Skylden og skammen

Dette er egentlig skrevet som svar på et indlæg på Små-engle, men det siger noget om hvor jeg er i nogle af mine tanker:
Jeg kender skylden og skammen rigtig godt, men måske på en lidt anden måde end de andre, der har skrevet, fordi jeg mistede på en anden måde. Min datter døde ikke af sig selv. Jeg tog livet af hende. Og jeg føler stor skyld over at jeg skulle give hende døden og ikke havde den mulighed at give hende livet. Hvad er jeg for en mor, når den kærlighed jeg kan give til min datter er fred i døden. Mange skræmmes af mine tanker og argumenterer imod med alle kræfter, for den skyld må jeg ikke give mig selv, men et eller andet sted... hvad for et menneske ville jeg så være, hvis jeg kunne slå min datter ihjel uden at føle anger? Jeg ser det som et grundvilkår i mit liv at jeg må leve med at jeg ikke kunne give min datter livet, selvom der intet andet var at ønske for hende. Jeg har ikke fundet fred med at jeg skulle træffe den beslutning, selvom jeg ikke kunne træffe andre beslutninger. Med tiden håber jeg også at kunne acceptere at jeg måtte slå min datter ihjel og at det var "god-nok" kærlighed til hende. Det føles slet ikke godt nok, men det var det jeg kunne give.

Jeg ved ikke hvad der skal til for at finde mere accept. Til et åbent hus i Landsforeningen i december sagde en præst (til min mand) om gud mon kunne tilgive? Jeg er ikke specielt troende, men disse ord gjorde alligevel en forskel for mig. For selvfølgelig tilgiver gud mig. OM jeg tror på ham eller ej, så tilgiver han. Det er jo det, som ligger i konceptet GUD. Han tager imod dig og holder om dig, når du er allermest grim og skidt i livet... men gør du selv det? Kan du selv tage om dig selv og give kærlighed også, når du er allermest nede og skrabe bunden i dit liv? Hvis den højeste af alle kan tilgive, hvorfor kan du så ikke selv? og hvad vil tilgivelsen betyde for din skyld?