Malou 1 år

Vi havde en fin dag igår. Den var som den kunne være... når nu Malou ikke kun være her hos os og fejre sin første fødselsdag.

Jeg lavede fødselsdagsbrunch med flag på bordet til min lille familie. Et vennepar med deres to børn kom forbi til en kop kaffe. De sagde tillykke og havde en fin buket med. Dejligt. Da de var kørt, kørte vi på kirkegården og tændte lys og satte en dekoration. Præsten, der begravede Malou, kom tilfældigt forbi. Jeg har aldrig mødt ham der før. Han gav et knus og vi udvekslede et par ord. Derefter kørte vi skoven og gik en tur. Mest på Elias' præmisser. Han var glad og frejdig som altid og hoppede afsted. Åhh den ubekymrethed ville jeg gerne låne lidt af. Vi spiste sen frokost på vores "stamcafé".
Dagen var ikke fuld af følelser, mere lidt stille eftertænksomhed. Faktisk var dagen, hvor vi besluttede hendes død værre at tænke på. Hendes fødsel var mere afklaret, rolig og smuk... hvis man kan tale sådan om at skulle føde sit døde barn.

Nu er det første år passeret og et nyt år venter. Jeg ser med spænding frem mod det. Hvordan mon år 2 bliver ift år 1. Mon det passer at det første år er det værste? Mon jeg fortsat kan finde forståelse for at min smerte og for mit savn selvom tiden går?
Min mor huskede spontant dagen igår og var som den eneste udover os på kirkegården. Jeg er rigtig taknemmelig for at hun kommer der. Det betyder meget. Det betyder meget for mig at folk tør huske og tør tale om Malou, men jeg havde ikke forventet at andre ville markere dagen. Hendes årsdag er ikke betydningsfuld for andre end os... og min mor.  Andre reagerede med en kommentar fordi jeg har annonceret dagen på facebook, men ellers blev hun ikke husket. Det havde jeg heller ikke forventet, så jeg er ikke skuffet...Folks liv går videre og vi render jo heller ikke nødvendigvis og husker hinandens levende børns fødselsdage. Vigtigt er det dog at blive spurgt til Malou og at jeg selv kan tale om hende, når jeg har behovet.