Er til nakkefoldscanning d. 13. december. Scanningen går fint – alt ser fint ud. Lille nakkefold. Lille hjerte der slår. En hjerne med skillevæg, vand i mavesæk og blære. Små arme og ben. En fin rygrad. Det er dejligt at se den lille derinde. Jordemoderen taster tallene ind i computeren og forholder dem til blodprøverne. Sammenlagt skal scanning, min alder og blodprøve give en risikovurdering af down. Og nej nej nej, vores sammenlægning viser en risiko på 1:74. For helvede nej. De anbefaler at man får foretaget en moderkagebiopsi, hvis risikoen er højere end 1:300. Vi bliver stillet valget om vi vil have en moderkagebiopsi. Der er ½-1 % risiko for at abortere efter en moderkageprøve, så det er en alvorlig beslutning, hvor risiskovurderingen skal sammenholdes med abortrisikoen. Men vi synes at 1:74 er langt fra 1:300, så vi takker ja til moderkageprøven. Vi får en tid 2 dage efter onsdag morgen
Vi går i stilhed ud til bilerne og jeg græder hele vejen hjem. VI skal køre i to biler. Jeg ringer til Ane, som jeg ved fik foretaget en prøve med Johanne, fordi jeg ved hun vil forstå, hvordan jeg har det lige nu. Jeg ringer også til min mor.
Hjemme går jeg og smågræder resten af aftenen. Tirsdag tager ejg på arbejde som jeg skal. Det går fint med at være sammen med børnene de første timer. Da jeg kommer over på kontoret kommer tankerne og jeg bliver ked igen.Til middag skal vi have middagsmøde på arbejdet Og jeg fortæller min glade nyhed, som de endnu ikke ved. De bliver glade og lykønsker mig, men jeg må desværre grædende fortælle at det ikke bare er lykke, fordi jeg har en forhøjet risiko for down og skal have foretaget en moderkageprøve onsdag.
Onsdag morgen skal vi være der kl 9. Det går fint med at tage prøven. En del af min nervøsitet forsvinder nu, hvor jeg oplever hvad det vil sige at få foretaget en moderkageprøve. Det gør ikke specielt ondt, men det føles ubehageligt. Det smertefulde er da lægen stikker et langt nålerør ned igennem maven. Det er som at få foretaget en blodprøve, men det ubehagelige består i at lægen jager nålen frem og tilbage for at få prøver op. Det gør hun 3-4 gange. Det er hurtigt overstået. Jordemoderen scanner baby igen og den se ud til at have det fint. Vi kører hjem igen. Jeg lægger mig på sofaen og René kører på arbejde. Jeg har menustrationssmerter og lidt jag resten af dagen, så jeg ligger med varmepude på maven.
Det gør ondt nogle dage og jeg skåner med selv fra løft på arbejdet torsdag og fredag. En uges tid efter oplever jeg at få plukveer, men det fortager sig over julen.
En læge vil ringe om det foreløbige svar fredag efermiddag, så jeg tager fri fra middag, så jeg ikke står over børnene og får et træls svar. En læge (Stornes) ringer kl 15.30 som jeg står udenfor børnehaven. Heldigvis jubi hip hip... er det positivt. Barnet har ikke down og vi venter os en lille pige. Jamen altså så kan lykken ikke bliver bedre. Jeg tager til julefrokost på arbejdet om aftenen og fester høj på lykke hele natten.
Vi vil få svar fra de sidste kromosonundersøgelser om ca 14 dage.
