Fødselssamtale imorgen

Imorgen skal vi til samtale med en overlæge på Randers sygehus, hvor vi skal lægge en plan for fødslen af vores lille pige. I den forbindelse vil jeg forsøge at samle min tanker om hvad jeg tænker og forestiller mig om den forestående fødsel.
Denne samtale var også planlagt under graviditeten med Malou, da Elias blev født ved akut kejsersnit efter en langstrakt fødsel, hvor hans hjertelyd blev ved med at falde. Pga manglende progression og at han reagerede negativt på alle tiltag, der blev iværksat for at skabe presseveer, måtte han ud. Han kom ud slap og blå med en apgarscore på 2. Ikke meget liv i ham. Heldigvis blev han hurtigt og effektivt reddet af lægerne og manglede kun ilt i kort tid. Han var stresset og blev indlagt på neonatal, mens jeg var lå og tudede på opvågningen. Heldigvis kom han sig hurtigt og havde det heldigvis bedst hos sin mor, så vi fik ham med på barselsgangen efter 14 timer på neonatal. Det var selvfølgelig noget af en forskrækkelse, men vi forstod den gang ikke hvor tæt vi havde været på også at miste ham. Det er blevet tydeligt for os efter vi mistede Malou, fordi vi nu har mødt andre historier, som lignede vores, men som desværre endte med at deres børn ikke blev genoplivet, eller at de blev genoplivet, men for sent, fordi de var blevet skadet af at have været for længe uden ilt. 

Samtidig var den langstrakte fødselsoplevelse (52 timer) ikke en positiv oplevelse for mig. Jeg følte mig elendig til at føde og det fik jordemoderen på smukkeste vis bekræftet mig i. Hun var en dame tæt på pension og gav tydeligvis udtryk for at mange unge kvinder nu til dags var nogle skvat til at føde. Måske hun havde ret... at jeg arbejdede imod veerne og var med til at gøre dem korte, hyppige og ineffektive, men hendes facon med at pille mig ned, støttede mig ikke just til at gøre det bedre. Så min tillid til at jeg er en kvinde, der kan føde, fik sig et gevaldigt knæk. Jeg fik aldrig fortalt om de følelser til jordemoderen. Da hun næste eftermiddag kom forbi barselsgangen, havde vi lige fået Elias over fra neonatal. Vi lå og tog en lur, mens René var et smut hjemme. Da hun kom ind og vækkede os begge ved at tænde lyset, for jeg op med et sæt og Elias begyndte at græde. Jordemoderen spurgte ind til fødslen, men havde mest fokus på at Elias var et skvat, fordi han var blevet forskrækket og græd, bare fordi han var blevet vækket. Jeg var chokeret og skulle bare have den kvinde ud af stuen igen, så jeg kunne være der igen for Elias.

Jeg overvejede i tiden efter at søge noget hjælp til at få bearbejdet den fødselsoplevelse, men fik aldrig taget kontakt til Skejby for at tale oplevelsen igennem. Så tiden gik og følelsen af at være en dårlig føder, slap sit tag. Det fyldte heller ikke under graviditeten med Malou, men jeg tænkte alligevel at det var en god og passende service at sygehuset automatisk indkalder til en lægesamtale, når man har haft et akut kejsersnit. Vi nåede dog ikke samtalen, da den lå efterfølgende den skæbnesvangre misdannelsesscanning, hvor Malou blev taget fra os.

Malous fødsel på den anden side forløb faktisk som en smuk og rolig oplevelse, selvom det var så forkert, så forkert med den tragiske baggrund og det forfærdelige at hun skulle fødes for at dø. Men det gik som det skulle. Jordemoderen var rolig og bakkede mig op. Jeg følte jeg gjorde, det som skulle til og at jeg lykkedes som fødende kvinde, hvis man ellers kan tale om det, når man skal føde så lille et barn, som blot skal dø.
Og nu står vi her altså igen – denne gang med to – meget forskellige fødselsoplevelser med hver deres udfald – i bagagen. Den langstrakte og til sidst akutte og traumatiske fødselsoplevelse med Elias, som heldigvis endte lykkeligt med et levende og gennemsundt barn og den rolige og smukke fødsel af Malou, som endte tragisk og fatalt. What to do????

Jeg tror at hvis jeg skal følge mit hjerte – eller måske min angst – så skal jeg have et planlagt kejsersnit. Men hold da op, hvor vil jeg gerne være en kvinde, der kan føde et barn selv. Jeg bør kunne. Jeg vil gerne kunne. Men jeg ved ikke om jeg tør. Det er formentligt det bedste for mit barn og min krop at blive født naturligt. Endnu mere, hvis jeg kan have tålmodighed til at kroppen selv går igang. Så kroppen føder mit barn, når den er klar. Men det tror jeg ikke jeg tør stole på at den kan og at den vil. Måske jeg har mistet tilliden til at naturen vil mig noget godt. At jeg kan stole på at naturens gang bringer mig det bedste. Jeg har på ingen måde lyst til at gå over tid. Jeg er så bange for alle historierne om at moderkagen går ud af funktion. Jeg tør ikke løbe den risiko.

Med Elias gik jeg 9 dage over tid og jeg har mistanke om at jeg kun gik i fødsel, fordi jeg havde besøgt en zoneterapeut og fået en igangsættelsesbehandling. Elias kunne ikke fødes naturligt. Hans navlestreng viste sig at være alt for kort. Derfor kom han aldrig helt ned i bækkenet og presse, så jeg kunne få presseveer og derfor blev han presset hver gang jeg bevægede mig eller havde veer. Jeg måtte ligge helt stille på venstre side i mange timer, hvor de forsøgte sig med vedrop, som han selvfølgelig reagerede på. Min teori er at han ikke kunne fødes naturligt og at det faktum var skyld i at jeg gik over tid, og at jeg ikke udviklede ordentlige veer.

Så jeg ved at jeg ikke vil gå over tid, så det jeg tænker er at skal jeg føde naturligt, skal jeg sættes igang i løbet af de sidste par uger. Det kan betyde et langstrakt forløb. Det har jeg selvfølgelig erfaring med fra Elias og det kan jeg godt klare igen. Hvad jeg dog ikke synes om, er at jeg eftersigende igen skal være liggende, fordi babys hjerterytme pga det tidligere kejsersnit skal følges. Det synes jeg ikke om. Jeg følte mig ret handlingslammet sidste gang, fordi jeg bare kunne ligge der og ingenting gøre for at bevæge mig med veerne – og badekar er også udelukket.

Det er en romantisk drøm at føde selv. Det er kvindeligt. Det er rigtigt. Det er smukt. Og det er det bedste for barnet – som regel – at blive presset ned gennem fødekanalan. Ved et kejsersnit har flere børn behov for hjælp til at trække vejret og flere børn må indlægges på neonatal. Og jeg skal være indlagt nogle dage og kan ikke komme hjem med mit barn til min familie. Ved kejsersnit føler jeg ikke at jeg giver mit barn det bedste, jeg kan. Det er som om jeg giver op for let. Som om jeg er en kylling, der kun tænker på mig selv og ikke hvad der er bedst for mit barn. Det kan jo ikke gøres om;-) og jeg skal for altid leve med at være en kvinde, der ikke turde føde sit barn. Jeg får ikke vendt den dårlige oplevelse til at jeg er en kvinde, der kan føde børn. Jeg ved at jeg fødte Malou, men jeg synes ikke det tæller med, fordi hun var så lille og der ikke var et barn, der skulle overleve og tages hensyn til.

Jeg ved at andre ikke vil synes at jeg er en dårlig mor, hvis jeg vælger kejsersnit. Men hvor ville jeg ønske at jeg havde modet til at føde selv. At jeg kunne mobilisere styrken. Og jeg skal også leve med risikoen for at mit barn ikke er frisk efter kejsersnittet. At det skal have hjælp... og hvad nu hvis det ikke kan hjælpes... hvis vi kommer til at stå med en gentagelse af Elias' historie, men at hun ikke responderer på hjælpen? Puh ha hvor er det en tung beslutning. Jeg vil jo bare have hende levende og rask ud til os og komme bedst muligt igennem oplevelsen.