Velkommen til vores blog

Et lille kig ind i vores verden - de mest essentielle begivenheder i livet - liv - død - fester - rejser.

Vi skriver engang imellem, i perioder ofte.

Vi opdaterer jævnligt billeder i billedalbummet.

Kig dig omkring og smid en kommentar, hvis du får lyst




lørdag den 12. februar 2011

Fødslen lørdag d. 12.2.2011 i uge 21+1

Vi skal være på Randers kl 9. Elias bliver ked af det, som vi skal afsted. Vi snakker om at det da vist også er en af de første gang vi forlader ham, hvor han skal blive herhjemme. Vi får vores stue (stue 1) med det samme. Jordemoderen, som skal være vores hele dagen, kommer ind og præsenterer sig. Hun hedder Louise Clausen og virker rigtig sød. Hun beder os om at fortælle om forløbet, så hun kan høre vores egen version og ikke kun den hun kan læse sig til. Hun virker meget forstående og anerkender vores sorg og det vi skal igennem.

Kl. ca 9.45 får jeg lagt de første stikpiller op, som skal modne livmoderhalsen. Vi lægger os på den almindelige seng, der er i rummet. Målet er nu at å tiden til at gå og forsøge at tænke på noget andet, end det vi er her får. Vi får et fjernsyn ind og ser lidt i det samtidig med at jeg læser i blade og småslumrer. Jeg mærker hende sparke mig i løbet af formiddagen, så hun er stadig i live, den lille prinsesse. Jeg forsøger at sende hende en kærlig tanke, men bliver også ked af disse spark, som lige om lidt er slut, fordi hun ikke længere skal være i min mave. Jeg forsøger at skubbe de tanker bort, for ellers bliver det uudholdeligt at være i den situation, vi er i. Vi får noget smørrebrød på et tidspunkt, som vi spiser ved det lille bord.

kl. 12.45 får jeg lagt 2 piller mere op. Der er intet at mærke endnu. Ved 14 tiden kommer narkoselægen for at lægge epidural. Veerne kan godt komme lidt pludseligt og tage kraftigt til i styrke, og da der er lidt travlt vil jordemoderen gerne sikre at jeg får lagt den i tide. Så jeg ryger i hospitalstøjet og på hospitalssengen. Først skal jeg have saltvandsdrop anlagt i hånden. Jordemoderen kan ikke finde en åre i hånden og beder narkoselægen, som er ved at klargøre epiduralen om hjælp. Hun prøver i den anden hånd, men uden held. På et tidspunkt stikker der to nåle ud af min hånd, som hun forsøger at stikke frem og tilbage uden at finde en åre. Så jeg bliver nødt til at få den lagt på undersiden af håndledet. Det er ret ubehageligt at have den siddende der. Den stikker og spænder og min hånd hæver op. Men sådan må det være.
Narkoselægen anlægger epiduralen. Jeg bliver lokalbedøvet først, så der er ikke smerte ved at få den lagt. Kun ubehag, når den lange nål stikkes ned igennem rygradden.

Følelsesmæssigt er det værre. Nu sidder jeg her i hospitalstøjet på hospitalssengen og får lagt en epidural. Alt minder om en fødsel – det er det jo også. Men en fødsel af et barn vi ikke får lov at beholde. Et barn vi ikke får lov til at få med hjem. En lille barn som vi skal tage afsked med før vi ikke rigtig har sagt hej. Det er uvirkeligt og så forkert.

Jeg er nu bundet til sengen, fordi epiduralen og droppet er fæstnet her. Vi kører fjernsynet hen, så jeg fra hospitalssengen kan se det. Mellem 15 og 16 begynder jeg at få lidt murren forpå maven.
Vi får lidt kiks og frugt, fordi jeg ikke vil få aftensmad, fordi jeg skal være fastende fra kl 16. Kl. 15.45 får jeg 3. hold piller lagt op.

Jeg ringer til min mor ved 18.30 tiden for at høre til dem. De er hos Anitas og har været der hele dagen. Elias har haft sådan en hyggelig dag og har ikke savnet os.

Ved 18.30 tiden kommer jordemoderen og jeg beder om at komme på toilet. Jeg har ikke tisset i efterhånden mange timer. Jeg bliver derfor koblet på et mobilt stativ. Da jeg kommer retur fra toilettet bløder jeg lidt. Hvilket er helt som det skal være. Formentlig er blødningen kommet fordi jeg har været oppe og stå og har skabt tyngde på bækkenet. Da jeg har fået lagt 4. hold piller op, rejser jeg mig derfor op og går lidt rundt. Jeg vil gerne gøre mit til at jeg føder hende idag. Gennemsnitstiden siger 9 timer fra de første piller anlægges og det vil være ved 19 tiden. Hvis jeg ikke er kommet i fødsel ved næste hold piller, holdes der pause, så vi kan få hvile i nat. Så skal vi starte op imorgen igen – og det vil jeg gerne undgå, hvis jeg overhovedet kan gøre noget for det. Så derfor står jeg op og går lidt rundt i cirkler den næste lille time.

En læge Ulla Jeppesen kommer ind. Vi snakker obduktion med hende. VI skal give tilladelse til en obduktion med særlig tilladelse til at de må obducere hjernen. Det er hende vi skal have svar på obduktionen fra om 6-8 uger. Hun virker lidt forvirret og måske lidt svært ved at forholde sig til mig og min situation, men det håber jeg er anderledes, når vi skal tale med hende.

Jeg ringer igen til min mor, fordi jeg lige vil sige hej til Elias, men det har han ikke tid til.

Efter 19 tiden begynder veerne mere at komme. De kommer hyppigt – ca 45 sekunder imellem og varer måske omkring 45 sekunder. De er i starten ikke kraftigere end at jeg godt kan snakke undervejs. Efter en stund bliver de kraftigere og jordemoderen tænder for epiduralen. Jeg kan ikke mærke den, men tænker at den nok begynder at virke lige om lidt. Veerne bliver kraftigere og jeg skal nu koncentere mig meget om dem. Jeg tænker at forløbet bliver langt, så jeg godt kan holde disse smerter ud lige nu. Vi ringer dog efter narkoselægen kl 19.45, som skal komme og give epiduralen et startboost, så jeg kan blive smertedækket en stund. Han kommer kort efter og giver den et boost. Det kan jeg mærke lige straks. Narkoselægen er grundig med at tjekke hvordan jeg reagerer på epiduralen. Jordemoderen tager mit blodtryk flere gange.

Da jeg svinger mig om i sengen igen, mærker jeg et kraftigt blob i underlivet. Narkoselægen og René farer op, fordi de tror at det er noget med epiduralen. Det er vandet, der er gået. Jordemoderen mærker på mig og siger at nu er der ikke langt igen. Jeg bliver lidt overrasket, fordi jeg havde troet at jeg kunne være i fødsel i mange timer, med lange seje veer.

Epiduralen virker og der kommer lidt ro på. Faktisk kommer der meget ro på, da det er som om veerne går i sig selv. Jeg kan intet mærke, men jordemoderen kan mærke på maven at der ikke er meget gang i den. Vi venter i hvad der føles rigtig lang tid. Jordemoderen har kaldt en assistent, som finder ting frem til fødslen og til Lillepigen bagefter. Mine ben ryster og jeg kan slet ikke styre dem. Jordemoderen og René holder hver sit ben. Stilheden og roen er både dejlig og foruroligende. Lige om lidt kommer hun ud og jeg ved ikke hvad jeg skal forvente eller hvordan jeg vil reagere.
Jordemoderen er helt rolig og det hjælper på mig. Jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre, men hun fortæller mig, når jeg skal noget. Jeg får ingen presseveer, for som hun siger så er hun lidt ude i fødegangen og danner ikke pres nok på bækkenbunden. Hun mærker igen og beder mig presse. Efter et par pres uden veer kommer hun ud. Hun ligger mellem mine ben. Jeg kan ikke se hende. Jeg prøver at tyde Renés ansigstudtryk, men jeg kan simpelthen ikke se hvad han tænker eller føler. Han er helt stoneface, står bare og stirrer på hende. Det gør mig nervøs. Hvordan er hun? Er hun ækel at se på?

Jeg får hende op til mig, da jordemoderen har tørret hende lidt af. Hun er så fin. Jeg hulker og ryster. Er bange for at tabe hende. Har sådan lyst til at puste liv i hende. Hvorfor skal hun være død? Jeg skulle have siddet med min lille pige i live og ikke død. Jeg ville ønske jeg kunne se hendes øjne. Hun er helt perfekt. Små fingre og tæer med negle på. Lille bitte næse med næsebor. En lille mund og små bløde ører. Jeg kan ikke med mit blotte øje se at hun fejler noget. Det er på én gang rigtig rigtig dejligt, men også foruroligende. Hvad nu, hvis hun er slået ihjel forgæves? Hvad nu hvis hun kunne have levet? Undskyld lille baby at vi ikke turde tage chancen. Vi gjorde det af kærlighed til dig. Vi troede det bedste for dig ville at dø nu fordi vi ikke ville udsætte dig for den lidelse som livet kunne have bragt dig. Men nu skal vi leve med savnet, tvivlen og smerten altid. Og vi har selv valgt det. SÅ er det vel også voes egen skyld. Lille prinsesse, Undskyld. Vi ville så gerne have givet dig et godt liv. Vi villle så gerne have passet bedre på dig. Vi ville så gerne have givet dig livet Vi ville så gerne have givet dig al vores kærlighed.

Efter jeg har siddet med hende en stund, skal jeg føde moderkagen. René får sin lille datter over til sig og sidde og studerer hende nøje. Jeg savner hende allerede, men jeg er så glad for at René også vil holde hend e og snakke med hende. Han er meget mere rolig end jeg, fordi jeg græd sådan, så han opdager at hendes lille hjerte slår. Og det gør det de næste mere end 1½ time, dog svagere og svagere.

Jeg skal føde moderkagen. Jeg håber sådan at det lykkes, for ellers skal jeg have den skrabet ud og det kræver at jeg skal på operationsstue og under bedøvelse. Jeg har bare ikke lyst til at forlade denne stue. Jeg har ikke lyst til at skulle ud på gangen på fødegangen og risikere at møde nogle nybagte mødre med deres små perfekte babyer. Vi har et par gange hørt spæd babygråd, men det har heldigvis ikke været meget. For det er da ubarmhjertigt at ligge der på fødegangen og skulle føde sit barn til døden. Hvad søren er meningen? Der kan ikke være nogen mening.
Jordemoderen trækket let i navlesnoren som hænger ud af mig. Hun beder mig presse, mens hun vrikler i navlesnoren og snart er moderkagen ude. Den ser ud til at være hel, men hun vil lige gå ud og undersøge den. For hvis der er nogle rester skal jeg på operationsbordet. Jeg får underbukser på og de næst timer skal vi holde øje med blødningen. Hvis det bliver for meget, skal jeg tjekkes efter.

Vi sidder på skift med vores lille prinsesse, mens hendes hjerte slår. Jeg er træt og udmattet – både i krop og sjæl. Jeg føler mig pludselig 20 år ældre og helt tom indeni. Hun er så dejlig at se på, men hvor gør det mig ked at hun skulle ud nu og at vi ikke får hende med hjem. På et tidspunkt bliver det for meget at sidde med hende. Jeg kan bære tankerne. Hvorfor hvorfor hvorfor skulle vi træffe det valg? René sidder med hende imens jeg læner mig tilbage i sengen. Jeg har sådan lyst til at sove og glemme det hele – eller til at vågne op og alt var normalt. At det bare var en ond ond drøm, som var svær at vågne op fra. Jeg har det træls med at jeg har lyst til at flygte. Jeg burde jo suge hvert minut som jeg kan have med min lille pige. Særligt nu hvor hun viser os livet, at hendes hjerte slår. Men jeg kan en stund ikke rumme hende. Jeg kan ikke være i det. Jeg kan ikke se hende død. Det er forkert. Det er svært at jeg ikke kan rumme hende. Jeg har kun denne stund med hende og så er det allerede for meget. Hvor er jeg utaknemmelig og selvisk. Jeg får samlet mig og kan holde hende igen.


Ved 22 tiden ser vi de sidste små bevægelser i hendes bryst. En engel bliver til. Vores lille engel. Livet har nu definitivt forladt hende og vi er nu klar til at jordemoderen kan tage hende ud og måle hende og tage aftryk. Jordemoderen kommer tilbage med hende i en lille bakke med et klæde i. Hun har fået en lille lyserød hjemmestrikket hue på og er svøbt i et svøb med lyserøde stikninger. Det betyder så meget for mig at hun har den søde lille hue på. Hun er for os et rigtigt barn og det betyder meget for mig at det bliver anerkendt.

Ved 22.30 tiden ringer jeg til min mor ofr at fortælle at hun for et par timer siden blev mormor igen. Når nu vi har født hende idag, vil vi gerne hjælpe min mor til at komme op og besøge Lillepigen om søndagen. Så kan vi høre Anders' om de vil passe/lege med ham.

Ved 23 tiden skal jeg på toilettet for at tjekke om jeg kan tisse. Det går lidt tid, men så kommer det. Jeg bløder i acceptabel mængde, så nu kan jeg få pillet nålene ud af kroppen og få noget at spise. Det er ikke fordi vi kan spise særlig meget. Lillepigen ligger i sin bakke ved siden af os og det føles så forkert at sidde og spise sammen med sin døde barn. Maden vender sig i munden på mig, Ikke fordi det er ulækkert, men fordi det er makabert og så forkert at sidde der med sit døde barn.

Vi får valget om vi vil hjem eller blive natten over. VI beslutter os for at blive. Der vil være så tomt at komme hjem. Hjem uden vores lille prinsesse. Plus jeg ikke ved hvor mange gange jeg skal op om natten og om jeg vil være usikker på benene, så vil det være rart ikke at skulle stavre ned af trapperne. Vi får valget om vi vil have hende hos os natten over, men det takker vi nej til. Hun må gerne komme ud på køl. Vi er udmattede og trætte og må hellere få sovet så meget som det er muligt. Og det vil nok ikke være nemt at lukke tankerne ude for at kunne sove, hvis hun er hos os.

Godnat lille prinsesse. Sov godt. Vi elsker dig så højt.

Ingen kommentarer: