renés sygdom har sat sig på mig, fordi jeg har mentalt har taget alt på mig og koblet René helt af, så jeg bare kører alting selv. Det har jeg tendens til og det har vi arbejdet med at ændre... René skulle koble sig mere på og jeg skulle lukke mere ind. Men da René blev sygemeldt, meldte han sig ud... Det var et skridt for at blive rask. Jeg ville gerne støtte ham og hjælpe ham til at blive rask... så jeg tog alt på mig. Det er både praktisk og mentalt alt alt for meget. Jeg føler mig ensom og udslidt. Jeg tæsker derudaf med maling af skur og træhus, pasning af den nye have, anlægning af forhave (har kørt 3 tons sten i trillebør) og alt det andet et 207 kvm hus og 1000 kvm grund kræver. Jeg føler det er mit ansvar. Jo mere René har slappet af foran computer og Ipad - jo mere har jeg knoklet igennem. Og jeg gør det godt og det jeg får lavet er så flot. Det er en stor tilfredsstillelse... Det er ikke det praktiske arbejde, der er hårdt... Det er ensomheden... Det er følelsen af at jeg er strukket ud og skal overskue det hele... og det kan jeg ikke.
Der er nu kommet lidt mere ro på mig og mit indre efter Elias igen er kommet i børnehave i mandags. Den sidste uge har været bedre. Jeg har flere stunder... f.eks. nu hvor jeg ikke tæsker rundt... Og Elias er rarere at være sammen med fordi han har mere ro på... Han faldt sgu ikke rigtig ned i gear i denne ferie... men hva det gjorde jeg heller ikke... Jeg er simpelthen ikke god til at finde huller til at gøre noget godt for mig selv og blive tanket op igen.
Så jeg har igen lettere til tårer... Jeg græder ikke over ensomheden. Jeg græder over Malou. Ikke af savn og længsel efter hende, men over at hun skulle dø... Over den traumatiske oplevelse vi blev sat i for 1½ år siden. At vores længe ventede datter var syg og at vi skulle bestemme at hun skulle dø. At vi ikke fik lov at give hende livet. Hvor er uretfærdigt. Hvor er det barsk. Tænk sig at det eneste man kan give sin datter er døden. Det chok at vi blev sat i, har endnu ikke sluppet sit tag i sind og krop. Det er en traumatisk oplevelse, som jeg tror jeg skal bruge resten af livet på at forstå og finde fred med. Jeg ryster på hovedet... for hvordan gør jeg? Jeg ved det ikke. Jeg ved at livet er langt langt nemmere end for et år siden. Jeg ved at der er en fremtid... en fremtid fuld af lys og glæde... fuld af oplevelser... fuld af liv... Der var INGEN fremtid sidste år... Der var intet lyst... Der er masser af lys nu...
Men jeg er forandret... og jeg har ikke fundet hele mig selv endnu. Jeg er skåret og kan så let komme til at bløde igen. Jeg kæmper med min forandring. Jeg kæmper med at forstå og acceptere, den jeg er nu. Det jeg ikke kan... Det jeg kan... Det jeg har brug for. I sig selv er det en sorg og et chok at miste sig selv på den måde....
Hvor ville jeg ønske at livet var lidt mere lyserødt... Hvor ville jeg gerne have min naivitet retur... suk
Vi fik heldigvis en rigtig god snak over aftensmaden efter psykologen i fredags... min ked-af-det-reaktion er faktisk først kommet efter psykologen. Jeg fik ligesom hold i, hvor meget der fyldte - fik en fornemmelse af at jeg var i et hul... og i dagene siden har jeg ladet mig mærke hullet... grædt over Malou, sorgen, chokket, mine reaktioner, min ensomhed... René og jeg har siden vi mistede Malou arbejdet rigtig meget på at opnå mere fællesskab... at få det bedre sammen... Og derfor var det også en sorg for mig ikke at kunne tælle René med, da han blev diagnoseret syg i april måned. Det var svært at skulle, for jeg glædede mig så meget over de skridt vi var nået, den indsigt vi havde fået i hinandens reaktionsmønstre og den større rummelighed vi havde opnået... Ganske som vi drømte om, da Malou viste os at vi kunne... og nu mistede vi den igen. Den gave som Malou havde givet os, måtte jeg se smuldre mellem fingrene... Det var hårdt... og det trak mig og os i en forkert retning. Jeg kan se det nu... jeg kunne se det på vejen, men jeg kunne ikke stoppe det.
Og ja, René er også ensom i alt det her... Han kan stå på sidelinien og se mig køre hele ræset og slet ikke føle sig med... Slet ikke føle sig nødvendig... Føle sig helt overflødig... for jeg regner ham ikke med. Jeg har trukket ham ud... for at skåne ham... og for at skåne mig... Men det er ikke godt... Han siger at han nu er klar til at komme igen. Han vil være med... på én eller anden måde. Han kan ikke bidrage med det jeg kan... Men han vil gerne regnes med... Han vil så inderligt gerne at jeg har positive forventninger til ham, fordi det måske vil tilskynde ham til at gøre noget... Jeg har ingen forventninger, fordi jeg ikke vil skuffes. Jeg gider ikke høre på alle intentionerne, når de ikke bliver til noget... Men Han tror at hvis jeg tror på intentionerne, vil flere blive til noget...
Vi er meget forskellige... Jeg er en arbejdshest og han er en afkobler. Han slapper ikke af ved at gøre og være igang. Han bliver udkørt og synes han har lavet nok, når han har været igang i 2 timer og jeg holder aldrig pause, når jeg er igang. Vi har lært af hinanden. Jeg er blevet bedre til at slappe af og han er mere aktiv... Men vi har ikke lært nok. Jeg ved at det at jeg er så meget gøren, er en forsvarmekanisme... og hans passivitet er det samme... Vi må finde en balance... og ja fællesskab om gøre målene er nok en vej... Vi har for fanden bygget et hus sammen mens Elias to år rendte rundt mellem os... Vi kan et eller andet... Vi skal bare huske det "forbandede" fællesskab...
Abonner på:
Opslag (Atom)