Endelig endelig endelig er hun her. Min levende datter. Hun blev født igår lørdag kl. 22.18 efter en vaginal fødsel, der lykkedes... Jubi for det. Men endnu mere for at hun kom ud med en apgarscore på 10 og blev lagt op på min mave med et skrig... Lige som jeg havde drømt om... Jamen er det ikke fantastisk at det kunne lykkes.
Fødsel blev forsøgt igangsat med ballonkateter, som jeg havde i fra fredag aften til lørdag morgen. Desværre gjorde den ikke mirakler for mig, så det så desværre ikke for godt ud med at kunne igangsætte fødslen og talen røg ind på planlagt kejsersnit, når nu vi ikke turde vente på at min krop blev klar og at Lillepigen kunne kravle længere ned i bækkenet, så hun kunne skabe tryk på hindeblæren.
Men jordemoderen konfererede med en læge, der godt ville give det en chance mere med at tage vandet, hvis de var to til at gøre arbejdet. Så den ene stak "hele armen" op i mig, mens den anden "stod" på min mave, for at presse lillepigen ned... og så lykkedes det. hun fik prikket hul på hinden og fik sat en elektrode på hovedet. Ikke så behageligt at blive rumsteret sådan ved, men nu var der stadig chance for at jeg kunne føde hende selv og det var ubehaget værd.
1½ times tid efter - dvs ved 12 tiden lagde de vedrop, da jeg ikke selv havde genereret veer. Det kunne dog blive en lang proces at skulle åbne sig helt fra 0 på vedrop, og derfor anbefalede de allerede fra start at jeg skulle få lagt epidural... ja så kunne jeg godt se at alle mine intentioner om vejrtrækning og smertefri fødsel røg sig en tur, men sådan måtte det være, hvis det skulle... bare vi passede på min lille prinsesse.
Jeg valgte dog at vente lidt med epiduralen, for så længe, der ikke var veer, var der ingen grund til at koble mere på mig. Kl. 13.30 begyndte jeg at kunne mærke veer og efter et stykk tid måtte jeg koncentrere mig om dem. Det gik fint. Veerne var ikke værre end at jeg kunne trække vejret igennem dem og det føltes rigtig godt at have et konkret holdepunkt igennem dem. De kom på det tidspunkt med 5-6 veer på 10 min og varede lige knap et minut.
Omkring 16.30 fik jeg anlagt epiduralen, men den virker dog ikke. Jeg blev undersøgt hver time og lidt over 17 vurderede jordemoderen mig til at være 4-5 cm åben. Det var fint, for så skete der jo noget og jeg var næsten halvvejs i udvidelsen. Kl. 18.30 anlægges epiduralen igen og denne gang får jeg virkning. Jeg får hvilet en halv time, hvilket er rigtig rart. Kl. 19 var der vagtskifte og den nye jordemoder vurderede mig til at være 3-4 fingre åben og det samme billede tegnede sig kl 20. Altså ingen progression på 3 tilmer. Lidt øv... for så kunne det godt blive et langt forløb.
Omkring 20.30 føler jeg intense veer igen. Epiduralen ser ud til ikke at virke, men veerne mærkes også nederst i maven og i stigende grad om bagtil. De kommer ret intenst og jordemoderen slukker for vedroppet og jeg kører kun på mine egne veer. Jeg formår at blive i vjertrækningen og afslapningen, selvom det bliver en tand sværrere.
Kl. 21.15 er næste undersøgelse og det viser sig at jeg nu er fuldt åbent. 6-7 cm på en time. Intet under at veerne har føltes intense. Lillepigen står dog stadig højt så jeg kommer rundt på alle 4 for at få hende det sidste stykke ned inden jeg må presse.
Omkring 21.45 bliver presset bagtil så intenst at jeg ikke kan være i vejrtrækningen mere. Så prøv at presse siger jordemoderen og efter omkring en halvtime i pres lykkes det. Jeg lykkes... jeg føder vores lille pige helt almindeligt og sejt. Jeg gjorde dt sgu og det virkede. Jeg sagde nærmest ikke et kvæk gennem hele fødslen og jeg fik så meget ros for min vejrtrækning. Jeg er så stolt... og mest af alt er jeg taknemmelig over at få denne smukke oplevelse at få min datter levende op til mig... at gøre et stykke arbejde med respekt for hendes reaktion og føde hende på naturlig vis levende og klar til livet...
Vi nyder hende så meget og ikke mindst at se Elias' stolthed idag, da vi hentede ham fra mormor. Han kan slet ikke slippe hende. Kysser hende, vil holde hende og er helt smeltet over hende... Hvor er det skønt... og nu er vi 5, som han siger. Ja det er vi Elias. Nu er vi fem:-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar