At være forandret som menneske

Sidste torsdag var vi til åbenhus i Landsforeningen i Århus. Temaet var "sorgens udtryk- at være forandret som menneske" og psykolog Bodil Kappelgaard, som selv har mistet en søn for 15 år siden talte. Det var yderst relevant for os og mig. Det bedste til dato i Landsforeningen. Vi var mange, der følte hun lige præcis talte til os, der hvor vi er i vores liv og sorg. Måske det ikke var helt egnet til nyramte, fordi det at være forandret som menneske måske mest i starten viser sig følelsesmæssigt, som en følelse af at være kastet op i luften og spredt ud med vinden. Man kan intet genkende af sig selv. Man føler sig identisk med den identitet at være en mor, der har mistet et barn. Man kan og er ikke andet. Som tiden går finder man ud af at man er andet og at man stadig også er sig selv, men at man på et grundlæggende plan er forandret. Det refleksive perspektiv på det at være forandret bliver først muligt efter tid, fordi man i en lang periode og måske i tilbagevendende perioder ikke kan adskille sig fra at være den, der har mistet. Det er hele ens grundvilkår at man har mistet et barn. Det er også for evigt et grundvilkår at have mistet et barn. Det vil for evigt være en del af min grundtone at have mistet et barn, men måske ikke det hele.

Kappelgaard talte om at en del af sorges proces handler om at give slip. Jeg tror ikke hun sagde, give slip på sit døde barn, men mange blev alligevel ramt af den beskrivelse at man skal give slip. For det føles naturstridigt at skulle give slip på sit barn – om det er dødt eller levende kan det ikke være meningen at man skal give slip på sit barn. Man skal elske det som forældre til det – uanset om man har det hos sig eller ej.

 For mig giver det at give slip en anden mening – og den er dobbelt og netop heri opstår mit nuværende store dilemma, som jeg i en konkret sammenhæng jf andre indlæg de sidste uger, forsøger at finde rede i. Jeg oplever at jeg i min sorg proces har oplevet at jeg må give slip på mit hidtige selvbillede. Jeg er ikke den samme som før. Jeg kan ikke det samme og på områder, jeg endnu ikke helt forstår, vil jeg måske heller ikke det samme som før. Jeg har fået en anden sårbarhed i mit liv, som jeg må respektere. Sorgen og dermed angsten er blevet en del af mine grundvilkår og det må jeg acceptere. Angsten vil være min tro følgesvend for altid nu, fordi jeg har oplevet livet vise sig fra sin værste side. Angsten vil dukke op og vise sit sårbare selv mange gange endnu i mit liv. Jeg kan og skal ikke fornægte den, men må tage imod den og deale med den. Dermed må jeg slippe den jeg var før. Det selvbillede jeg havde af mig selv.

Samtidig føler jeg at jeg er nået dertil i min sorgproces at jeg er igang med at slippe den identitet som sørgende mor. Jeg er en sørgende mor, men jeg er også andet og mere end det. Et eller andet sted oplever jeg at skulle forsøge at slippe angsten for at gøre det muligt at få gode oplevelser, der kan give andre erfaringer. Oplevelser, der kan bekræfte et mere positivt selvbillede og gøre det muligt for mig også at kunne noget andet. Udvikle nogle andre mestringsstrategier, der er mere sunde end de angstfyldte og beskyttende mestringsstrategier. Det handler om i det små at turde tænke og handle lidt anderledes for at udfordre angsten og skabe grobund for en fremtid med mere lys og mere håb. Malou ville ikke have ønsket at hendes mor skulle leve i mørke og sorg. Hun ville ønske håb og lys for hendes familie.

 Det er det som gør det så dobbelt. Lys og mørke er blandet sammen nu. Sårbarhed og styrke. Angsten og modet. Og i rigtig mange situationer vil jeg komme til at stå i valget, som jeg står i nu. Skal jeg udfordre angsten eller respektere den? Skal jeg forsøge at skabe en anden historie – et andet selvbillede eller skal jeg respektere det selvbillede – det grundvilkår, som nu engang er mit? Skal jeg give mig selv ro eller skal jeg ikke stille mig til tåls med det? Skal jeg kunne andet og mere i mit liv?