Velkommen til vores blog

Et lille kig ind i vores verden - de mest essentielle begivenheder i livet - liv - død - fester - rejser.

Vi skriver engang imellem, i perioder ofte.

Vi opdaterer jævnligt billeder i billedalbummet.

Kig dig omkring og smid en kommentar, hvis du får lyst




fredag den 3. februar 2012

En helvedes uge startede for et år siden

Imorgen d. 4. februar er det et år siden vores verden blev vendt rundt. Et år siden vi trådte ind til den scanning, der vendte livet for os. Tænk sig at for et år siden var vi uden viden om hvilken sorg, der ville ramme os. For et år siden var vi lykkelige og naive gravide uvidende om den omvæltning scanningen imorgen ville bringe os. VI blev scannet på Randers af en scanningsjordemoder, men forstod slet ikke alvoren af det som blev sagt. At vores datter havde en misdannelse – hun var væksthæmmet med mulig hjerneskade. Jamen hun var jo bare vores datter... alt det der med misdannelse og alvoren i det kunne vi slet ikke tage ind. I dagene efter indtil vi om mandagen skulle scannes af eksperterne på Skejby kunne vi slet ikke forholde os til realiteterne. René troede at vores lille pige blot kunne få en indsprøjtning med væksthormon, så ville alt være godt igen... og jeg rodede rundt i tanker om vi så overhovedet kunne bo i vores hus med trapper, hvis hun blev født som dværg... til om vi overhovedet skulle have den nye bil, vi havde kig på, hvis hun ikke ville komme til os i live. Det var praktiske tanker... tanker uden refleksion i det store tab, vi reelt stod overfor.

 Mandagens scanning – d. 7. februar bekræftede jo kun scanningen om fredagen. Men da overlægen spurgte hvad vi tænkte og hvad vi ville ,græd jeg bare... Jeg kan på ingen måde slå min datter ihjel nu... Det var eneste følelse i mig. Hvordan skulle jeg nogensinde blive i stand til at slå min dattter ihjel? Væksthæmmet eller ej, hun var stadig min datter og det havde hun udelukkende været indtil vi fik de dystre svar på scanningen. Min datter... beder du mig om at beslutte om jeg vil slå hende ihjel?... for guds skyld – Nej det VIL jeg ikke.

Vi planlagde en scanning torsdag d. 10 februar. Det mindste, og det var så lidt, vi kunne give, var et par dage, så hn havde mulighed for at vise sig anderledes. Det føltes så lidt at give hende et par dage til at rette sig, men vi kunne ikke give hende meget mere pga abortgrænsen. Dagene viste sig dog nyttige for os, fordi vi i de dage begyndte at forstå... forstå at vi var sat i den situation at det eneste vi kunne give vores datter i dette liv, var døden. Uendeligt svært at acceptere... og den accept har vi endnu ikke fundet. Al den kærlighed og al det liv vi ønskede at give vores datter, men det eneste vi kunne give hende var døden. Det var ikke det bedste at gøre, som folk forsøgte at overbevise os om. Der var intet godt at gøre for hende... for livet ville ikke være godt at give... men døden var for gud skyld heller ikke god at give... Men det var det eneste, vi kunne give. Der var ingen lykkelig slutning... og det bliver der aldrig... og ingen skal nogensinde bilde os ind, der er nogen lykkelig slutning på det valg. Vores datter skulle have levet og have været sammen med os nu... Det er det eneste, der er rigtigt og det eneste, der giver mening. Alt andet er uden mening, men det var de betingelser vi blev sat med. Vi måtte gøre noget meningsløst og det må vi med tiden finde fred med.

Vi søgte abortnævnet om tilladelse til at føde hende og fik denne efter et par timer. Fredag d. 11. var vi på Randers og få den pille, der skulle modne min livmoder til at føde hende. Lørdag morgen d. 12.2.2011 mødte vi op på fødegangen og kl 20.18 kom den smukkeste lille prinsesse til verden efter en smuk og rolig fødsel. Hun var født til at dø og heldigvis havde vi oplevelsen af at sidde med hende mens hendes hjerte i løbet af godt 1½ time slog sine sidste slag. Min lille pige.. hvor ville jeg ønske at jeg kunne have pustet liv i hende. Men hun skulle dø og vi kunne kun se på. Det var fredeligt, smukt og roligt... og så ufatteligt hårdt. Vi måtte sige farvel... og gik uendeligt tomhjertede derfra søndag morgen. Tom sjæl, tomme arme, tom mave.

Tiden er gået og er nu også fyldt af lillesøsters snarlige kommen. Men kære lille prinsesse, du skulle have været hos os nu, som en lille dejlig pige på 7 måneder. VI savner dig og elsker dig helt op til månen og tilbage igen.

Ingen kommentarer: