Jubii - sprællevende Lea er kommet til verden

Endelig endelig endelig er hun her. Min levende datter. Hun blev født igår lørdag kl. 22.18 efter en vaginal fødsel, der lykkedes... Jubi for det. Men endnu mere for at hun kom ud med en apgarscore på 10 og blev lagt op på min mave med et skrig... Lige som jeg havde drømt om... Jamen er det ikke fantastisk at det kunne lykkes.

Fødsel blev forsøgt igangsat med ballonkateter, som jeg havde i fra fredag aften til lørdag morgen. Desværre gjorde den ikke mirakler for mig, så det så desværre ikke for godt ud med at kunne igangsætte fødslen og talen røg ind på planlagt kejsersnit, når nu vi ikke turde vente på at min krop blev klar og at Lillepigen kunne kravle længere ned i bækkenet, så hun kunne skabe tryk på hindeblæren.

Men jordemoderen konfererede med en læge, der godt ville give det en chance mere med at tage vandet, hvis de var to til at gøre arbejdet. Så den ene stak "hele armen" op i mig, mens den anden "stod" på min mave, for at presse lillepigen ned... og så lykkedes det. hun fik prikket hul på hinden og fik sat en elektrode på hovedet. Ikke så behageligt at blive rumsteret sådan ved, men nu var der stadig chance for at jeg kunne føde hende selv og det var ubehaget værd.

1½ times tid efter - dvs ved 12 tiden lagde de vedrop, da jeg ikke selv havde genereret veer. Det kunne dog blive en lang proces at skulle åbne sig helt fra 0 på vedrop, og derfor anbefalede de allerede fra start at jeg skulle få lagt epidural... ja så kunne jeg godt se at alle mine intentioner om vejrtrækning og smertefri fødsel røg sig en tur, men sådan måtte det være, hvis det skulle... bare vi passede på min lille prinsesse.

Jeg valgte dog at vente lidt med epiduralen, for så længe, der ikke var veer, var der ingen grund til at koble mere på mig. Kl. 13.30 begyndte jeg at kunne mærke veer og efter et stykk tid måtte jeg koncentrere mig om dem. Det gik fint. Veerne var ikke værre end at jeg kunne trække vejret igennem dem og det føltes rigtig godt at have et konkret holdepunkt igennem dem. De kom på det tidspunkt med 5-6 veer på 10 min og varede lige knap et minut.

Omkring 16.30 fik jeg anlagt epiduralen, men den virker dog ikke. Jeg blev undersøgt hver time og lidt over 17 vurderede jordemoderen mig til at være 4-5 cm åben. Det var fint, for så skete der jo noget og jeg var næsten halvvejs i udvidelsen. Kl. 18.30 anlægges epiduralen igen og denne gang får jeg virkning. Jeg får hvilet en halv time, hvilket er rigtig rart. Kl. 19 var der vagtskifte og den nye jordemoder vurderede mig til at være 3-4 fingre åben og det samme billede tegnede sig kl 20. Altså ingen progression på 3 tilmer. Lidt øv... for så kunne det godt blive et langt forløb.

Omkring 20.30 føler jeg intense veer igen. Epiduralen ser ud til ikke at virke, men veerne mærkes også nederst i maven og i stigende grad om bagtil. De kommer ret intenst og jordemoderen slukker for vedroppet og jeg kører kun på mine egne veer. Jeg formår at blive i vjertrækningen og afslapningen, selvom det bliver en tand sværrere.

Kl. 21.15 er næste undersøgelse og det viser sig at jeg nu er fuldt åbent. 6-7 cm på en time. Intet under at veerne har føltes intense. Lillepigen står dog stadig højt så jeg kommer rundt på alle 4 for at få hende det sidste stykke ned inden jeg må presse.

Omkring 21.45 bliver presset bagtil så intenst at jeg ikke kan være i vejrtrækningen mere. Så prøv at presse siger jordemoderen og efter omkring en halvtime i pres lykkes det. Jeg lykkes... jeg føder vores lille pige helt almindeligt og sejt. Jeg gjorde dt sgu og det virkede. Jeg sagde nærmest ikke et kvæk gennem hele fødslen og jeg fik så meget ros for min vejrtrækning. Jeg er så stolt... og mest af alt er jeg taknemmelig over at få denne smukke oplevelse at få min datter levende op til mig... at gøre et stykke arbejde med respekt for hendes reaktion og føde hende på naturlig vis levende og klar til livet...

Vi nyder hende så meget og ikke mindst at se Elias' stolthed idag, da vi hentede ham fra mormor. Han kan slet ikke slippe hende. Kysser hende, vil holde hende og er helt smeltet over hende... Hvor er det skønt... og nu er vi 5, som han siger. Ja det er vi Elias. Nu er vi fem:-)

Dagen før termin

Så kom vi ind i marts. Vores lille pige skulle ikke blive et februarbarn, med derimod en marts-baby, en lille forårsbebuder. Ja, lille er hun kun i konkret form, for hendes betydning er kolosal. Der ligger så mange følelser i at hun imorgen eller på lørdag kommer til verden. Jeg kan slet ikke fatte dimensionerne af det. At hun endelig er her hos os og at det er meningen at hun skal komme levende ud til os. Jeg hyler ved tanken... mit hjerte løber over... både i forventning og forløsning, men også i sårbarhed og angst. Puh hvor er der meget på spil. Jeg ved slet ikke hvordan jeg vil reagere, når hun kommer ud. Mon jeg bryder sammen eller er jeg måske helt distanceret, fordi jeg ikke forstår? Jeg hyler ihvert fald nu – bare ved tanken om det. Bare ved tanken om at have hende levende i mine arme... Vil jeg nogensinde kunne slippe hende igen? Jeg vil aldrig mere gå fra mit barn... puh hvor var det forfærdeligt for et år siden at skulle forlade sit døde barn på sygehuset. Puh hvor var jeg tom. Det er umuligt for mig at forstå at jeg nu står her lige før målstregen med det levende barn i min mave, som lige om lidt skal komme ud. Jeg bruger ikke meget krudt på at fatte selve fødslen. Den skal bare gå... og hvor jeg håber at alt glider fremadrettet og godt. Jeg ved at det bliver hårdt... men er der progression, så jeg kan se at set skrider frem, tror jeg at det er ok. Det er ikke et nederlag, vhis vi sadler om til kejsersnit. Det må være sådan. Jeg skal passe på mig selv og den lille prinsesse.

Jeg bliver ringet op imorgen kl 8 og får besked på hvornår på formiddagen jeg skal møde ind. De vil se om de kan tage vandet... og hvis vil jeg have født i løbet af imorgen:-))))

Det har jeg nu ingen forventning om at de kan. Jeg tror ikke jeg er moden til at de kan tage vandet. Hvis jeg ikke ville blive sat i gang imorgen, tror jeg at jeg ville gå mange dage over tid. Føler ikke noget på vej og min erfaring med Elias siger også fødsel i overtid. Så min forventning er at vi bliver sendt hjem igen.
Gør vi det skal vi møde ind igen kl 19 og jeg vil få lagt et ballonkateter op, som jeg skal sove med. Vi kan begg sove på sygehuset. Ballonen vil modne mig, så de kan tage vandet og jeg vil føde i løbet af lørdag. Det er sådan jeg forventer det vil blive. Men nu må vi se imorgen.

Vi var til jordemoder igår. De (der var en studerende) vurderede hende til at være 3600 g, så det er lidt af en forskel til de 2900 g som scanningen vurderede i sidste uge. Men det får vi jo svar på lige om lidt. Hun ligger stadig højt, så jeg skal fortsat lægge mig ned og ringe efter en ambulance, hvis vandet går.
Jeg er stadig fuldt ud tålmodig. Tiden går ikke langsomt. Der er så meget på spil de næste dage, så det næsten også er helt uoverskueligt at det er nu. Fysisk glæder jeg mig nu til at slippe for maven og de små-skavanker den medfølger. Jeg er jo selvfølgelig tung og træg. Bliver så nemt forpustet, får sure opstød og smerter i lænden, når jeg skal bevæge mig.



Samtidig nyder jeg dog at mærke lillepigen derinde. At hun lever... men det er også så sårbart, når jegikke mærker hende. Men ro på – 2 dage endnu, så er hun her. Levende – selvfølgelig....

4 dage til termin

Ja, nu har min krop 3½ dag til selv at gå igang med at føde. Hvis ikke det sker, bliver jeg om 4 dage... på terminsdag sat igang og prinsessen vil være ude hos os senest på lørdag... om 5 dage. Det er simpelthen for vildt at tænke på. Jeg tror slet ikke at jeg har forstået at det er nu. Der er så meget på spil. Øjnene løber over med vand, bare ved tanken. Jeg kan slet ikke fatte det. Det er ikke selve fødslen, der fylder, men tanken om at hun kommer levende ud til os. Jeg har ved de to fødsler, jeg har været igennem endnu ikke prøvet at få et levende barn ud, så der ligger så mange følelser i den sætning... et levende barn ud til os. Elias havde en apgarscore på 2 og Malous kunne jo slet ikke vurderes. Hun skulle jo dø.

Men tanken om at hun kommer levende ud og levende op til mig, kan jeg slet slet ikke forholde mig til. Jeg hyler ved tanken... for for helvede hvor håber jeg at komme til at opleve det. Og tænk sig at få hende levende med hjem. Tænk sig at få lov at se hendes øjne. Tænk sig at få lov at amme hende. Tænk sig at se hende trække vejret. Tænk sig at holde hende varm i mine arme... puh hvor jeg længes efter at opleve det. Tænk sig at få lov at vise hende frem. Tænk sig at få lov at have hende herhjemme. Tænk sig at få lov at leve med hende. Tænk sig at få lov at døbe hende og holde hendes barnedåb med alle vore kære. At fejre hende og fejre livet. Hvor jeg dog drømmer om det.

Hvor er der meget på spil, for tænk sig hvis jeg ikke får lov til det. Tænk sig hvis jeg endnu engang skal forlade et barn på fødegangen eller at jeg skal have en kold og død baby med hjem. Åhhh jeg kan ikke være i det. Hun skal bare komme rask og frisk ud og blive ved emd at være det. Tænk sig at få lov at lægge hende i gyngen, der hænger i loftet. Tænk sig at putte hende ned i barnevognen, der står klar. Tænk sig at få lov at pusle hende på puslebordet på hendes værelse, som næsten blev færdigt her i weekenden. Tænk sig at hun putter i sengen ved siden af mig.

Jeg føler mig så taknemmelig over at være nået hertil... men lad mig komme det sidste skridt og få hende levende og levedygtig ud og med hjem. Jeg beder til alt jeg tror på og alt jeg ikke tror på om at være mig nådig og hjælpe mig det sidste skridt. Jeg ved hun altid vil kunne dø, men det er så sårbart lige nu. Min lille elskede pige. Jeg vil have dig ud i live. Hold ud og kæmp sammen med mig.

Status en uge før termin

Onsdag var vi til sidste scanning af Lillepigen. Jeg er idag i 38+5. Vi valgte at blive scannet på Randers, fordi vi føler os afsluttet på Skejby. Vi skal føde i Randers og det giver mening at have kontakten med dem i stedet for med Skejby. Men puh det var lidt tungt at sidde i venteværelset, hvor vi ikke har siddet og ventet på en scanning siden Malou endnu var i maven.

Vi blev taget rigtig godt imod af en sygeplejerske, som scannede Lillepigen, så godt hun kunne. Der er på dette tidspunkt ikke meget fostervand, så det er ikke de flotte profilbilleder vi kunne få. Men det vigtigste for os var et tjek på hendes vækst og flow i navlesnoren. Begge dele ser heldigvis fint ud. Hun ser ud til stadig at få hvad hun skal have gennem navlesnoren og hun vokser fortsat efter sin egen kurve, den Lillepige. Godt 2900 g. Det er ikke stort, men helt ok. Jordemoderen vurderede hende i sidste uge til at være 3000-3200 g, så det bliver nok en pige på mellem 3100 og 3500, hvis hun kommer ud til termin i næste uge. Det bliver spændende at se om deres vurderinger holder stik. En pige i den mindre ende, men slet ikke noget at være bekymret over. Men det ser ud til at vi denne gang får en baby og ikke et barn! Elias var jo 58 cm og 4280 g g kunne faktisk løfte hovedet selv, så det bliver lidt noget andet med sådan en mindre fugleunge. Så de små størrelser kommer nok mere i brug denne gang.

Hun lå og lavede vejrtrækningsøvelser hele tiden, hvilket tyder på en baby i overskud. Men det gjorde det så også lidt svært at måle maveomkredsen, fordi hun bevægede den hele tiden. Hun har også rigtig meget hikke – 3-4 gange om dagen.

