Tre ugers ferie er slut. Vi skulle ingen steder, fordi René kun havde to uger og skulle bygge skur/carport til vores nye hus. VI har været hjemme og har haft god tid... og det har været rigtig dejligt. Når man spørger Elias, hvad han har lavet i ferien, har han leget... leget, leget, leget. Og det er da dejligt. Men nu truer hverdagen igen. Jeg starter op på 25 timer i en uge, derefter 30 timer og i løbet af ugerne efter skal jeg op på 37 timer. Jeg skal nok klare det. Det virker ikke uvirkeligt. Men hvor ville jeg ønske at det var anderledes. Og det ønske har jeg så forbandet svært ved at slippe. Jeg skal jo slippe det, for min virkelighed er jo arbejdet nu. Det er jo det jeg skal forholde mig til. Der er ikke andet alternativ... men hvor ville jeg ønske det var anderledes.
Jeg kan se og mærke meningen i glimt. Jeg kan mærker engagementet og drivet mere og mere. Det ER spændende og energigivende til tider... men hvor ville jeg ønske at jeg skulle noget andet nu.
Jeg vil slet slet slet ikke koble mig til et håb om at kunne gå fra til jul, for puhhh hvor er det smertefuldt at skulle tage sit arbejdsliv op igen, når man én gang har sluppet det. Jeg havde ikke forestillet mig at det ville blive så svært. Det giver ingen mening at tænke at jeg måske skal noget andet i stedet for mit arbejde, for det eneste andet jeg kunne drømme om er at gå herhjemme med min datter, nyde hende og lære hende at kende. Men det fik jeg jo ikke lov til. Min virkelighed er hverdagens ræs... og hvor havde jeg glædet mig til for en stund at stå af den...
Jeg kæmper videre. Tager en dag af gangen. Skuer ikke for langt frem. Har sat mig et nyt delmål, for at klare efteråret. Som jeg havde påsken og ferien til Bali i foråret og sommerferien i sommer. Vi håber at kunne få ferie i 2-3 uger sidst i oktober - start november. Det vil være et break, som gør at efteråret kan overskues i to etaper indtil jul... og så må vi se efter jul. Et skridt ad gangen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar