Skal jeg udfordre angsten?

Jeg ruger stadig over beslutningen. Hvis bare jeg var bedre til at gå efter én løsning og ikke skulle overveje sådan frem og tilbage. Jeg svinger frem og tilbage mellem de to muligheder. På trods af lægens klare melding om at der ikke er nogen grund til at jeg ikke kan føde vaginalt, så er jeg overbevist om at jeg kan få det som jeg vil have det. Jeg skal bare melde ud. Men det er svært at melde tydeligt ud og det var det som jeg havde håbet at få noget sparring på til fødselssamtalen. Men det var jo tydeligt at lægen ikke kunne sætte sig ind i min/vores psykiske situation. Han forholdte sig til mine fysiske muligheder og det spejlede jo slet ikke hvad der fylder for os. Vi var til åbenthus i Landsforeningen torsdag og oplægsholderen psykolog Bodil Kappelgaard, sagde så klogt, at det er så lidt der skal til, for at man føler sig følt. Og det kunne den læge ikke. Han kunne ikke få os til at føle os følt... og det skabte mere frustration end afklaring. Han matchede os simpelthen ikke. Det betød også at der slet ikke var mulighed for os for at få stillet alle de spørgsmål, der måske kunne afklare valget.

I håb om at få hjælp til den følelsesmæssige del har vi bestilt en tid hos vores psykolog imorgen. Vi har ikke været hos psykologen i 2 måneder, fordi vi aflyste en tid vi havde i december, så hun har heldgivis givet os en dobbelttid, så der er god tid til at vende det som fylder. Jeg vil forsøge at samle mine tanker om de to mulighder inden. Mit mål er med samtalen med psykologen at blive klogere på hvilke skridt, der er vigtigt at tage lige nu, for at få os alle 3 bedst muligt igennem de næste 1½ måned. For René fylder det også en del. Han er igen begyndt at sove lidt uroligt... og det er en vej vi ikke ønsker han skal gå ned af nu hvor han lige har annulleret sin deltidssygemelding.

Mine tanker kredser om mit forhold til min angst. Hvordan skal jeg deale med den?

Skal jeg respektere min angst og bede om et planlagt kejsersnit nogle dage før termin?Et planlagt kejsersnit virker som et langt mere kontrolleret forløb, hvor der er mindre risiko for at noget kan gå galt. Der er selvfølgelig en øget risiko for at barnet får brug for hjælp til at trække vejret og måske en indlæggelse, men efter at jordemoderen på fødegangen i sidste uge fortalte at det ikke er reglen at børn efter kejsersnit har brug for hjælp. Langt de fleste kommer ud og er friske. Og at de forsøger at imitere fødslen ved at gnubbe barnet, når det kommer ud. Jordemoderen mente ikke at det lød som om det var kejsersnittet, der havde påvirket Elias, men i stedet de lange fødsel og den korte navlesnor, som havde stresset ham.

Jeg er ikke nervøs for min fysiske tilstand efter et kejsersnit. Efter kejsersnittet med Elias kom jeg mig hurtigt. Jeg havde selvfølgelig ondt i såret og de første dage kunne jeg ikke vende mig i sengen med Elias, men allerede efter en uge var jeg i færd med rengøring af vores trappeopgang.

En veninde spurgte mig i weekenden om det måske vil være sværere for mig at koble mig til mit barn ved et kejsersnit, fordi jeg så ikke har gjort den intense arbejde gennem fødslen, som forbereder én til at barnet kommer ud. Men at barnet bare bliver taget ud af maven uden at jeg selv har været aktiv. Jeg ved det ikke, men puhh hvor rammer den sætning – at mit barn bare bliver taget ud til mig... Tænk sig hvis jeg kunne slippe for yderlig bekymring, men at mit barn BARE bliver taget ud til mig – frisk og levende og at jeg ikke skal igennem en lang og truende proces. Det lyder som det ideelle – som det jeg vil. 

Men på den side er jeg i tvivl om jeg skal udfordre angsten og føde mit barn selv? 
Jeg vil gerne kunne føde mit barn selv... der er mange argumenter, som jeg tidligere har skrevet om... give mit barn det bedste, være en stærk kvinde, at gøre det naturlige, at være en god mor... men det vigtigste argument for mig er at udfordre angsten. Ikke at acceptere angsten som et grundvilkår i mit liv, men at udfordre den og forhåbentlig komme igennem med en god oplevelse, der kan bekræfte at jeg er og kan andet end angsten og at livet byder mig grund til andet end det har gjort det sidste år og med oplevelsen af Elias' fødsel. Jeg forestiller mig at det kunne blive betydningsfuldt i min sorgproces, i retableringen af mig selv og i min personlige udvikling. Jeg er et menneske, der gerne il lære – et menneske, der gerne vil udvikle sig – et menneske, der gerne vil udfordre sig og udvikle sig. Men jeg ved bare ikke om det er lige nu og med det her at jeg skal udfordre mig. Jeg er bange... bange... bange... men jeg skal jo ikke lade mig styre af den angst... skal jeg? Det allervigtigste for mig er at jeg ikke skal begrave endnu et barn... så er alt andet ligegyldigt. Så kan jeg være et råddent afstumpet menneske. Bare jeg ikke skal begrave endnu et barn. Men hvad nu hvis jeg kunne komme mere hel og stærk ud efter en god og livsbekræftende fødsel... efter en oplevelse af at jeg kunne og at livet/naturen ville mig det godt? Er det nu jeg skal tage det med?

Vi skal formentlig ikke have flere børn, så hvis jeg skal lære noget andet om mig selv og om livet ift det at give liv til mit barn, så er det nu. Jeg får formentlig ikke chancen igen.

Så det er mit dilemma, som jeg tager med til psykologen imorgen. Skal jeg respektere angsten og gøre det bedste for mig selv på den korte bane? Eller skal jeg udfordre angsten og måske gøre det bedste for mig på den lange bane?

Hvis jeg vælger at føde selv, skal have lagt mig nogle tryghedsaftaler ind i planen. Lægen i Randers sagde at vi kan aftale at fødslen ikke må tage mere en 24 timer før vi foretager kejsersnit. Min egen læge – som jeg var til rutinekontrol hos i torsdags – sagde at det kunne aftales at kejsersnit kunne foretages efter 6 timer, så der var en meget overskuelig tidshorisont. Samtidig kan jeg skrive alle andre behov for aftaler om feks smertedækning ind i aftalen.
Jeg ved at jeg ikke vil gå over termin og jeg vil sættes igang eller have kejsersnit senest på terminsdag. Da termin falder på en fredag, vil jeg ikke vente med at blive sat igang til om mandagen. og ved jeg ikke om jeg vil kunne få kejsersnit i weekenden, hvis jeg ikke har født i løbet af fredag/lørdag. Hvis ikke, vil jeg skulle sættes igang midt på ugen (f.eks. Onsdag d. 29.2. - men ikke føde den dag, vel?), således at jeg kan have født/fået kejsersnit inden weekenden. Disse tanker og spørgsmål må jeg tage med til jordemoderen i fødegangen, når vi forhåbentlig snart bliver afklaret.