Hun kunne ikke vurdere hvor højt hun ligger i bækkenet med scanneren, men hendes numse er fortsat helt oppe i brystet på mig. Og en fod lige direkte ud i siden på mig. Ja tak... det kan jeg mærke;-). Men jeg må formode at jeg fortsat skal lægge mig ned ved vandafgang og kalde 112. Det er lidt en træls tanke at jeg skal det, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Men mon ikke jeg må få tasken til sygehuset pakket færdig, når nu jeg ikke kan løbe rundt og finde det sidste, hvis vandet pludselig går. Jeg håber fødslen starter med veer eller at jeg først føder næste fredag/lørdag. Det bedste er selvfølgelig at jeg ikke skal sættes igang, for kroppen har bedst af at være klar. Det er heller ikke det bedste at skulle have vedrop, fordi det kan give vestorm og så kan jeg vist godt skyde en hvid pil efter at kunne føde med åndedrætsteknikkerne fra Smertefri fødsel. Nu må vi se. Jeg kan jo ikke gøre til eller fra, når nu jeg ikke vil gå over termin... og det VIL jeg ikke.
Jeg er nu ikke utålmodig med at skulle føde. Jeg har fortsat en masse projekter herhjemme. Der er ellers helt klar til hun kommer, men der er stadig meget jeg kan fordybe mig i at få gjort. Flere rum er aldrig blevet færdigindrettet efter at vi er blevet færdige med byggeriet. Det gælder bryggerset, gangen, Lillepigens værelse, badeværelset oppe og stuen oppe. Lige nu er jeg gået videre med Lillepigens værelse, hvor jeg sorterer ud i alle skurtingene, der står der inde. Og jeg er igang med at male en væg mere. Puslebordet er klart. Min mor kom lige igår med puslepuden, som hun har syet nyt betræk på. Jeg drømmer også om at komme videre med bryggerset, men det når jeg vist ikke inden... men så forhåbentlig i løbet af min tid hjemme med Lillepigen. Det giver stor tilfredsstillelse at få rummede færdige og få dem ordentligt i brug. Nu har vi også kun boet her i huset i 2-2½ år... bedre sent end aldrig.

Det sidste farvel

Kære lille pige.

Jeg tænder et lys for dig på denne dag, hvor vi for 12 måneder siden sagde det sidste farvel til dig og sænkede din lille kiste ned i jorden i din morfars have. En smuk og brutal dag fuld af stolthed og smerte. Du er vores lille datter og du skulle dø alt for tidligt. Hvor var det hårdt at skulle synge din første og eneste godnatsang for dig over din lille kiste. Men jeg gjorde det, for det var det eneste jeg kunne give dig. Du efterlod et mørke, da du forsvandt, men også et lys... et lys fuld af brændende kærlighed og længsel efter om vi skal ses igen. Det lys tænder jeg i aften.

Jeg elsker dig og mangler dig. Kærligst mor

Fødselsplan i hus

Efter rutinekontrollen hos jordemoderen havde vi lavet en tid til samtale med en af afdelingsjordemødrene på fødegangen. Som vi før har oplevet med hende (Midde) tog hun rigtig godt imod os og samtalen forløb rigtig fint.

Vi aftalte at hvis jeg ikke har født inden termin, vil jeg blive sat igang fredag d. 2. marts – på terminsdagen. Hun skal lige have det bekræftet hos en læge, men kunne ikke se problemer med det. Jeg skal møde ind fredag morgen. Hvis jeg er moden til det, vil de tage vandet. Hvis ikke jeg er moden, skal jeg komme igen om aftenen kl 19, hvor jeg vil få lagt et ballonkateter op. Vi vil begge blive indlagt på familieafsnittet natten over og lørdag morgen vil de da tage vandet. Jeg kan ikke få lagt stikpiller op, da jeg tidligere har fået kejsersnit. Hvis veerne ikke er kommet igang i løbet af 2-4 timer, vil jeg skulle have vedrop. Fødslen skal være overstået inden 18 timer efter vandafgang, hedder deres politik ellers skal der gives antibiotika, pga infektionsfare og de vil skulle tage blodprøver fra Lillepigen. Det ville hun ikke anbefale, når vi nu er lidt sårbare omkring fødslen. Så må jeg leve med vedrop, selvom det kan ødelægge mit eget arbejde med veerne med teknikkerne fra smertefri fødsel. At der er progression og at Lillepigen har det godt er langt vigtigere end at få en romantisk og smuk fødselsoplevelse.

Aftalen er altså at hvis jeg ikke har født inden bliver jeg sat igang fredag d. 2. og har født senest i løbet af lørdag d. 3.3. Puhh ha det føles rigtig godt at have en sluttidspunkt for det hele. Jeg føler lidt at jeg spiller hasard med hendes liv. Hver dag med hende levende i min mave er et mirakel. Jeg skal bare have hende levende og frisk ud. Jeg er så bange for om vi kan forpasse chancen for det, for hvem siger at hun lever imorgen? Det gør hun selvfølgelig, men hvor er det meget på spil lige nu, her lige før målstregen.

 Vi har aftalt en fødselsplan med livrem og seler. Hvis hendes hjertelyd dykker (for meget - for ofte), hvis der ikke er progression, hvis min krop ikke samarbejder, hvis jeg bliver for bange, så skal vi uden diskussion kunne sadle om til kejsersnit. Og jeg har fået lovning på at det godt kan foretages om lørdagen, selvom det ikke er akut for lillepigen.

Hvis jeg går kold fredag inden fødslen bliver sat igang, skal jeg vente til mandag med at få foretaget planlagt kejsersnit. Det er også ok.

Vi har aftalt at fødslen løbende skal evalueres – efter nogle tidsintervaller (6-8-10-12 timer) og at vi skal holdes tæt ajour med hvordan fødslen skrider frem, således at fantasien og angsten ikke løber afsted med os i tolkningen af alle mulige tegn. Samtidig skal jordemoderen være obs på at guide mig til at gøre mit bedste og rose mig for de gode ting, jeg måtte gøre.

 Vi har mulighed for at blive på sygehuset efterfølgende. Vi skal tilbydes det, men vi ved endnu ikke hvad der er bedst for os... at komme hjem i egne rammer eller at være på sygehuset med fagpersonale tæt på.

Jordemoderkontrol i 38. uge.

 Idag har vi været til jordemoderkontrol hos den jordemoder (Hanne) vi har set de fleste gange. Der var en jordemoderstuderende med og idag var det hende, der førte ordet og foretog undersøgelsen. De spurgte til mit velbefindende og til om vi havde fået lagt en plan med afdelingsjordemoderen på Fødegangen, hvilket vi havde aftalt til efter denne jordemoderkontrol.

 Hun undersøgte mig. Mit SF er ret højt, da lillepigen nærmest ligger med sine fødder inde under mine ribben i højre side. Den anden dag var der en voldsom bule ud i den side, som om hun lige skulle strække sig ud og se hvor lang hun kunne blive inde i min mave. Temmeligt ubehageligt især fordi jeg lige havde spist aftensmad. Hun ligger højt i bækkenet, derfor bliver mit mål også så højt. Hun målte det skrå op til højre side fordi hun ligger og strækker livmoderen helt derop – 42 cm, så der er på højde med max-målet med Elias. Det er jeg faktisk lidt overrasket over. Men hun har altså ikke sat sig fast i bækkenet og ligger og danser oppe over det. Så ligesom med Elias, skal jeg lægge mig ned, hvis vandet går. Åhhh kunne det ikke bare være helt normalt at hun lå godt skruet ned i bækkenet. Jeg hader at det minder om de forhold, der var med Elias, fordi han også lå så højt og jeg skulle lægge mig ved vandafgang. Jeg kan slet ikke holde truslen ud om at noget skulle ske, så vi ikke får hende levende med hjem. Lad det nu bare gå stille og roligt og uden dramatik. Har ikke brug for flere udfordringer.

Skal til tjek igen om 2 uger - onsdag inden termin.

Ønsker til Lillepigen

Et par stykker har spurgt, hvad vi ønsker os til Lillepigen og derfor vover jeg det lidt farlige skridt og samler tankerne om hvad vi mangler:

• Rullemadras til juniorseng 70x140
• Madras til barnevogn 90 cm fx denne http://www.babysam.dk/dunlopillobv36x90x5-9901000170698 eller denne http://www.babystar.dk/products/madras-til-barnevogn-90x36-cm-memory-skum
• Bog: Vidunderlige uger af Hetty van de Rijt, Frans Plooij
• Badedragt eller badebukser med blebux str.68
• UV-svømmedragt i str 74
• Sengetøj - juniordyne pige
• Juniordyne med dun god kvalitet
• Fischer price laugh and learn hund
• Skwish rangle, signalfarver
• Rangle lignende denne http://www.babysam.dk/squeakerrangleabenbasile-5414834866773 eller denne http://lirumlarumleg.dk/product/Lilliputiens/Bl%F8d-rangle-koen-Vicky
• Legetøj til badekar - ikke badeand
• Kravletunnel
• Babyalarm - gerne supernova
• 2 stk trappegitre
• Whelly Bug - stor
• Højdemåler f.x wallsticker fra Fermliving Animal tower grøn (450 kr) eller Lilliputiens - Højdemåler Walter (300 kr)
• Tro, håb og kærlighed vedhæng - sølv
• Trip trapstol - gerne brugt
• Bilspejl, så man kan se baby i den bagudvendte autostol
• Sack ‘n’ Seat rejsestol 160 - 200kr  f.eks. http://www.mammashop.dk/babystol-brun-sack-n-seat.html
• Regnslag barnevogn
• Sigurds bibelhistorier med dvd
• Hagesmække
• Penge til børneopsparing
• Willow tree figur angels embrace denne http://willowtree.info/product/angels-embrace 150 kr
• Solskygge tíl bilruden
• Ønsker sig ikke tøj - har arvet meget
• Har 1000000 bamser;-)
• Ønsker sig ikke sølvdimser - dåbsrør, æsker

Et år med liv og død

Så er et år passeret. Det første år med Malou i hjertet, men desværre ikke hos os. Og hvilket år. Jeg tror slet ikke at jeg endnu har forstået dimensionerne af det år. Hvor har der været meget på spil. Med liv og død i en pærevælling.

At blive gravid med ønskebarnet Malou, som vi så længe havde ventet på.
At måtte træffe den forfærdelige og umenneskelige beslutning at hun skulle dø alt alt for tidligt.
At sidde over frokosten og planlægge hendes begravelse, mens hendes kærlige spark endnu mindede om at hun levede i min mave.
At føde hende en smuk og rolig aften – d. 12.2.2011 kl 20.18.
At sidde med hende i timerne efter og betragte hendes lille hjerte langsomt holde op med at slå. Den sidste rest af liv ebbe ud af hende... og af mig. Sådan føltes det... at livet ebbede ud af mig i takt med at hendes hjerte blev svagere og svagere. Hun var født til at dø og jeg følte jeg døde med hende.
At skulle forholde sig til hverdagen, som jo fortsatte ufortrødent og den sprællevende 4 årige som ville os, selvom vi var som døde.
At synge den første godnatsang for min datter over den lille hvide kiste og langsomt sænke den ned i den kolde februarjord.
At kæmpe sig tilbage til livet og til arbejdslivet. At forholde sig til det spirende liv, der voksede i mig.
Endnu engang at skulle ligge på scanningsbriksen – skrækslagen gang på gang.
At ignorere det spirende liv og skubbe tankerne om et levende barn bort
At klare dagen og vejen – et skridt ad gangen uden for meget bundfældelse
At forsøge at overleve månederne med venten og uvished overladt til naturens regeren med liv og død.
At ikke turde håbe, ikke turde tro, ikke turde forvente noget... bare være
At skulle koble sig til livet og håbet og troen og forventningerne
At forholde sig til årsdagene for Malous liv, beslutningen om døden, fødslen og begravelsen, mens lillesøster sparker i maven.
At skulle rumme liv og død på én gang... sorg og håb, smerte og forventninger, angst og tro.
Hvor er det ambivalent at liv og død på sådan en måde er rodet sammen.
Livet i maven giver mod og overskud til at klare smerten og minderne, mens minderne roder ind i forventningerne og forhåbningerne og gør det rigtig rigtig svært at turde håbe og glæde sig.

Jeg må dele mig i denne tid. Finde plads til begge sider. Mindes Malou og min stolthed og smerte. Mindes den helvedestid for 12 måneder siden, hvor hun skulle fødes og dø. Mærke min kærlighed til hende og smerten ved at hun måtte forlade os. Være i at det er så forbandet svært at være mor for min døde datter. Være i at hun er så forbandet savnet og at hun mangler i vores familie, som en lille smilende 8 måneder gammel pige.
Samtidig må jeg forholde mig til min lille sprællende pige i maven. Forholde mig til at hun er på vej ud til os. Forholde mig til at jeg snart skal føde hende. At jeg snart skal give hende livet. Og det håber jeg så inderligt at jeg kan give hende. Hun skal have livet. Jeg vil ikke give flere børn døden. Men jeg må forholde mig til at det var hvad jeg for 12 måneder kunne give. Døden til min lille datter. Det er så uretfærdigt... og så svært at rumme lige nu hvor jeg står på tærsklen til at skulle give endnu en lille pige livet. Hvad kan jeg tro på? Tør jeg overhovedet håbe?

Malou 1 år

Vi havde en fin dag igår. Den var som den kunne være... når nu Malou ikke kun være her hos os og fejre sin første fødselsdag.

Jeg lavede fødselsdagsbrunch med flag på bordet til min lille familie. Et vennepar med deres to børn kom forbi til en kop kaffe. De sagde tillykke og havde en fin buket med. Dejligt. Da de var kørt, kørte vi på kirkegården og tændte lys og satte en dekoration. Præsten, der begravede Malou, kom tilfældigt forbi. Jeg har aldrig mødt ham der før. Han gav et knus og vi udvekslede et par ord. Derefter kørte vi skoven og gik en tur. Mest på Elias' præmisser. Han var glad og frejdig som altid og hoppede afsted. Åhh den ubekymrethed ville jeg gerne låne lidt af. Vi spiste sen frokost på vores "stamcafé".
Dagen var ikke fuld af følelser, mere lidt stille eftertænksomhed. Faktisk var dagen, hvor vi besluttede hendes død værre at tænke på. Hendes fødsel var mere afklaret, rolig og smuk... hvis man kan tale sådan om at skulle føde sit døde barn.

Nu er det første år passeret og et nyt år venter. Jeg ser med spænding frem mod det. Hvordan mon år 2 bliver ift år 1. Mon det passer at det første år er det værste? Mon jeg fortsat kan finde forståelse for at min smerte og for mit savn selvom tiden går?
Min mor huskede spontant dagen igår og var som den eneste udover os på kirkegården. Jeg er rigtig taknemmelig for at hun kommer der. Det betyder meget. Det betyder meget for mig at folk tør huske og tør tale om Malou, men jeg havde ikke forventet at andre ville markere dagen. Hendes årsdag er ikke betydningsfuld for andre end os... og min mor.  Andre reagerede med en kommentar fordi jeg har annonceret dagen på facebook, men ellers blev hun ikke husket. Det havde jeg heller ikke forventet, så jeg er ikke skuffet...Folks liv går videre og vi render jo heller ikke nødvendigvis og husker hinandens levende børns fødselsdage. Vigtigt er det dog at blive spurgt til Malou og at jeg selv kan tale om hende, når jeg har behovet.

Et år siden vi besluttede at du skulle dø

Jeg tænder lys for dig idag min kæreste skat. Idag er det 1 år siden vi besluttede at du skulle dø. Jeg ved slet ikke hvordan vi blev istand til at træffe den beslutning. Hvor ville jeg ønske at det kunne have været anderledes. Hvor ville jeg ønske at jeg ikke skulle have stået i det valg. For selvfølgelig skulle du have levet. Selvfølgelig skulle jeg have givet dig livet og al min kærlighed i det. Tænk sig at døden var det jeg kunne give dig. det føles stadig uvirkeligt at jeg som mor til dig blev sat i den situation. Hvordan kan jeg vælge min datter fra, når jeg for alt i verden drømmer om at vælge hende til? Jeg måtte træffe beslutningen og jeg gjorde det. Idag for 12 måneder siden. Tro mig min kære, det var og er et valg med kvaler. Det kom ikke nemt til os... Det var en kamp mellem hvad vi skulle gøre og hvad vi drømte om at gøre. Det var så forkert. Der var intet rigtigt valg og det bærer jeg med mig for altid. Jeg kunne intet rigtigt gøre for dig, min blomst.

Jeg ved du har fred. Jeg ved at jeg gjorde det jeg skulle for dig. Men hvor ville jeg gerne kunne have passet på dig. Hvor ville jeg gerne have båret dig tryg og rask hos mig tiden ud og født dig sund og stærk. Hvor ville jeg gerne have haft dig hos os her i vores lille familie. Du er så savnet hos os.

Jeg sender al min kærlighed til himmels til dig. Du er min for altid, kære Malou

Babykys Mor

Fødselstanker

Jeg har besluttet mig for at prøve at samle tankerne om hvad det egentlig er at jeg er så bange for ift den forestående fødsel. Jeg håber at det dermed bliver lidt mere ordnet og overskueligt for mig og at jeg vil kunne tage den enkelte punkter frem og forholde mig til dem, samt få konkret vejledning og støtte ift dem.

Samtidig anbefaler smertefri fødsel at man visualiserer en positiv fødselsoplevelse og at disse tanker f.eks. Med et par korte opsummerende sætninger gentages jævnligt – gerne hver dag – for at opbygge positive forventninger til fødslen. Så dette må være mit ærinde:

Først at acceptere at noget er rigtig rigtig svært og anerkende dette og måske gøre det lidt mindre ved at få "elefanten" beskrevet. Dernæst at søge en anden historie... historien om hvordan jeg drømmer om at fødslen af mit 3. barn kommer til at foregå med alle de glade og forventningsfulde beskrivelser jeg kan drømme om kommer til at præge den...

Angsten for fødslen:

• Jeg er bange for at fødslen trækker i langdrag
• Jeg er bange for ikke at generere ordentlige veer – at jeg modarbejder veerne eller at min krop ikke samarbejder
• Jeg er bange for ikke at kunne samarbejde med min krop og mine veer – at jeg spænder for meget op og ikke kan trække vejret
• Jeg er bange for en fødsel hvor jeg er fastlåst og ikke kan arbejde med veerne med min krop
• Jeg er bange for om mit kejsersnit ar springer op
• Jeg er bange for at moderkagen river sig løs eller går ud af funktion
• Jeg er bange for at lillepigens hjertelyd dykker... og dykker og dykker
• Jeg er bange for at hun ikke får ilt nok under fødslen
• Jeg er bange for om hendes hjerte holder op med at slå
• Jeg er bange for om vi ikke i tide opfatter at hun skal ud
• Jeg er bange for at hun ikke trækker vejret når hun bliver født
• Jeg er bange for at hun ikke siger noget, når hun bliver født – stilheden
• Jeg er bange for om hun viser sig syg efter fødslen
• Jeg er bange for om vi ikke får hende levende med hjem
• Jeg er bange for om jeg igen skal gå fra fødegangen med både tom mave og tomme arme

Forventninger til fødslen

 

• Jeg drømmer om at kunne føde mit 3. barn
• Jeg drømmer om en helt almindelig fødsel i afgrænset tid, følelse af progression og kontrol over processen – stille og roligt.
• Jeg drømmer om at jeg hjemme kan kontrollere veerne, så jeg er tilpas (3-5 cm?) åben når jeg kommer på hospitalet.
• Jeg drømmer om at kunne samarbejde med min krop
• Jeg drømmer om at kunne trække vejret og slappe af, så min krop får ro til at arbejde
• Jeg drømmer om at jeg kan slappe af og restituere i vepauserne, så jeg kan håndtere veerne
• Jeg drømmer om at kunne overskue forløbet, så jeg kan være i smerterne og se enden af dem
• Jeg drømmer om at kunne presse min datter ud – jeg drømmer om at kunne slappe af og åbne mig op, så jeg samarbejder med min krop.
• Jeg glæder mig til at få hende levende ud
• Jeg drømmer om at datter skriger når hun bliver født
• Jeg drømmer om at få hende op til mig
• Jeg drømmer om hendes åbne øjne, der kigger på mig
• Jeg drømmer om at lægge hende til mit bryst

En helvedes uge startede for et år siden

Imorgen d. 4. februar er det et år siden vores verden blev vendt rundt. Et år siden vi trådte ind til den scanning, der vendte livet for os. Tænk sig at for et år siden var vi uden viden om hvilken sorg, der ville ramme os. For et år siden var vi lykkelige og naive gravide uvidende om den omvæltning scanningen imorgen ville bringe os. VI blev scannet på Randers af en scanningsjordemoder, men forstod slet ikke alvoren af det som blev sagt. At vores datter havde en misdannelse – hun var væksthæmmet med mulig hjerneskade. Jamen hun var jo bare vores datter... alt det der med misdannelse og alvoren i det kunne vi slet ikke tage ind. I dagene efter indtil vi om mandagen skulle scannes af eksperterne på Skejby kunne vi slet ikke forholde os til realiteterne. René troede at vores lille pige blot kunne få en indsprøjtning med væksthormon, så ville alt være godt igen... og jeg rodede rundt i tanker om vi så overhovedet kunne bo i vores hus med trapper, hvis hun blev født som dværg... til om vi overhovedet skulle have den nye bil, vi havde kig på, hvis hun ikke ville komme til os i live. Det var praktiske tanker... tanker uden refleksion i det store tab, vi reelt stod overfor.

 Mandagens scanning – d. 7. februar bekræftede jo kun scanningen om fredagen. Men da overlægen spurgte hvad vi tænkte og hvad vi ville ,græd jeg bare... Jeg kan på ingen måde slå min datter ihjel nu... Det var eneste følelse i mig. Hvordan skulle jeg nogensinde blive i stand til at slå min dattter ihjel? Væksthæmmet eller ej, hun var stadig min datter og det havde hun udelukkende været indtil vi fik de dystre svar på scanningen. Min datter... beder du mig om at beslutte om jeg vil slå hende ihjel?... for guds skyld – Nej det VIL jeg ikke.

Vi planlagde en scanning torsdag d. 10 februar. Det mindste, og det var så lidt, vi kunne give, var et par dage, så hn havde mulighed for at vise sig anderledes. Det føltes så lidt at give hende et par dage til at rette sig, men vi kunne ikke give hende meget mere pga abortgrænsen. Dagene viste sig dog nyttige for os, fordi vi i de dage begyndte at forstå... forstå at vi var sat i den situation at det eneste vi kunne give vores datter i dette liv, var døden. Uendeligt svært at acceptere... og den accept har vi endnu ikke fundet. Al den kærlighed og al det liv vi ønskede at give vores datter, men det eneste vi kunne give hende var døden. Det var ikke det bedste at gøre, som folk forsøgte at overbevise os om. Der var intet godt at gøre for hende... for livet ville ikke være godt at give... men døden var for gud skyld heller ikke god at give... Men det var det eneste, vi kunne give. Der var ingen lykkelig slutning... og det bliver der aldrig... og ingen skal nogensinde bilde os ind, der er nogen lykkelig slutning på det valg. Vores datter skulle have levet og have været sammen med os nu... Det er det eneste, der er rigtigt og det eneste, der giver mening. Alt andet er uden mening, men det var de betingelser vi blev sat med. Vi måtte gøre noget meningsløst og det må vi med tiden finde fred med.

Vi søgte abortnævnet om tilladelse til at føde hende og fik denne efter et par timer. Fredag d. 11. var vi på Randers og få den pille, der skulle modne min livmoder til at føde hende. Lørdag morgen d. 12.2.2011 mødte vi op på fødegangen og kl 20.18 kom den smukkeste lille prinsesse til verden efter en smuk og rolig fødsel. Hun var født til at dø og heldigvis havde vi oplevelsen af at sidde med hende mens hendes hjerte i løbet af godt 1½ time slog sine sidste slag. Min lille pige.. hvor ville jeg ønske at jeg kunne have pustet liv i hende. Men hun skulle dø og vi kunne kun se på. Det var fredeligt, smukt og roligt... og så ufatteligt hårdt. Vi måtte sige farvel... og gik uendeligt tomhjertede derfra søndag morgen. Tom sjæl, tomme arme, tom mave.

Tiden er gået og er nu også fyldt af lillesøsters snarlige kommen. Men kære lille prinsesse, du skulle have været hos os nu, som en lille dejlig pige på 7 måneder. VI savner dig og elsker dig helt op til månen og tilbage igen.

Vover skridtet og bygger rede

Jeg har i ugens løb er særligt her i weekenden taget skridtet til at bygge rede. Jeg har købt 2 reoler til Elias' legetøj, så han kan få det mere væk fra stuen og ind på kontoret og på eget værelse. Vi skal have plads til de 12 pakker Lego han fik til jul og fødselsdag. Har også købt en reol til Lillepigens legetøj til stuen. Indtil videre har Elias dog indtaget den også. Jeg er igang med at lave én ud af 4 vægge klar til Lillepigen på hendes kommende værelse. Værelset bliver brugt som skur, fordi skuret stadig er på vej, så der er retrodet derinde med værktøj og byggematerialer. Det er også gæsteværelse og det vil det blive ved med at være indtil hun skal sove der selv. Men jeg har ryddet én af væggene og er næsten færdig med at male den. Her skal puslebordet stå. Jeg har ledt i alle gemmer efter de hylder, den bordplade og de hyldevanger, vi brugte til Elias' bord og vanger. Hylder, bordplade og kommode til under bordet er fundet, men vanger til hylderne og til bordet er væk, så jeg må vist kapitulere jagten og købe nyt. Vi stilte bord og kommode op igår, så nu ligner det lidt. Jeg sorterede også str. 50-62 tøjet i farver igår og fik det første smidt i vaskemaskinen.

Det føles godt at være på vej. Jeg tænker på psykologens ord til åbent hus sidste torsdag. Sorgens proces skal ses i dynamikken mellem følelser, tanker og adfærd. Jeg tænker at hvis jeg begynder at handle anderledes... tage skridtene med at bygge rede vil mine tanker og forhåbentligt mine følelser ændre sig til at være opbyggende og forventningsfulde i stedet for bange og afventende. Jeg har tiden og overskuddet nu til at deale med det og det er rigtig rigtig godt at give det tiden. Jeg er dog stadig bange. Bliver stadig ramt af en stik, der siger tænk hvis vi ikke får hende med hjem... så står alt det her klar. Men jeg bliver nødt til at satse på at vi får hende med hjem, for jeg kan ikke være i først at gøre det klar, når hun kommer. Jeg kan også tænke at jeg kan bive straffet for at have troet så meget på det at jeg har gjort klar til hende. Det ved jeg godt at jeg ikke bliver – det er irrationelt, men det er nu engang tanker, der dukker op.

I sidste uge var jeg i genbrugs og lede efter noget til fredagens temajulefrokost i Skibet. Jeg faldte over en brun Ticket to Heaven flyverdragt til Elias i str. 116 til 10 kr. og en lilla i str. 86 til 69 kr. Jeg købte dem begge. Hjemme bad jeg René kigge på dem. Hans reaktion var forundrende. Han tog kortvarigt op i dem, mens de lå på gulvet og sagde jahh. Jeg bad ham tage dem op og kigge ordentligt på dem, hvorefter han tog dem op på bordet... Er den lilla, sagde han om den store brune... Er den ikke lidt lille, sagde han om den lille... Hvad for noget sagde jeg, uden at blive klogere. Senere måtte han indrømme at hans reaktion var mærkværdig, fordi han var blevet overrasket over at jeg har købt noget i str. 1½ år, når jeg for en uge siden ikke engang kunne købe en body... Så han kunne simpelthen ikke forstå at jeg havde købt til Lillepigen. Jeg tænkte lidt over det... Hans reaktion sagde mig at det er vigtigt at det ikke kun er mig, der forbereder mig ved at bygge rede. René skal nok også gøre noget særligt denne gang for at forstå og for at koble sig. Så det er nok vigtigt at jeg overlader nogle af opgaverne til ham. Men måske det også er oplagt at han gør meget af slæbearbejdet og ophængsarbejdet.

Et andet tiltag er at jeg før weekenden har tilmeldt mig konceptet Smertefri fødsel. Det er et øveprogram, hvor man indøver en række teknikker for afspænding, åndedræt og visualisering. Jeg skal gerne øve 2x15 min hver dag de næste 6 uger. Jeg håber at det vil hjælpe mig til at finde tryghed og tillid til at turde føde selv. Teknikkerne gør at man bedre kan arbejde med fødslens proces i stedet for imod den, som er så nemt at komme til, når det gør så ondt og hvis man er bange. Jeg forventer ikke en smertefri fødsel, men jeg håber på lidt mere kontrol, så jeg bedre kan være fysisk og psykisk til stede i den store opgave som ligger foran mig. Det er ikke helt billigt (995 kr) for hjemmestudie, men hvis det kan gøre en positiv forskel, synes jeg at det er det værd.

At være forandret som menneske

Sidste torsdag var vi til åbenhus i Landsforeningen i Århus. Temaet var "sorgens udtryk- at være forandret som menneske" og psykolog Bodil Kappelgaard, som selv har mistet en søn for 15 år siden talte. Det var yderst relevant for os og mig. Det bedste til dato i Landsforeningen. Vi var mange, der følte hun lige præcis talte til os, der hvor vi er i vores liv og sorg. Måske det ikke var helt egnet til nyramte, fordi det at være forandret som menneske måske mest i starten viser sig følelsesmæssigt, som en følelse af at være kastet op i luften og spredt ud med vinden. Man kan intet genkende af sig selv. Man føler sig identisk med den identitet at være en mor, der har mistet et barn. Man kan og er ikke andet. Som tiden går finder man ud af at man er andet og at man stadig også er sig selv, men at man på et grundlæggende plan er forandret. Det refleksive perspektiv på det at være forandret bliver først muligt efter tid, fordi man i en lang periode og måske i tilbagevendende perioder ikke kan adskille sig fra at være den, der har mistet. Det er hele ens grundvilkår at man har mistet et barn. Det er også for evigt et grundvilkår at have mistet et barn. Det vil for evigt være en del af min grundtone at have mistet et barn, men måske ikke det hele.

Kappelgaard talte om at en del af sorges proces handler om at give slip. Jeg tror ikke hun sagde, give slip på sit døde barn, men mange blev alligevel ramt af den beskrivelse at man skal give slip. For det føles naturstridigt at skulle give slip på sit barn – om det er dødt eller levende kan det ikke være meningen at man skal give slip på sit barn. Man skal elske det som forældre til det – uanset om man har det hos sig eller ej.

 For mig giver det at give slip en anden mening – og den er dobbelt og netop heri opstår mit nuværende store dilemma, som jeg i en konkret sammenhæng jf andre indlæg de sidste uger, forsøger at finde rede i. Jeg oplever at jeg i min sorg proces har oplevet at jeg må give slip på mit hidtige selvbillede. Jeg er ikke den samme som før. Jeg kan ikke det samme og på områder, jeg endnu ikke helt forstår, vil jeg måske heller ikke det samme som før. Jeg har fået en anden sårbarhed i mit liv, som jeg må respektere. Sorgen og dermed angsten er blevet en del af mine grundvilkår og det må jeg acceptere. Angsten vil være min tro følgesvend for altid nu, fordi jeg har oplevet livet vise sig fra sin værste side. Angsten vil dukke op og vise sit sårbare selv mange gange endnu i mit liv. Jeg kan og skal ikke fornægte den, men må tage imod den og deale med den. Dermed må jeg slippe den jeg var før. Det selvbillede jeg havde af mig selv.

Samtidig føler jeg at jeg er nået dertil i min sorgproces at jeg er igang med at slippe den identitet som sørgende mor. Jeg er en sørgende mor, men jeg er også andet og mere end det. Et eller andet sted oplever jeg at skulle forsøge at slippe angsten for at gøre det muligt at få gode oplevelser, der kan give andre erfaringer. Oplevelser, der kan bekræfte et mere positivt selvbillede og gøre det muligt for mig også at kunne noget andet. Udvikle nogle andre mestringsstrategier, der er mere sunde end de angstfyldte og beskyttende mestringsstrategier. Det handler om i det små at turde tænke og handle lidt anderledes for at udfordre angsten og skabe grobund for en fremtid med mere lys og mere håb. Malou ville ikke have ønsket at hendes mor skulle leve i mørke og sorg. Hun ville ønske håb og lys for hendes familie.

 Det er det som gør det så dobbelt. Lys og mørke er blandet sammen nu. Sårbarhed og styrke. Angsten og modet. Og i rigtig mange situationer vil jeg komme til at stå i valget, som jeg står i nu. Skal jeg udfordre angsten eller respektere den? Skal jeg forsøge at skabe en anden historie – et andet selvbillede eller skal jeg respektere det selvbillede – det grundvilkår, som nu engang er mit? Skal jeg give mig selv ro eller skal jeg ikke stille mig til tåls med det? Skal jeg kunne andet og mere i mit liv?

Update på fødselstanker

René og jeg  var til psykolog i tirsdags. Vi rundede flere temaer, men det som fyldte mest for os var den forestående fødsel, jf de sidste ugers indlæg. Jeg fremlagde baggrundshistorien og problematikken for hende. Det første hun gjorde var at inddrage René (Yesss – endelig én med en menneskelig faglighed) og spørge hvad han tænker ift det. Det blev en god snak frem og tilbage, hvor hun gav os sparring på hvorvidt vi skal føde selv eller bede om planlagt kejsersnit. Jeg fremlagde mit grundlæggende dilemma om det er bedst at udfordre angsten eller at respektere den – noget som faktisk grundlæggende fylder lige nu ift min sorgproces og som jeg tror jeg må fabulere lidt mere over i et andet indlæg. Det handler jo om hvad der er bedst for mig – og for os hver især – på den lange bane. Hun spurgte til hvad vi troede ville være bedst for os som par i den proces, vi netop er på vej i. Det havde jeg ikke tænkt på og kunne heller ikke svare på stående fod. Hendes pointe var at en vaginal fødsel er det mest aktive forløb for både mig og René, hvor vi kunne få en oplevelse af at kunne udrette noget stort sammen, hvilket kunne være befordrende for vores fællesskabsfølelse. Vi har erfaringer med os nu, som gør os stærkere i denne fødsel end i de to tidligere fødsler. Erfaringer, som kunne være stærke at få sat i spil igen og som kunne give os noget i vores fremtidige forhold.

 Overordnet set mente hun at jeg ville være tro mod mig selv uanset hvilken fødsel jeg gennemgår. Uanset om jeg respekterer angsten eller udfordrer den, vil jeg være tro mod mig selv. Det afgørende, mente hun faktisk, var processen med at besluttte, hvad jeg skulle – ikke selve det at gennemføre beslutningen. Hvor jeg tænkte at det bedste vil være hurtigst muligt at få truffet en beslutning, fordi der så vil komme ro og afklaring, så mente hun faktisk at processen med at beslutte skulle have ro til at lande godt i mig. Jeg skal ikke forhaste en beslutning, men lade den finde plads i mig i løbet af 14 dage eller måske 3 uger. Og at den har mere afgørende beslutning for den sorgbearbejdning og personlige udvikling, som jeg er i færd med. Det var et anderledes perspektiv, men nu et par dage efter føles det ok ikke at skulle beslutte sig hurtigt. En beslutning eller en afklaring er dog på vej...
Vi drømmer begge to om at finde styrken og modet til at føde vores datter selv. Og vi går og tænker på hvilke præmisser, der kan gøre det muligt. En detaljeret fødselsplan, hvor vi beskriver vores ønsker om fødslens max. Længde, tidspunkt, overvågning, omsadling ved bekymring, smertedækning og ikke mindst anerkendelse af vores sårbarhed. De skal vide hvad vi har været igennem – både med Elias og Malou. De skal rose ethvert fremskridt og motivere til at gøre det bedste vi kan. De skal vejlede os, når det bliver svært og hjælpe med at bevare modet, samtidig med at de skal respektere, hvis vi bliver for bange. De skal analysere fødslens fremskridt ærligt og åbent, så vi ikke mistolker og overtolker alt overvågningsudstyret. De skal give os tryghed og mod til at gå et skridt videre.

Jeg tror jeg vil nedskrive alt jeg er bange for – for at de kan tage højde for at berolige mig og hjælpe os til at vi ikke når ud i de situationer og at de kan bakke mig op i mine forsøg på at gøre det så godt jeg kan.

Skal jeg udfordre angsten?

Jeg ruger stadig over beslutningen. Hvis bare jeg var bedre til at gå efter én løsning og ikke skulle overveje sådan frem og tilbage. Jeg svinger frem og tilbage mellem de to muligheder. På trods af lægens klare melding om at der ikke er nogen grund til at jeg ikke kan føde vaginalt, så er jeg overbevist om at jeg kan få det som jeg vil have det. Jeg skal bare melde ud. Men det er svært at melde tydeligt ud og det var det som jeg havde håbet at få noget sparring på til fødselssamtalen. Men det var jo tydeligt at lægen ikke kunne sætte sig ind i min/vores psykiske situation. Han forholdte sig til mine fysiske muligheder og det spejlede jo slet ikke hvad der fylder for os. Vi var til åbenthus i Landsforeningen torsdag og oplægsholderen psykolog Bodil Kappelgaard, sagde så klogt, at det er så lidt der skal til, for at man føler sig følt. Og det kunne den læge ikke. Han kunne ikke få os til at føle os følt... og det skabte mere frustration end afklaring. Han matchede os simpelthen ikke. Det betød også at der slet ikke var mulighed for os for at få stillet alle de spørgsmål, der måske kunne afklare valget.

I håb om at få hjælp til den følelsesmæssige del har vi bestilt en tid hos vores psykolog imorgen. Vi har ikke været hos psykologen i 2 måneder, fordi vi aflyste en tid vi havde i december, så hun har heldgivis givet os en dobbelttid, så der er god tid til at vende det som fylder. Jeg vil forsøge at samle mine tanker om de to mulighder inden. Mit mål er med samtalen med psykologen at blive klogere på hvilke skridt, der er vigtigt at tage lige nu, for at få os alle 3 bedst muligt igennem de næste 1½ måned. For René fylder det også en del. Han er igen begyndt at sove lidt uroligt... og det er en vej vi ikke ønsker han skal gå ned af nu hvor han lige har annulleret sin deltidssygemelding.

Mine tanker kredser om mit forhold til min angst. Hvordan skal jeg deale med den?

Skal jeg respektere min angst og bede om et planlagt kejsersnit nogle dage før termin?Et planlagt kejsersnit virker som et langt mere kontrolleret forløb, hvor der er mindre risiko for at noget kan gå galt. Der er selvfølgelig en øget risiko for at barnet får brug for hjælp til at trække vejret og måske en indlæggelse, men efter at jordemoderen på fødegangen i sidste uge fortalte at det ikke er reglen at børn efter kejsersnit har brug for hjælp. Langt de fleste kommer ud og er friske. Og at de forsøger at imitere fødslen ved at gnubbe barnet, når det kommer ud. Jordemoderen mente ikke at det lød som om det var kejsersnittet, der havde påvirket Elias, men i stedet de lange fødsel og den korte navlesnor, som havde stresset ham.

Jeg er ikke nervøs for min fysiske tilstand efter et kejsersnit. Efter kejsersnittet med Elias kom jeg mig hurtigt. Jeg havde selvfølgelig ondt i såret og de første dage kunne jeg ikke vende mig i sengen med Elias, men allerede efter en uge var jeg i færd med rengøring af vores trappeopgang.

En veninde spurgte mig i weekenden om det måske vil være sværere for mig at koble mig til mit barn ved et kejsersnit, fordi jeg så ikke har gjort den intense arbejde gennem fødslen, som forbereder én til at barnet kommer ud. Men at barnet bare bliver taget ud af maven uden at jeg selv har været aktiv. Jeg ved det ikke, men puhh hvor rammer den sætning – at mit barn bare bliver taget ud til mig... Tænk sig hvis jeg kunne slippe for yderlig bekymring, men at mit barn BARE bliver taget ud til mig – frisk og levende og at jeg ikke skal igennem en lang og truende proces. Det lyder som det ideelle – som det jeg vil. 

Men på den side er jeg i tvivl om jeg skal udfordre angsten og føde mit barn selv? 
Jeg vil gerne kunne føde mit barn selv... der er mange argumenter, som jeg tidligere har skrevet om... give mit barn det bedste, være en stærk kvinde, at gøre det naturlige, at være en god mor... men det vigtigste argument for mig er at udfordre angsten. Ikke at acceptere angsten som et grundvilkår i mit liv, men at udfordre den og forhåbentlig komme igennem med en god oplevelse, der kan bekræfte at jeg er og kan andet end angsten og at livet byder mig grund til andet end det har gjort det sidste år og med oplevelsen af Elias' fødsel. Jeg forestiller mig at det kunne blive betydningsfuldt i min sorgproces, i retableringen af mig selv og i min personlige udvikling. Jeg er et menneske, der gerne il lære – et menneske, der gerne vil udvikle sig – et menneske, der gerne vil udfordre sig og udvikle sig. Men jeg ved bare ikke om det er lige nu og med det her at jeg skal udfordre mig. Jeg er bange... bange... bange... men jeg skal jo ikke lade mig styre af den angst... skal jeg? Det allervigtigste for mig er at jeg ikke skal begrave endnu et barn... så er alt andet ligegyldigt. Så kan jeg være et råddent afstumpet menneske. Bare jeg ikke skal begrave endnu et barn. Men hvad nu hvis jeg kunne komme mere hel og stærk ud efter en god og livsbekræftende fødsel... efter en oplevelse af at jeg kunne og at livet/naturen ville mig det godt? Er det nu jeg skal tage det med?

Vi skal formentlig ikke have flere børn, så hvis jeg skal lære noget andet om mig selv og om livet ift det at give liv til mit barn, så er det nu. Jeg får formentlig ikke chancen igen.

Så det er mit dilemma, som jeg tager med til psykologen imorgen. Skal jeg respektere angsten og gøre det bedste for mig selv på den korte bane? Eller skal jeg udfordre angsten og måske gøre det bedste for mig på den lange bane?

Hvis jeg vælger at føde selv, skal have lagt mig nogle tryghedsaftaler ind i planen. Lægen i Randers sagde at vi kan aftale at fødslen ikke må tage mere en 24 timer før vi foretager kejsersnit. Min egen læge – som jeg var til rutinekontrol hos i torsdags – sagde at det kunne aftales at kejsersnit kunne foretages efter 6 timer, så der var en meget overskuelig tidshorisont. Samtidig kan jeg skrive alle andre behov for aftaler om feks smertedækning ind i aftalen.
Jeg ved at jeg ikke vil gå over termin og jeg vil sættes igang eller have kejsersnit senest på terminsdag. Da termin falder på en fredag, vil jeg ikke vente med at blive sat igang til om mandagen. og ved jeg ikke om jeg vil kunne få kejsersnit i weekenden, hvis jeg ikke har født i løbet af fredag/lørdag. Hvis ikke, vil jeg skulle sættes igang midt på ugen (f.eks. Onsdag d. 29.2. - men ikke føde den dag, vel?), således at jeg kan have født/fået kejsersnit inden weekenden. Disse tanker og spørgsmål må jeg tage med til jordemoderen i fødegangen, når vi forhåbentlig snart bliver afklaret.

Besøg på fødegang og fødselssamtale igår

Jeg står tilbage med en blandet oplevelse af igår. Noget godt og noget træls. Vi startede med at gå op på fødegangen på Randers sygehus. Det var her vi fødte Malou for 11 måneder siden og vi har ikke været der siden. Den jordemoder jeg var til i uge 16 bad os overveje om det overhovedet er Randers vi skal føde på, fordi det kan være svært at skulle føde sit næste barn, der hvor man har født sit døde/døende barn. Så besøgets formål var at vurdere, hvordan det var at være der igen – om stedet var knuget af dårlige minder, så det vil blive umuligt at mobilisere den styrke at føde mit barn og knytte mig til det efterfølgende. Vi havde dog begge en fornemmelse af at minderne ikke lå bundet til Randers. Det var ikke der vi mistede Malou. Det var der vi fødte hende og så hende for første og sidste gang. Det var der vi holdte hende mens den sidste rest liv ebbede ud af hende. Det var jo forfærdeligt, men det var også smukt. Vi var også fyldte af stolthed over at have født så smuk en pige – over at hun er vores. Det er selvfølgelig også stedet, hvor vi måtte gå fra uden vores barn og det var det første som slog mig, da vi stod i forgangen. Sidst jeg gik her var mine arme tomme, min mave hul og min hjerte revet over.

Vi henvendte os ved sekretæren og blev modtaget af afdelingsjordemoderen, som ledte os ind på en tom stue. Den stue, hvor vi fødte Malou, var optaget, så den fik vi ikke mulighed for at gense. Vi kunne gensidigt genkende hinanden, da jordemoderen var hende, der hjalp os, da jeg skulle sluge pillen, der skulle modne livmoderen dagen inden Malous fødsel.

Det var en fin oplevelse at være der. Vi sad på en fødestue og snakkede med hende i en halv times tid. Det var service, for det havde jeg ikke forventet. Vi snakkede fødsel – Elias', Malous og den forestående... og det var rigtig godt. Hun mødte os og anerkendte vores følelser – vores angst og behov for tryghed. Men det var ikke hende vi skulle have fødselssamtalen med, så jeg stillede ikke alle de spørgsmål, jeg havde – for lige om lidt skulle vi jo ned til en læge og snakke. Det fortrød jeg at jeg ikke havde gjort, for lægesamtalen gik slet slet ikke, som vi kunne håbe.

Vi blev kaldt ind til samtalen af en sygeplejerske, der præsenterede sig. To mænd sad ved et bord. De gav hånd men præsenterede sig ikke. Den ene havde et skilt på, så jeg kunne se at han var overlæge. Jeg fandt aldrig ud af hvem den anden var. Lægen tog ordet og sagde at han ikke kendte til hele vores historie, hvilket det alligevel fremgik at han gjorde. Han huskede mange deltaljer. Han undrede sig over hvorfor vi bliver fulgt med scanninger i Skejby, for det var der da ingen grund til. Dette "det er der da ingen grund til" gennemsyrede hele samtalen. En samtale er måske så meget sagt, for René og jeg snakkede om følelser og han svarede med synspunkter. To sprog som slet slet ikke matchede og som til sidst fik mig helt ud i tovene og drev mig hylende derfra. Det er ikke fordi han modsagde os eller at vi ikke kan få det som vi ønsker det. Han matchede os bare overhovedet ikke og jeg følte mig slet ikke forstået eller mødt. Han vurderede fysiske betingelser og faktuelle forhold og forstod slet ikke at rumme den følelsesmæssige del. Han levede fuldstændigt op til stereotypen på læger. Dem som slet slet ikke kan forholde sig til de mennesker, der sidder overfor dem og de følelsesmæssige udfordringer deres fysiske tilstand kan give dem.

I følge hans udsagn er der ingen grund til at jeg ikke kan føde selv. INGEN GRUND? Jeg kan se en helt åbenlys grund – jeg tør ikke føde mit barn selv. Jeg er bange – dødhamrende bange – bange for at jeg ikke kan – bange for at min krop ikke vil – bange for at mit barn skal dø. Som René sagde: vi har begravet et barn og vi vil ikke begrave ét til. Vi skal bare have vores barn levende og levedygtig med hjem. Lægens argument: Der er ingen grund til at I ikke skal have jeres barn emd hjem. Jeres barn er rask og BØRN DØR IKKE UNDER FØDSLER, for vi holder så godt øje med dem. Hm... Hvem vil han narre med den påstand, når jeg ved den ikke er sand. Nåh børn dør ikke under fødsler... så er jeg tryg. Så tør jeg godt føde mit barn... eller?

Han mente for iøvrigt ikke at vi havde været tæt på også at miste Elias, for det er apgarscore efter 5 min, der skal tages i betragtning, og der lå hans på 7. Men igen anerkender han ikke følelserne. Elias responderede på hjælpen, hvis ikke han havde gjort det, havde hans apgar ikke været 7.

En samtalesentens lød... "Jeg vil gerne føde mit barn, men jeg ved ikke om jeg tør..." Lægen svarede: "jeg har ikke flere argumenter at fremføre. Jeg har fremlagt alt, hvad der er at sige". Jeg sagde: "Jeg tror ikke argumenter hjælper på følelser" Et billede på de to sprog. Han forstod ikke. Han lyttede ikke. Han kunne ikke. Han havde bestemt at min krop sagtens kan føde et barn, så det skulle jeg selvfølgelig. Og det fik vi med. Hans faglige lægelige vurdering og anerkendelse af Malous fødsel som en rigtig fødsel. En fødsel, hvor min livmoder reagerede ligesom den skulle og derfor viste at den kan gøre det igen. Og derfor er der ingen grund til ikke at gå efter det. Som han sagde kan vi altid sadle om og lave et kejsersnit og han henviste til at fødslen ikke bør tage mere end 24 timer og slet ikke 3. gang. Og at jeg faktisk ikke var smertedækket andet end i 20 minutter under fødslen af Malou, men at jegda godt kunne blive tilbudt smertedækning, men det troede han nu ikke nødvendigt.

Mht igangsætning var det en hel anden sag, som han ikke ville anbefale. Der var ingen grund til at være bekymret for at gå over termin. Det synspunkt var så langt henne i samtalen at han havde mistet mig. Jeg sad og græd og René havde overtaget. Jeg havde opgivet og det havde lægen også. Heldigvis var vi usagt enige om at stoppe mødet. Lægen sagde at vi kunne ringe, når vi vidste hvad vi ville og at vi ellers måtte få en tid til termin, når nu jeg ikke ville gå over. Så til marts skal jeg ind igen, hvis vi ikke har ringet inden.

Så jeg gik derfra uden en plan. Uden at være hørt og uden svar på mine spørgsmål. Den læge skal vi bare ikke snakke med igen. Vi har besluttet at lave planen selv. Måske vende vores angst og vores forhold til de forskelllige handlemuligheder med vores psykolog. Og så i løbet af en måned ringe til fødegangen og bede om en snak med den søde forstående jordemoder for at vende den plan vi har lagt og få den skrevet ind i min journal. Det giver ikke mening af bruge mere tid på den læge og vi har heller ikke tillid til de to andre overlæger, vi har mødt på Randers.

Så nu må vi den næste tid finde rundt i den svære beslutning... planlagt kejsersnit, igangsættelse eller vente på naturlig fødsel....

Fødselssamtale imorgen

Imorgen skal vi til samtale med en overlæge på Randers sygehus, hvor vi skal lægge en plan for fødslen af vores lille pige. I den forbindelse vil jeg forsøge at samle min tanker om hvad jeg tænker og forestiller mig om den forestående fødsel.
Denne samtale var også planlagt under graviditeten med Malou, da Elias blev født ved akut kejsersnit efter en langstrakt fødsel, hvor hans hjertelyd blev ved med at falde. Pga manglende progression og at han reagerede negativt på alle tiltag, der blev iværksat for at skabe presseveer, måtte han ud. Han kom ud slap og blå med en apgarscore på 2. Ikke meget liv i ham. Heldigvis blev han hurtigt og effektivt reddet af lægerne og manglede kun ilt i kort tid. Han var stresset og blev indlagt på neonatal, mens jeg var lå og tudede på opvågningen. Heldigvis kom han sig hurtigt og havde det heldigvis bedst hos sin mor, så vi fik ham med på barselsgangen efter 14 timer på neonatal. Det var selvfølgelig noget af en forskrækkelse, men vi forstod den gang ikke hvor tæt vi havde været på også at miste ham. Det er blevet tydeligt for os efter vi mistede Malou, fordi vi nu har mødt andre historier, som lignede vores, men som desværre endte med at deres børn ikke blev genoplivet, eller at de blev genoplivet, men for sent, fordi de var blevet skadet af at have været for længe uden ilt. 

Samtidig var den langstrakte fødselsoplevelse (52 timer) ikke en positiv oplevelse for mig. Jeg følte mig elendig til at føde og det fik jordemoderen på smukkeste vis bekræftet mig i. Hun var en dame tæt på pension og gav tydeligvis udtryk for at mange unge kvinder nu til dags var nogle skvat til at føde. Måske hun havde ret... at jeg arbejdede imod veerne og var med til at gøre dem korte, hyppige og ineffektive, men hendes facon med at pille mig ned, støttede mig ikke just til at gøre det bedre. Så min tillid til at jeg er en kvinde, der kan føde, fik sig et gevaldigt knæk. Jeg fik aldrig fortalt om de følelser til jordemoderen. Da hun næste eftermiddag kom forbi barselsgangen, havde vi lige fået Elias over fra neonatal. Vi lå og tog en lur, mens René var et smut hjemme. Da hun kom ind og vækkede os begge ved at tænde lyset, for jeg op med et sæt og Elias begyndte at græde. Jordemoderen spurgte ind til fødslen, men havde mest fokus på at Elias var et skvat, fordi han var blevet forskrækket og græd, bare fordi han var blevet vækket. Jeg var chokeret og skulle bare have den kvinde ud af stuen igen, så jeg kunne være der igen for Elias.

Jeg overvejede i tiden efter at søge noget hjælp til at få bearbejdet den fødselsoplevelse, men fik aldrig taget kontakt til Skejby for at tale oplevelsen igennem. Så tiden gik og følelsen af at være en dårlig føder, slap sit tag. Det fyldte heller ikke under graviditeten med Malou, men jeg tænkte alligevel at det var en god og passende service at sygehuset automatisk indkalder til en lægesamtale, når man har haft et akut kejsersnit. Vi nåede dog ikke samtalen, da den lå efterfølgende den skæbnesvangre misdannelsesscanning, hvor Malou blev taget fra os.

Malous fødsel på den anden side forløb faktisk som en smuk og rolig oplevelse, selvom det var så forkert, så forkert med den tragiske baggrund og det forfærdelige at hun skulle fødes for at dø. Men det gik som det skulle. Jordemoderen var rolig og bakkede mig op. Jeg følte jeg gjorde, det som skulle til og at jeg lykkedes som fødende kvinde, hvis man ellers kan tale om det, når man skal føde så lille et barn, som blot skal dø.
Og nu står vi her altså igen – denne gang med to – meget forskellige fødselsoplevelser med hver deres udfald – i bagagen. Den langstrakte og til sidst akutte og traumatiske fødselsoplevelse med Elias, som heldigvis endte lykkeligt med et levende og gennemsundt barn og den rolige og smukke fødsel af Malou, som endte tragisk og fatalt. What to do????

Jeg tror at hvis jeg skal følge mit hjerte – eller måske min angst – så skal jeg have et planlagt kejsersnit. Men hold da op, hvor vil jeg gerne være en kvinde, der kan føde et barn selv. Jeg bør kunne. Jeg vil gerne kunne. Men jeg ved ikke om jeg tør. Det er formentligt det bedste for mit barn og min krop at blive født naturligt. Endnu mere, hvis jeg kan have tålmodighed til at kroppen selv går igang. Så kroppen føder mit barn, når den er klar. Men det tror jeg ikke jeg tør stole på at den kan og at den vil. Måske jeg har mistet tilliden til at naturen vil mig noget godt. At jeg kan stole på at naturens gang bringer mig det bedste. Jeg har på ingen måde lyst til at gå over tid. Jeg er så bange for alle historierne om at moderkagen går ud af funktion. Jeg tør ikke løbe den risiko.

Med Elias gik jeg 9 dage over tid og jeg har mistanke om at jeg kun gik i fødsel, fordi jeg havde besøgt en zoneterapeut og fået en igangsættelsesbehandling. Elias kunne ikke fødes naturligt. Hans navlestreng viste sig at være alt for kort. Derfor kom han aldrig helt ned i bækkenet og presse, så jeg kunne få presseveer og derfor blev han presset hver gang jeg bevægede mig eller havde veer. Jeg måtte ligge helt stille på venstre side i mange timer, hvor de forsøgte sig med vedrop, som han selvfølgelig reagerede på. Min teori er at han ikke kunne fødes naturligt og at det faktum var skyld i at jeg gik over tid, og at jeg ikke udviklede ordentlige veer.

Så jeg ved at jeg ikke vil gå over tid, så det jeg tænker er at skal jeg føde naturligt, skal jeg sættes igang i løbet af de sidste par uger. Det kan betyde et langstrakt forløb. Det har jeg selvfølgelig erfaring med fra Elias og det kan jeg godt klare igen. Hvad jeg dog ikke synes om, er at jeg eftersigende igen skal være liggende, fordi babys hjerterytme pga det tidligere kejsersnit skal følges. Det synes jeg ikke om. Jeg følte mig ret handlingslammet sidste gang, fordi jeg bare kunne ligge der og ingenting gøre for at bevæge mig med veerne – og badekar er også udelukket.

Det er en romantisk drøm at føde selv. Det er kvindeligt. Det er rigtigt. Det er smukt. Og det er det bedste for barnet – som regel – at blive presset ned gennem fødekanalan. Ved et kejsersnit har flere børn behov for hjælp til at trække vejret og flere børn må indlægges på neonatal. Og jeg skal være indlagt nogle dage og kan ikke komme hjem med mit barn til min familie. Ved kejsersnit føler jeg ikke at jeg giver mit barn det bedste, jeg kan. Det er som om jeg giver op for let. Som om jeg er en kylling, der kun tænker på mig selv og ikke hvad der er bedst for mit barn. Det kan jo ikke gøres om;-) og jeg skal for altid leve med at være en kvinde, der ikke turde føde sit barn. Jeg får ikke vendt den dårlige oplevelse til at jeg er en kvinde, der kan føde børn. Jeg ved at jeg fødte Malou, men jeg synes ikke det tæller med, fordi hun var så lille og der ikke var et barn, der skulle overleve og tages hensyn til.

Jeg ved at andre ikke vil synes at jeg er en dårlig mor, hvis jeg vælger kejsersnit. Men hvor ville jeg ønske at jeg havde modet til at føde selv. At jeg kunne mobilisere styrken. Og jeg skal også leve med risikoen for at mit barn ikke er frisk efter kejsersnittet. At det skal have hjælp... og hvad nu hvis det ikke kan hjælpes... hvis vi kommer til at stå med en gentagelse af Elias' historie, men at hun ikke responderer på hjælpen? Puh ha hvor er det en tung beslutning. Jeg vil jo bare have hende levende og rask ud til os og komme bedst muligt igennem oplevelsen.

Barsel - Nu er du her:-)))))) Tusind tak

Så kom barslen som jeg så længe har ventet på. Efter et par intense dage og dejlige dage i familien med at fejre fødselsdag for Elias, er dagen idag min første barselsdag. Og hvilken befrielse. Det er jo ikke fordi jeg har problemer med mit arbejde eller ikke vil være der, men hold da op hvor trænger til en stund med ro på. Jeg har selvfølgelig 1000 projekter, som jeg glæder mig til at tage hul på, men hvor glæder jeg mig også til at have tiden til roen – til igen at have overskud til at mærke efter hvordan jeg har det og hvor jeg er henne ift alt det som er sket for mig det sidste år. Det har været et intens år, som også skrevet i nytårshilsnen den 31.12. Der er sket så meget og jeg mærker igen et stort behov for at mærke efter og forstå konsekvenserne af det som jeg har været igennem. Jeg har ikke givet mig tid til at dykke ned i tankerne, fordi jeg har haft så meget at se til de sidste måneder, hvor arbejdet skulle afsluttes og videregives på bedst mulige måde samtidig med at angsten over også at skulle miste vores pus i maven lurer nedenunder. Så jeg har kæmpet mig igennem de sidste måneder. Rejsen til Thailand gjorde rigtig godt med hensyn til ro og tid, men der gav jeg mig heller ikke tid til at mærke, tænke og formulere.

Så jeg har skubbet det foran mig til denne dag – nu er det tid til at samle tankerne og gøre det som er rigtig godt for mig. At udtrykke mig – at formulere mine tanker – og hvis jeg er heldig – få respons på dem, så jeg endnu mere kan forstå, hvad der er på spil for mig og hvorfor det er så vigtigt. I en lang periode under min graviditet har jeg ikke haft overskud til at formulere mig, fordi jeg måtte tøjle angsten for at kunne hænge sammen i min hverdag. Da vi kom over de skæbnesvangre scanninger i oktober, tog arbejdet til i styrke og efterlod mig med meget lidt energi til at formulere mig. Jeg håber nu at jeg de næste uger kan genfinde lidt af det fokus som jeg gav mig selv i min akutte sorg periode i marts-maj sidste år. Der fyldte tiden til at formulere mig rigtig meget og det var så godt for mig at jeg gjorde dette arbejde.
Det har været er benhårdt arbejde at skulle genfinde mit arbejde. Det har taget rigtig meget energi. Men jeg har gjort det. Jeg har kæmpet mig tilbage – jeg har genvundet meningen med mit arbejde, genvundet mit engagement og jeg tror også at have genfundet de fleste af mine styrker og det meste af mit overblik og overskud. 2011 blev et anderledes år – meget står sløret og uklart for mig. Den stærke tidsfornemmelse og røde tråd, som plejer at kendetegne mig, har jeg mistet for 2011. Der er meget jeg ikke kan huske og en del jeg selvfølgelig ikke har kunnet gøre, som jeg gerne ville. Det angrer jeg ikke. Det kunne ikke være anderledes, men der er ngle sorte huller i mit arbejdsliv, som står tomme tilbage. Vi fik ikke gjort alt det vi skulle, men så gjorde vi noget andet, og forhåbentlig giver det ok mening for mit personale alligevel.

En væsentlig faktor for at jeg kunne genoptage mit arbejde og genvinde min energi og engagement, er det faktum at der var lys forude. En ny barsel var i horisont. Jeg vidste ikke om jeg denne gang ville få lov at opleve den, men det gav håb – mere håb end hvis jeg ikke var blevet gravid. Det har selvfølgelig også givet en masse angst, for jeg ved jo stadig ikke om jeg får lov at opleve barslen. Men nu er jeg her og det føles stort. Jeg er så taknemmelig for at være nået hertil – stadig med et levende og rask barn i maven. Jeg overvældes af befrielse, når jeg forsøger at forstå at jeg nu er her. Tårerne triller.

Elias 5 år

Så er Elias blevet 5 år og han er blevet fejret med maner de sidste 4 dage.

Torsdag kom mellemgruppen fra børnehaven (Alle børn fra 2007, som skal være de kommende store børn - Græshopper - i børnehaven - og som Elias skal gå i skole med). Det var en herlig formiddag. Elias var som altid en fantastisk vært. Han minglede rundt og sørgede for at alle havde det godt. De legede rundt i hele huset og var på en spændende skattejagt, hvor fæle tyve havde stjålet guffet til fødselsdagen, som de fandt efter en 4-5 poster. Elias havde bestilt pølsehorn og kyllingelår, som vi fik med frikadeller, pasta og gnavegrønt. Og om ikke han også havde bestilt med Ninjago-kage, så principperne om ikke at servere kage til børnefødselsdagen holdte ikke. Men så måtte guf-posen være med sunde snacks. Ninjakagen var et hit. Elias var så stolt af den. Både Far og Mor holdte fri og Mormor var med til at holde dagen.

Om eftermiddagen kørte vi Mormor til toget og slappede af og legede. Fredag var det Elias' rigtige fødselsdag og vi pakkede gaver fra mor og far op i sengen. Og spiste morgenmad med smoothies, boller og amerikanske pandekager. Til middag kørte vi mod Århus. Vi skulle ind og hilsen på Lillesøster på scanningsklinikken. Vi var lovet et kvarter mere i 3D, fordi hun lå og puttede sig lidt da vi var der midt i december. Men om ikke hun putttede sig endnu mere idag. Hun har vendt sig og lå med hovedet oppe under mine ribben, men næsen helt ind i livmodervæggen. Så billederne var endnu dårligere end sidst. Man kan dog se at hun har fået lidt mere sul på kinderne. Og så følger hun forsat sin vækstkurve. E en uge mindre end gennemsnittet og vejer pt vist 1750g 32 uger henne.
Jordemoderen tilbød os at komme ind igen om et par uger. Vi kunne ringe, når vi er blevet tjekket på Skejby igen, hvis hun har vendt sig, for når hun ligger nede i bækkenet er der mere plads og dermed mulighed for bedre billeder.

Nåh det var Elias 5 år, vi kom fra. Efter scanningen gik vi et par timer rundt på Strøget. Fik byttet et par julegaver. Det var hyggeligt og tiden fløj hurtigt. Vi har vist nærmest aldrig været på strøgtur i DK sammen. Ved 16.30-17 tiden nåede vi bilen igen og kørte ud til Mormor, som skulle fejre sin 65 års fødselsdag. Her fik Elias gaver fra mormor og sine fætre og moster/onkel i Lystrup. En hyggelig aften.

Lørdag gjorde mor om formiddagen klar til den store familiefødselsdag med 18 mand om søndagen, men Elias og far dækkede borde og samlede Lego. Elias har nok fået 12 pakker Lego til jul og fødselsdag, så René er blevet øvet legebygger. Kl. 15 kom Anders - legekammerat - med sin søster og sine forældre, som er blevet vores venner. Vi fik boller og te, og børnene legede rigtig godt, snakkede de voksne Balirejse - da de overvejer at tage en tur dertil om et par måneder. De endte med spontant at spise med, da tiden var blevet fremskredet og vi havde masser af restemad.

Søndag var den store familiefødselsdag med brunch og lagekager... og masser af lego-gaver. Herligt at blive 5 år.

 

Skylden og skammen

Dette er egentlig skrevet som svar på et indlæg på Små-engle, men det siger noget om hvor jeg er i nogle af mine tanker:
Jeg kender skylden og skammen rigtig godt, men måske på en lidt anden måde end de andre, der har skrevet, fordi jeg mistede på en anden måde. Min datter døde ikke af sig selv. Jeg tog livet af hende. Og jeg føler stor skyld over at jeg skulle give hende døden og ikke havde den mulighed at give hende livet. Hvad er jeg for en mor, når den kærlighed jeg kan give til min datter er fred i døden. Mange skræmmes af mine tanker og argumenterer imod med alle kræfter, for den skyld må jeg ikke give mig selv, men et eller andet sted... hvad for et menneske ville jeg så være, hvis jeg kunne slå min datter ihjel uden at føle anger? Jeg ser det som et grundvilkår i mit liv at jeg må leve med at jeg ikke kunne give min datter livet, selvom der intet andet var at ønske for hende. Jeg har ikke fundet fred med at jeg skulle træffe den beslutning, selvom jeg ikke kunne træffe andre beslutninger. Med tiden håber jeg også at kunne acceptere at jeg måtte slå min datter ihjel og at det var "god-nok" kærlighed til hende. Det føles slet ikke godt nok, men det var det jeg kunne give.

Jeg ved ikke hvad der skal til for at finde mere accept. Til et åbent hus i Landsforeningen i december sagde en præst (til min mand) om gud mon kunne tilgive? Jeg er ikke specielt troende, men disse ord gjorde alligevel en forskel for mig. For selvfølgelig tilgiver gud mig. OM jeg tror på ham eller ej, så tilgiver han. Det er jo det, som ligger i konceptet GUD. Han tager imod dig og holder om dig, når du er allermest grim og skidt i livet... men gør du selv det? Kan du selv tage om dig selv og give kærlighed også, når du er allermest nede og skrabe bunden i dit liv? Hvis den højeste af alle kan tilgive, hvorfor kan du så ikke selv? og hvad vil tilgivelsen betyde for din skyld?

Et blik på år 2011

Her på tærsklen til 2012 vil jeg se om jeg kan finde mig ro til at forfatte jer alle en nytårshilsen.

Nytårstiden er som vanligt en tid, hvor man ser tilbage mod året, der er gået og frem mod det som vil komme. 2011 vil for altid fremstå tydeligt i vores hukommelse, fordi det blev et ganske særligt år for os. 2011 blev året hvor vi fik vores andet barn - vores lille prinsesse Malou.

Sidste år ved denne tid havde vi netop været igennem en hård uge med en dårlig nakkefoldsscanning af Malou, som viste forhøjet risiko for downsyndrom, pga høje hormontal i mit blod. Heldigvis klarede vi frisag og julen 2010 var reddet. Nytåret fejrede vi med gode venner – desværre blev aftenen alt for tidligt kun lige passeret kl 24 sluttet af med en brandskade på vores gulv, som betød at hele stueetagen inkl køkken – alle møbler, køkkenskabe, opvaskemaskine osv - måtte ryddes og vores fine bambus gulv delvist omlægges.

Da René en uge inde i 2011 foretog et voldsomt styrt ned af vores trappe og forvred sin skulder på mest smertefulde vis, blev vi enige om at nu var det slut med uheldene til os. Den dårlige nakkefoldsscanning og moderkageprøve med en uge i utryghed og angst, brandskaden, der betød rydning af stueetagen og en uge uden køkken oveni at René var sygemeldt med skulderen – Det var hele 3 ting og så ville der ikke komme mere til os.

Men det gjorde der... i den grad.

Den 4. februar skulle jeg have den rutinemæssige misdannelsesscanning i uge 20. Jeg var begyndt at mærke prinsessen, som vi jo pga moderkageprøven i december allerede vidste var en pige. Og jeg glædede mig til at få et kig ind til hende, velvidende at disse rutinescanninger jo ikke er til for underholdningens skyld. Vi blev fulgt i Randers, hvor vi nu hører til. Scanningsjordemoderen havde ikke scannet mig længe, før hun kunne se at vores pige ikke var udviklet som hun skulle. Hendes arme og ben var alt for korte, så hun var uden tvivl væksthæmmet – dværg. På Randers har de ikke kompetence til at diagnosticere, så vi måtte til Skejby og have den endelige dom. Men vores lille længe ventede prinsesse var uden tvivl misdannet – fysisk, men muligvis også mentalt. Det blev en lang og mærkelig weekend, der i starten af februar inden vi om mandagen kunne få tid til scanning på Skejby. Vi forstod intet endnu. René var sikker på at hun blot skulle have en væksthormon-sprøjte eller noget og så ville alt være godt igen. Jeg bekymrede mig om alle mulige praktiske ting, såsom om vi allligevel ikke skulle have ny bil så? Og om vi kunne bo i vores hus med trapper, hvis hun var en dværg? Vi forstod slet slet ikke hvad vi stod overfor. Og et eller andet sted har vi stadig ikke forstået det – ihvert fald slet ikke accapteret det.

Mandagens scanning af en overlæge på Skejby bekræftede selvfølgelig bare fredagens scanning. Hun var alt for lille vores prinsesse. Hendes brystkasse og hoved var for lille og ville ikke give plads til at organerne, som var af normal størrelse kunne udvikle sig, som de skulle. Der var alt for lidt fostervand, så de var i tvivl om nyrerne virkede. Lægen så på os og spurgte hvad vi ville... mit svar var hurtigt og uden tøven. Jeg kan ikke slå min datter ihjel. Jeg kan ikke træffe den beslutning idag. Det er umuligt for mig. To minutter før den skæbnesvangre scanning om fredagen var hun bare min datter, men nu var hun min misdannede datter, som jeg skulle tage livet af. At stå der med det faktum – at jeg var herre over min datters liv og død og at jeg skulle beslutte på hendes livs vegne – er det værste jeg har oplevet i mit liv. Jeg følte mig slet slet ikke i stand til at træffe det valg. Der var ingen god eller rigtig løsning. Der var ingen happy ending. Vi skulle træffe et valg mellem to forfærdelige onder. Skulle vi tage livet af vores datter nu eller skulle hun dø selv, måske fødes til et liv i smerte og uden indhold? Det skulle hun jo ikke. Vi ville jo give hende kærlighed og ikke smerte. Så det vi kunne give hende var døden, men hvor er det forkert at vi ikke kunne give hende livet. Men det valg havde vi ikke. Det rider os stadig med stor smerte at den smukkeste kærlighed, vi kunne give vores datter, var fred i døden. Det er så urimeligt at forældre kan stilles i den situation at skulle vælge døden for deres børn. Det giver ingen mening og vil aldrig komme til det.

Vi gav os selv et par dage til at forberede den beslutning. Vi græd og græd og græd. Sad i sofaen og læste om andre, der havde stået i samme situation. Pludselig blev de hjemmesider om døde børn, som jeg ved uheld tidligere var landet på og hurtigt hastet væk fra, nærlæst og taget ind. Vi var ikke alene. Forfærdeligt og befriende. Andre havde før stået i dette valg. Mange andre har før mistet deres barn og andre havde skullet træffe den uigenkaldelige beslutning at ende livet for deres børn. Og de hjalp os. De hjalp til at anerkende vores store smerte og vores store tab. Vi havde mistet vores barn... også selvom hun kun var 20 uger gammel og ikke havde levet eller kunne leve udenfor min mave. Hun levede i min mave. Lige nu – som vi sad og planlagde hendes begravelse – sparkede hun i min mave. Hun var vores datter og vi skulle aldrig holde hende levende i vores arme. Vi skulle aldrig se hendes øjne, se hendes smil, høre hendes latter eller søde stemme. Vi ville aldrig se hende vokse op og udvikle sig. Hun skulle dø alt alt for tidligt – og det gjorde ondt ondt ondt... og det gør det stadig.

Torsdag skulle jeg scannes igen. Det var det mindste vi kunne give hende. Et par dage til at vise sig anderledes. Men det gjorde hun ikke. Hun var røget mere ud af kurven og beslutningen var taget. Vi ansøgte om sen abort og mødte fredag op på Randers sygehus for at snakke den forestående fødsel igennem. Jeg slugte den forfærdelig pille, der skulle modne livmoderen. René hjalp mig. Det var ikke nemt.

Lørdag morgen d. 12.2. mødte vi igen på Randers og jeg fik lagt stikpiller op. Hen på eftermiddagen fik jeg lagt epidural. Ved 18 tiden fik jeg de første veer og kl 20.18 blev den smukkeste prinsese født i et fredfyldt øjeblik. Hun var lille bitte – 24 cm og 268 g. Den fineste lille pige. Ingen alien som vi havde frygtet. Hendes hjerte slog og vi sad med hende på skift indtil den sidste rest liv havde sluppet hende. Dette var hvad vi kunne få af hende. Om lidt ville det være slut og vi ville aldrig mere få hende at se. Om lidt ville hun være borte.

Den følgende uge gik med planlægning af begravelsen. Vi havde besluttet at lægge hende sammen med min far på Vejlby kirkegård og dagene gik med samtale med præsten, bestilling af blomster, køb af hendes lille hvide kiste, skrive brev til hende. Der var meget at beslutte – meget at gøre – og så uendeligt meget smerte.

Tiden efter begravelsen tog sine små skridt. René tog på arbejde om mandagen og havde fri hver fredag. Jeg fik tilkæmpet mig ret til 14 ugers barsel, fordi hun viste livstegn ved fødslen. René fik 14 dage. Efter en måneds tid startede jeg op på arbejde igen. En-to dage om ugen. Jeg kunne ikke mere. De få skridt jeg kunne tage kostede så mange kræfter og jeg kæmpede med at finde fodfæste igen.

Det har taget tid at genfinde meningen med livet, livsglæden, engagementet på arbejdet. Vi føler os forandret for altid. Vi kan ikke det vi kunne før. Vi har fået i sårbarhed i vores sjæl, som ryster os – gør os mere ustabile. Vi bliver nemmere hylet ud af den, nemmere stresset, overskuer mindre, sværere at holde hovedet koldt. Har brug for flere pauser. Bliver nemmere irriterede, vrisser hurtigere, har sværere ved at tolerere mere ligegyldige ting.

Vi har stadig brug for at tale om Malou. Hun er vores datter og det vil hun altid være. Hun tæller med for os – og det betyder uendeligt meget, når hun også tæller med for andre. Hun har givet os en gave i livet, selvom hun også har givet os en masse smerte. Og den gave – kærligheden til hende – vil vi gerne have hjælp til at prise. Det er ikke nemt at finde ud af hvordan man kan elske sit døde barn. Der følger ingen manual med til livet. Der kommer ingen sundhedsplejerske og hjælper én på vej. Man er alene... og det er så endeligt ensomt at miste sit barn. Omverden glemmer hurtigere og tror man er videre. Tror alt er godt igen. Men alt bliver aldrig helt godt igen. Der vil altid mangle én. Ligegyldig hvor mange børn, der kommer efterfølgende. Der vil altid mangle én.

2011 gav os heldigvis den velsignelse at vi venter et barn mere. Det er ikke nemt at være gravid. Fysisk går det godt. Men der er på ingen måde tale om lykkelige omstændigheder og det er svært at koble sig til sit barn. Kærligheden er der, men tør vi tage den ind? Der er ingen garantier for at det ikke går galt igen og ingen kan eller skal give os dem, for om nogen har vi sandet at vi ikke er herre over naturen og at der ikke tildeles kvoter af død og lykke til os. Heldigvis har vi i oktober overstået uge 20 scanningen og vi har klaret frisag. Vores lille nye er tilsyneladende rask og har under alle omstændigheder ikke Malous misdannelse. Vi er blevet fulgt tæt på Skejby af de bedste eksperter og kan til enhver tid bede om en tryghedsscanning. Det sidste år har i alt budt på 15 scanninger, så jeg har efterhånden noget erfaring med at ligge på briksen. Men det bliver ikke nemmere af den grund, for hvor er der meget på spil for os, hver gang vi kigger op på den skærm. Men alt går vel. Vores lille nye er også en pige og hun vokser som hun skal. Er lille, men følger sin egen kurve.

Jeg har termin d. 2.marts, så der er to måneder igen. D. 10. januar skal vi til overlæge samtale på Randers, hvor vi skal lægge en fødselsplan – vi skal afklare om vi ønsker en igangsættelse eller et planlagt kejsersnit. Mange tanker – svær beslutning.

Lige efter nytår går jeg på barsel og det glæder jeg mig uendeligt til. Jeg trænger til tid og ro til mig selv. Det har været nogle hektiske måneder de sidste måneder og jeg har ikke givet meget tid til mig selv. Jeg trænger til at få styr på tankerne, der ikke er blevet levnet så meget plads den sidste tid. Der ligger så mange følelser i at skulle på barsel, fordi det i foråret var uendeligt svært at skulle slippe tanken om barslen og at skulle tage mit arbejde igen.

René tog jo hurtigt og effektivt sit arbejde igen, men måtte efter et par måneder sande at han var blevet ramt og ikke havde dealet med det. Han sov ikke om natten, tankerne væltede rundt i hovedet på ham, han kunne ikke koncentere sig på arbejdet, han blev ramt af stress. I flere perioder har han været sygemeldt, men havde svært ved at give sig lov til at komme sig, så han tog flere gange alt for hurtigt på arbejde igen og holdte kun 1½ inden han røg ned igen. Han er nu ved at finde fode igen, men forventer ikke at det er sidste gang, han bliver væltet... Nu står vi overfor det sidste stræk, hvor vi skal forholde os til at vores barn bliver født og det bliver nok ikke ukompliceret. Der er meget på spil for os.

Puh ha det blev en lang smøre. Mon der er nogen der stadig er med? Men mange ord om et betydningsfuldt år, hvor vi blev 20 år ældre på sjæl og krop. Året bød også på to skønne rejser – til Bali i foråret og til Thailand i efteråret. Helse til sjælen. En nødvendig pause i et turbolent år.

For iøvrigt trives Elias. Han er stadig den fantastiske glade, sociale og dejlige dreng han altid har været. Vi er så taknemmelige for ham og kan prise os lykkelige for at vi har skabt noget så smukt og livsbekræftende. Han bliver 5 lige om lidt og nyder rigtig meget at gå i børnehave. I foråret skal han i storebørnsgruppen – græshopperne, for så i 2013 at skulle i skole. Store dreng.

Vi nyder stadig at bo i Mørke og er så stolte af vores smukke selvbyggede hus. I årets løb har haven taget form med hækken, der kommer så flot og græsset, der er grønt. Vi har fået carport og skur (mangler det indvendige) og endelig fået det øverste badeværelse færdigt.

Det var ordene herfra med ønske til jer alle om et godt og lykkebringende nytår. Jeg håber at solen vil smile på os alle. Rigtig godt nytår og tak for det gamle. Pas godt på hinanden

 

Ny rejse forude

Må altså lige dele med jer... noget dejligt og positivt i vores liv midt i alt det svære og tunge.

Vi har booket 19 dages rejse til Thailand - øparadis med afrejse lige om lidt. Vi har flybilletten på plads og er på nippet til at have afklaret hoteller. Vi skal være 5 nætter på Koh Chang, 6 nætter på Koh Kood, 3 nætter på Koh Mak og 3 nætter i Bangkok. Det bliver SÅ godt. Modsat sidste rejse - i april-maj - kan jeg denne gang sige at jeg glæder mig. Glæder mig til sol, varme, tid, ro, hygge med familien, sand, strand, lækker thai-mad... Det bliver så godt. Vi trænger til den pause. Særligt René, der er kørt træt i sit arbejde og i sit liv generelt.
Hvor er det godt at have noget godt at se frem til. Noget nyt - samtidig med at vi ikke behøver meget. Hvis vi vil ligge på stranden hver dag, lege og bade, så gør vi det. Glæder mig - glæder mig - glæder mig

Misdannelsesscanning idag

Så er det overstået... og jeg er træt træt træt...

Det startede lidt dumt ud med at vores overlæge Olav måtte melde afbud og overlade scanningen til sin kollega Vibeke, som jo også er sød og dygtig. Men da hun skulle overtage alle Olavs patienter var hun 70 min forsinket. En træls ventetid, når man sidder og er så nervøs.

Heldigvis gik det igen rigtig fint. Den lille spire er som den skal være... ingen tegn på at den er syg som Malou. Overlægen var ikke bekymret for noget af det hun så. Desværre lå den lille og skyggede for sig selv med ryggen til, så hun kunne ikke scanne hjertet. Vi skal derfor komme igen næste fredag og få resten af misdannelsesscannningen. Hun er ikke bekymret, men hun skal jo scanne den lille ordentligt. Så sådan må det være. Men det er ikke fordi vi bare glider igennem de scanninger. Til nakkefold fik vi jo heller ikke det samlede svar, fordi min doubletest var blevet væk! Vi må forsøge at bevare tålmodigheden og leve med at svaret bliver udsat.

Vi spurgte om vi kunne være sikker på at Malous misdannelse nu var ødelukket eller om vi kunne risikere at den viser sig senere. Det mente hun ikke at den ville/kunne. Håber sådan hun har ret.

Vi spurgte til køn, Hun mente at det er en lille pige... igen... men hun ville ikke garantere noget. Det var svært at se.

Vi havde planer om at hvis vi havde energi så skulle vi ned og se rainbows på Aros i Århus bagefter, men pga forsinkelsen havde vi ikke nok tid til det. Så vi gik en tur i skoven bagefter med en glad og hoppende Elias og spist mad på en café på Trøjborg. Det var hyggeligt, men nu er jeg udmattet og har lyst til at gå i seng.

Tidlig misdannelses igår

Så er den stopprøve overstået og vi kom heldigvis igennem den stadig med spiren i maven. Alt hvad de kunne tjekke, så normalt ud. De undersøgte igen længe hjertet, og fandt alt vel. Overarme og lår har den rette længde og det samme med mave- og hovedomkreds. Lillehjerne havde den rette størrelse. Nyrer, binyrer, væske i mavesæk og i blære.

Det var en sygeplejerske der scannede mig. Hun smilede og fortalte de gode nyheder mens hun scannede, men det var som om ordene ikke ville nå mig. Overlægen (OLav) kom - så tallene og billederne på computeren. Og han bifaldt hendes vurderinger og satte lidt flere ord på. Det hjalp lidt på at tage ordene ind, men stadig var det som om de ikke kunne nå mig. Lettelsen udeblev.

Jeg synes det virkede som om der var lidt fostervand. Spiren var svær at scanne, fordi den lå forkert og min navle skyggede. Det gjorde mig bange, for Malou var også svær at scanne. Fordi der var for lidt fostervand. Men sygeplejersken afkræftede min bekymring. Den ligger og putter sig i et hjørne (?), og kan svømme et andet sted hen, hvis den vil. Der er fint med fostervand. Jeg tror at jeg tror hende, men jeg undrer mig over at man kan finde et hjørne i en rund livmoder... men det kan den åbenbart.
Olav sagde at det var meget usandsynligt at et barn som er af normal størrelse til tidlig misdannelse, vil være for lille af vækst ved misdannelsesscanning. Hvis den havde været lidt for lille nu, var der en risiko for abort ved næste scanning. Tror det var sådan han sagde det.

Jeg undrede mig over at lettelsen ikke indfandt sig... Jeg mærkede en lettelse over at det lille hjerte slog, for det er et faktum, der er til at aflæse. Lever den eller er den død? Jeg havde for en måned siden gået og glædet mig til at mine symptomer med småkvalme og træthed ville forsvinde, for så ville jeg ikke have symptomer på at være gravid.. og så ville jeg ikke blive mindet om at jeg er gravid. Og så ville det blive nemmere. Men da symptomerne så forsvandt, blev jeg bange for at spiren var død. Nej det er ikke nemt. Men den lever... og det var skønt at se.

Jeg tog på kirkegården til Malou efter scanningen... og jeg græd og græd. Jeg havde undret mig over at jeg ikke havde reageret meget inden scanningen. Jeg havde følt mig ved siden af mig selv, kunne ikke huske noget, havde intet overblik. Skulle bare havde tiden til at gå. Men før NF var jeg konstant på grådens rand... men ikke denne gang. Meget få tårer. NF havde lettet noget, men så meget? Det var skræmmende. Men jeg ved nu at jeg først havde mod på at reagere efter scanningen. Lettelsen efter scanningen gav plads til alle de voldsomme følelser, som var alt for farlige at give plads, mens jeg endnu var i usikkerheden. Jeg tænker nu at jeg har beskyttet mig selv, Hvis jeg havde givet plads til følelserne før scanningen, ved jeg ikke hvordan jeg havde reageret. Er bange for at blive ædt op af angsten. At jeg ville havde brudt helt sammen. Så jeg har skubbet den væk - holdt spændingen inde. Da jeg kunne give slip, skulle/skal spændingen have tid til at slippe.

Så eftermiddagen igår som jeg håbede skulle være en dans på roser med glade lette forældre, var en tung, træt, sløv eftermiddag. Udmattede, ugidelige, kede af det. Begge to. Vi sov begge to og kunne næsten ikke komme igang. Idag tyder heller ikke let og legende. Jeg tror der går et par dage før vi forstår... før kroppen tager det ind. Der er ingen eufori at spore her... men det laver ikke om på at scanningen gik lige som den skulle... Vi er bare overraskede over vores reaktioner. Men som med alt andet i denne proces må vi tage det med, og acceptere at det at miste et barn gør én uforudsigelig og skaber et efterspil som har vidtrækkende konsekvenser.

Vi håber og beder til at de gode scanninger fortsætter. Særligt til den afgørende om 4 uger. Vi håber at vi derefter kan begynde at tro lidt mere på spiren i maven og at vi  får lov at få den levende og levedygtig ud til os til næste år.

Nakkefoldsscanning på onsdag

Så nærmer nakkfefoldscanningen... og det mærker krop og sjæl. Min taktik med at skubbe tanker om graviditeten væk er så svær at opretholde nu. Tårerne har trillet ned af kinderne flere gange om dagen de seneste dage. Ved den mindste tanke om min graviditet og om Malou. Særligt når jeg kører til og fra arbejde og der får en lille stund for mig selv. Det er sådan et pres og jeg kæmper for at holde mig kørende og ovenvande.
Jeg talte med min psykolog om det, da vi var afsted igår. Hun sagde at det jo er ren overlevelse at jeg beskytter mig fra tanker om graviditeten. Men at det var tydeligt at noget banker på og må ud, fordi jeg er så grådlabil. Det ligger lige inde bag ved øjnene. Venter kun på at springe ud. Som hun sagde så er angsten i denne graviditet jo blandet sammen med sorgen over at have mistet Malou... og derfor må jeg ikke udelukkende skubbe tankerne væk og ignorere dem. Og hun har ret. Det er jo det jeg oplever. Den barske virkelig kan ikke holdes borte længere. Jeg må forholde mig til det jeg står overfor. Jeg er også bange for at tilbageholdelsen fra betyde at jeg en dag vil skumme over og bryde sammen i et angstanfald. Jeg bliver nødt til at forholde mig i brydstykker til angsten uden at den får overtaget.

De næste 8 uger bliver skæbnesvangre. Jeg håber at jeg kan koble mig til graviditeten og begynde at nyde den lidt, når de 8 uger er gået. De 8 uger som først skal føre os igennem NF og dernæst forhåbentlig tidlig MD og så til sidst den mest smertelige (i mindet om Malou) den ordinære MD. Men Nakkefold er første skæring. Jeg kan slet ikke forestille hvordan jeg vil reagere vil at skulle lægge mig der på briksen. Jeg ved ikke om jeg tør se og høre. Hvordan kan man forberede sig på at skulle høre dommen? Og hvis tallene ser dårlige ud, som efter NF med Malou, hvordan skal jeg så kunne udholde at vente på moderkageprøve? og herefter på svaret... Tankerne og ordene er fattige. De kan ikke beskrive den kropslige fornemmelse, som reagerer, når tanker stikker en lille flig frem.

Når tankerne kommer, er det som om kroppen tager over. Kroppens hukommelse af at ligge på briksen og få den hårde dom og de følgende dages mareridt med at skulle tage beslutningen om at slå min datter ihjel står mejslet ind i min krop. Og de bliver aktiveret bare ved tanken om briksen. Jeg ved slet ikke hvad der skal til for at deaktivere den kropslige hukommelse. Kan det nogensinde blive anderledes end at briksen vil fremkalde den hukommelse? Kommer jeg nogensinde over den smerte at min datter var syg og skulle dø? Vil jeg nogensinde komme til at vænne mig til den tanke og kunne påhæfte mere neutrale følelser til det faktum at hun var syg og skulle dø? Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt forestille mig at jeg kan føle anderledes om det.

Tiden vil vise det... Jeg håber på forståelse fra min omverden og hjælp til at finde styrke til at komme igennem tiden og smerten. Styrke til at leve med angsten og sorgen.

Tre ugers ferie er slut

Tre ugers ferie er slut. Vi skulle ingen steder, fordi René kun havde to uger og skulle bygge skur/carport til vores nye hus. VI har været hjemme og har haft god tid... og det har været rigtig dejligt. Når man spørger Elias, hvad han har lavet i ferien, har han leget... leget, leget, leget. Og det er da dejligt. Men nu truer hverdagen igen. Jeg starter op på 25 timer i en uge, derefter 30 timer og i løbet af ugerne efter skal jeg op på 37 timer. Jeg skal nok klare det. Det virker ikke uvirkeligt. Men hvor ville jeg ønske at det var anderledes. Og det ønske har jeg så forbandet svært ved at slippe. Jeg skal jo slippe det, for min virkelighed er jo arbejdet nu. Det er jo det jeg skal forholde mig til. Der er ikke andet alternativ... men hvor ville jeg ønske det var anderledes.

Jeg kan se og mærke meningen i glimt. Jeg kan mærker engagementet og drivet mere og mere. Det ER spændende og energigivende til tider... men hvor ville jeg ønske at jeg skulle noget andet nu.
Jeg vil slet slet slet ikke koble mig til et håb om at kunne gå fra til jul, for puhhh hvor er det smertefuldt at skulle tage sit arbejdsliv op igen, når man én gang har sluppet det. Jeg havde ikke forestillet mig at det ville blive så svært. Det giver ingen mening at tænke at jeg måske skal noget andet i stedet for mit arbejde, for det eneste andet jeg kunne drømme om er at gå herhjemme med min datter, nyde hende og lære hende at kende. Men det fik jeg jo ikke lov til. Min virkelighed er hverdagens ræs... og hvor havde jeg glædet mig til for en stund at stå af den...

Jeg kæmper videre. Tager en dag af gangen. Skuer ikke for langt frem. Har sat mig et nyt delmål, for at klare efteråret. Som jeg havde påsken og ferien til Bali i foråret og sommerferien i sommer. Vi håber at kunne få ferie i 2-3 uger sidst i oktober - start november. Det vil være et break, som gør at efteråret kan overskues i to etaper indtil jul... og så må vi se efter jul. Et skridt ad gangen