Vover skridtet og bygger rede

Jeg har i ugens løb er særligt her i weekenden taget skridtet til at bygge rede. Jeg har købt 2 reoler til Elias' legetøj, så han kan få det mere væk fra stuen og ind på kontoret og på eget værelse. Vi skal have plads til de 12 pakker Lego han fik til jul og fødselsdag. Har også købt en reol til Lillepigens legetøj til stuen. Indtil videre har Elias dog indtaget den også. Jeg er igang med at lave én ud af 4 vægge klar til Lillepigen på hendes kommende værelse. Værelset bliver brugt som skur, fordi skuret stadig er på vej, så der er retrodet derinde med værktøj og byggematerialer. Det er også gæsteværelse og det vil det blive ved med at være indtil hun skal sove der selv. Men jeg har ryddet én af væggene og er næsten færdig med at male den. Her skal puslebordet stå. Jeg har ledt i alle gemmer efter de hylder, den bordplade og de hyldevanger, vi brugte til Elias' bord og vanger. Hylder, bordplade og kommode til under bordet er fundet, men vanger til hylderne og til bordet er væk, så jeg må vist kapitulere jagten og købe nyt. Vi stilte bord og kommode op igår, så nu ligner det lidt. Jeg sorterede også str. 50-62 tøjet i farver igår og fik det første smidt i vaskemaskinen.

Det føles godt at være på vej. Jeg tænker på psykologens ord til åbent hus sidste torsdag. Sorgens proces skal ses i dynamikken mellem følelser, tanker og adfærd. Jeg tænker at hvis jeg begynder at handle anderledes... tage skridtene med at bygge rede vil mine tanker og forhåbentligt mine følelser ændre sig til at være opbyggende og forventningsfulde i stedet for bange og afventende. Jeg har tiden og overskuddet nu til at deale med det og det er rigtig rigtig godt at give det tiden. Jeg er dog stadig bange. Bliver stadig ramt af en stik, der siger tænk hvis vi ikke får hende med hjem... så står alt det her klar. Men jeg bliver nødt til at satse på at vi får hende med hjem, for jeg kan ikke være i først at gøre det klar, når hun kommer. Jeg kan også tænke at jeg kan bive straffet for at have troet så meget på det at jeg har gjort klar til hende. Det ved jeg godt at jeg ikke bliver – det er irrationelt, men det er nu engang tanker, der dukker op.

I sidste uge var jeg i genbrugs og lede efter noget til fredagens temajulefrokost i Skibet. Jeg faldte over en brun Ticket to Heaven flyverdragt til Elias i str. 116 til 10 kr. og en lilla i str. 86 til 69 kr. Jeg købte dem begge. Hjemme bad jeg René kigge på dem. Hans reaktion var forundrende. Han tog kortvarigt op i dem, mens de lå på gulvet og sagde jahh. Jeg bad ham tage dem op og kigge ordentligt på dem, hvorefter han tog dem op på bordet... Er den lilla, sagde han om den store brune... Er den ikke lidt lille, sagde han om den lille... Hvad for noget sagde jeg, uden at blive klogere. Senere måtte han indrømme at hans reaktion var mærkværdig, fordi han var blevet overrasket over at jeg har købt noget i str. 1½ år, når jeg for en uge siden ikke engang kunne købe en body... Så han kunne simpelthen ikke forstå at jeg havde købt til Lillepigen. Jeg tænkte lidt over det... Hans reaktion sagde mig at det er vigtigt at det ikke kun er mig, der forbereder mig ved at bygge rede. René skal nok også gøre noget særligt denne gang for at forstå og for at koble sig. Så det er nok vigtigt at jeg overlader nogle af opgaverne til ham. Men måske det også er oplagt at han gør meget af slæbearbejdet og ophængsarbejdet.

Et andet tiltag er at jeg før weekenden har tilmeldt mig konceptet Smertefri fødsel. Det er et øveprogram, hvor man indøver en række teknikker for afspænding, åndedræt og visualisering. Jeg skal gerne øve 2x15 min hver dag de næste 6 uger. Jeg håber at det vil hjælpe mig til at finde tryghed og tillid til at turde føde selv. Teknikkerne gør at man bedre kan arbejde med fødslens proces i stedet for imod den, som er så nemt at komme til, når det gør så ondt og hvis man er bange. Jeg forventer ikke en smertefri fødsel, men jeg håber på lidt mere kontrol, så jeg bedre kan være fysisk og psykisk til stede i den store opgave som ligger foran mig. Det er ikke helt billigt (995 kr) for hjemmestudie, men hvis det kan gøre en positiv forskel, synes jeg at det er det værd.