Min engel som kærlighedens budbringer

Jeg søgte på englefigurer den anden dag, fordi jeg gerne vil finde en fin engel til minde om Malou. Og jeg faldte over denne passage:

"Ordet engel stammer fra det græske ángelos, som betyder budbringer”. Englene bringer bud til os mennesker om det, som er vigtigt for os i vores liv lige her og nu. Engle kan være et svært begreb at definere, de består af æterisk energi, som de lægger som vingesus (energi) omkring vores fysiske krop, imens de sender lys og kærlighed til krop og sjæl. Engle fremtræder ikke i en fast fysisk skikkelse, men er af ”flydende” æterisk energi, som kan være svær at fastholde med det blotte øje. De kan changere lige fra den lyseste purpur til den mørkeste koboltblå farve, til den dybeste røde til den sarteste lyserøde farve. Mange mennesker oplever kontakt med engle, men tør ikke erkende kontakten. Nogle af frygt for at blive gjort til grin, andre af deres egen tvivl på deres oplevelser. Åben dit hjerte op for englene, og de kommer til dig med lys og kærlighed til din inderste hjerteflamme hver dag".

Åh det lyder smukt. Citatet rammer ind i hvordan jeg tror på gud. Gud er for mig "en flydende æterisk energi, der bringer lys og kærlighed fra en altrummende, altfavnende flamme af kærlighed til menneskets inderste". Det er en kraft, som man skal turde erkende og turde åbne sig overfor. Som efterlader os i vores allermest sårbare og samtidigt allermest styrkede. Jeg ville så gerne at jeg kan opnå den følelse om min egen engel. At hun blev sat til verden, for at bringe bud om hvad der er det vigtigste i mit liv her og nu. At hun for altid vil bringe guddommelig lys og kærlighed ind i mit liv. Hvad er det vigtigste? Det vigtigste i mit liv lige nu er min sorg og min familie. Hvor hurtigt mon jeg lader det slippe? Hvor hurtigt mon jeg lader arbejde, tid, stress, mål, planlægning.. overtage?

Jeg kan ikke mærke hende som lys og kærlighed. Jeg kan mærke afmagt og fortvivlelse. Men måske en dag hun vil vise sig for mig i et purpurrødt skær og fylde mig med ro og kærlighed.

På arbejde og hente gravsten igår

Jeg var på arbejde igår fra 9-14. Jeg havde ikke glædet mig. Det var ligesom en af de der grå dage, man kan have, hvor man tænker, nej ikke idag. Men jeg kom afsted. Med en del stress ud af døren og en sårbarhed, der lå lige nedenunder. Selvom jeg jo ikke skulle være der til noget bestemt tidspunkt. Jeg brugte kræfter på det og jeg skulle trække vejret godt ned i maven. Det gik fint at være derinde. Kunne godt få lavet noget, men mistede også hurtigt overblikket. Blev rystende i hænderne og tabte tingene (godt jeg ikke er kirurg!). Der skulle ikke meget til at presse mig. Jeg brugte mere end første time på at sige hej og den næste time på at få oplysninger og status. Herefter skabte jeg et overblik over hvad der er af opgaver jeg kan gribe om. Jeg har læst og sorteret mails her hjemmefra, så det var blot at printe ud og sætte i system. Det tog selvfølgelig lidt tid, for der var mange. Så fik jeg løst et par akutte opgaver og allers nåede jeg vist ikke mere. Jeg satte mig ind til personalet, da der var pause, fordi jeg vil gerne vise mig. De spurgte ikke til mig, men der var sak om alt muligt andet og det var fint. På min godmorgen-runde spurgte et par stykker ind til mig. Jg fik også mødt den gravide, som har termin en uge efter jeg ville have. Og det gik ok med at give hende et knus. Hun havde taget en løs bluse på for min skyld, så det var ok. Hun sagde ikke noget til mig. Jeg kunne se at det var svært for hende. Hun anede ikke hvad hun skulle sige.

Jeg tog derfra kl 14. Skulle til stenhuggeren og hente Malous sten. Den er ikke helt som jeg gerne ville have den. Stenen er lidtfor stor ift den anden lille sten, som ligger på min fars grav. Men jeg ville ikke kommentere det. Jeg kunne måske have været mere tydelig i min beskrivelse af den. Men jeg tror at det går. Måske jeg kan grave den lidt ned i jorden, så man ikke kan se at den er det større end den anden. Der står Malou *12.02.2011+. Det ser fint ud. Vi har ikke valgt nogen efterskrift. Jeg har set at man kan bestille nogen på nettet og det vil jeg måske gøre på et tidspunkt.

Jeg kørte op på kirkegården bagefter og satte mig lidt. Jeg vil gerne have en lille bænk eller en stub derop jeg kan sidde på. Det skal jeg se om jeg kan finde et sted. For første gang talte jeg højt med hende. Tårerne trillede let. Jeg sagde at jeg savner hende og at jeg ville ønske at hun var i min mave. Og jeg undskyldte for at jeg allerede er optaget af at en ny spire skal flytte ind. Men at jeg ikke elsker hende mindre af den grund og at jeg ville ønske at det var hende, der skulle være indeni mig.

Jeg var igår i tvivl om jeg skulle tage på arbejde igen idag. Jeg havde ikke lyst. Blev trist af tanken. Og imorges var det helt rigtig at jeg skulle give mig lov til at være hjemme. Det føltes rigtig. Mine tanker er at jeg tager derind tirsdag og onsdag i næste uge.

Malou - succes eller fiasko?

Jeg læser om mange som idag noget tid efter de har mistet deres barn er fyldt af en taknemmelighed over den tid de fik med barnet – om det var tiden i maven eller om de fik minutter, timer, dage, uger eller måneder med deres barn udenfor maven. Dette på trods af de måske sammen med barnet har kæmpet for dets overlevelse koblet til alverdens slanger og apparater og på trods af at de i mange tilfælde vidste at risikoen for at barnet ville dø var høj. Nogle har også formuleret at deres barns kommen var en gave til dem – at alle børn er gaver – også selvom de er døde. At den kærlighed, som barnet har bragt ind i deres liv, er en gave til dem. At de ikke ville være denne kærlighed foruden, fordi selvom barnet er dødt er kærligheden smuk og livgivende. Mange oplever en taknemmelighed over at få lov at føle den kærlighed. At få lov at have sit barn kærligt og fredfyldt i sit hjerte. Og at det at få et barn, der dør, har bragt dem nye dimensioner i deres liv, som har styrket dem og lært dem en stærk lektion om den selv og om livet.

Jeg er delt i hvad jeg selv føler lige nu. Jeg er meget taknemmelig over at livet viste os en lille flig af sig ved at Malous hjerte slog. Jeg er taknemmelig over at have set hende og været sammen med hende i timerne efter fødslen. Jeg er taknemmelig over at vi kunne samle den styrke til at tage den afsked med hende, som vi har gjort. Jeg er bevidst om at Malous kommen og gåen har bragt en masse nyt i mit liv. Jeg er bevidst om at det har ændret mig (men ikke hvordan) og at det har ændret flere af mine relationer. Jeg er bevidst om at flere af mine relationer har fået en dybde, som ikke var til stede før. En intimitet og en nærhed, som er opstået, fordi vi sammen står i det værste der kan hænde os. Det er jeg taknemmelig for.

Men hvis jeg skal måle Malous kommen og gåen som en succes eller en fiasko, så hælder jeg til at sige at hendes liv er en fiasko. Jeg kan ikke mærkelig kærligheden til hende som smuk og livgivende. Jeg kan mærke den som afmægtig og meningsløs. Hvorfor skal jeg elske mit barn, når det at elske hende forårsager så meget smerte? Som jeg tænker det nu, ville jeg ønske at hun aldrig var blevet til. At jeg ikke skulle have båret hende de 5 måneder i min mave. For hvad er meningen med at bære et barn, at elske et barn, når det alligevel skal dø. Jeg ved at der ingen højere mening er. Men så ville jeg hellere være hende foruden. Det er så svært at tage Malou kærligt ind, for hvad har hun bragt mig af godt? Uh det føles ondt at spørge om. ,Jeg går i stykker indeni ved at sige det højt, for hun er mit elskede barn, som jeg jo ønskede...ønskede... ønskede. Så misforstå mig nu ikke, når jeg nu lyder så ond. Men det at elske hende er lige nu kun forbundet med smerte. Jeg kan se, men endnu ikke mærke det hun har bragt mig i livsfornyende indhold. Det er ubærlige tanker at jeg ville være hende foruden, men det er sådan jeg har det.

Jeg håber at jeg en dag når til at tage hende ind et kærligt og fredfyldt sted, hvor jeg med ømhed kan sige at hun er min datter. Jeg håber jeg en dag til kunne sige at hendes liv var en succes og at jeg ikke ville have undværet de 5 måneder med hende i min mave. Men nu er den følelse langt væk – Ingen fred – kun kaos.

Jeg er ikke misundelig på dem som har haft minutter eller timer med deres levende børn, men jeg ville ønske det var mig. Jeg under andre engelmødre at have haft den tid med deres børn. Jeg vil ikke tage noget fra dem. Men jeg ville ønske at jeg havde oplevet hende noget mere, mere levende, i længere tid – set hendes øjne, hørt hende græde, mærket at hun mærkede os. Jeg ønsker selvfølgelig ikke at hun skulle lide. Jeg er ind imellem i tvivl om vi skulle have ladet hende leve, så længe hun kunne, men vi kunne jo risikere at hun ville være levedygtig, når hun kom ud og ville leve et lang liv som multihandicappet. Det ved vi ikke. Måske obduktionssamtalen vil give os mere svar.

Malou fylder ikke alle mine tanker længere og jeg kan godt tænke på hende og tale om hende uden at græde. Men når jeg rigtig tænker på hende, er mine tanker endnu ikke fredfyldte og kærlige, men fulde af smerte og sorg. Og selvfølgelig er de det. Fordi jeg kan tænke på og tale om hende uden at græde, kan jeg komme til at gå rundt i en grå suppedas af meningsløshed, hvor det som sådan går meget godt, men det er bare trist. Jeg har brug for åndehuller, hvor jeg lader mig fylde af det som er og hvor jeg får kontakt med mine følelser bag tristheden. Og det får jeg ved at dykke ned og turde sige det tragiske, sorte og traumatiske Som for eksempel at jeg ville ønske Malou aldrig havde været til. Det gør så ondt at sige det, for jeg ønskede hende jo mere end noget andet. Men det giver mig luft at sige det højt. Jeg får grædt. Jeg får kontakt. Og det er godt. Bagefter er jeg lettere og kan lettere få øje på det lyse i mit liv.

Dato for obduktionssamtale + begravelseshjælp

Jeg fik ringet til Randers idag for at bestille en ny tid til obduktionssamtalen. Jeg havde aflyst en tid d. 29.3, fordi jeg denne dag har en kursus, jeg gerne vil på. De havde på det tidspunkt ikke nye tider for april, men ville sætte mig på en huskeliste. Jeg fik at vide at havde jeg ikke hørt noget inden 1.4., skulle jeg ringe til dem. Da vi skal på ferie i 3 uger fra midt i april, ville vi gerne have en tid inden og jeg ville ikke risikere at vi først fik en tid efter påske, fordi der så ville gå en måned mere. Jeg ringede derfor til dem idag. Jeg kunne få en tid d. 14.4. Det var den eneste tid de havde før påske. Og så er det lige jeg siger: Hvorfor er det lige at de ikke har sørget for at jeg har fået en tid, når nu jeg står på deres huskeliste. Men det var godt at jeg ringede idag, fordi havde jeg ventet et par dage kunne vi risikere at den tid også var væk. Men nu ser det ud til at vi kan nå det inden ferien, med mindre de ikke har fået papirerne.

Jeg blev ringet op af Syddjurs kommune (igen), som nu kunne se i systemet at Malou var registreret som død. Men det er desværre ikke nok for dem. Det havde hun ellers sagt. Så jeg fik ringet til kirkekontoret for at bede dem sende en kopi af dødsattesten, som jeg kan sende videre til kommunen. Hun undskyldte mange gange at hun forstyrrede mig igen.

Kl 20.18 er passeret

Klokken har passeret 20.18 her denne lørdag aften. For en måned siden sad jeg med dig i mine hænder. Jeg rystede, jeg hulkede. Så meget at jeg slet ikke så at dit lille hjerte slog. Du viste os livet, men du skulle ikke leve. Du var født for at dø. Og vi skulle være sammen med dig i den sparsomme tid, du viste os livstegn. Du skulle være hos os i tryghed og varme til dit sidste hjerteslag. Jeg havde sådan lyst til at puste liv i din lille krop. Jeg ville ønske at din brystkasse hævede og sænkede sig. Du blev hurtigt koldere. Dit blod blev ikke holdt varmt. Åh jeg ville varme dig lille skat. Jeg forsøgte at indprinte mig alle dine små træk. Vi kunne se Elias, din storebror i dig. Det var så kort jeg fik lov at se på dig. Det var så dejligt, men også så hårdt at sidde at se på dig – du var så smuk og dejlig, men du skulle dø. Jeg havde født dig, så du kunne dø. Det var så svært at rumme. Jeg havde lyst til at lukke øjnene. Give dig fra mig og forsvinde. Det var så svært at være i. Din far fik dig og sad og studerede dig. Jeg forsøgte at samle kræfter for at være der til stede. Dette var alt hvad vi kunne få, så det var nu, at det gjaldt. Om lidt ville det være slut og jeg ville skulle sige farvel til dig for altid. Jeg måtte samle mig igen, så jeg kunne være der for dig. Denne stund var uerstattelig. Denne stund var hvad vi kunne få med vores datter. Det burde have været et liv, men det blev en stund. En stund som skulle leves, selvom den var ubærlig hård. Ubærlig uretfærdig. Men jeg måtte bære den. Jeg måtte være i den. Jeg måtte komme tilbage til det nu, der bød sig. Til det vi kunne få. Til det vi måtte sige farvel til. Jeg vendte mig imod dig igen og tog hvad jeg kunne få og forsøgte at give alt hvad jeg havde. Udmattet. Uforstående. Usikker. Min kærlighed. Jeg gjorde mit bedste. Jeg ville det bedste. Jeg må leve med at kærligheden bød mig at føde dig for at du kunne dø. For en måned siden da jeg sad med dig føltes det forkert at kærlighed kan slå ihjel. Det kunne ikke passe, at det virkelig var det bedste, jeg kunne give dig – jeg forsøgte. Undskyld skat.
Mit hjerte er revet itu

Imorgen er det den 12.3.

Lille skat. Jeg kan ikke sove. Tankerne flimrer rundt i mit hoved. Jeg må skrive. Det giver mig luft. Det giver mig ro. Imorgen er det en måned siden du blev født. En måned siden at du døde. En måned siden jeg så dig for første gang. En måned siden du lå hos mig. En måned siden dit lille hjerte slog og en måned siden det holdte op med at slå. En måned hvor du burde have ligget i min mave. Jeg skulle nu have været i 26. uge. Du skulle have vokset dig større og stærkere i min mave. Jeg savner dig. Jeg savner følelsen af dig i min mave. Jeg føler mig så tom uden dig. Jeg kan godt glæde mig over at graviditetsgenerne er væk, men dem havde jeg jo fordi jeg bar på dig. Fordi du mit kære barn voksede i mig, sparkede mig, fik næring fra mig. Jeg tænker på dig som du lå i mine hænder. Du var så smuk. Min smukke prinsesse. Lille og fin. Min datter. Jeg kommer aldrig til at se dig igen. Jeg kigger på dit billede. Det er alt jeg har. Men jeg er taknemmelig for det jeg har. Hvis jeg ikke havde minderne om dig, er jeg ikke sikker på at jeg ville have troet på at du havde eksisteret. Det føles så uvirkeligt at du skulle leve og dø. Jeg vil ikke lyde utaknemmelig, men jeg ville ønske jeg kunne have fået mere. Jeg ville ønske du havde fået mere af livet. At vi kunne have fået mere af livet sammen. At vi kunne have lært hinanden bedre at kende. Et flygtigt hej med et minde om alt det vi ønskede os, alt det vi kunne have fået, alt det vi drømte om, alt det vi ikke ikke fik – og du var væk igen. Borte. For altid. Et kort visit der satte spor langt ind i min sjæl. Så dybt at du aldrig bliver visket væk igen. Du vil altid være en del af mig. Jeg vil altid være en del af dig. Vi er forbunde du og jeg. For altid.

Jeg elsker dig – jeg hader at savne dig.
Sov godt min skat

Åbent hus i Landsforeningen for spædbørnsdød

Vi kom afsted til Åbent hus i Landforeningen igår. Det var rigtig godt. Vi var 9-10 stk. Kamilla var som ventet regionfrivillig. Vi var de eneste, der havde mistet omkring MD, men det var tilfældigt. Temaet var graven og gravens betydning. Jeg var i tvivl inden hvor meget det var relevant for os. Men vi kunne godt være med i snakken og vi snakkede om alt mulig andet også - særligt fyldte omverdens reaktioner meget. Det var godt at være der. Men også rigtig hårdt. Jeg var dødtræt bagefter. Det havde også kostet mange kræfter i løbet af dagen. Tanken om at skulle ud af døren til tiden. Aftensmad laves, spise tidligt, aflevere Elias hos mormor, finde derind, parkere og være der til tiden. Jeg var stresset og syntes jeg ahvde travlt detmeste af dagen. Ja det er ikke meget der skal til at stresse én i denne tid. Men det gik fint med at spise og komme afsted (jeg havde lavet maden om eftermiddagen)

Jeg sov rodet i nat og var helt smadret imorges. Kun slet ikke komme op. Knaldrende hovedpine. Kom op ved 12.30 tiden efter at René havde været med hovedpinepiller og givet massage og kaldte at nu var der frokost. Er stadig helt smadret og hovedet dunker. Sikker på at det er fra igår.
Men det var det værd. Og jeg kommer gerne igen.

Vi skal også starte op i en forældregruppe gennem Landsforeningen. Jeg snakkede igår med en rådgiver derfra, som ringer hver uge. Hun sagde at der var en gruppe med 3 andre par, der står og venter på at komme igang og det kan de med vores deltagelse. Så det sagde vi ja tak til. Nu må vi se hvornår det starter op. Det ser jeg frem til, selvom det også kommer til at koste nogle kræfter

Besøg på arbejdet igår

Jeg besøgte mit arbejde igår efter aftale med min leder. Jeg var der fra 11.30 - 15. Den første time gik med min lederkolleger. Det gik fint. Vi snakkede om hvordan jeg har det nu og lidt om hvad jeg og vi har gået igennem. Jeg græd lidt, mens jeg fortalte og det gjorde en af mine kolleger også. Mit personale tog også rigtig godt imod mig. De har meget medfølelse med mig. De tænker meget på mig og særligt meget på at jeg skal tage mig den tid, det tager. Jeg må ikke starte for tidligt, siger de.
Jeg kunne ikke lade være med at arbejde, mens jeg var der. Ordnede flere ting – tog stilling til ting og forklarede. Og dette skal jeg være opmærksom på - at arbejdet griber mig og at det ikke må sluge mig.

Jeg har aftalt med min leder at fortsætter med at have barsel en rum tid endnu, og at jeg begynder at komme mere på besøg og arbejde let - jeg tænker 1-2 måske 3 dage om ugen. Jeg vil have fuld fleksibilitet, så jeg intet melder til nogen, men bare kommer og går som jeg vil. Hvis jeg alligevel ikke har mod på at komme afsted, bliver jeg bare hjemme. Jeg tilrettelægger selv min dag - selvfølgelig står jeg meget til spørgsmål fra mit personale, men de ved hvordan jeg har det, så jeg vil godt - tror jeg - kunne sætte grænser for hvor meget de kan lægge over på mig. De mener at jeg skal blive væk meget længere - så jeg bliver ikke presset af dem.
Det føles godt at jeg kan tage det i mit eget tempo. Så kan jeg tage ind og arbejde med det som giver mig energi. Jeg vil kunne gå og pusle med nogle ting og langsomt vænne mig til at være der og være på igen. Jeg har fået mere energi på tanken om mit arbejde. Der dukker en masse tanker om ting, jeg skal og gerne vil have styr på på arbejdet. Så lidt af energien og meningen er dukket op.
Jeg har ret til 14 ugers barsel – det er indtil sidst i maj. Men jeg tror det er godt at jeg starter op på den måde. Jeg kan give sorgen og hjemmelivet så meget plads som jeg behøver og jeg kan komme så småt igang med at arbejde, så meget som føles godt. Får jeg behov for det, vil jeg fastholde det flexible indtil da. Jeg kan stadig ikke overskue arbejdsliv i en uendelighed, men jeg ved at jeg skal på ferie d. 15.april til d. 9. maj - og derefter er der 2 måneder til sommerferien. Tiden derefter må jeg forholde mig til senere.

Jeg var træt da jeg gik derfra og jeg trængte rigtig meget til at få styr på mine tanker. Men jeg skulle jo hjem og være familie, så jeg måtte undertrykke det. Det mindede mig om at jeg skal huske at sorgen og familien er det vigtigste nu. Hvis arbejdet kommer til at tage for meget, så må jeg træde et skridt tilbage igen. Arbejdet skal kombineres med ro til sorgen og rum til familien. Sorgen og familien ER det vigtigste lige nu. Jeg fik styr på toppen af tankerne, da Elias var kommet i seng - og så vidste jeg at jeg havde idag til at arbejde videre med tankerne. Så det var ok

Men i nat har der været stormvejr. Jeg har haft det ene mareridt efter det andet. Ikke om baby og fødsel, men om alt muligt andet - og nu er jeg i tvivl om det måske er tegn på at jeg alligevel har presset citronen for meget????
Jeg faldt søvn lidt halvforpustet af tanken om at skulle til åbent hus i spædbørnsdødsforeningen i aften, så det kan også være den som spøgte... hmmm...

Alt det vi ikke fik og ikke kan give

En mor på små-engle skrev at en veninde havde sagt at når man har mistet tidligt ved man ikke hvad det vil sige at få et barn, så sorgen må være anderledes. Det kan være svært for andre at forstå, at det er netop noget af det som gør så forfærdeligt ondt - At vi ikke ved hvad det vil sige at have et barn, fordi vi ikke har holdt det. Det er jo netop det, at vi ikke fik lov at få vores barn, føle vores barn, holde vores barn, som gør så ondt. Alt det vi havde at give vores barn, får vi ikke lov til at give. Og det er ikke kun bristede drømme og forventninger vi sørger over. Vi sidder tilbage med et fysisk og psykisk arsenal af kærlighed, som skriger på at blive givet til vores barn. En mor-identitet, som opbygges undervejs i graviditeten og i den første tid med barnet, som gør os fysisk og psykisk klar til at blive mor. Og den identitet og det arsenal sidder vi tilbage med - til ingen verdens nytte. Og den identitet og det arsenal skal vi have lagt fra os igen - og det gør ondt

En anden mor skriver om, hvordan livet mon ville have set ud, hvis hendes lille pige havde fået lov at blive. Jeg har på ingen måde foreniget mig med tanken om at jeg selv afbrød graviditeten. JEg har jo selv valgt det. Jeg har selvfølgelig ikke valgt at hun formentlig ville blive fysisk og psykisk retaderet. Men jeg har selv valgt at det liv hun muligvis kunne have fået, ikke var et værdigt liv. Jeg slår mig selv i hjertet over at jeg ikke har givet hende chancen. Jeg ved godt med min fornuft hvorfor jeg ikke gav hende chancen. Men som nyramt og uden svar fra obduktionen kan jeg IKKE mærke den fornuft. Jeg kan kun mærke tomheden over at jeg ikke har hende længere og aldrig skal have hende. Nej jeg kunne heller ikke have holdt ud, hvis hun skulle have levet på en instution - og mit familieliv som vi nyder det idag, ville være ødelagt.

Jeg tænker at vi som selv har valgt at vores baby skulle dø et eller andet sted altid må leve med en dårlig samvittighed over at vi tog det valg. Jeg tror fornuften vil overmande den dårlige samvittighed, men vi skal altid bære at vi tog livet fra vores baby. Jo måske naturen havde bestemt for os, men vi traf valget. Og jeg tror smerten ved både beslutningen og tabet vil titte frem resten af livet.
En mor på mit arbejde fik den anden dag at vide af min kollega at jeg ikke er på arbejdet, fordi jeg har mistet. HUn brød helt sammen, fordi hun selv for 18 år siden har oplevet det samme. 18 år - ja smerten vil blive ved med at titte frem - og det må jeg leve med.

Kan livet igen føles godt?

Jeg læser om nogle på Små-engle, som mistede deres børn for et halvt år siden. Den ene kalder den periode de er i for den grå periode, fordi alt synes gråt. Lyset er endnu ikke brudt frem, men man er kommet så langt på afstand af tabet, at omverdenen ikke længere føler og udtrykker sorgen og empatien længere. Hvor den sørgendes utilregnelige adfærd ikke længere er accepteret og forstået.
Jeg kan sagtens forestille mig hvordan det må være at være dem - et halvt år efter at det værste i ens liv hændte. Sorgen føles konstant, omend måske mindre tårevædet. Men smerten er der lige indenunder – og den stikker sit hoved ud på mindst ventede tidspunkter. Omverdenen har svært ved at rumme at man stadig sørger - jeg kan ind imellem tænke at måske René om et halvt år også vil have mistet tålmodigheden med at jeg stadig sørger ekspressiv. Jeg kan forestille sig at man kan blive så uendelig ensom, fordi man reel er alene.

Et lille håb i mit eget liv - nej det er sgu et KÆMPE STORT håb - er at jeg vil være gravid igen om et halvt år. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, hvis ikke det er tilfældet. Det ligger så meget af mit liv i det håb - og i sig selv er det skræmmende. Jeg har altid levet mit liv efter at lykken er her og nu. Mit liv bliver ikke mere perfekt af at noget nyt sker. Inden jeg blev gravid med Malou, havde jeg det på samme måde. Hvis vi besluttede at vi kun skulle have Elias ville mit liv ikke blive ringere. Mit liv ville ikke blive mere fuldendt med 2 børn. Men da jeg først var blevet gravid, var det mit nye liv og det føltes perfekt. Og nu er jeg blevet frarøvet det. Og mit liv kan ikke blive perfekt uden - Jeg ved slet ikke om det overhovedet kan blive perfekt og lykkeligt. Jeg får jo ikke Malou igen ved at få et andet barn. Men jeg vil få det jeg nu havde lagt frem som det gode liv - Jeg ville have to børn at give min kærlighed - sådan som jeg havde indstillet mig på. En familie på 4 med en søster/bror til Elias.

En måned siden MDscanning

I dag er det en måned siden at vores verden blev vendt rundt. En måned siden misdannelsesscanningen, der bragte os de forfærdelige nyheder at vores lille pige ikke voksede som hun skulle. En besked, som først bragte os ud af kurs, men alligevel bevarede et lille håb om at en overlægescanning kunne berolige os om at det ikke så helt så slemt ud.

Men så slemt ud og det var starten på nogle mareridtsuger, hvor vi blev sat i den ubærlige situation, som ingen forældre bør sættes i, at vi skulle beslutte liv og død for vores datter. Hvordan skulle vi nogen sinde kunne afgøre at vores datter skulle dø? Det barn, vi havde drømt om skulle give Elias en søster eller bror. Det barn jeg skulle have født til juni, som skulle have vokset sig stor og stærk i min mave i 4 måneder endnu. Det barn, som vi allerede elskede - og som vi glædede os til at give alt hvad vi kunne i vores lille familie. Det barn, vi skulle have holdt i vores arme, som jeg skulle have ammet, som skulle have vokset sig stor og stærk.Den spæde gråd, vi aldrig får at høre - Det lille smil, vi aldrig vil se - De bløde varme hænder, vi aldrig vil mærke - De små skridt, vi aldrig vil opleve...
Det er det værste valg, vi nogensinde er blev sat i og intet valg herefter vil kunne måle sig med dette.

Jeg tænder et lys for dig idag, min skat. I dag er det en måned siden at vi spændte og forventningsfulde skulle have et kig ind i maven til dig. Du så som altid så fin ud med din smukke profil, fine rygrad, små arme og ben. I vores øjne vil du altid være smuk. Du er vores fine datter. Vi er så kede af du skulle ud her i den kolde vinter - Vi ville ønske at det var anderledes at vi ikke skulle have truffet den beslutning, som stoppede dit liv. Vi håber inderligt at det var det bedste for dig. At det var det rigtige vi gjorde for dig. Undskyld lille prinsesse at vi ikke kunne give dig livet. Undskyld at det var det valg vi traf. Vi håber at du ved at vi forsøgte at gøre det rigtige - at vi gjorde det af kærlighed til dig - uendelig kærlighed. Selvom det virker uforståeligt at kærlighed kan drive én til at slå ihjel, så ville vi ikke at du skulle lide, hvis du blev født senere og skulle kæmpe for livet. Vi gav dig ikke chancen - kun nogle få dage. Men vi turde ikke - vi turde ikke at løbe risikoen for at du skulle lide. Vi ville give dig det bedste - det var så lidt vi kunne give - og dog så meget. Vi gav dig døden - vi gav dig hvile nu.
VI har så meget at give dig. Vi føler os tomme uden dig. Livet begynder at dukke op igen, men igen og igen overmandes jeg er grå udmattende tristhed.

Jeg håber du har det godt. Det håber du bliver passet på, at du ikke er alene.

Vi savner dig lille skat.

Jeg elsker dig - og jeg ville ønske du var her.

Kærligst mor

Psykolog eller ej?

Skal jeg søge psykolog eller ej. Jeg kan mærke, jeg er i dilemma med det. Jeg kan mærke det går fremad. Jeg har sluppet det helt akutte de første par uger, som for os inkluderede den uge, hvor vi skulle træffe den ubærlige beslutning at føde hende og den uge, hvor hun skulle begraves.

Derefter har jeg selvfølgelig kun haft 1½ uge, men bare på den tid kan jeg mærke fremskridt. Jeg falder stadig i mørke huller, men jeg har længere perioder, hvor jeg kan koncentrere mig om andet. Jeg føler jeg kan arbejde mig ud af sorgen, så jeg sidder ikke stille i den og er lammet foran fjernsynet. Jeg har skrevet og læst en masse, mens jeg har tudbrølet. Jeg har fået skrevet hele forløbet ned, hvilket i sig selv er helende. Jeg har læst det igen og igen, mens jeg har tudbrølet. Jeg læser andres beretninger, og græder mindre og mindre over dem. Jeg snakker med mange venner, familie og kolleger og min kæreste, så jeg føler mig ikke alene. Jeg har lavet mindebog til Malou. Og jeg arbejder mig igennem at få styr på alle vores andre billeder - på computeren, på bloggen og i billedalbum.
Så jeg arbejder mig igennem ked af det heden. Faktisk kan jeg om dagen slet ikke holde ud at fjernsynet er tændt. Det er selvfølgelig også et tegn på at jeg endnu ikke kan have unødvendig støj omkring mig, når jeg skal koncentrere mig.

Så alt ialt synes jeg har godt fat i at komme videre. Jeg begynder også bedre at kunne overskue at skulle arbejde igen, selvom det for få dage siden virkede fuldstændigt meningsløst, men jeg har fået opdelt det næste halve år i nogle overskuelige bidder, som gør det nemmere at rumme.

Men når alt det her er sagt, så tænker jeg dog stadig at skulle have hjælp til at komme ordentligt videre og den hjælp tænker jeg vi skal have sammen som par. Vi drømmer om at vi kan fastholde det smukke i vores forhold som Malou med sin kommen og gåen har bragt os. Og det kræver koncentration og daglig opmærksomhed for at kunne. Jeg vil også gerne have hjælp til at komme igennem fremtiden. Klare opstart på arbejdet igen, hjælp til at klare ventetiden indtil en forhåbentlig næste graviditet og ikke minsdt klare alle de bekymringer, som måtte komme under næste graviditet. Det kan man måske sige at det vil jeg nok vokse mig klar til at kunne gennemleve, når vi er der og det skal jeg ikke bekymre mig om nu.

Men men men jeg tænker at hvis det nu var min skulder, der var slået af led og ikke mit hjerte, min sjæl og min identitet, så ville jeg have opsøgt en fysioterapeut, som kunne behandle og give øvelser, der kunne gøre at min skulder blev fuld funktionsdygtig igen. Systemet ville fungere af sig selv, så jeg automatisk ville få indkaldelse til genoptræning og til kontrol på sygehuset. SÅdan burde det også være når hjertet bliver slået af led. Jeg er i tvivl om mit hjerte nogensinde bliver fuldt funktionsdygtigt igen, men jeg tænker at jeg skal gøre mit for at jeg igen kan stole på verden og elske betingelsesløst. Og når min skulder kræver genoptræning, gør mit hjerte vel også. Hvis jeg skal åbne mit hjerte 100 % eller måske 90 %, så kræver det genoptræning.

See you in heaven

Were you an angel
were you from another world
were you sent to bring light into my world

You are in heaven now
You are home where you belong
You are safe and I know we’ll meet again

I will see you in heaven
There we’ll never part
But till that day up in heaven
I will keep you in my heart

Do you still hear me
Do you see me when I cry
Do you know how much I’m missing you

You are my angel
You are from another world
You were sent to bring light into my life

I will see you in heaven
There we’ll never part
But till that day up in heaven
I will keep you in my heart

Even though I know we’ll meet
I’ll give anything to spend just another day with you

But I will see you in heaven
There we’ll never part
But till that day up in heaven
I will keep you in my heart

Sang og tekst: Hans Christian Jochimsen

14 dage siden

Kære Malou-prinsesse.

Det er nu 14 dage siden du måtte forlade os alt alt for tidligt. Jeg tænder et lys for dig i aften. Jeg ville ønske at du stadig var her. Jeg savner dig i min mave. Jeg føler mig så tom. Det er så forkert. Den beslutning vi skulle træffe var så ubarmhjertig. Det var så hårdt at vi skulle beslutte at tage livet af dig. Jeg ville så gerne have beholdt dig, jeg ville så gerne have været sammen med dig. Og da vi fik dig i vores hænder og du lå der helt fin - smuk og perfekt – var det umuligt at forstå at du skulle dø. Vi ville ønske at det skulle være anderledes. Vi ville så gerne have givet dig livet. Du skulle have det bedste – og det håber vi inderligt at vi har givet dig. Undskyld, det var det bedste vi kunne. Du er for evigt i mit hjerte, kære pige.

Kærlighed - Mor

Lys forude - rejse booket

Den anden dag ringede jeg til Jysk rejsebureau for at få et tilbud på en rejse til Bali over påsken. Vi fik et tilbud igår på mail og hun ringede også om det. Det er en ret god deal – billigt og god forbindelse. Vi besluttede os for at gå for det, når vi lige havde clearet med vores arbejde. Og de sagde begge god for det. Det gav en boblede fornemmelse i maven at tænke på at vi skulle dette. Det kunne virkelig give os noget at glæde os til. Noget godt for os hver især og noget godt for os som familie og som par. Samtidig kan det behæftige d. 15. april, hvor jeg skulle have gået på barsel med noget godt og positivt, i stedet for udelukkende smerte og det vi gøre rigtig godt. Vi havde tænkt at skulle have rejst påsken over og ind i maj, men ikke til Bali, fordi det vill være for langt væk. Men nu er der ikke noget der holder os fra at tage til Bali.

Anerkendelse af livstegn

Jeg har ringet til Randers sygehus for at tale med en læge, fordi det fyldte meget for mig at vi har fået en nedgravningsattest, hvor der står at Malou ikke viste livstegn, for hendes hjerte slog jo i 1½ time. Det er da ikke blot en kropslig refleks efter fødslen, som jordemoderen elelrs havde sagt. Lige efter fødslen havde jeg ikke overskud til at forstå ordentligt, hvad jordemoderen mente, da hun sagde at det ikke var livstegn, men blot en kropslig refleks. Jeg er helt med på at hjerteslag er en kropslig respons og ikke en bevidst handling, men det er det da ikke for nogen mennesker. Der er da ingen der bevidst bestemmer at nu skal hjertet slå og nu skal det ikke. Det er en kropslig refleks.

Lægen jeg talte med, forklarede at det var en svær vurdering. Når de kontrolerer apgarscore ved almindelige fødsler, får babyerne kun point, hvis der er min. 60 hjerteslag i minuttet, så 20 hjerteslag pointgives ikke. Men nu er vurderingen af livstegn ikke en vurdering af levedygtighed, men af tegn på liv, så der er frekvensen som jeg forstår det uvæsenlig.

Lægen afsluttede samtalen med at love at undersøge det. Senere på dagen ringede hun og fortalte at hun havde ordnet papirne og ville sende et nyt dokument til kirkekontoret. Hun beskrev dog ikke præcist hvilket dokument, hun mente, og jeg fik ikke spurgt direkte. Så jeg ved ikke om hun har anerkendt hjerteslagene som livstegn. Men jeg formoder det, for hvad er det ellers hun snakker om. Jeg kan mærke at det betyder noget for mig at få anerkendt at min lille datter var et barn. Jeg ved godt at det er noget juridisk tovtrækkeri, men rent følelsesmæssigt betyder det noget at de 1½ time, vi sad med smukke Malou, men hendes hjerte slog er anerkendt som det rigtige.

Jeg ringer torsdag til kirkekontoret i Vejlby, som ikke har hørt noget. De siger at hun skal registreres i eget sogn med fødsel/dødsanmeldelse og derfor ringer jeg og hører kirkekontoret i Hornslet om de skulle have hørt noget. De har modtaget en fødselsanmeldelse men ikke en dødsanmeldelse. De sender faderskabspapirer, så René kan blive registreret far til hende.

Rent juridisk står vi også anderledes, fordi jeg så har ret til 14 ugers barsel og René har ret til 14 dages barsel. Og det betyder noget for mig om det hedder sygemelding eller barsel. Ved en sygemelding kan jeg ikke slippe mit arbejde. Jeg føler jeg hver dag skal vurdere hvornår jeg er klar til arbejde. Mange folk omkring mig siger at jeg skal lade det tage den tid, det tager, men det er jeg ikke god til at vurdere. Det fylder alt for meget for mig. Dels er jeg pligtopfyldende og tænker at jeg bør komme på arbejde. Og dels er jeg i tvivl om hvornår det er det rigtige at tage på arbejde – det rigtige i min sorgproces. Jeg må ikke grave mig dybere ned i et sort hul, men jeg skal være på vej op.

Helt ærligt har jeg ingen begejstring for at komme tilbage på arbejde. En del af det jeg nu skal deale med er at jeg nu skal noget andet end det jeg forventede. Jeg var ikke længere end karriere-arbejdende kvinde. Jeg var en mor på vej på barsel. Al min arbejdstid handlede om at afvikle, gøre klar, forberede og gøre pænt til at jeg skulle afløses. Det var først præget af bekymring at skulle give slip, men det var nået at blive en lettelse af skulle slippe. En del af min bekymring handlede om at jeg mærkede hvilken fysisk og psykisk betydning den indsats jeg har gjort i vuggestuen, har betydet for mig. Jeg trængte til fri. Jeg trængte til en periode, hvor jeg nu skulle noget andet. Og jeg glædede mig helt vildt til det. Så nu at tænke arbejdsliv i en uendelighed er fuldstændig meningsløst. Jeg har tabt meningen med mit hverdagsliv. Jeg kan ikke mærke begejstringen for mit arbejde og jeg kan ikke se hvordan den skal komme tilbage.

Se nye billeder i billedalbum

Begravelsen – fredag d. 18.2.2011

Idag skal vores lille prinsesse Malou begraves. Idag bliver afslutningen på et par meget omtumlede uger, hvor vores liv er blevet væltet rundt og vi har skulle tage stilling til liv eller død for vores allerkæreste. Idag vidner om disse uger, hvor vi mistede vores andet barn, vores første datter og Elias lillesøster. Jeg håber sådan at dagen bliver smuk og værdig. Jeg ønsker sådan at jeg kan læse brevet op for Malou. Jeg vil så gerne give hende det med og derfor har jeg læst brevet højt for mig selv et gange.

Vi henter det lille blomsterhjerte hos blomsterhandleren og henter min mor. Den lille kiste står i kapellet. Foran står en bamse med tulipaner fra Dorthe, Ole og Rasmus. Min mor står med Elias udenfor mens vi åbner kisten og siger det sidste farvel til hende. Vi giver hende en lille lyserød rose med og lægger brevet og sangarket ned til hende. Min mor kommer ind og tager afsked. Hun har også skrevet et kort som hun lægger ned til hende. Vi lukker kisten igen. Tænder et lys for hende og lægger det fine hjerte på den lille kiste.
Vi åbner dørene. Min søster med hendes familie er kommet. Præsten kommer. Han hvisker mig i øret at hun alligevel synes vi holder ceremonien i kapellet,hvorefter vi vil gå til graven og han vil kaste jord på og velsigne stedet, morfar og Malou. Det er jeg glad for at han siger, fordi det er sådan jeg gerne vil have det. Snart kommer også Renés far og hans søster og mor. VI er 11 ialt og det er fint i det lille kapel. Familien lægger alle deres blomster på gulvet foran kisten.
Præsten byder velkommen og giver mig ordet. Jeg læser mit brev op. Jeg kan det. Og det er jeg så glad for. På et tidspunkt kan jeg ikke se ordene for tårer, men jeg kan det heldigvis meget udenad, så det gør ikke noget. Jeg trækker vejret dybt ind bagefter og synger med rystende stemme "nu går solen sin vej". Det føles rigtig godt at give hende det med. Sov sødt min lille prinsesse. Nu giver jeg slip. Du er min i hjertet.
Vi synger sammen 3 vers af "du som har tændt millioner af stjerner". Præsten læser en tekst og beder en bøn, lyser velsignelsen og vi synger de to sidste vers.
René bærer den lille kiste ned til graven og vi følger alle med. Elias holder sig tæt op af mig i hele forløbet. Jeg troede egentlig at han ville være hos Mikkel og Casper, men han kan godt fornemme dagens alvor. Han har brug for at være, hvor han er mest tryg. René sænker den lille kiste ned i jorden. Præsten foretager jordpåkastelse og velsigner stedet, morfar og Malou. Vi kaster alle en lyserød rose ned i hullet. Ja Elias vil ikke. Han har nu heller ikke villet tegne et tegning til hende eller noget andet. Det sårer mig lidt at han slet ikke vil give noget af sig selv, men det skubber ejg væk. Det må jeg ikke bebrejde ham for.
Vi samler kortene ind fra alle blomsterne (11 stk) og kører ned til min mor, hvor hun har forberedt frokost. Vi spiser sammen. Stemningen er afslappet. Vi kan snakke om andet og lidt om Malou.
Inden vi kører hjem, kører vi op forbi kirkegården, hvor hullet nu er lukket og blomsterne lagt på graven.

Brev til Malous begravelse

Brev skrevet til Malou d. 16.2.2011. Læste det for hende til hendes begravelse og gav hende det med i sin lille kiste.

Kæreste lille Malou
Jeg har skrevet en lille hilsen til dig, som jeg håber jeg kan læse op til dig. Hvis ikke jeg kan får du den med dig.

Jeg ville ønske denne dag ikke eksisterede. Jeg ville ønske at vi ikke skulle stå i denne absurde situation at vi skulle sige farvel til dig langt før vi lærte dig rigtigt at kende.

Du skulle have været inde i min mave og vokset dig stor og stærk i flere måneder endnu.
Du skulle være kommet ud til os til sommer og ikke nu i den kolde vinter.
Vi skulle have holdt dig i vores arme, set dine øjne, hørt dit spæde skrig, trøstet dig, ammeet dig og krammet dig.
Vi skulle have set dig vokse op og udvikle dig.
Vi skulle have givet dig al vores kærlighed i vores lille familie – far – mor og storebror Elias. Elias og dig skulle have leget og grinet og hygget jer sammen.

Søde pige, du skal vide at vi vil dig det bedste:
Den svære beslutning vi har måtte træffe har været så umenneskelig,
men du skal vide at den er truffet med en uendelig kærlighed til dig og til Elias.
Vi tror og håber at det er bedste for dig at få hvile nu.
Vi ville ønske at det ikke var sådan, men det kan vi desværre ikke lave om på.
Du var ikke stærk nok til at komme ud til os andre.

Vi kan ikke passe på dig længere.
Undskyld skat, vi ville ønske at vi kunne, men det kan vi desværre ikke.
Men du skal vide at du ikke er alene.
Nu skal du være her hos morfar i hans lille have og han vil passe på dig.
Du får dine vinger, min lille engel, og jeg er sikker på at når vi om aftenen ser op på himmel, vil du blinke ned til os fra stjernerne.

Du fortjener den varmeste omsorg og kærlighed.
Jeg ved at du nu er i kærlighedens rige.
Jeg ved at du nu er omsluttet af en kærlighed.
Som kan bære alt, favne alt og rumme alt.

Du vil altid være i vores hjerter,
Du vil altid være lillesøster i vores familie.
Vi vil altid savne dig og elske dig.

Kærlige kys Mor

Sange til Malous begravelse

Malou
Født i Randers d. 12.2.2011
Begravet i Vejlby d. 18.2.2011

Du som har tændt millioner af stjerner
Mel.: Erik Sommer 1981
Tekst: Johannes Johansen 1981 og 1982

Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.

Tak for den lysende dag, der er gået,
gaven til os, dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!

Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte,
hver gang du gjorde vort liv til en fest.
Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,
du ved alene, hvad tjener os bedst.

Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,
mød du os selv i de svage og små!

Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os..



Nu går solen sin vej
Mel.: Erik Sommer 1980
Tekst: Holger Lissner 1980.

Nu går solen sin vej
for at skinne på andre,
for alle på jorden har brug for dens lys,
og de håber og venter
på dagen, du skaber,
for kun i din sol, Gud, kan livet fornys.

Nu går landet til hvile,
og travlheden dæmpes,
og hjemmene fyldes af aftnens musik.
Vær med den, kære Gud,
der må sidde alene,
og den, der nu slider sig træt på fabrik!

Nu er timen til stilhed,
til bøn og til tanker,
til ord, som har vægt, og som kræver et svar.
Kom og rør ved os, Kristus,
så vi bliver åbne
for glæden og livet og freden, du har.'

Nu er timen, hvor du
dømmer alt det, vi gjorde,
som vendte os bort fra vor næste og dig.
Nu er timen, hvor du
sletter alt det, der skiller,
hvor du siger: Kom, og vær hjemme hos mig!

Nu går solen sin vej,
men vi er ikke ene,
for du, Herre, lever og vender vor frygt,
så når du er i mørket,
er det ikke mørke,
når du er iblandt os, da sover vi trygt.

Ugen efter fødslen

Denne uge er vi begge sygemeldt. René er til fysioterapeut mandag morgen og til kontrol på sygehuset med skulderen om tirsdagen. Jeg er hjemme. Det er svært at komme op om morgenen og appetitten er ikke stor. René er rigtig god til at tage over og sørge for Elias og i disse første dage også at tage sig af mig. Det må være svært at være mand i en sådan situation – både at skulle deale med egen sorg og min sorg samtidig med at han er den der løfter læsset med Elias, mad, madpakker og børnehave. Jeg kan ikke komme op om morgenen, så René står op og får Elias i børnehave. Det er vigtigt at han får en så normal hverdag, som vi overhovedet kan give ham. Så han skal i børnehave hver dag, hvor han kan lege og komme væk fra det sorgfyldte hjem.

Mandag er en træls dag for mig. Jeg kan ikke være i tomheden. Jeg sidder og læser andres historier på nettet og føler mig drænet for energi. Jeg kan ikke mærke mig selv Jeg bliver overvældet af mine egne stemmer, der sætter tvivl ved min egen sorg. "Hold nu op. Lad nu være med at dyrke det. Nu skal du bare videre". Eftermiddagen med Elias er heller ikke god. Jeg er dvask og uden energi. Jeg har svært ved at rumme Elias. Hans fjol og glæde irriterer mig, fordi jeg selv er trist. Han udfordrer mig og tester mig helt vildt. Jeg kan ikke få hama itl noget som helst. Han argumenterer og laver overspringshandlinger – og skal lige... og jeg har ikke voerskud og tålmodighed til ham. Det er klart at han gør det, for jeg er der ikke som jeg plejer. Jeg græder, taler meget i telefon, taler og svarer ikke, er mere stille og glor ud i luften. Han ved ikke hvor han har mig og bliver nok nødt til at teste mig for at mærke mig. Men det er hårdt. Jeg har brug for at have ham og jeg savner ham, når han ikke er der, men jeg bliver irriteret på ham og kan ikke rumme ham. Det er en svær dobbelthed at være i, fordi han på én gang er det mest dyrebare jeg har og det vigtigste i mit liv og samtidig irriterer hen mig og jeg ville ønske at han ikke var her. Det gør ondt at tænke og ondt at sige højt. Fordi selvfølgelig vil jeg ikke af med ham. Mit liv ville slutte, hvis der skete ham noget. Men jeg har ikke overskud til hverken det glade barn eller det pylrede barn lige nu.

Mandag ringer René rundt for at få afklaring på om vi må begrave hende ved Vejlby kirke, hvor min far ligger. Min mormor ligger der også og både Elias og jeg er døbt der.. Det kræver noget overskud, for han taler med 4 forskellige inden har fat i den rigtige. 2 fra Mørke, som er ikke fungerende fordi der ingen præst er ansat lige nu, da kirke og præstegård skal renoveres. 1 fra Hornslet og én fra Vejlby kirke. Han taler med Peder Lundby, som er kirkegårdsleder ved Vejlby kirke. Han undersøger det og bekræfter at hun godt må begraves hos sin morfar. Hun vil da skulle ligge ovenpå ham, dvs i højre side af gravstedet, som er en dobbeltgrav. På den måde vil der også være plads til min mor, eller hvem af os, der skulle gå bort først. Han taler også med præsten Jens Ole Henriksen, med hvem har aftaler at vi komme ind til en snak onsdag kl. 11.

Tirsdag kommer jeg igang med at skrive forløbet ned. Og det føles rigtig rigtig godt. Det er hårdt og jeg græder mange tårer, men det er MIN historie. Det er på grund af den historie at jeg har det som jeg har det. Nu kan jeg mærke mig selv. Jeg sidder hele formiddagen og skriver. Telefonen ringer 5 gange og hver gang irriteres jeg. Lad mig nu bare være i dette. 3 af gangene afbryder jeg, fordi jeg kan se at det er længere opkald, som ikke lige er klaret på få minutter. René kommer hjem omkring middag. Mit humør er mærkbart bedre. Jeg skriver en stund mere og vi får frokost. Nu er det også nok skriveri. Jeg føler mig en smule lettere, hvilket er lidt paradoksalt, fordi jeg har tudet hele formiddagen. Men det har lettet og jeg kan nu mærke mig selv.
Jeg formår at ringe til bedemanden og bestille en lille kiste, som vi kan hente onsdag ved 10 tiden.
Efermiddagen med Elias bliver også lettere og det er rart at have overskud til ham og nyde at være sammen med ham.

Onsdag kører vi Elias ind til min mor for at de kan hygge sig lidt sammen som de plejer om onsdagen. Vi kører ind til bedemanden Keld Andersen og henter den lille hvide kiste. Vi får den i en sort plastiksæk, så vi kan bære den lidt diskret ud i bilen. Jeg kan mærke gråden i halsen, men det går nemmere end forventet. Bedemanden spørger heldigvis ikke ind til noget, så vi slipper både for at skulle forklare ham noget og for at afværge os fra salgstaler.

Vi kører forbi blomsterhandleren i Vejlby for at bestille på en blomst fra os til kisten. Vi ved endnu ikke hvornår hun kan begraves, men det er rart at have afklaret blomsterne, så vi bare kan ringe ind og sige hvad det skal være og hvornår. Vi beslutter os for et hjerte med hvide blomster og lidt lyserøde blomster med krans af let græs omkring. Efter lidt overvejelse beslutter vi også et lyserødt bånd med skriften Sov sødt lille skat – mor, far og storebror.

Kl er lidt i 11 og vi kører over mod kirken. Vi går et smut ned til min fars grav for at se det inden Malou skal ligge der. VI taler med præsten i 1½ time. Vi fortæller vores historie og vores smerte er selvfølgelig tydelig for os. Han snakker om at vi med begravelsen skal give slip og lade Gud passe på hende og at vi nu skal vende os mod de levende. Han anbefaler os at sige til Elias at Malou nu sover sammen med morfar, men at vi skal mødes igen til den store opstandelse, hvor vi alle igen skal være sammen. Og så skal der være fest. Jeg er ikke enig med ham i at vi skal sige at Malou sover. Vi vil ikke gøre ham bange for at falde i søvn, fordi han skal ikke blive bange for om han heller ikke vågner op igen. Men jeg bliver opmærksom på at vi ikke har fortalt Elias at Malou nu har det godt og at hun bliver passet på. Så det vil jeg gøre.

Vi vil satse på at kunne begrave hende fredag kl 11.30. Det vil jeg være rigtig glad for hvis, for så er det gjort i denne uge og jeg vile have hele næste uge til at få ro på og samle mig. Men det kræver selvfølgelig at vi når at få hende udleveret fra Randers.

Præsten synes ikke at vi skal tage venner med til begravelsen. Han spørger os ikke, men det er fint Det føles rigtigt at det kun er den nærmeste familie. Præsten fortæller endvidere at vi holder ceremonien ved graven, at han ikke vil kaste jord på, men han vil lyse velsignelsen over hende og graven. Han vil bede en bøn og læse et stykke fra biblen.

Vi snakker om sange. Jeg vil gerne at vi synger for Malou, men jeg er ikke sikker på at jeg selv kan synge. Jeg ves slet ikke om jeg kan sige noget, eller om jeg blot vil hulke. Jeg vil gerne synge "Nu går solen sin vej", fordi jeg hver aften sang den for Elias, da han var lille og stadig ind imellem gør det. Præsten kan ikke selv synge denne, så jeg skal vælge en anden hvis jeg ikke kan synge den. Vi får en cd med hjem med aftensange, som er indspillet i Vejlby kirke, så vi evt. Kan vælge en salme derfra. Jeg skal give ham besked i løbet af det næste døgn. Jeg vil gerne have skrevet et brev til hende og jeg vil rigtig gerne læse det op til hendes begravelse. Men igen ved jeg ikke om jeg kan, men jeg vil gerne give det en chance.

Jeg føler lidt præsten bestemmer, hvad han synes. Han glemmer lidt at spørge os. Jeg ville egentlig gerne holde ceremonien inde i kapellet, fordi det giver mere samling og er mindre koldt. Men jeg får ikke sagt det tydeligt nok. Nu håber jeg at vi når at hente hende i Randers torsdag, så vi kan køre hende til Vejlby, så hun allerede står i kapellet i Vejlby og vi ikke kommer med hende i bilen om fredagen. Så håber jeg at det lykkes mig at skrive et brev til hende, som jeg hvis jeg kan, kan læse op for hende i kapellet.

Efter samtalen med præsten kører vi hjem til min mor og får frokost. René ringer til sygehuset i Randers og beder dem meddele, så snart de har Malou, fordi vi selv skal hente hende tilbage til Vejlby. De har helt styr på hvem hun er. Det er betryggende at de ikke skal rode rundt i papirerne. Han ringer også blomsterhandleren og siger at vi arbejder henimod en begravelse på fredag kl. 11.30. Vi er hos min mor til hen på eftermiddagen. Randers ringer sidst på eftermiddagen og siger at hun er der nu.

Om aftenen skriver jeg et brev til Malou. Og jeg beslutter mig for at vi sammen skal synge "Du som har tændt millioner af stjerner". Jeg trykker også "nu går solen sin vej" på arket, hvis jeg nu er i stand til at synge den.

Torsdag er det mig, der står først op. Vil have Elias i bad, men det går helt i koks. Jeg kan ikke få ham til noget som helst og René må komme og overtage. Åh hvor er et hårdt. Jeg tager med op og afleverer ham, fordi Elias gerne vil have det. Men det skulle jeg ikke have gjort. Elias vil ikke slippe mig og han skal vristes vrælende af mig. Slår og sparker, hyler og vræler. Vi skynder os afsted. Det er hårdt at forlade sit barn sådan, når man selv er tyndslidt. Jeg ved han nok skal få det ok, og at han ikke ville have det bedre sammen med os, men dt er hårdt at vores liv er på den måde lige nu, at han skal have det sådan.

OM formidagen om torsdagen sætter jeg og skriver lidt mere på min historie. Jeg brænder efter at få ro til at skrive. Imens forsøger René at få vores printer til at virke, så vi kan printe ud til begravelsen. Uden held, så vi må ind forbi min mor og printe ud efter vi har været i kirken med Maolu. Ved 12 tiden kører vi mod Randers for at hente vores lille pige ved kapellet. Kapelassistenten lægger hende i kisten, mens vi ikke ser det, fordi han siger hun er lidt skrøbelig, nu hvor hun er blevet obduceret. Vi har to lyserøde klæder (stofbleer) med til at svøbe hende i.
Hun har fortsat sin lille lyserøde hue på. Det er jeg glad for. Jeg kan næsten ikke genkende hende nu. Hun er sunket meget ind. Vi ser ikke hendes krop, for vi vil ikke se såret fra obduktionen. Men hendes øjne og kinder er helt suget ind og hovedet er klart blevet mindre nu. Hun er der ikke mere. Det gør det nemmere at sige farvel. Hun har sagt farvel. Hun er blevet en engel. Min smukke engel, som jeg husker hende, da hun blev født.
Vi lægger billeder ned til hende af os alle 3 og hun får sin bamse med. Hun skal også have brevet med når vi har printet det ud. Det må vi give hende imorgen. René lægger låget på kisten og vi kører afsted med hende på bagsædet af den lille røde Yaris. Nu kører vi afsted med vores lille døde baby på bagsædet. Sikke mærkeligt og forkert.
Vi kører hende til kapellet ved Vejlby kirke. Derefter hjem til min mor og printe sange og brev ud. Ud og handle, hen i børnehaven og hjem igen.

Søndag d. 13.2.2011

Jeg er oppe nogle gange i løbet af natten, fordi jeg vågner, men formår heldigvis at falde i søvn igen. Vi står op ved 7 tiden og beder om at få vores lille pige ind til. Hun har allerede forandret sig meget. Hun er meget kold og jeg har lyst til at varme hende op i mine hænder. Hun har også skiftet farve fra den blålige farve hun havde igår til en noget orange-rød farve. Vi tager hende ikke op af bakken idag. Hun er blevet meget stiv i det. Vi beslutter at hun skal hedde Malou. Det er det navn Elias har givet hende og det hedder hun for ham, så det er helt naturligt at det er hendes navn. Det ville ikke give mening at vi skulle til at finde på et andet. Vi har ikke selv talt om andre navne. Vi giver hende en lille bamse og sidder kort med hende inden vi siger farvel til hende. Jeg går grædende fra fødegangen. Det er hårdt at gå uden sin baby.

Vi kører til Vejlby til mormor, hvor Elias er. René køber en pose rundstykker ved bageren. Vi får morgenmad og kører til Mørke, hvor Elias kommer over til Anders – fuld af liv og glæde. Det er ikke nogen straf overfor ham. Vi kører direkte til sygehuset i Randers. Kl er vel omkring 11. Der er lige lidt usikkerhed om der er en portør, der har tid til at åbne op i kapellet, da de har travlt med at køre frokosten ud, men det lykkes heldigvis. Ellers skulle vi have ventet til efter kl 13.
Malou ligger i sin lille bakke på et bord i kapelrummet. Hendes bamse et tapet fast til endnu en bakke, som jeg vil tro hun har ovenpå den bakke hun ligger i. Mormor sidder med hende og siger farvel.

Vi kører hjem igen og får noget frokost. Henter Elias v. 14 tiden. Slapper af og ser vist en film sammen. Min mor tager hjem efter aftensmaden. Vi er trætte og klasker helt ud på sofaen. Har brug for at få tankerne væk, så jeg afviser 3 opkald som kommer ved 20.30-21 tiden. Jeg kan ikke snakke om det lige nu. Mit hoved og min krop er tom og jeg har brug for lidt ro.

Mandag skal Malou til Skejby for at blive obduceret. Vi vil gerne have svar på hvad hun fejlede. Vi vil gerne have mere vished om at den beslutning vi har truffet er den rigtige. Vi vil gerne have nogle mere konkrete svar, som de, hvis jeg skulle blive gravid igen, kan kigge efter til næste graviditet. Det vil tage et par dage. Vi har besluttet for at lade hende begrave. Vi skal have undersøgt om hun kan blive begravet ved Vejlby kirke på hendes morfars gravsted.

Fødslen lørdag d. 12.2.2011 i uge 21+1

Vi skal være på Randers kl 9. Elias bliver ked af det, som vi skal afsted. Vi snakker om at det da vist også er en af de første gang vi forlader ham, hvor han skal blive herhjemme. Vi får vores stue (stue 1) med det samme. Jordemoderen, som skal være vores hele dagen, kommer ind og præsenterer sig. Hun hedder Louise Clausen og virker rigtig sød. Hun beder os om at fortælle om forløbet, så hun kan høre vores egen version og ikke kun den hun kan læse sig til. Hun virker meget forstående og anerkender vores sorg og det vi skal igennem.

Kl. ca 9.45 får jeg lagt de første stikpiller op, som skal modne livmoderhalsen. Vi lægger os på den almindelige seng, der er i rummet. Målet er nu at å tiden til at gå og forsøge at tænke på noget andet, end det vi er her får. Vi får et fjernsyn ind og ser lidt i det samtidig med at jeg læser i blade og småslumrer. Jeg mærker hende sparke mig i løbet af formiddagen, så hun er stadig i live, den lille prinsesse. Jeg forsøger at sende hende en kærlig tanke, men bliver også ked af disse spark, som lige om lidt er slut, fordi hun ikke længere skal være i min mave. Jeg forsøger at skubbe de tanker bort, for ellers bliver det uudholdeligt at være i den situation, vi er i. Vi får noget smørrebrød på et tidspunkt, som vi spiser ved det lille bord.

kl. 12.45 får jeg lagt 2 piller mere op. Der er intet at mærke endnu. Ved 14 tiden kommer narkoselægen for at lægge epidural. Veerne kan godt komme lidt pludseligt og tage kraftigt til i styrke, og da der er lidt travlt vil jordemoderen gerne sikre at jeg får lagt den i tide. Så jeg ryger i hospitalstøjet og på hospitalssengen. Først skal jeg have saltvandsdrop anlagt i hånden. Jordemoderen kan ikke finde en åre i hånden og beder narkoselægen, som er ved at klargøre epiduralen om hjælp. Hun prøver i den anden hånd, men uden held. På et tidspunkt stikker der to nåle ud af min hånd, som hun forsøger at stikke frem og tilbage uden at finde en åre. Så jeg bliver nødt til at få den lagt på undersiden af håndledet. Det er ret ubehageligt at have den siddende der. Den stikker og spænder og min hånd hæver op. Men sådan må det være.
Narkoselægen anlægger epiduralen. Jeg bliver lokalbedøvet først, så der er ikke smerte ved at få den lagt. Kun ubehag, når den lange nål stikkes ned igennem rygradden.

Følelsesmæssigt er det værre. Nu sidder jeg her i hospitalstøjet på hospitalssengen og får lagt en epidural. Alt minder om en fødsel – det er det jo også. Men en fødsel af et barn vi ikke får lov at beholde. Et barn vi ikke får lov til at få med hjem. En lille barn som vi skal tage afsked med før vi ikke rigtig har sagt hej. Det er uvirkeligt og så forkert.

Jeg er nu bundet til sengen, fordi epiduralen og droppet er fæstnet her. Vi kører fjernsynet hen, så jeg fra hospitalssengen kan se det. Mellem 15 og 16 begynder jeg at få lidt murren forpå maven.
Vi får lidt kiks og frugt, fordi jeg ikke vil få aftensmad, fordi jeg skal være fastende fra kl 16. Kl. 15.45 får jeg 3. hold piller lagt op.

Jeg ringer til min mor ved 18.30 tiden for at høre til dem. De er hos Anitas og har været der hele dagen. Elias har haft sådan en hyggelig dag og har ikke savnet os.

Ved 18.30 tiden kommer jordemoderen og jeg beder om at komme på toilet. Jeg har ikke tisset i efterhånden mange timer. Jeg bliver derfor koblet på et mobilt stativ. Da jeg kommer retur fra toilettet bløder jeg lidt. Hvilket er helt som det skal være. Formentlig er blødningen kommet fordi jeg har været oppe og stå og har skabt tyngde på bækkenet. Da jeg har fået lagt 4. hold piller op, rejser jeg mig derfor op og går lidt rundt. Jeg vil gerne gøre mit til at jeg føder hende idag. Gennemsnitstiden siger 9 timer fra de første piller anlægges og det vil være ved 19 tiden. Hvis jeg ikke er kommet i fødsel ved næste hold piller, holdes der pause, så vi kan få hvile i nat. Så skal vi starte op imorgen igen – og det vil jeg gerne undgå, hvis jeg overhovedet kan gøre noget for det. Så derfor står jeg op og går lidt rundt i cirkler den næste lille time.

En læge Ulla Jeppesen kommer ind. Vi snakker obduktion med hende. VI skal give tilladelse til en obduktion med særlig tilladelse til at de må obducere hjernen. Det er hende vi skal have svar på obduktionen fra om 6-8 uger. Hun virker lidt forvirret og måske lidt svært ved at forholde sig til mig og min situation, men det håber jeg er anderledes, når vi skal tale med hende.

Jeg ringer igen til min mor, fordi jeg lige vil sige hej til Elias, men det har han ikke tid til.

Efter 19 tiden begynder veerne mere at komme. De kommer hyppigt – ca 45 sekunder imellem og varer måske omkring 45 sekunder. De er i starten ikke kraftigere end at jeg godt kan snakke undervejs. Efter en stund bliver de kraftigere og jordemoderen tænder for epiduralen. Jeg kan ikke mærke den, men tænker at den nok begynder at virke lige om lidt. Veerne bliver kraftigere og jeg skal nu koncentere mig meget om dem. Jeg tænker at forløbet bliver langt, så jeg godt kan holde disse smerter ud lige nu. Vi ringer dog efter narkoselægen kl 19.45, som skal komme og give epiduralen et startboost, så jeg kan blive smertedækket en stund. Han kommer kort efter og giver den et boost. Det kan jeg mærke lige straks. Narkoselægen er grundig med at tjekke hvordan jeg reagerer på epiduralen. Jordemoderen tager mit blodtryk flere gange.

Da jeg svinger mig om i sengen igen, mærker jeg et kraftigt blob i underlivet. Narkoselægen og René farer op, fordi de tror at det er noget med epiduralen. Det er vandet, der er gået. Jordemoderen mærker på mig og siger at nu er der ikke langt igen. Jeg bliver lidt overrasket, fordi jeg havde troet at jeg kunne være i fødsel i mange timer, med lange seje veer.

Epiduralen virker og der kommer lidt ro på. Faktisk kommer der meget ro på, da det er som om veerne går i sig selv. Jeg kan intet mærke, men jordemoderen kan mærke på maven at der ikke er meget gang i den. Vi venter i hvad der føles rigtig lang tid. Jordemoderen har kaldt en assistent, som finder ting frem til fødslen og til Lillepigen bagefter. Mine ben ryster og jeg kan slet ikke styre dem. Jordemoderen og René holder hver sit ben. Stilheden og roen er både dejlig og foruroligende. Lige om lidt kommer hun ud og jeg ved ikke hvad jeg skal forvente eller hvordan jeg vil reagere.
Jordemoderen er helt rolig og det hjælper på mig. Jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre, men hun fortæller mig, når jeg skal noget. Jeg får ingen presseveer, for som hun siger så er hun lidt ude i fødegangen og danner ikke pres nok på bækkenbunden. Hun mærker igen og beder mig presse. Efter et par pres uden veer kommer hun ud. Hun ligger mellem mine ben. Jeg kan ikke se hende. Jeg prøver at tyde Renés ansigstudtryk, men jeg kan simpelthen ikke se hvad han tænker eller føler. Han er helt stoneface, står bare og stirrer på hende. Det gør mig nervøs. Hvordan er hun? Er hun ækel at se på?

Jeg får hende op til mig, da jordemoderen har tørret hende lidt af. Hun er så fin. Jeg hulker og ryster. Er bange for at tabe hende. Har sådan lyst til at puste liv i hende. Hvorfor skal hun være død? Jeg skulle have siddet med min lille pige i live og ikke død. Jeg ville ønske jeg kunne se hendes øjne. Hun er helt perfekt. Små fingre og tæer med negle på. Lille bitte næse med næsebor. En lille mund og små bløde ører. Jeg kan ikke med mit blotte øje se at hun fejler noget. Det er på én gang rigtig rigtig dejligt, men også foruroligende. Hvad nu, hvis hun er slået ihjel forgæves? Hvad nu hvis hun kunne have levet? Undskyld lille baby at vi ikke turde tage chancen. Vi gjorde det af kærlighed til dig. Vi troede det bedste for dig ville at dø nu fordi vi ikke ville udsætte dig for den lidelse som livet kunne have bragt dig. Men nu skal vi leve med savnet, tvivlen og smerten altid. Og vi har selv valgt det. SÅ er det vel også voes egen skyld. Lille prinsesse, Undskyld. Vi ville så gerne have givet dig et godt liv. Vi villle så gerne have passet bedre på dig. Vi ville så gerne have givet dig livet Vi ville så gerne have givet dig al vores kærlighed.

Efter jeg har siddet med hende en stund, skal jeg føde moderkagen. René får sin lille datter over til sig og sidde og studerer hende nøje. Jeg savner hende allerede, men jeg er så glad for at René også vil holde hend e og snakke med hende. Han er meget mere rolig end jeg, fordi jeg græd sådan, så han opdager at hendes lille hjerte slår. Og det gør det de næste mere end 1½ time, dog svagere og svagere.

Jeg skal føde moderkagen. Jeg håber sådan at det lykkes, for ellers skal jeg have den skrabet ud og det kræver at jeg skal på operationsstue og under bedøvelse. Jeg har bare ikke lyst til at forlade denne stue. Jeg har ikke lyst til at skulle ud på gangen på fødegangen og risikere at møde nogle nybagte mødre med deres små perfekte babyer. Vi har et par gange hørt spæd babygråd, men det har heldigvis ikke været meget. For det er da ubarmhjertigt at ligge der på fødegangen og skulle føde sit barn til døden. Hvad søren er meningen? Der kan ikke være nogen mening.
Jordemoderen trækket let i navlesnoren som hænger ud af mig. Hun beder mig presse, mens hun vrikler i navlesnoren og snart er moderkagen ude. Den ser ud til at være hel, men hun vil lige gå ud og undersøge den. For hvis der er nogle rester skal jeg på operationsbordet. Jeg får underbukser på og de næst timer skal vi holde øje med blødningen. Hvis det bliver for meget, skal jeg tjekkes efter.

Vi sidder på skift med vores lille prinsesse, mens hendes hjerte slår. Jeg er træt og udmattet – både i krop og sjæl. Jeg føler mig pludselig 20 år ældre og helt tom indeni. Hun er så dejlig at se på, men hvor gør det mig ked at hun skulle ud nu og at vi ikke får hende med hjem. På et tidspunkt bliver det for meget at sidde med hende. Jeg kan bære tankerne. Hvorfor hvorfor hvorfor skulle vi træffe det valg? René sidder med hende imens jeg læner mig tilbage i sengen. Jeg har sådan lyst til at sove og glemme det hele – eller til at vågne op og alt var normalt. At det bare var en ond ond drøm, som var svær at vågne op fra. Jeg har det træls med at jeg har lyst til at flygte. Jeg burde jo suge hvert minut som jeg kan have med min lille pige. Særligt nu hvor hun viser os livet, at hendes hjerte slår. Men jeg kan en stund ikke rumme hende. Jeg kan ikke være i det. Jeg kan ikke se hende død. Det er forkert. Det er svært at jeg ikke kan rumme hende. Jeg har kun denne stund med hende og så er det allerede for meget. Hvor er jeg utaknemmelig og selvisk. Jeg får samlet mig og kan holde hende igen.


Ved 22 tiden ser vi de sidste små bevægelser i hendes bryst. En engel bliver til. Vores lille engel. Livet har nu definitivt forladt hende og vi er nu klar til at jordemoderen kan tage hende ud og måle hende og tage aftryk. Jordemoderen kommer tilbage med hende i en lille bakke med et klæde i. Hun har fået en lille lyserød hjemmestrikket hue på og er svøbt i et svøb med lyserøde stikninger. Det betyder så meget for mig at hun har den søde lille hue på. Hun er for os et rigtigt barn og det betyder meget for mig at det bliver anerkendt.

Ved 22.30 tiden ringer jeg til min mor ofr at fortælle at hun for et par timer siden blev mormor igen. Når nu vi har født hende idag, vil vi gerne hjælpe min mor til at komme op og besøge Lillepigen om søndagen. Så kan vi høre Anders' om de vil passe/lege med ham.

Ved 23 tiden skal jeg på toilettet for at tjekke om jeg kan tisse. Det går lidt tid, men så kommer det. Jeg bløder i acceptabel mængde, så nu kan jeg få pillet nålene ud af kroppen og få noget at spise. Det er ikke fordi vi kan spise særlig meget. Lillepigen ligger i sin bakke ved siden af os og det føles så forkert at sidde og spise sammen med sin døde barn. Maden vender sig i munden på mig, Ikke fordi det er ulækkert, men fordi det er makabert og så forkert at sidde der med sit døde barn.

Vi får valget om vi vil hjem eller blive natten over. VI beslutter os for at blive. Der vil være så tomt at komme hjem. Hjem uden vores lille prinsesse. Plus jeg ikke ved hvor mange gange jeg skal op om natten og om jeg vil være usikker på benene, så vil det være rart ikke at skulle stavre ned af trapperne. Vi får valget om vi vil have hende hos os natten over, men det takker vi nej til. Hun må gerne komme ud på køl. Vi er udmattede og trætte og må hellere få sovet så meget som det er muligt. Og det vil nok ikke være nemt at lukke tankerne ude for at kunne sove, hvis hun er hos os.

Godnat lille prinsesse. Sov godt. Vi elsker dig så højt.

En skæbnesvanger pille - fredag d. 11.2.2011

Fredag morgen ringer de fra Randers kl 8.30 at vi gerne må komme med det samme, fordi testen skal sendes til Skejby med deres bil kl.10. Vi er netop på vej op i børnehaven, så vi kører direkte og er på sygehuset kl. 9.10. Vi bliver kaldt ind ligesom vi ankommer. Det er den jordemoder, som scannede os til nakkefoldscanningen og moderkageprøven. Vi får lov at se vores lille prinsesse igen. Det er sidste gang vi ser hende i live. Hun ligger der og sutter og spræller med arme og ben. Lille søde pige. Jeg græder som pisket. Jeg bliver sprittet af på kryds og tværs og lægen som skal tage prøven kommer ind. Nålerøret bliver stukket ind. Jeg ligger med lukkede øjne og forsøger at trække vejret igennem gråden. Hun stikker nålen ind, men kan ikke få noget op. Hun lyder lidt panisk i stemmen. Det gør ret ondt som hun prøver på at få nålen rundt. Det jager ned gennem kroppen. Hun bliver nødt til at opgive og prøve igen. Anden gang lykkes det og hun får taget sin prøve. Vi får et knus af dem begge og går op på fødegangen, hvor de venter os.

På fødegangen bliver vi taget imod af en jordemoder, som fører os ind på en stue, hvor billeder af små nyfødte babyer pryder væggene. Øv. Tilladelsen til at af bryde graviditeten ligger på bordet. Fantastisk at vi har fået lov til det – NEJ. Vi snakker om fødslen. Om at jeg få lagt stikpiller op hver 3. time og tidligt vil få lagt en epidural. Vi fortæller om vores smerte og vores sorg over ikke at må få en levende baby med os hjem. Hun roser os for at turde sætte ord på alle følelserne og tankerne og fortæller at se skal vi fortsætte med, fordi det er det som vil hjælpe os i længden. At vi tør sige alle tankerne højt.
Jeg får pillen – eller rettere René giver mig pillen. Han synes det er mest rigtigt at han også udfører noget aktivt, så det ikke bare er mig, der slår vores barn ihjel. Det er en fælles opgave, vi udfører. Han giver mig pillen og vandet og jeg sluger den, mens jeg grædende spørger René... det er rigtigt det vi gør, er det ikke? Det føles ikke rigtigt at skulle slå sit barn ihjel. Det kan godt være at det på længere sigt er rigtigt, men lige nu er det absurdt at skulle gøre.
Vi går derfra med en aftale om at møde kl 9 igen imorgen. Vi ser den stue, vi vil skulle være på hele dagen imorgen

Fredag over frokost sidder vi og drøfter begravelse. Vi er i tvivl om hun skal begraves, men vi tror det. Jeg vil gerne have hende begravet ved min fars gravsted, så de kan ligge der sammen. Så jeg ved hvor hun hører til. Vi ved ikke om vi skal holde en ceremoni – vi vil nok ikke have en præst. Vi vil ikke have en sten, men blot vide at hun ligger der.
Midt i denne snak mærker jeg hende sparke og jeg bryder sammen. Hvad er det for noget? Vi sidder her og snakker om hvordan vores lille datter skal begraves og så sparker hun mig? Hun viser mig sit liv og vi snakker om hendes død. Hvad er det for noget? Der er da ingen mening i det. Hvorfor skal vi overhovedet snakke om død, når det er vores lille levende barn vi snakker om.


Min mor kommer kl 15. René henter hende og Elias for jeg er faldet i søvn på sofaen og har svært ved at vågne. Vi får eftermiddagskage, som René har købet i Hornslet, da han skulle over og kigge efter nogle lærreder, som vi kan trykke hendes fod og håndaftryk på. Min mor har købt en legobil til Elias. Det skaber lidt adspredelse at René og Elias sidder ved bordet og samler den.

Vi tilbyder min mor at komme til Randers på søndag for at se Lillepigen, hvis hun har lyst. Det vil hun rigtig gerne, men vi beder hende selv arrangere det, fordi det har vi ikke overskud til. Vi foreslår hende forskellige muligheder, der involverer min søster, hendes ven med bil, eller legeaftaler her i byen. Efter Elias går i seng, går hun igang med at arrangere. Hun kan desværre ikke lade være med at søge råd hos os og involvere os i hendes koordinering. Jeg kan slet ikke overskue det og jeg fortryder at jeg gav hende muligheden. Til sidst bryder jeg helt sammen og flipper ud på hende. Hun blvier overvældet og selvfølgelig såret og hun trækker sig i en stund. Jeg ryster over hele kroppen og hulker. Jeg kan ikke klare det. Jeg føler mig under så stort et pres, fordi jeg imorgen skal føde vores lille prinsesse. Jeg kan ikke have nogen modstand. Jeg har bare lyst til at ligge som jeg gør foran kuk-kassen og forsøge at skubbe tankerne væk.
Hun opgiver projektet og beslutter kun at holde fast i at tage ind til min søster om lørdagen, så der sker noget andet for Elias. Der ærger mig at hun ikke kommer til at se hende og gøre mig ked af det, men jeg har ikke overskud til at arrangere det.
Jeg får bedt hende sætte sig, for jeg kan ikke slappe af når hun lister rundt over i køkkenet. Jeg har brug for ro. Ikke for at føle at jeg bør gøre noget. Jeg sumper foran fjernsynet indtil den aften også er gået.

Den grumme beslutning - tordag d. 10.2.2011

Så oprinder torsdagens scanning. En scanning som vil afgøre vores lille piges skæbne. Overlægen fra mandag, Vibeke tager imod os igen og påbegynder scanningen. En anden overlæge Carsten Henrique kommer ind sammen med en pige, der ikke bliver præsenteret (studerende?). De to læger taler sammen om det de ser, mens de scanner hende på kryds og tværs. De kigger længe på hjertet og måler det flere gange. De finder de små hænder og fødder og måler dem. De kigger på nyrerne og på flow i nyrekarene. Måler fostervandsmængden. Den er steget, så det ser ud til at nyrerne virker. Flowet i nyrekarene ser også fint ud. De trykker talene ind i computeren og de viser selvfølgelig ingen bedring. Tværtimod ser hovedet ikke ud til at være vokset, hvorfor det nu er for lille ift alderen. Det bekymrer lægerne og gør dem temmelig sikre på at hun vil få hjerneskade, fordi hjernen ikke vil kunne udvikle sig normalt. Brystkassens snævre omkreds gør det også svært for lungerne at udvikle sig normalt. Umiddelbart kan de udelukke den almindelige form for dværgvækst – den hvor man kan leve et mere eller mindre almindeligt liv, fordi de har store hoveder og det har vores prinsesse ikke.

Vi kommer igen over på hvilestuen. Vi græder begge to. Vi ved vi bliver nødt at beslutte det allermest smertefulde. Vi bliver nødt til at tage afsked med vores lille pige. Alt alt for tidligt.
Vi taler om at vi gerne vil have det gjort her i weekenden. Der er ingen grund til at udskyde det. Det er en del der desværre skal overstås og det kan ligeså godt blive i weekenden i stedet for mandag. Det er helt fint - Vi kan få det som vi ønsker. Skejby anbefaler at vi skal føde hende i Randers. Vi vil egentlig gerne Skejby, men det er af praktiske årsager. Lægen argumenterer for at skulle vi blive gravide igen, hører vi jo til Randers og så kan det være godt at de kender sagen indefra. Og fint med os, vi skulle jo alligevel have fundet en løsning med Elias, hvis vi som planlagt skulle have født i Randers til sommer.

Jeg skriver under på ansøgningen til abortsamrådet. Suk. Det er ikke sjovt at skulle skrive under på.
De sender den til Randers og når de har svar i løbet af dagen eller måske fredag, vil de kontakte os for at aftale nærmere.
Vi taler lidt om fødslen. Vibeke gennemgår det som det vanligt er, men fortæller at der er lidt forskel i hvordan fødeafdelingerne specifikt gør det. Vi fortæller at vi gerne vil have at de taler om vores lille datter med respekt. Hun er et barn og ikke et foster og det er en fødsel og ikke en abort, vi skal igennem. Det er Vibeke helt med på. Hun siger det er vigtigt at vi siger det, fordi der kan være forskel på hvordan folk gerne vil have det. Vi fortæller også at vi gerne vil se hende og være sammen med hende. Vibeke fortæller at vi skal være opmærksomme på at det kan være at hun viser livstegn, når hun bliver født. Jeg svarer at jeg faktisk håber at hun gør det. Det vil betyde noget for mig, fordi jeg ville ønske at vi skulle have hende i live og ethvert livstegn vil være en snert af dette.
Vi ved endnu ikke om hun skal obduceret eller om hun skal begraves.

Vi tager hjem igen – fulde af sorg over at skulle sige farvel til vores lille skat. Vores lillesøster. Det var slet ikke meningen hun skulle ende sit liv på denne måde før det overhovedet blev startet. Jeg går i stykker ved tanken om at hun ikke vil få et liv. At vi ikke vil få hende i vores liv. Hun er VORES barn. Hun skulle være født til sommer. Jeg skulle have holdt hende i live. Set hendes øjne. Hørt hende græde. Trøstet hende. Ammet hende. Set hende vokse op. Nydt tiden hjemme sammen med hende. Set hende og Elias sammen. Nyde ham som storebror.
Når nogen siger at det var godt at vi ikke nåede at opleve hende og holde hende er det helt forkert, for i bund og grund er det lige præcis det, som smerter. At vi ikke får lov at opleve hende, at jeg ikke får lov at se hendes øjne, amme hende, kysse hende, trøste hende, nyde hende. At vi kun lige har fået hende i vores liv, og at hun bliver taget fra os igen. At jeg mærker hende og føler hende, men jeg ved at jeg skal af med hende.

Vi bliver ringet op torsdag aften lige inden spisetid fra Randers. De har modtaget tilladelse til sen abort. Vi må gerne komme ind og få pillen allerede i aften og føde hende imorgen. Uh det bliver al for forjaget. Vi skal lige til at spise og hvad med Elias og al ting. Nej det kan jeg ikke, om det kan blive imorgen i stedet. Vi får en tid til kl. 16.30 fredag eftermiddag, hvor vi skal møde ind og snakke fødslen igennem og jeg skal have en pille som skal stoppe graviditeten. Jeg ringer til min mor og får arrangeret at hun kommer herud fredag kl 15 og bliver til lørdag, hvor vi skal møde til
fødslen.

Senere torsdag aften ringer de igen fra Randers. De har ringet fra Skejby at de gerne vil have en fostervandsprøve, om jeg skulle til Århus imorgen? (med Elias). Vi aftaler at vi i stedet kommer til Randers fredag formiddag og får prøven og efterfølgende får pillen og en snak om fødslen, så vi ikke skal derop fredag eftermiddag. De vil ringe fredag morgen for at fortælle hvornår vi kan komme til. Skejby vil gerne have fostervandsprøven, så de kan teste på denne prøve også, så de kan blive så kloge som muligt, hvis jeg skulle blive gravid igen.

21. uge - misdannelsesscanning

Skal til Misdannelsesscanning fredag d. 4. februar (20+0). Jeg var nervøs inden fordi jeg havde oplevelsen fra sidste scanning, som viste forhøjet risiko for down og blev fulgt af en moderkagebiopsi. Så jeg håber inderligt at det går bedre denne gang. Det gør det desværre ikke. Lillepigens knogler i arme og ben er alt for korte, ligesom mavens omkreds. Der viser sig endvidere nogle skygger på tarmene, som ikke bør være der. Det kan dog være fordi at jeg har blødt og hun har drukket det som en del af fostervandet. Jeg har ikke blødt udvendigt, men kan måske godt have blødt uden at det har vist sig ude.
Scanningsjordemoderen har ikke kompetence til at diagnosticere, men nævner at det formentlig er dværgvækst eller mere alvorlig kromosomfejl, som de ikke har testet for ved moderkageprøven.
Vi skal derfor til Skejby – de vil ringe til os senere på dagen, om vi kan få en tid om fredagen eller mandag.

Det er et dybt chok og vi bliver rigtig kede af det. Hvad er det der venter os? Jeg græder, men har et lille håb om at scanningen på Skejby kan bringe andet håb. Jordemoderen havde svært ved at scanne hende, fordi hun smutter for hende og gemmer sig bag min navle.
VI kører hjem til min mor, hvor Elias er, fordi han har feber denne dag. De ringer fra Skejby senere. Desværre er der først tid på mandag kl 13.30. Det er der jo ikke noget at gøre ved.
Det bliver en hård weekend. Særlig fredag og lørdag græder jeg meget. Søndag går bedre. Vi er afsted hele dagen – i Randers storcenter og hos Inge og Erik. Det gik fint med at tale med dem om det. De viste ikke meget medfølelse, men kom snarere med alle de dumme floskler om at vi kan glæde os over at vi ikke har nået at lære hende at kende og det er bedre end his du havde båret hende hele vejen. Det er jo rigtigt at det er værre, men det laver ikke om på at dette er vores lille baby, som nu er i fare.

Mandag d. 7. tager jeg på arbejde. Det er hårdere end jeg troede og jeg græd hele vejen derind. Det var hårdt at møde personalet og mærke deres medfølelse. Men det går ok, når jeg først er igang med arbejdet.
Kl 13 kører jeg ud til Skejby. Vi har tid kl 13.30 og kommer til lidt i 14. EN overlæge Vibeke Gjørup tager imod os. Hun måler mave, hoved, lårben, arme, hjerne. Kigger på hjertet om ser blodflowet med farver. Lytter til hjertet. Måler flow i mine kar. Der er alt for lidt fostervand, så det er svært at scanne hende. Hun er i tvivl om nyrerne virker. Det er svært for hende at scanne dem ordentligt. Når der er så lidt fostervand, kan hendes lunger ikke udvikle sig ordentligt. Hun måler flow i mine kar og i navlesnoren og konstaterer at det ser normalt ud, så det er ikke derfor at hun ikke vokser som hun skal og at der er for lidt forstervand. Lægen trykker alle målene ind på computeren og printer et ark ud med alle datane. Vi kan se hvordan målene på arme og ben ikke blot ligger i den lave ende, men helt udenfor skemaet. Hovedomkredsen ligger i den lille ende, men dele af hjernen ser ud til at være normal størrelse ligesom hjertet er normalt.

Efter scanning kommer vi over på en hvilestue at sidde. Vi sidder lidt selv inden hun kommer og snakker. Hvad vi tænker om tingene? Jeg kan på ingen måde sige farvel til min lille prinsesse nu. Jeg er overhovedet ikke i stand til at træffe den beslutning. Hvordan skal jeg da også nogensinde blive det? Hvordan vil jeg kunne beslutte at skulle tage livet af mit eget barn? Det er da fuldstændigt absurdt og helt meningsløst.

Overlægen kontakter genetikeren for at høre om der er noget vi kan undersøge, så vi kan få et tydeligere svar på hvad hun fejler og hvad hendes udsigter er. Men det viser sig at vi kun har en stakket frist at give vores lille prinsesse. Vi vil ikke kunne afbryde graviditeten efter uge 22. Der ligger en etisk grænse, som er lovbestemt. Det vil sige at vi har til fredag i næste uge. Hvis vi ikke har foretaget os noget inden da, skal jeg bære hende resten af vejen, med mindre hun selv går til grunde inden. Derfor har vi ikke lang tid at give hende og vores beslutning. Hvad end hun skal vise os af forbedring skal være i løbet af den næste uge, ellers er det for sent. Og indenfor denne tid kan vi ikke nå at få svar fra genetikeren. Der vil gå omkring 2 uger. Der findes over 100 forskellige dværgvækstdiagnoser, så det vil være som at lede efter en nål i en høstak.

Jeg føler at det mindste vi kan give hende, er et par dage. Et lille flig af håb om at talene kunne se anderledes ud om et par dage. Om ikke andet kan vi få tid til at få truffet den rigtige beslutning i de par dage, så vi står lidt anderledes til at møde lægernes dom. Vi beslutter derfor at scanne igen på torsdag.

De næste dage er skrækkelige. Det er en hel umulig situation vi er sat i. Hvordan kan vi træffe den beslutning? Tænk nu hvis hun kunne få et godt og værdigt liv. Hvordan kan vi være dommere over hendes liv? Hvordan kan vi slå vores kærlighed ihjel og skabe evig tomhed og savn i vores egne hjerter? Vi er jo selv skyld i at vi får det sådan. Omvendt hvordan kan vi så løbe risikoen om at sætte et barn til verden som ikke vil overleve eller som vil blive fysisk og mentalt retaderet? Og hvilken betydning vil det ikke få for Elias, den livsglade og vidunderlige dreng? Skal vi give ham en søster, for hvem han hele tiden skal frygte vil leve eller dø? Skal vi inddrage ham i det helvede? Og skal vi lade ham miste sine forældre så meget, fordi hans søster vil fylde meget med sit handicap? Det vil få betydning for hele vores familieliv og får de muligheder vi har og for den måde vi nyder at leve vores liv.

Vi læser en del begge to på nettet om folk der har mistet deres ufødte børn. Det er SÅ hårdt, men det hjælper os også. Det letter at græde og det letter at høre at vi hører at vi ikke er de eneste, der har de følelser og tanker om vores lille ufødte barn. Det giver ligesom tilladelse til at sørge – det er ok at være ked af at miste selvom vi næsten ikke engang har fået. Vi læser om folks fødselshistorier og de følelser det medfører og bliver derved mere afklarede på hvordan vi selv gerne vil have det.

Jeg ved godt at scanningen torsdag ikke vil give noget håb, men jeg klamrer mig fast til det spinkle håb. Ikke mindst føles det rigtigt at give hende den respekt ikke at give op ved første øjekast. Hun fortjener de få dage, ja faktisk fortjener hun jo meget mere, men det kan vi desværre ikke give hende. Undskyld prinsesse at vi ikke kunne give dig mere tid. Det er forfærdeligt at du skal bevise overfor os på så kort tid.

Nakkefoldsscanning og moderkageprøve

Er til nakkefoldscanning d. 13. december. Scanningen går fint – alt ser fint ud. Lille nakkefold. Lille hjerte der slår. En hjerne med skillevæg, vand i mavesæk og blære. Små arme og ben. En fin rygrad. Det er dejligt at se den lille derinde. Jordemoderen taster tallene ind i computeren og forholder dem til blodprøverne. Sammenlagt skal scanning, min alder og blodprøve give en risikovurdering af down. Og nej nej nej, vores sammenlægning viser en risiko på 1:74. For helvede nej. De anbefaler at man får foretaget en moderkagebiopsi, hvis risikoen er højere end 1:300. Vi bliver stillet valget om vi vil have en moderkagebiopsi. Der er ½-1 % risiko for at abortere efter en moderkageprøve, så det er en alvorlig beslutning, hvor risiskovurderingen skal sammenholdes med abortrisikoen. Men vi synes at 1:74 er langt fra 1:300, så vi takker ja til moderkageprøven. Vi får en tid 2 dage efter onsdag morgen

Vi går i stilhed ud til bilerne og jeg græder hele vejen hjem. VI skal køre i to biler. Jeg ringer til Ane, som jeg ved fik foretaget en prøve med Johanne, fordi jeg ved hun vil forstå, hvordan jeg har det lige nu. Jeg ringer også til min mor.
Hjemme går jeg og smågræder resten af aftenen. Tirsdag tager ejg på arbejde som jeg skal. Det går fint med at være sammen med børnene de første timer. Da jeg kommer over på kontoret kommer tankerne og jeg bliver ked igen.Til middag skal vi have middagsmøde på arbejdet Og jeg fortæller min glade nyhed, som de endnu ikke ved. De bliver glade og lykønsker mig, men jeg må desværre grædende fortælle at det ikke bare er lykke, fordi jeg har en forhøjet risiko for down og skal have foretaget en moderkageprøve onsdag.

Onsdag morgen skal vi være der kl 9. Det går fint med at tage prøven. En del af min nervøsitet forsvinder nu, hvor jeg oplever hvad det vil sige at få foretaget en moderkageprøve. Det gør ikke specielt ondt, men det føles ubehageligt. Det smertefulde er da lægen stikker et langt nålerør ned igennem maven. Det er som at få foretaget en blodprøve, men det ubehagelige består i at lægen jager nålen frem og tilbage for at få prøver op. Det gør hun 3-4 gange. Det er hurtigt overstået. Jordemoderen scanner baby igen og den se ud til at have det fint. Vi kører hjem igen. Jeg lægger mig på sofaen og René kører på arbejde. Jeg har menustrationssmerter og lidt jag resten af dagen, så jeg ligger med varmepude på maven.

Det gør ondt nogle dage og jeg skåner med selv fra løft på arbejdet torsdag og fredag. En uges tid efter oplever jeg at få plukveer, men det fortager sig over julen.

En læge vil ringe om det foreløbige svar fredag efermiddag, så jeg tager fri fra middag, så jeg ikke står over børnene og får et træls svar. En læge (Stornes) ringer kl 15.30 som jeg står udenfor børnehaven. Heldigvis jubi hip hip... er det positivt. Barnet har ikke down og vi venter os en lille pige. Jamen altså så kan lykken ikke bliver bedre. Jeg tager til julefrokost på arbejdet om aftenen og fester høj på lykke hele natten.
Vi vil få svar fra de sidste kromosonundersøgelser om ca 14 dage.

Påskeferie... ahhh

11 dages ferie herhjemme uden at byggeri hænger over vores hoveder.Kan det næsten blive bedre. René skal arbejde tirsdag og onsdag, men ellers er der dømt tid til at rydde op, hænge lidt op og til hygge med venner og familie.
I påskens første weekend har vi haft besøg af Laura og hendes to børn - Jasmin som nærmer sig 4 år og Malik på knap 8 måneder. Efter lidt startskænderi, hvor Elias og Jasmin skulle finde ud af hvilken leg, der passede dem begge, fandt de ud af at lege rigtig godt. De opfandt en ny leg, som hed "tisse på de onde". Den bestod i at lukke sig inde på gæsteværelset og (helst med bukserne af) stå i vindueskarmen og lade som om de tissede og pruttede på de onde udenfor... hmmm Alt imens havde de voksne tid til at hygge og snakke. Sikke en dejlig weekend.
Mandag bød på afslapning, oprydning på kontor og ophængning af lamelgardiner.
Tirsdag ryddede Britta og Elias op udenfor og kørte et læs på lossepladsen. Vi er igang med at indhente tilbud på lægning af indkørsel, opsætning af garage og så vil vi have en havearktitekt til at tegne et forslag til indretning af haven. Men de sidste byggerester-rod skal fjernes først, så den store høj kan planeres ud på grunden.
Onsdag kommer Mormor. Vi skal handle, hygge og gøre rent.
Torsdag kommer Daniel, Natasja og Silas til påskelam. Det skal bliver rigtig hyggeligt.
Resten af påsken byder både på tid til arbejde herhjemme, afslapning. Påskefrokost hos Mormor med familien fra Lystrup. Og bsøg her af Farfar og Mormor.
Påsken 2010 blev endvidere tid for Elias at smide sutten. Rent bogstaveligt smed han dem alle 5 ud af havedøren - alt hvad han kunne. Næste morgen havde påskeharen været der med en masse påskeæg, som han og Jasmin samlede ind. Det er gået over al forventning. Store dreng. Så mangler han bare at overvinde sig til at lave på toilettet. Han beder om at få ble på og bliver aldeles panisk, når vi insisterer på at det laver man på toilettet. Men det kommer jo nok. Det er kun herhjemme at laver i bleen. I børnehaven holder han sig.

Godt nytår

Kære alle sammen!

Netop indtrådt i dette nye år vil vi sende en hilsen til jer alle med ønske om et glædesfuldt og inspirerende år 2010. I er ganske givet på nippet til at falde ned fra stolen ved at se en reaktion fra os… Jo, vi erkender at det er ved at være en stund siden en ”rejsemail” er blevet afsendt fra vores kant. Egentlige rejser er ikke tilfaldet os de sidste 1½ år. Vores liv - al vor tid og energi har været fokuseret om husbyg i denne periode.

December gav tid til julehygge, da vi fortsat ventede på maleren. Det indtil René besluttede sig for at give sig i kast med tapetseringen og det med stor succes, så i løbet af 14 dage havde vi tapetseret, malet og lagt gulv i 3 rum.

Julen bød selvfølgelig på en masse social hygge. D, 23. hos Mormor med risengrød og konfekt, som Elias meget fantasifuldt deltog i. Juleaften fejrede vi i Lystrup hos Brittas søster til stor jubel for Elias, der ikke brugte meget krudt på at han skulle til juleaften, men mere at han skulle ind til sine elskede fætre Casper og Mikkel.



1. juledag var vi hjemme med feberhed dreng, som reaktion på en intens aften hvor han først sov kl, 23,30. 2.juledag var vi med en frisk dreng hos Farmor med hele familien til julefrokost, der på Elias’ initiativ også bød på dans om juletræ. Mange gode gaver – en baby med barnevogn og en ny cykel med pedaler var favoritterne. Men også en masse lego er der blevet leget med resten af ferien. Juleferien blev vist også endeligt for bleen, som Elias valgte at smide for 8 dage siden (på nær om natten og under middagslur). Nytår fejrede vi med venner i Mørke (Daniel, Natasja og deres 4 årige Silas) En super hyggelig aften for både børn og voksne med lækker mad og gode drinks. Mellem jul og nytår var René på arbejde og Britta og Elias var hjemme. Hyggede og malede.

Tilbage er blot gulv i et enkelt rum, fodlister, døre/dørkarme og 3 vindueskarme - og så selvfølgelig en masse små detaljer;-) Og et badeværelse på førstesalen.


Det er fantastisk at kunne summe 2009 op med dette. Dertil kommer selvfølgelig alt det udvendige – have, terrasse, indkørsel, carport/garage, skur… men det skal nok komme og livet fungerer jo uden. Så vi går og overvejer rigtig sommerferie i 2010, og så skal der nok komme en rigtig rejsemail. Vi føler nu at dette husbyg har været en forunderlig rejse. En spændende, intens rejse, der har bragt til nye horisonter og givet os mulighed for at møde nye sider i os selv og i hinanden. En rejse, der har været udfordrende og grænseoverskridende (Britta har kørt lastbil, varevogn, trailer, stået på 9 m stige, kravlet på spær, Vi har lavet mad under kummerlige forhold, sovet i campingvogn i 12 minusgrader, isoleret 170 bat/pakker isolering, skåret egetræskøkkenbordplade ud kl. 24, haft 7 til frokost i skurvognen, arbejdet dobbelt-tid og meget andet). På den måde minder den rejse om vores andre rejser, fordi den har været drejet af opdagerlyst og eventyr, men også budt på nedtur og frustration. Huset her er vores andet barn, et barn som har krævet meget mere af os end Elias nogensinde har krævet. På trods af den naturlige pris, vi har måttet betale for at springe ud i dette projekt, har vi ikke fortrudt det, men vi er stolte og glade over det vi sammen har kunnet udrette. Stolte af os selv og af hinanden og glade for at vi har set hinanden overskride grænser og vise hvad vi dur til. Vi håber at vi på trods af det som mangler vil opleve et 2010, hvor vi ikke kun skal præstere, men også får tid til at være og til at nyde. Nyde livet, hinanden, vores smukke hus og de fantastiske omgivelser vi er flyttet i.

Vi håber meget på at 2010 også vil give jer alle både tid til at nyde og til at yde. Til at være og til at være god til. Vi håber at se mange flere meget mere i det nye år. Vi viser rigtig gerne vores kunstværk frem.

Sol og afslapning i Egypten

November blev igen en lidt uproduktiv måned. Vi måtte vente lidt på maleren, der havde travlt med andre projekter, så han ikke havde så meget tid til at spartle og tapetsere hos os. Han fik dog gjort 3 rum færdig i løbet af november.

November blev også selvvalgt uproduktiv, fordi vi gav os selv en velfortjent ferie til Egypten. En uge med afslapning, badning, sjov, leg, hygge og god tid. Lige på Elias’ præmisser og også til god nytte for os voksne.

gips på førstesalen og start i børnehave

Oktober blev aktiv og produktiv. Endelig kunne vi komme i gang med at lave gips ovenpå. Vi blev fyldt af energi igen. Britta satte alle spånplader og gipsplader op, men René lavede skillevægge, el og ventilation.



Ikke mindst blev oktober måneden, hvor Elias startede i børnehave i Mørke. 2 år og 9 måneder gammel. Det gik fint og uden problemer. Elias faldt hurtigt til. Det er et stort sted med over 80 børn – funktionsopdelt, så det kan ikke være helt let at komme som lille ny og skulle navigere i det. Men personalet var gode til at tage imod ham og de andre små pus, som er startet i efteråret.

isolering, isolering, isolering

August og september gik rigtig langsomt fremad. Dels brugte Britta meget tid på at male og dels var energien faldet efter vi var flyttet ind i huset, så det var svært at komme i gang lige efter arbejde. Vi sammenlignede med foråret og kunne ikke forstå det gik så langsomt, men René havde heller ikke sine to byggedage med i stedet en fuldtids arbejdsuge, som selvfølgelig også trættede mere.

Det skulle sættes plader op som undertag, laves ventilation ovenpå og isoleres i skunke og skråvægge inden det hele blev beklædt i dampspærre. På loftet skulle gulvet dækkes af krydsfiner, der dels stabiliserer og dels giver opbevaringsplads. Men vi kom igennem månederne, selvom det var et slid. Det gav dog også mere tid til Elias, fordi vi var sammen om eftermiddagen.