Så er det overstået - og jubiii det gik godt. Jeg besøgte min gravide veninde idag fra 15-19.30.
Det gik rigtig fint. Vi talte sammen helt som vi plejer og som om intet var hændt imellem os i de 5 måneder vi ikke har set hinanden. Vi talte ikke om hendes graviditet. Vi hentydede kun et par gange til hendes mave og til pigen der vil komme. Vi talte mest om mig og mit - og det er ok. Jeg spurgte ikke til hendes. Det kunne jeg ikke.
Jeg brød ikke sammen og fældede ikke en tåre. Jeg mærkede sorgen, men som jeg ville gøre til enhver anden som jeg fortæller om det jeg går igennem. Og jeg har ikke misbrugt mig selv. Jeg er ikke helt udmattet og tømt mig selv. Jeg er træt - som jeg ville være efter en anden dag på farten fra 7.45-19.45.
Det lykkedes og jeg er stolt over at det nu er overstået. Min kæreste sagde - nåh så var der ingen grund til bekymring - men det vil jeg nu ikke give ham ret i, for jeg tror faktisk at det at jeg gav mig selv lov til at tænke alle de bekymrede tanker, gjorde mig parat til at tage skridtet. Jeg havde forberedt mig mentalt ved at tude tårerne inden. Jeg tror ikke de var givet forkert ud, men tvært om var bekymringerne på forhånd en hjælp til at håndtere det.
Nu føles skridtet til at se hende igen ikke så stort - og jeg kan endda forestille mig at se hendes lille pige...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar