Et år med liv og død

Så er et år passeret. Det første år med Malou i hjertet, men desværre ikke hos os. Og hvilket år. Jeg tror slet ikke at jeg endnu har forstået dimensionerne af det år. Hvor har der været meget på spil. Med liv og død i en pærevælling.

At blive gravid med ønskebarnet Malou, som vi så længe havde ventet på.
At måtte træffe den forfærdelige og umenneskelige beslutning at hun skulle dø alt alt for tidligt.
At sidde over frokosten og planlægge hendes begravelse, mens hendes kærlige spark endnu mindede om at hun levede i min mave.
At føde hende en smuk og rolig aften – d. 12.2.2011 kl 20.18.
At sidde med hende i timerne efter og betragte hendes lille hjerte langsomt holde op med at slå. Den sidste rest af liv ebbe ud af hende... og af mig. Sådan føltes det... at livet ebbede ud af mig i takt med at hendes hjerte blev svagere og svagere. Hun var født til at dø og jeg følte jeg døde med hende.
At skulle forholde sig til hverdagen, som jo fortsatte ufortrødent og den sprællevende 4 årige som ville os, selvom vi var som døde.
At synge den første godnatsang for min datter over den lille hvide kiste og langsomt sænke den ned i den kolde februarjord.
At kæmpe sig tilbage til livet og til arbejdslivet. At forholde sig til det spirende liv, der voksede i mig.
Endnu engang at skulle ligge på scanningsbriksen – skrækslagen gang på gang.
At ignorere det spirende liv og skubbe tankerne om et levende barn bort
At klare dagen og vejen – et skridt ad gangen uden for meget bundfældelse
At forsøge at overleve månederne med venten og uvished overladt til naturens regeren med liv og død.
At ikke turde håbe, ikke turde tro, ikke turde forvente noget... bare være
At skulle koble sig til livet og håbet og troen og forventningerne
At forholde sig til årsdagene for Malous liv, beslutningen om døden, fødslen og begravelsen, mens lillesøster sparker i maven.
At skulle rumme liv og død på én gang... sorg og håb, smerte og forventninger, angst og tro.
Hvor er det ambivalent at liv og død på sådan en måde er rodet sammen.
Livet i maven giver mod og overskud til at klare smerten og minderne, mens minderne roder ind i forventningerne og forhåbningerne og gør det rigtig rigtig svært at turde håbe og glæde sig.

Jeg må dele mig i denne tid. Finde plads til begge sider. Mindes Malou og min stolthed og smerte. Mindes den helvedestid for 12 måneder siden, hvor hun skulle fødes og dø. Mærke min kærlighed til hende og smerten ved at hun måtte forlade os. Være i at det er så forbandet svært at være mor for min døde datter. Være i at hun er så forbandet savnet og at hun mangler i vores familie, som en lille smilende 8 måneder gammel pige.
Samtidig må jeg forholde mig til min lille sprællende pige i maven. Forholde mig til at hun er på vej ud til os. Forholde mig til at jeg snart skal føde hende. At jeg snart skal give hende livet. Og det håber jeg så inderligt at jeg kan give hende. Hun skal have livet. Jeg vil ikke give flere børn døden. Men jeg må forholde mig til at det var hvad jeg for 12 måneder kunne give. Døden til min lille datter. Det er så uretfærdigt... og så svært at rumme lige nu hvor jeg står på tærsklen til at skulle give endnu en lille pige livet. Hvad kan jeg tro på? Tør jeg overhovedet håbe?