Dagen før termin

Så kom vi ind i marts. Vores lille pige skulle ikke blive et februarbarn, med derimod en marts-baby, en lille forårsbebuder. Ja, lille er hun kun i konkret form, for hendes betydning er kolosal. Der ligger så mange følelser i at hun imorgen eller på lørdag kommer til verden. Jeg kan slet ikke fatte dimensionerne af det. At hun endelig er her hos os og at det er meningen at hun skal komme levende ud til os. Jeg hyler ved tanken... mit hjerte løber over... både i forventning og forløsning, men også i sårbarhed og angst. Puh hvor er der meget på spil. Jeg ved slet ikke hvordan jeg vil reagere, når hun kommer ud. Mon jeg bryder sammen eller er jeg måske helt distanceret, fordi jeg ikke forstår? Jeg hyler ihvert fald nu – bare ved tanken om det. Bare ved tanken om at have hende levende i mine arme... Vil jeg nogensinde kunne slippe hende igen? Jeg vil aldrig mere gå fra mit barn... puh hvor var det forfærdeligt for et år siden at skulle forlade sit døde barn på sygehuset. Puh hvor var jeg tom. Det er umuligt for mig at forstå at jeg nu står her lige før målstregen med det levende barn i min mave, som lige om lidt skal komme ud. Jeg bruger ikke meget krudt på at fatte selve fødslen. Den skal bare gå... og hvor jeg håber at alt glider fremadrettet og godt. Jeg ved at det bliver hårdt... men er der progression, så jeg kan se at set skrider frem, tror jeg at det er ok. Det er ikke et nederlag, vhis vi sadler om til kejsersnit. Det må være sådan. Jeg skal passe på mig selv og den lille prinsesse.

Jeg bliver ringet op imorgen kl 8 og får besked på hvornår på formiddagen jeg skal møde ind. De vil se om de kan tage vandet... og hvis vil jeg have født i løbet af imorgen:-))))

Det har jeg nu ingen forventning om at de kan. Jeg tror ikke jeg er moden til at de kan tage vandet. Hvis jeg ikke ville blive sat i gang imorgen, tror jeg at jeg ville gå mange dage over tid. Føler ikke noget på vej og min erfaring med Elias siger også fødsel i overtid. Så min forventning er at vi bliver sendt hjem igen.
Gør vi det skal vi møde ind igen kl 19 og jeg vil få lagt et ballonkateter op, som jeg skal sove med. Vi kan begg sove på sygehuset. Ballonen vil modne mig, så de kan tage vandet og jeg vil føde i løbet af lørdag. Det er sådan jeg forventer det vil blive. Men nu må vi se imorgen.

Vi var til jordemoder igår. De (der var en studerende) vurderede hende til at være 3600 g, så det er lidt af en forskel til de 2900 g som scanningen vurderede i sidste uge. Men det får vi jo svar på lige om lidt. Hun ligger stadig højt, så jeg skal fortsat lægge mig ned og ringe efter en ambulance, hvis vandet går.
Jeg er stadig fuldt ud tålmodig. Tiden går ikke langsomt. Der er så meget på spil de næste dage, så det næsten også er helt uoverskueligt at det er nu. Fysisk glæder jeg mig nu til at slippe for maven og de små-skavanker den medfølger. Jeg er jo selvfølgelig tung og træg. Bliver så nemt forpustet, får sure opstød og smerter i lænden, når jeg skal bevæge mig.



Samtidig nyder jeg dog at mærke lillepigen derinde. At hun lever... men det er også så sårbart, når jegikke mærker hende. Men ro på – 2 dage endnu, så er hun her. Levende – selvfølgelig....