René og jeg var til psykolog i tirsdags. Vi rundede flere temaer, men det som fyldte mest for os var den forestående fødsel, jf de sidste ugers indlæg. Jeg fremlagde baggrundshistorien og problematikken for hende. Det første hun gjorde var at inddrage René (Yesss – endelig én med en menneskelig faglighed) og spørge hvad han tænker ift det. Det blev en god snak frem og tilbage, hvor hun gav os sparring på hvorvidt vi skal føde selv eller bede om planlagt kejsersnit. Jeg fremlagde mit grundlæggende dilemma om det er bedst at udfordre angsten eller at respektere den – noget som faktisk grundlæggende fylder lige nu ift min sorgproces og som jeg tror jeg må fabulere lidt mere over i et andet indlæg. Det handler jo om hvad der er bedst for mig – og for os hver især – på den lange bane. Hun spurgte til hvad vi troede ville være bedst for os som par i den proces, vi netop er på vej i. Det havde jeg ikke tænkt på og kunne heller ikke svare på stående fod. Hendes pointe var at en vaginal fødsel er det mest aktive forløb for både mig og René, hvor vi kunne få en oplevelse af at kunne udrette noget stort sammen, hvilket kunne være befordrende for vores fællesskabsfølelse. Vi har erfaringer med os nu, som gør os stærkere i denne fødsel end i de to tidligere fødsler. Erfaringer, som kunne være stærke at få sat i spil igen og som kunne give os noget i vores fremtidige forhold.
Overordnet set mente hun at jeg ville være tro mod mig selv uanset hvilken fødsel jeg gennemgår. Uanset om jeg respekterer angsten eller udfordrer den, vil jeg være tro mod mig selv. Det afgørende, mente hun faktisk, var processen med at besluttte, hvad jeg skulle – ikke selve det at gennemføre beslutningen. Hvor jeg tænkte at det bedste vil være hurtigst muligt at få truffet en beslutning, fordi der så vil komme ro og afklaring, så mente hun faktisk at processen med at beslutte skulle have ro til at lande godt i mig. Jeg skal ikke forhaste en beslutning, men lade den finde plads i mig i løbet af 14 dage eller måske 3 uger. Og at den har mere afgørende beslutning for den sorgbearbejdning og personlige udvikling, som jeg er i færd med. Det var et anderledes perspektiv, men nu et par dage efter føles det ok ikke at skulle beslutte sig hurtigt. En beslutning eller en afklaring er dog på vej...
Vi drømmer begge to om at finde styrken og modet til at føde vores datter selv. Og vi går og tænker på hvilke præmisser, der kan gøre det muligt. En detaljeret fødselsplan, hvor vi beskriver vores ønsker om fødslens max. Længde, tidspunkt, overvågning, omsadling ved bekymring, smertedækning og ikke mindst anerkendelse af vores sårbarhed. De skal vide hvad vi har været igennem – både med Elias og Malou. De skal rose ethvert fremskridt og motivere til at gøre det bedste vi kan. De skal vejlede os, når det bliver svært og hjælpe med at bevare modet, samtidig med at de skal respektere, hvis vi bliver for bange. De skal analysere fødslens fremskridt ærligt og åbent, så vi ikke mistolker og overtolker alt overvågningsudstyret. De skal give os tryghed og mod til at gå et skridt videre.
Jeg tror jeg vil nedskrive alt jeg er bange for – for at de kan tage højde for at berolige mig og hjælpe os til at vi ikke når ud i de situationer og at de kan bakke mig op i mine forsøg på at gøre det så godt jeg kan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar